"Den varme, runkne hånd berørte let hendes hud, og hun forsøgte at synke den klump, der pressede på i hendes hals. Hun forstod intet af det her!" "Hvorfor mig?" spurgte hun, "Hvorfor ikke en verdensleder eller en toptrænet soldat?" Mod sin vilje trillede en lille tåre ned ad hendes kind." (Citat side 37)
mandag den 3. maj 2021
Dragernes Æra - Drageægget
lørdag den 1. maj 2021
Viktor
"Viktor kaster et blik over skulderen, som om han kan se rundt om hjørnet, op ad trappen og igennem den lukkede dør længst væk på gangen ovenpå. "Har du givet hende mere end normalt?" Far sukker. "Nej. Enten har hun hamstret, eller også er det lykkedes hende at købe noget et sted. Noget er i hvert fald galt. Men det må vi vel høre, når hun har sovet." (Citat side 22)
torsdag den 8. april 2021
Grønlænderen - Lucy Kiehl #4
""Vi kommer for at tale om Carl," langede Gert ud. "Minik," mumlede kvinden i sofaen. Mascaraen, som sikkert var lagt ganske nænsomt på for nogle dage siden, var tværet ud, og læbestiften var gnedet ud i det meste af ansigtet. De matte øjne gled op og i, som om de ikke rigtigt kunne bestemme sig. "Han hedder Minik for fan'n. Fat det nu. Ikke Carl. Det er længe siden, noget har kaldt ham Carl. Det er et dumt navn."" (citat side 29)
tirsdag den 6. april 2021
Håber ikke, jeg går midt over! - Bellas Dagbog 1
"Mor har ikke råd til at bo i huset alene. Vi skal flytte, så snart hun har fundet et sted at bo, og huset skal sælges. DET ER SYGT NEDEREN! Jeg har jo boet her hele mit liv. Mor siger, at jeg skal bo hos hende og besøge far hver anden weekend. Fint nok med mig, for far har alligevel altid så travlt, og jeg kan jo bare cykle hjem til ham, når det passer mig. SEJT, SÅ COOL KA JE VÆRE! Men det varer ikke længe. For så springer endnu en bombe. Bomben, der smadrer mit liv! Vi skal ikke bo i Aarhus!" (Citat side 21-22).
Hvordan skal noget nogensinde blive godt igen, når ens forældre ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen? Når man skal flytte væk fra sine veninder - langt væk? Når man skal starte på en nye skole? Hjælper det at holde ferie og få nye møbler, eller er det hele bare skod?
Håber ikke, jeg går midt over! er en rigtig fin fortælling fra et tween-perspektiv, når alting vælter. Når skilsmissen træder ind over dørtrinnet og fylder alt. Bella sætter ord på, hvordan det føles, når ens forældrene ikke tror, barnet har forstået, hvad der sker, men sidder tilbage med tanker og spørgsmål alene, eller endnu værre; må være den omsorgsfulde overfor forældrene.
Sproget er let og flydende og dagbogsformen fungerer rigtig godt. Jeg var virkelig vild med alle de små illustrationer hele vejen igennem. Der er tilpas med lethed, selvom det er et tungt emne. Der var en god balance, hvilket gør det nemmere at læse om noget svært, og samtidig have overskud til at tage det ind.
Bogen får 4/5 stjerner: ****.
Bonusinfo: Mine forældre blev skilt lige før jeg fyldte 8. Jeg husker helt tydeligt, da jeg fik det at vide. Faktisk troede jeg, de lavede sjov med mig. Lige ind til alvoren ramte. Så nægtede jeg at tale med dem i flere timer!
søndag den 4. april 2021
Helt Nøgen
"Skolelederen, der for lidt siden var ét stort smil, ser pludselig mere alvorlig ud, hun er gået fra at have solen i sit ansigt til at have månen. "Ja, Anne, jeg ved godt, det er svært, det, du har været igennem." Og så gør jeg det, jeg har gjort foran så utroligt mange voksne de seneste måneder: Jeg bliver rød i hovedet. Varm. Maven trækker sig sammen, jeg får en klump i halsen og kæmper med at trække vejret normalt, foran min øjne bliv alting orange og rødt og svært at se. (Citat side 19).
I de nye klasse går Thea. Hun er ikke som de andre. Og Anna har lyst til at komme tættere på hende. Lære hende at kende. Men hvordan gør man det, uden at fortælle om de ting, der er sket? Kan hun stole på Thea? Eller kan hun slippe afsted med aldrig at nævne det igen?
Helt Nøgen er en fortælling om at forelske sig og give sit hjerte til en anden. En anden, der ikke passer på det - som ikke skulle have haft adgang til det. Det er historien om, hvordan noget kan blive så stort og altoverskyggende at det ikke føles som om, verden bliver normal igen. At man ikke kan se, hvordan livet bliver normalt igen.
Det er en relativ kort bog, der alligevel rummer rigtig meget. Karaktererne og dilemmaerne er troværdige. Annas mange tanker og refleksioner er lette at følge og meget indfølelige. Det er ikke svært at forstå, hvorfor hun har gjort, hvad hun har. Men det er faktisk heller ikke svært at forstå, hvorfor der bliver handlet forkert i fortællingen. Det er ikke en retfærdiggørelse, men det er alligevel en form for forståelse.
Jeg ville ønske, forholdet mellem Anne og Thea fik lov at fortsætte lidt længere i fortællingen, end det gør til slut. Det havde givet lidt ekstra.
Bogen får 4/5 stjerner: ****.
Bonusinfo: Jeg har ikke snapchat. Det havde jeg en gang, men brugte mest chat-funktionen. Gider slet ikke tage så mange billeder og sende rundt til andre hele tiden.
søndag den 28. marts 2021
Viljepigen
fredag den 26. marts 2021
Mæsker - Henretterlunden
"Da jeg trådte ud i den dunkle sensommernat, blafrede lyset i lygten svagt. Den lune brise bar en fjern lyd af trommer med ind over lang, og hårene rejste sig på mine arme. Musikken, hvis mn kunne kalde de uhyggeligt dunkende toner sådan, kom fra kannibalernes ø. Ved fuldmåne, når vinden stod i nordvest, kunne vi nogle gange høre dem, og som altid gav tanken mig om kannibalernes fuldmåneritual blodige billeder på nethinden." (citat side 33)
søndag den 21. marts 2021
Neonazi
Forlag: Straarup&Co
"Jeg hørte deres musik, jeg klædte mig som dem, jeg delte deres fælles holdninger. På den måde var jeg automatisk medlem af et højreorienteret miljø, der kun blev stærkere og stærkere." (citat side 59)
tirsdag den 16. marts 2021
Legendens Ridder #1 - I krig
"Jeg bed mig i læben, mens jeg gik i cirkler på mit sovekammer. Hvis jeg rejste, ville far blive stiktosset. Han ville måske slå hånden af mig eller sende mig væk, hvis han fandt mig igen. Og hvordan skulle jeg kunne forlade slottet? Han havde jo beordret portneren til ikke at lukke mig ud. Det var en umulig og tåbelig idé." (citat side 60)
fredag den 5. marts 2021
Klassiske genfortællinger
torsdag den 25. februar 2021
En af os lyver
Det viser sig, at Simon havde tænkt sig at poste store hemmeligheder om hver af de fire elever på sin app. Derfor er politiet også ivrig efter at opklare sagen, selvom der ikke er nogle håndfaste beviser. Men snart begynder nye indlæg at dukke op, og en for en konfronteres de fire unge med deres livs hemmelighed. Hvem har slået Simon ihjel? Og hvem er poster på nettet om det?
En af os lyver har været ret hypet på sociale medier - jeg har set mange tale og skrive godt om den. Så jeg havde ret høje forventninger til denne bog. Jeg synes, den levede op til store dele af de forventninger. Jeg har hørt en oversat version af bogen, og det er derfor svært at kommentere helt på den sproglige del, men der var et fint læseflow.
Det er en klassisk "hvem gjorde det?"-fortælling. Der er sket et mord, og det kan kun være nogle bestemte, der har udført det - men hvem af dem? Bogen følger fire personer og skrives fra hver deres synsvinkel - og på lydbog var det en anelse svært at følge i starten, fordi oplæseren jo lyder ens undervejs. Karaktererne er dog så forskellige, at jeg efterhånden sagtens kunne skelne dem fra hinanden.
Bogen tager fat på en masse emner. Vold, homoseksualitet, presset om altid at være god nok, syge familiemedlemmer - og alt det, der sker i en gruppe af mennesker, der ikke er venner, men som tvinges til at være fælles om noget. Ikke at blive dømt for mordet på en, ingen kunne lide. Det er mere end et mystisk mord - mere end en "ungdomskrimi." Det er også realistisk YA om svære emner og tunge tanker. Flettet rigtig godt sammen med det mystiske og krimi-elementet.
Præmissen for bogen er jo netop, at man hele tiden ved, hvem der potentielt har gjort det, men det hele skifter, hvem der er i fokus. Og selvom fortællingen er skrevet, så man netop kommer i tvivl flere gange, så havde jeg faktisk gættet, hvad plottwistet ville være. For sådan et er der selvfølgelig. Flere små og ét stort. Jeg ved ikke, om jeg har læst for mange af den slags romaner, eller om jeg bare var heldig i mit gæt - men det ødelagde selvfølgelig lidt af aha-oplevelsen. Jeg tror dog, at for dem der ikke har regnet plottet ud, vil det komme som en overraskelse.
Bogen får 4/5 stjerner: ****
Bonusinfo: Jeg har været virkelig længe om at skrive den her anmeldelse. Jeg hørte bogen for over en måned siden. Men nogle gange sker livet.....
søndag den 21. februar 2021
Perlevenner-serien
"Æder Edderkopper spiste op og løb over til Zombie-Søren, men Zombie-Søren kunne ikke leget i dag, fordi hans kæle-maddiker var stukket af." (Citat, Æder Edderkopper får en monster-god ven)
"Udenfor stod to, som Tom aldrig havde set før. Den ene luserød og den anden grøn. "Sikke noget rod," sagde Tom. "Grøn ved, grøn, lyserød ved lyserød." (Citat, Tom Robot lærer at lege (feje))
torsdag den 18. februar 2021
#SeEtMord
Forlag: Straarup&Co
Dee slår den første seriemorder på øen ihjel. Altså ham, der var ansat til at slå hende ihjel. Og derfra tager det fart. Selvom hun ikke ved, hvem hun kan stole på, må hun alligevel søge hjælp og støtte hos nogle af de andre dømte mordere på øen. For hvordan skal hun ellers overleve? Sammen med Nyles, Griselda og Ethan bliver de nærmest deres egen lille modstandsbevægelse. Nyles har diplomatisk immunitet, Ethan er besat af træning og Griselda eksellerer i spydighed. De er et underligt team, men sammen begynder de at bekæmpe Postman og det, der foregår på øen. Og Dee kæmper hele tiden for at bevise sin uskyld.
Jeg glædede mig til at læse denne bog, da bagsideteksten virkelig lød interessant. En ø, hvor mordere, slår mordere ihjel. Og hvor man må overleve så længe man kan. En slags Robinson fra dømte mordere. Og tilsæt så lidt korruption Eller en masse. Virkelig interessant.
Selvom fortællingen startede næsten in medias res, og med blod og mord, så tog det alligevel lige de første 25 sider for mig virkelig at kunne lide den. Men så læste jeg også derudaf. Der sker hele tiden noget, men uden at det bliver for meget.
Synspunktet i fortællingen er Dees, og derfor er det mindre givet, hvad de andre karakterer føler og hvorfor - det savnede jeg lidt, selvom det alle var interessante karakterer.
Der er flere plottwists undervejs i fortællingen, og det er aldrig helt givet, hvad der kommer til at ske. Jeg havde dog gættet en del af det overordnede plot, og jeg synes også, der undervejs i fortællingen blev lagt mange hints ud, som måske røbede lige lidt for meget. Selvom de nok var ment som en forvirring, blev de lidt for meget en afsløring.
Alt i alt var det dog en virkelig fin bog med stor underholdningsværdi.
Bogen får 4/5 stjerner: ****.
Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet mens jeg har onlineundervisning. Jeg er muligvis en dårlig studerende lige nu - men helt ærligt, hvem gider gøre 50 minutter om, hvordan andre har klaret deres eksamensproces? Ingen. Svaret er ingen.
mandag den 15. februar 2021
Interview med boblogger og psykolog Elena Leah
Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg hedder Elena Leah, og bor i København sammen med min kæreste og vores datter. Jeg er uddannet
psykolog fra Københavns Universitet. Udover at jeg har en privat praksis (www.ElenaLeah.dk), driver jeg også Litteraturhuset.dk (www.Litteraturhuset.dk). Det er mit hjertebarn, hvor 4 andre bognørder anmelder litteratur sammen med mig. Jeg er meget optaget af mennesker og deres fortællinger. Det nørder jeg gennem min praksis, gennem mine skriverier og så kører jeg et gruppeterapiforløb kaldet Litterære Terapisaloner. Her mødes vi en udvalgt gruppe, og dykker ned i det læste for at forstå os selv og hinanden bedre. Det er en gave at få lov at facilitere og guide de her grupper. Min drøm er blevet til virkelighed, og det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg er meget interesseret i, hvad du tænker omkring litteratur og psykologi.
- Hvad er det bøger kan?
Men hvad jeg synes er endnu mere interessant er, at bøger kan være med til at man som læser rekonstruerer sin selvfortælling, og endda de kulturelle fortællinger. Alle mennesker går og bærer på en fortælling om sig selv. Ens selvfortælling er baseret på levede erfaringer, hvordan andre mennesker snakker om os, og hvordan vi selv snakker om os selv. Hvordan andre behandler os, hvordan vi fortolker det, og hvordan vi behandler os selv. Det er særligt de dominerende fortællinger, dem der råber højest, som fylder mest hos os. De kan både være positive, men de kan også være negative. Mange har desværre negative selvfortællinger, som lyder noget i dur med: Jeg er uduelig og dur ikke til noget, eller Jeg fortjener ikke godhed, fordi jeg kan ikke give noget tilbage. Når man læser noget skønlitteratur, som fanger én og udfordrer én, er der chance for at man kan få rekonstrueret sin selvfortælling. Mit arbejde af Olga Ravn synes jeg, er et godt eksempel. Bogen handler om Anna, som er gravid, får et barn og er på barsel. Anna kæmper med at finde fodfæste i forsøget på at være både mor, kæreste og forfatter. Det gør hun, mens en fødselsdepression raser og river rundt i Anna. Bogen rummer en række fine detaljerede beskrivelser af, hvordan det er at stå i den her storm. Hvilke tanker og følelser man er op imod. Mange nybagte mødre kan spejle sig i bogen, også selvom de ikke har haft en fødselsdepression. Bogen er med til at normalisere, hvilken vild og rå rejse det er at blive mor. Og den er med til at vise, at det slet ikke bliver omfavnet nok i vores samfund. Ved at læse bogen kan man gå fra at føle sig ensom og forkert i sit moderskab, til at man føler sig set, forstået og som en del af et usynligt fællesskab. Lidt simpelt sagt, kan den være med til at man rekonstruerer sin selvfortælling fra Jeg er verdens dårligste mor til Jeg er... mor.
Det er meget oplagt at bruge bøger terapeutisk, og ovenstående eksempler er blot nogle af årsagerne til hvorfor det er det.
Hvorfor lige bøger – og ikke film?
Først og fremmest skyldes mit arbejde med litteraturen min egen personlige interesse for bøger. Jeg har læst bøger siden jeg lærte at læse. Jeg finder en stor tilfreds i læsningen, og jeg oplever at det udvikler
mig som menneske. Så det faldt mig naturligt at arbejde med dem og udvikle en måde at bruge dem
terapeutisk, nu jeg også er psykolog. Samtidig understøtter forskning, at de fordele du kan opnå via læsning af skønlitteratur, ikke på samme måde er gældende for andre medier, som fx aviser og film. Hvis vi specifikt sammenligner med film, er den store forskel at du ved bøger i høj grad selv danner billederne i dit hoved. I fællesskab med teksten, skaber og farvelægger du det univers, de karakterer og de handlinger de udfører. Der er mange flere ”tomme huller”, som man kalder det, i en skønlitterær tekst, end i en film. Det betyder, at hjernen arbejder mere og effekten er eksempelvis øget social forståelse og empati, som jeg var inde på længere oppe. Mere end, når vi ser film.
Og er der noget, der kan være svært ved at inddrage bøger i terapi?
Jeg bruger primært bøger terapeutisk i gruppetilbuddet Litterære Terapisaloner. Vi er på evig udkig efter
de helt rigtige bøger. Vi udskifter dem løbende for hver gruppe. Men en bog kan være noget så god og dragende, men måske er fokusset ikke helt spot-on ift. den tematik vi ønsker at bringe op. Eller også er bogen mere underholdende end at den byder op til gode snakke og diskussion. Så udfordringen er klart, at finde de helt rigtige bøger i forhold til det formål vi har med dem. Derudover har jeg et brændende ønske om, at vores udvalgte bøger repræsenterer så bredt som muligt. Det vil sige, at deltagerne bliver introduceret for forskellige genre, at der både er noget litteratur fra før i tiden og noget nyt, og at der er en bred repræsentation kulturelt. Særligt sidstnævnte bliver jeg udfordret på. I Vesten er vi ikke særlig gode til at tage udenlandsk litteratur til os. Det er en meget lille procent del der bliver oversat faktisk. Særlig set i forhold til, hvor stor verden er uden for Vesten. Det udfordrer klart alle de kriterier jeg har i forvejen. Men det er samtidig en spændende rejse, for jeg kommer igennem en masse litteratur på den måde.
Tænker du, at man selv (derhjemme eller evt. alene med en psykolog) kan gøre noget ift. læsning og terapi?
Absolut. Først og fremmest skal man øve sig i, at læse anderledes. Jeg kalder det bevidst læsning. Man
skal simpelthen stoppe mere op og være bevidst om sin egen læsning. Stille spørgsmålstegn undervejs.
Det letteste er enten at finde en samtalepartner, som man kan vende spørgsmålene med. Det kunne være
en veninde man læser bogen samtidig med. Eller også skrive det ned i en notesbog. De spørgsmål der fx
kunne dukke op, kunne være:
- Hvordan kan det være jeg bliver rørt lige nu? Hvad er det, det her vækker i mig?
- Hvorfor bliver jeg provokeret lige nu? Hvad er historien bag?
- Lige den her situation i bogen genkender jeg. Den gør mig vred. Gad vide, hvad historien bag min vrede er. Gad vide, hvad der gemmer sig bag vreden, og hvordan jeg kan imødekomme den.
Det er en anderledes måde at læse på. Den kræver mere arbejde, men til gengæld er der også meget at
hente i den måde at læse på.
rum. Flertallet læser en del, også skønlitteratur, men de inddrager det sjældent i det terapeutiske rum,
udover at anbefale en bog. Der er ikke som sådan en terapeutisk retning, der inddrager skønlitteraturen, og på psykologistudiet eksisterer biblioterapi ikke. Jeg drømmer om at få lov til at undervise i krydsfeltet på psykologistudiet en dag.
Udover at vi tilbyder ovenstående, så er det særlige ved Litterære Terapisaloner fællesskabet. Samhørigheden. Spejlingen deltagerne imellem, som er dét større, når man sidder i en gruppe. Vi værner meget om, at vi skaber et unikt og fortroligt rum, hvor deltagerne kan dele deres personlige fortællinger og oplevelser med det læste. Når de fx læser noget der ræsonnerer i dem ift. deres egne oplevelser, deler de det og bliver set og hørt. Og det er her, det helt unikke kommer ind, nemlig tilstedeværelsen af bevidning. Det er et essentielt område ved narrativ terapi, som jeg oplever står endnu stærkere i en gruppe, end når man sidder i individuel terapi med en psykolog. Som narrativ psykolog, Allan Holmgren, siger; ”Bevidning er den bedste medicin mod ensomhed”. Bevidning handler om, at du og din fortælling bliver bekræftet. Det du fortæller, både dine drømme, og dine skuffelser, bliver omfavnet. Det sker ved at deltagerne guides til at have en særlig nænsomhed overfor både sig selv og hinanden. Når der deles noget personligt, hvilket hele tiden sker i Litterære Terapisaloner, passer vi på det. Vi taler pænt om det, og vi kigger opmærksomt på det. Vi fortæller, hvordan det giver genklang i vores eget liv, og derved dannes der en kobling mellem deltagerne.
Hele vores mindset er fra start guidet i en omsorgsfuld, nysgerrig og nænsom retning. Og når ens fortælling mødes på den måde, føler man sig ikke alene set og hørt, men også at man faktisk bidrager med noget. At man ved at åbne op og dele, giver noget indsigt og resonans til andre mennesker. Det er noget af det, som deltagerne hæfter sig allermest ved, ved hele forløbet. Og det er noget af dét, som er særlig terapeutisk. Skønlitteraturen er springbrættet for de her samtaler, og selvom skønlitteraturen kan meget, er det klart at en gruppe forøger potentialet.
Læser du meget selv?
Det gør jeg. Jeg forsøger at læse så bredt som muligt, men socialrealistiske romaner og noveller er det jeg rækker allermest ud efter. Jeg læser også digte i ny og næ, og så er jeg draget af scifi og det dystopiske. Det er desværre ikke så ofte, at jeg finder noget dystopisk/scifi, som jeg bliver forelsket i, men jeg er vild med universet, og så skriver jeg selv inden for genren.
Fortæl gerne tre ting du tror, mine (og dine) læsere ikke ved om dig?
- Jeg er forelsket i Asien, særligt Sydkorea. For nogle år siden var jeg der i en måneds tid og tog meget af kulturen til mig. Jeg couchsurfede hos de sødeste sydkoreanere, studerede deres kultur og blev meget
fascineret. Jeg skal afgjort tilbage dertil igen.
- Mit første stamsted, da jeg begyndte at drikke og hænge ud til sent på aftenen som ung, var Ungeren.
Det var gode tider.
- Jeg har i årevis været overbevist om, at jeg tilhørte Ravenclaw. Mange i min omgangskreds prøvede at
overbevise mig om, at jeg klart er fra Gryffindor. Hver gang jeg tager testen på Pottermore, ender jeg
også med at blive placeret på Gryffindor... så nu har jeg accepteret min indre Gryffindor og står stolt ved det i dag.
torsdag den 28. januar 2021
Grøn af misundelse og andre fortællinger om det moderne menneske
Forlag: Plurafutura publishing
"Livet kan leves sundt, hvis man besidder en vis grad af tiltro til, at der er håb om, at éns adfærd kan gøre en forskel på begivenhederne i éns liv. Det er egentligt dagen uvedkommende, om situationen, man befinder sig i, grundlæggende er ugunstig og ikke lader meget håb tilbage." (citat side 45)
Overordnet kan jeg godt lide de korte fortællinger. De er meget velskrevne og reflekterede. Det føles som en mild omgang faglitteratur. Ikke den tunge videnskabsteori, men en lettere udgave, som er lettere at fordøje for de fleste. De forskellige temaer vil tiltrække forskellige læsere, om end jeg tror, de rammer et særligt segment. Dem, der elsker at læse klummer.
Af og til føltes det, som om der manglede nogle pointer i teksterne. Som om om der blev kastet forsøg og undersøgelser og tanker op i luften, men de blev aldrig grebet og afleveret. Det var ikke i alle teksterne, men nogle føltes uafsluttede. Andre gange fik jeg fornemmelsen af en løftet pegefinger. Ikke direkte en prædiken. Ikke direkte shaming, bare lige en lidt moraliserende fornemmelse. Måske er det udelukkende inde i mig - for jeg tror ikke, teksterne er ment som dette. Men det var en fornemmelse der sad i mig.
All over nogle fine, tankevækkende tester i et sprog, de fleste vil forstå, selvom det er på et lidt mere fagligt niveau. Det er dog ikke den slags litteratur og tekster, jeg normalt læser. Måske derfor jeg ikke er oven ud positiv - men heller ikke decideret negativ. Bare sådan lidt midt i mellem.
Bogen får 3/5 stjerner: ***.
Bonusinfo: Jeg læser sjældent klummer. Eller aviser i det hele taget. Jeg tænker altid, jeg gerne vil - men gør det ikke. Jeg læser masser af artikler, men ikke hele aviser.
søndag den 24. januar 2021
Pigebogen - din guide til puberteten
Illustreret af Magnhild Winsnes
Forlag: Straarup&Co
onsdag den 20. januar 2021
Isola
Forlag: Alpha
Bogen er lyttet til som lydbog.
Bogen er den 5. i en serie. Den kan læses som en enkeltstående roman, men for den fulde oplevelse anbefaler jeg, at du begynder med den første i serien.
Jeppe Kørner har taget orlov fra politiet og arbejder som skovhugger på Bornholm. Der befinder Esther de Laurenti sig også – hun er ved at skrive en bog om antropologen Margrethe Dybris, og er flyttet ind i hendes gamle hus. Imens må Anette Werner selv lede drabsefterforskningen, da der bliver fundet et halv lig i en kuffert tilbage i København. Et halv lig, der fører Anette rundt omkring – og også videre til Jeppe og Esther på Bornholm.
På Bornholm er Esther ensom og alene i det mørke hus, selvom datteren til hende, hun skriver om, også er i huset. Men hun er bekymret for sin bror, der ikke har givet lyd fra sig længe. Men det er ikke helt uvant. Selv politiet mener, han nok skal dukke op snart. Jeppe forsøger at lægge politibetjenten på hylden og bare være skovhuggeren, der alene, sammen med andre, fælder træer til skovværket. Men hvordan gør man det, når en tidligere kollega har brug for ens hjælp?
Katrine Engberg har gjort det igen. Skrevet endnu en krimi, der indeholder et persongalleri, man kan se for sig, selvom man ikke en gang læser bogen på skrift, men lytter til den. Der er så mange følelser på spil i denne roman, så mange personlige ting, der sættes på spidsen. Jeg synes, det er den roman i serien, hvor jeg kommer tættest på karaktererne. Hvor jeg lærer dem at kende og forstår en masse ting om dem – uden at det er udpenslet på en direkte måde.
Udover et eminent karakterkatalog er beskrivelserne i denne roman også virkelig gode. Den rå natur, husene, lydende duftene. Det er meget nemt at forholde sig til fortællingen og forestille sig, hvor det hele finder sted. Det gør det lækkert at læse bogen, fordi der er så meget show, oveni den tell, der også skal være en del af. Formidabelt arbejde.
Udover krimitemaet, som er gjort godt og vældig spændende, er ensomhed et stort tema hele bogen igennem. Den fysiske ensomhed, i at være adskilt fra en familie. Ensomheden i at være ny på en ø, hvor mange kender hinanden; hvor man forsøger at blive en del af noget større. Ensomheden i hemmeligheder og usagte ting. Ensomheden som et livsvilkår. Et tema, der er oppe i tiden og er vigtigt – og som flettes ganske fint ind, uden at overtage selve krimielementet, som jo, sjovt nok, er det vigtigste i en krimi.
Bogen får 5/5 stjerner: *****
Bonusinfo: Jeg har selv været en del på Bornholm, især som barn, og det er en helt fantastisk ø. Alting er mere råt og brutalt – naturen sætter em stemning. Måske jeg snart skulle besøge øen igen?
fredag den 15. januar 2021
The Truth About Keeping Secrets
"Twelve along, four down. I counted right. I knew I counted right. So it was definitely Dad's grave. It had to be. But I had no idea what June Copeland was doing there." (citat side 43)
June var patient hos Sydneys far. Hun er mystisk, sjov, smuk, og deler noget af Sydneys sorg over tabet. Også selvom hun aldrig deler sine tanker sådan rigtigt. Men hun forstår. Og hun og Sydney bliver tættere, da de begynder at følges til skole. Sydney ved godt, June har en kæreste. De er det perfekte par, men det sætter ikke en stopper for de følelser, der gror frem midt i sorgen. Samtidig begynder anonyme, truende beskeder at tikke end hos Sydney. Måske blev hendes far virkelig slået ihjel? Men af hvem? Og hvorfor?
The Truth About Keeping Secrets er en spændende fortælling. En fortælling om sorg, om hvordan den ikke er lineær. En fortælling om intense venskaber, forelskelse, mystik. Om at ville gøre alt, for at sandheden gør mindre ondt. Om at være vild med en, man ikke kan få. Om kærlighed, vold, vrede og sorgbearbejdelse. Der er så mange temaer, og de fletter sig ind og ud af hinanden på en fin måde, der hele tiden har en rød tråd. Jeg havde set plottwistet komme i lidt for god tid, hvilket trækker lidt ned min bedømmelse, men det var stadig interessant og vigtigt for fortællingen.
Jeg kan godt lide karakterudviklingen hos Sydney. Og faktisk også June. Der sker rigtig meget i dem begge - og mellem dem. Der er fokus på LGBTQIA+ og hudfarve gennem fortællingen. På en måde der virker naturlig og ikke forceret.
Der sker rigtig meget hele tiden, men jeg tabte ikke tråden undervejs. Sproget er svært at skrive om. Jeg forstår ganske engelsk, men føler mig ikke stærk nok til at tale om den sproglige del i en bog, når det ikke er mit eget sprog. Det føltes dog ganske flydende hele vejen igennem.
Bogen får 4/5 stjerner: ****.Bonusinfo: Det var den første bog, jeg læste/lyttede til i 2021.
tirsdag den 12. januar 2021
Den hvide enkes død
"Da vi krydser Skammens Cirkel, rammer stanken mig. Stanken af urin, afføring og blod fra de straffede. Siden Dommens dag har jeg undgået dette sted, men nu glider mit blik hen over gabestokkene på mændenes del af pladsen. Der hænger Emma ... eller Elias. Jeg skal stadig rette mig selv, for i mit hoved er han stadig Emma." (citat side 39)
onsdag den 6. januar 2021
Hvordan man overlever døden
"Det giver et gib i Robert, og han kigger tilbage. Der står en solbrun knægt med dreadlocks, læderjakke og et bredt smil. Robert har set ham på gymnasiet. Han gik i 3.g dengang Robert gik i 1.g, og han spankulerede altid rundt med en attitude, som om han ejede hele verden. Fyren tager sin telefon op af lommen. "Jeg har aldrig set et selvmord før." "Øh." Robert slipper rebet og rejser sig op." (citat side 9)



















