lørdag den 11. januar 2020

Pitbull


Af: Anne Mette Hancock
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Originalsprog: Dansk

Jeg har hørt bogen som lydbog. Den varer 7 timer og 55 minutter og er indlæst af Jon Lange.

Pitbull er tredje bind i serien om journalisten Heloise Kaldan og politiefterforskeren Erik Schäfer. Den kan læses separat, men det er min mening, at de læses bedst i sammenhæng.

Heloise Kaldan har kastet sig over en reportage om døende danskere. Jan Fischof er terminal kræftpatient og selvom han af og til forsvinder ind i uklarheden, giver hans ord alligevel Heloise noget at arbejde med. Især da han, næsten panisk, snakker om Mázoreck og blod.
"Blodet!" Han holdt en hånd op foran munden og hviskede ud gennem sprækkerne mellem fingrene. "Så meget blod, Heloise og jeg ... jeg kan ikke ..." "Hvad snakker du om? Hvor var der blod?" "På mine hænder ... På mit tøj... Overalt!" Tårerne vældede op i hans øjne." (citat fra bogen)
Heloise forsøger at hjælpe Jan med at finde ro, inden han dør. Da hun graver dybere i Jans fortid, finder hun forbindelser til en række unge kvinder, der forsvandt i 1990'erne - og hun får brug for sin gode ven, Erik Schäfers hjælp. Pludselig er der rigtig mange ting, der ikke hænger sammen - og så alligevel hænger sammen på en helt forkert måde. Og Heloise har travlt. For det tyder ikke på, Jan har lang tid igen.

Anne Mette Hancock har endnu en gang skrevet en suveræn krimi. Plottet bliver aldrig kedeligt, og bedst som jeg troede, jeg havde forstået det hele, var der nye spor, nye fund, nye twits. Sproget er lækkert, og fortællingen flyder afsted.

I alle 3 bind har karakterene haft noget på hjerte; udviklet sig. Det er ikke flade mennesker, i et vildt plot - men gennemtænkte karakterer der får betydning for fortællingen. Jeg kan godt lide Heloise. Selvom hun nogle gange tror, hun er udødelig og derfor kaster sig ud i rigeligt farefyldte opgaver, er hun også et menneske med en passion. Og det er med til at drive plottet og fortællingen frem. Ligesom Schäfers stædighed sørger for, der altid kan gøres noget. Selvom når alting er gået i hårdknude, kan Schäfer og Heloise på en eller anden måde få ting til at ske. Endda selvom de er i forskellige landsdele.

Jeg ved ikke vildt meget om retsmedicin, kriminalteknologi eller Sønderjylland. Eller det miljø, der beskrives i fortællingen. Men det gør Anne Mette Hancock. Eller også har hun fundet frem til det. Det er i hvert fald troværdige beskrivelser, som jeg ikke tvivler på, er gennemresearchet og undersøgt til bunds. For er der noget, der irriterer mig, er det når jeg læser en krimi og finder ting, der ikke virker til at kunne ske. Eller virker forkert. Eller decideret er forkerte. Men det har jeg ikke tænkt under lytning af Pitbull. Tværtimod har jeg haft fornemmelsen af, at dette kunne have været en rigtig, omend meget spektakulær, kriminalsag.

Alle tre bind er solgt til filmatisering - og til udgivelse i 11 lande. Og det kan jeg godt forstå. Jeg håber, Anne Mette vil fortsætte med at skrive krimi. For det er hun virkelig god til.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg havde hørt omtrent 6 timer af lydbogen, da jeg mødte ind på en nattevagt, og tænkte, de resterende to måtte vente, fordi jeg ikke finder det helt optimalt at lytte til bøger på arbejdet. Meeeeen, jeg måtte simpelthen finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Så de blev lyttet alligevel.





fredag den 27. december 2019

10 vilde ekspeditioner


Af: Pia Strømstad
Illustreret af: Trond Bredsen
Forlag: Straarup&Co
Sideantal: 59
Originalsprog: Norsk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

10 vilde ekspeditioner er en fagbog henvendt til børn. Det er ti fortællinger om nogle ret så vilde rejser. Om rejsen til månen, jorden rundt i båd, en rejse 40.000 meter op i luften, og mange flere ekspeditioner hvor eventyrlystne mænd og kvinder gennem de sidste 100 år.
"Motoren brøler. Det er, som om de samler alle kræfter for at løfte den tunge rumraket fra jorden. "Vi letter!" lyder meldingen fra kontrolcenteret. "Vi letter!" (citat side 14)
Fortællinger er ikke alt for lange, og de er fulgt af fine illustrationer der passer til det skrevne. Det skrevne er i spalter hvilket, for mig, understreger, det er en fagbog. Det er sådan, jeg husker barndommens fagbøger fra skolebiblioteket.

Udover det er interessante fortællinger, er det også fortællinger der kan skubbe til den eventyrlyst børn ofte besidder. Voksne kan have en tendens til at sige, at noget ikke kan lade sig gøre. Hvem har ikke prøvet at foreslå noget, der virker helt langt ude, og hørt fra en voksen, at det ikke er muligt. At bestige et bjerg, at bygge en flyver, at rejse til månen. Men det ER muligt, og den tro skal børn blive ved at have. Og de skal have voksne at se op til, som tror på, det kan lade sig gøre at gøre lige det, man har lyst til og mod på. Hovedpersonerne i disse fortællinger lod sig ikke kue, og derfor er det gode forbilleder at give børn.

Jeg anbefaler denne bog til eventyrlystne børn. Både til at læse selv, men helt klart også til højtlæsning og en samtale om, hvordan man kan (og skal) følge sine drømme.

Bogen får 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg havde en idé om, jeg ville være astronaut, da jeg var yngre. Jeg droppede dog idéen, fordi jeg læste, man skulle kunne stikke andre og sig selv, med medicin, hvis det blev nødvendigt. Nu stikker jeg andre stort set på daglig basis.

mandag den 23. december 2019

Duftapoteket #1


Af: Anne Ruhe
Illustreret af: Claudia Carls
Forlag: Straarup & Co
Sidental: 247
Originalsprog: Tysk

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Luzie synes ikke, det er ubetinget fedt at være flyttet langt væk fra Berlin og sin bedste veninde. Heller ikke selvom hendes mor, far og bror er vilde med det gamle hus, Villa Evie, de er flyttet ind i. Det trænger til mere end blot en kærlig hånd. Og så er der en duft, der ikke kan beskrives. Som en blanding af alle mulige dufte.
"Det første, der vækkede mig, var denne underlige duft. Den susede rundt om mig, fremmed og påtrængede. Den kom ikke bare fra møblerne eller fra de mørke træpaneler, der dækkede væggene. Det var, som om den kom fra alle revner og sprækker." (citat side 9)
Luzie opdager hurtigt, at alle i byen vil vide mere om huset. Også nabodrengen Mats er interesseret i huset. Han fortæller, at alle tror, huset har en hemmelighed. Luzie, hendes bror Benno og Mats går på opdagelse i huset og finder flere hemmelige rum. Det ene er fyldt med flakoner med boblende væsker, der dufter kraftigt. De tre børn forsøger at finde ud af, hvad alle disse dufte skal bruges til. Og om den sure, gamle gartner ved noget, siden han ikke synes, de skal nærme sig.

Duftapoteket er en fremragende og velskrevet fantasyfortælling. En såkaldt low-fantasy-fortælling, hvor det hele foregår i en velkendt verden, og også i en rimelig velkendt situation - at være flyttet til en nyt sted, man ikke rigtigt gider være, men alligevel ender med at udforske.

Illustrationerne er smukke og bringe noget særligt til fortællingen. Det hele emmer af eventyr og opdagelsesrejser, samtidig med der er noget velkendt over det. Jeg har altid elsket tanken om at bo i et gammelt hus og opdage hemmelig rum og gange. Jeg har elskede at gå på opdagelse i mine bedsteforældres 3 etagers-hus og håbede altid, jeg fandt noget hemmeligt og spændende. Denne bog havde været fantastisk at læse for 12 årige mig.

Der er meget mere i bogen, end blot drømmen om en hemmelig skat. Der er fraværende forældre, etiske overvejelser, frygten for at blive fanget af de onde. Der er forirrede damer og skumle baronesser. What's not to like?

Jeg glæder mig til at gå i gang med fortsættelse, som heldigvis allerede er udkommet.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Faktisk læste jeg bogen som e-bog på flyveren hjem fra Lissabon. Det var okay, men illustrationerne kommer virkelig ikke til sin ret. De er så flotte i den trykte bog.

lørdag den 21. december 2019

Smukke Dreng


Af: Charlotte Fischer
Forlag: Tellerup
Sideantal: 381
Originalsprog: Dansk

November Høgh Haxhausen har det hele. Han bor i Nordsjællands rigeste postnummer, klarer sig virkelig godt i skolen og selveste Ajax, altså fodboldklubben, har kastet et blik på hans evner med en bold. Han har de rigtige venner, den smukkeste kæreste og hans far er ambassadør - med alle de fordele, det giver.
"Jeg har altid problemer med at falde i søvn. Jeg er afhængig af mine egne hormoners kick. Jeg har behov for fysisk træning hver dag, så jeg får et dagligt rush af endorfiner. Om aftenen er jeg afhængig af den dopamin der udløses når jeg får orgasme. Min mave gør ofte ondt, og en orgasme er det eneste der midlertidig kan løsne den stress jeg har i maven. Jeg river neglene hen over min ene underarm. Det begynder at bløde. Huden bliver varm og ulmer af smerte." (citat side 18-19)
November, eller Nor, som han bliver kaldt, har svært ved at leve op til de krav der er. En række ulykker vælter hele læsset, og han forsøger at tage sit liv. Det er ikke noget, man gør i den verden Nor kommer fra og hans far ønsker ham ikke hjem igen. Derfor må han flytte hjem til sin mormor, som han aldrig har mødt. Her tvinges han til at lære sig selv at kende - og se de ting i øjnene, har før har flygtet fra.

Jeg så virkelig frem til denne bog. Den tager emner om, som jeg i den grad er fortaler for, litteratur skal handle om. Jeg har også kunnet se, at flere har været virkelig glade for bogen. Desværre var der nogle ting, der gjorde, den ikke helt faldt i min smag.

I og for sig er det en god fortælling. Fortællingen om, at selvom alt ser ud til at være perfekt, er der så mange ting og lag, man ikke kan se udefra. Det er den klassiske "find dig selv, og hvem du virkelig er"-fortælling som jeg faktisk sætter pris på. Det er en fortælling der tager tunge emner op. Selvmord, selvskade, grænsesætninger, fordomme.

Men nogle ting faldt mig i øjnene undervejs. Og her vil jeg markere, at der kan forekomme spoilere.

Nor forsøger at tage sit liv. Faktisk så voldsomt at han er indlagt over flere dage med blodtransfusioner og fast vagt (så han ikke kan forsøge på noget igen). Men der er ingen beskrivelser at, at han tilses af en psykiater eller på nogen måde er forbi psykiatrien. Jeg er med på, at nogen skal skæres fra i en fortælling. At man må sætte sin egen virkelighed nogle gange, fro at få det til at falde i hak. Men for mig er det helt uhørt, at Nor ikke i det mindste har en enkelt nat på psykiatrisk afdeling, når han har været så besluttet på at dø.

Derudover synes jeg, at det er trist, at et seksuelt overgreb vinkles som at 13 årige Nor fandt det fantastisk at hans afrikanske barnepige på 25 årig havde sex med ham. Især fordi der faktisk fortælles andre historier om overgreb undervejs. Men en 13 årig BLIVER udsat for et overgreb, uanset om de undervejs synes, det er rart, når en 25 årig kvinde har sex med dem. Det beskrives endda hvordan denne kvinde fastholder ham med sin kropsvægt. Jeg har svært ved, når denne slags retfærdiggøres. Uanset om det er hovedpersonens følelse, at det ikke var et overgreb, synes jeg det skal italesættes, at det var det.

Hen mod slutningen behandler Nors mormor ham, fordi han igen har skåret sig dybt i armene. Hun er dyrlæge. Om det er realistisk er svær at bedømme. Men en dyrlæge må vide, at når nogen har behov for væskebehandling, fordi de har skåret sig og mistet blod, bør de tilses af en læge. For mig er det dyb omsorgssvigt at behandle hjemme på terrassen, uanset hvor meget man var vant til den slags, da man boede i Afrika. For mig er det også en form for omsorgssvigt ikke at sende Nor til nogle professionelle, selvom han ikke selv ønsker det. Han er et en traumatiseret ung mand. Og sandsynligheden for, han klarer sig igennem det uden hjælp er forsvindende lille, når han allerede som 17 årig har to alvorlige selvmordsforsøg bag sig.

Jeg er helt sikkert skadet qua mit arbejde i psykiatrien. Og jeg er med på, at præmissen for en god fortælling ikke altid samarbejder hundrede procent virkeligheden. Sådan er det måske nødt til at være - men jeg føler også, at problemerne i Nors liv negligeres. Så længe han kommer væk fra det onde, skal det nok gå. Men sådan er virkeligheden ikke. Nissen flytter ofte med - også selvom man møder nye, positive ting i livet.

Spoilers over.

Sproget, fornemmer jeg, er lige der, hvor målgruppe befinder sig, og på det område tror jeg, den er ganske realistisk. Jeg kan også mærke en kærlighed fra forfatteren til Nor. Hu ønsker ham virkelig det bedste, og at han skal klare sig på trods af den modgang han har mødt. Og så er det altid et plus i min bog, at der skrives om det svære og tunge.

Bogen får 2/5 stjerner: **

Bonusinfo: Jeg hørte bogen som lydbog under vores tur til Lissabon. Men vi havde allerede købt den på Bogforum. Faktisk fik forsiden mig til at tænke mere i vampyrtema da Nor har en blårlig farve og en cupcake med blod. Det kunne da helt ærligt godt have været noget zombie/vampyr-tema?

onsdag den 18. december 2019

Spektrum #4 - Kvadrantiderne


Af: Nanna Foss
Forlag: Tellerup
Sideantal: 698
Originalsprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.

OBS! Hvis du endnu ikke har læst de første 3 bøger i serien, kan der forekomme spoilers i denne anmeldelse.

Noah har mange mareridt. Rigtig mange. Eller, han har mest af alt det samme mareridt igen og igen. Og selvom det piner ham, kan han ikke fortælle de andre i tidsrejsegruppen ret meget om det. For der er så mange ting, der passer på virkeligheden, at han er bange for, det er et varsel. På at noget vil ske. På at han vil gøre noget virkelig, virkelig slemt.

"Pilen sitrer. Jeg holder fast i den, holder og holder. Venter. Men det hjælper ikke. Jeg ved det ikke hjælper. Jeg har prøvet så mange gange. Så mange forskellige ting. Det eneste der hælper er det her. Han ser mig i øjnene og smiler alvorligt. Pilen peger mod hans brystkasse. Mod det sted hvor hjertet banker bag den violette T-shirt. Han ranker ryggen og rykker sig ikke en millimeter. Det eneste der hjælper. Jeg lukker øjnene og slipper pilen." (citat side 9-10)
Men Noah kan ikke løbe fra alting, selvom han han løber, til lungerne brænder. Gruppen er nødt til at rejse tilbage i tiden, for at finde ud af noget, om en i deres nutid. Tilbage til Australien. Hvor Noah frygter, de vil opdage, hvad han gjorde. Tilbage til alt det, han forsøger at glemme. Alting hvirvles sammen i et stort rod af fortid, nutid og mareridt. Så meget, at Noah ikke længere ved, hvad der er drøm eller virkelighed. Og det hjælper ikke, at Alban hele tiden er så forbandet irriterende. At han hele tiden blander sig.

Det er virkelig svært at skrive et recap om Noah. Mest fordi jeg ikke vil spoile noget, men også fordi fortællingen er en stor spiral af drømme, mareridt, virkelighed og nye spørgsmål. For selvom Nanna Foss får svaret på nogle af de spørgsmål, jeg sad med efter de sidste 3 bøger, opstår der igen nye. For det er jo det der sker, når en gruppe unge rejser i tiden, bliver uvenner, drikker sig fulde, og forsøger at rede verden.

Jeg var vild med historien fra den første bog - også selvom jeg sjældent er til SciFi. Jeg er også vild med denne historie. Med Noahs fortælling. Og der er slet ingen tvivl om, at Nanna har udviklet sig, siden den første bog. Der er smæk på følelserne. Der er så mange ting, der rodes rundt i, rodes op i, og sættes på spil. Der er så meget, Noah skal forholde sig til, tage stilling til og slæbes igennem. Selvom han er en kæmpe røvhat, så kan jeg ikke lade være at holde (endnu mere) af ham. Han har brug for et kram. Han har brug for en, der vil ham. Især nu, hvor alting pludselig er så kaotisk, og han ikke ved, om han kan stole sig selv.

Nanna har endnu en gang skrevet en sublim fortælling. Sproget er fantastisk, og selvom jeg mest af alt var forvirret det meste af de 698 sider, så formår hun at holde en rød tråd. Ikke blot igennem denne bog, men med tråde tilbage til de tre andre - og helt sikkert hints og tråde til de næste i rækken.
Jeg glæder mig til den dag alle bøger er udgivet. Så vil jeg læse dem alle i streg, og forhåbentligt forstå endnu mere og elske dem endnu mere.

Kæmpe anbefaling herfra!

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har faktisk ikke læst ret meget andet SciFi end Spektrum-serien. Eller set særlig mange SciFi film. Måske jeg skulle give det en chance?

tirsdag den 17. december 2019

En elefant på værelset


Af: Ane Gudrun
Forlag: Calibat
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Otto er ikke så god til at få sagt fra overfor sin lillesøster. Hun kommer hele tiden og tager hans sovedyr. En dag flytter der en elefant ind på værelset. Og jo mindre Otto får sagt fra, des større bliver elefanten. Den bliver til en kæmpestor elefant i værelset.
"Den så ikke farlig ud, elefanten, ikke i starten i hvert fald. Sådan mere end anelse trist med de lysende øjne. Og i starten var en heller ikke ret stor. Ikke større end, at Otto kunne skjule den med sit prikkede babytæppe. Bare lige dække den, så den ikke stirrede på ham hele tiden. Det skete ikke på én gang, at den blev større. Bare lidt ad gangen." (Citat fra bogen)
En elefant på værelset er en fint illustreret børnebog om et stort og vigtigt emne. Nemlig det at sige nej og sige fra - og at blive respekteret. Det er en svær ting - selv for mig, der er voksen og burde vide, hvad jeg har ret til og krav på. Ottos følelser vokser og vokser i ham, så elefanten på værelset bliver kæmpestor og frygtindgydende. Det er et rigtig godt udgangspunkt til en samtale med de børn, man læser bogen sammen med.

For hvad sker der egentligt, når vi gemmer tingene indeni og ikke siger dem højt? Hvordan kan man sig fra på en god måde, så man ikke eksploderer som Otto gør til sidst, fordi han ikke har gået sagt fra noget før. Det er disse ting, bogen kan hjælpe med at få snakket om.

Bogen er ikke for teksttung, og der er illustrationer og tekst på alle siderne - så intet af det overdøver det andet. Karakterenes ansigtsudtryk og dermed følelser kan let afkodes, hvis børnene har en alder, hvor dette er muligt. Ellers kan man bruge disse udtryk til at sætte ord på følelser, som børnene måske netop er ved at stifte bekendtskab med.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonus: På mit arbejde, arbejder vi ud fra pincippet om at tilbyde noget andet, hvis man bliver nødt til at sige nej. Som fx: "Nej, jeg kan desværre ikke gå i Netto med dig lige nu - men jeg har tid til at gå ud i automaten, så du kan få noget derfra." Selvfølgelig ikke hvis det handler om vold eller andre ting, der ikke er okay. Her er et nej stadig brugbart.

torsdag den 5. december 2019

Mindre end en kilometer væk


Af: Sarah Engell
Forlag: Carlsen
Sideantal: 111
Originalsprog: Dansk

Mindre end en kilometer væk er en samling noveller. Nogle har været udgivet før, mens der også er nogle helt nye med. Det er forfatterens første novellesamling, og hun har udtalt, at hun ikke var sikker på, om hun formåede at skrive gode noveller. Fordi fortællingerne skal rumme meget, på knapt så mange sider. Men lad mig slå det fast: Sarah Engell kan også skrive noveller.

Novellerne har ikke en bestemt rød tråd eller sammenhæng. Udover de alle sammen handler om mennesker. Mennesker hvis drømme brister, mennesker der længes efter noget, der både er meget langt væk og helt tæt på. Mennesker på flugt. Fra krig, fra rotter, fra andre, fra sig selv.
"En af rotterne skubbede til min stol. Så hårdt, at stolen, med en hvinen, kørte flere centimeter over gulvet. Jeg greb fat i bordkanten. Rotten så på mig med småbitte pupiller og viste tænder. Rottetænder gror en centimeter om året og er så skarpe, at de kan gnave sig gennem marmor. Det havde jeg læst på nettet." (Citat, Rotterne, side 51)
Selvom novellerne tager os rundt i verden, så formår de alle sammen at gøre det, som Sarah Engell kan få ord til at gøre. Røre én dybt derinde, hvor det gør ondt. Og hvor det også gør godt. Sætter tanker i gang. Får én til at reflektere over livet. Det beskrevne - og ens eget.
"Jeg havde 431 matches, udover dig. De fleste var nemme at sorte fra. Selfiemed kat Venstreswipe. Selfie på badeværelset. Venstreswipe. Solbriller på samtlige billeder. Venstreswipe. Bar overkrop. Venstreswipe. Rullekrave. Venstreswipe. Kyssemund. Venstreswipe. Der gik lige tilpas tid mellem dine beskeder. Ikke for kort, så du virkede desperat. Ikke for længe, så du virkede ligeglad" (Citat, Mindre end en kilometer væk, side 15)
Nogle af novellerne rammer lige ned i hverdagen. Den jeg selv kender. Andre tager mig med på en forfærdelig rejse med båd. Eller gemt i et klædeskab. Og selvom der er stor kontrast, fortællingerne i mellem, så gør det ikke noget. Der er stadig er flow hele samlingen igennem. Sproget er flydende. Beskrivende. Jeg mærkede ikke, at novellerne ikke alle er skrevet specifikt til denne samling, men skrevet på forskellige tidspunkter.

Jo, Sarah Engell kan godt skrive noveller. Og du snyder dig selv, hvis du ikke læser dem.

Samlingen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Min yndlingsnovelle er Rotterne. Gæt selv hvorfor.