søndag den 4. april 2021

Helt Nøgen


Af: Sigrid Agnethe Hansen
Forlag: Straarup&Co

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Anna er flyttet til en ny by med sine forældre og lillesøster. Faderen har fået nyt arbejde. Men det er ikke den rigtige grund til, de er flyttet. De er primært flyttet fra et rygte om Anna. Et rygte alle på skolen pludselig kendte til. Anna er usikker på, om hun nu også kan flygte fra det. Eller om det bare følger med hende?
"Skolelederen, der for lidt siden var ét stort smil, ser pludselig mere alvorlig ud, hun er gået fra at have solen i sit ansigt til at have månen. "Ja, Anne, jeg ved godt, det er svært, det, du har været igennem." Og så gør jeg det, jeg har gjort foran så utroligt mange voksne de seneste måneder: Jeg bliver rød i hovedet. Varm. Maven trækker sig sammen, jeg får en klump i halsen og kæmper med at trække vejret normalt, foran min øjne bliv alting orange og rødt og svært at se. (Citat side 19).

I de nye klasse går Thea. Hun er ikke som de andre. Og Anna har lyst til at komme tættere på hende. Lære hende at kende. Men hvordan gør man det, uden at fortælle om de ting, der er sket? Kan hun stole på Thea? Eller kan hun slippe afsted med aldrig at nævne det igen?

Helt Nøgen er en fortælling om at forelske sig og give sit hjerte til en anden. En anden, der ikke passer på det - som ikke skulle have haft adgang til det. Det er historien om, hvordan noget kan blive så stort og altoverskyggende at det ikke føles som om, verden bliver normal igen. At man ikke kan se, hvordan livet bliver normalt igen.

Det er en relativ kort bog, der alligevel rummer rigtig meget. Karaktererne og dilemmaerne er troværdige. Annas mange tanker og refleksioner er lette at følge og meget indfølelige. Det er ikke svært at forstå, hvorfor hun har gjort, hvad hun har. Men det er faktisk heller ikke svært at forstå, hvorfor der bliver handlet forkert i fortællingen. Det er ikke en retfærdiggørelse, men det er alligevel en form for forståelse.

Jeg ville ønske, forholdet mellem Anne og Thea fik lov at fortsætte lidt længere i fortællingen, end det gør til slut. Det havde givet lidt ekstra.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har ikke snapchat. Det havde jeg en gang, men brugte mest chat-funktionen. Gider slet ikke tage så mange billeder og sende rundt til andre hele tiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar