torsdag den 14. marts 2019

Venus Fluefanger




Af: Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
Forlag: Høst og Søn
Sideantal: 164
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Alex og Isa har kendt hinanden altid. I børnehaven lakerede de negle sammen. Det gør de stadig. Isa er der til at støtte Alex i alt. Også da han ikke får jobbet i Netto. Hun synes det er underligt, han pludselig køber en kødædende plante.
"Jeg kaster et blik i spejlet. Det er mig og ikke mig. Munden og næsten og øjnene inde bag makeuppen er jo mine, men alligevel ... Jeg rører ved krøllerne, de føles skrøbelige på en eller anden måde, og alligevel bliver det lidt mere virkeligt. Længslen føles pludselig uendelig, som om den ikke har nogen yderste kant, som om alt er muligt" (citat side 28)
Alex er ikke rigtigt sikker på noget. Han er ikke sikker på sig selv. Han er ikke sikker på, om hans kødædende plante, Venus Fluefanger, er sulten eller døende. Han er ikke sikker på, hvad Mathias fra hans tidligere klasse egentligt vil ham. Eller hvordan han skal tackle Isas måske-kæreste og hans mors råd om at snakke med nogen. Og hvordan navigerer man i en verden, man ikke er sikker på?

Venus Fluefanger er et frisk pust i litteraturen omkring køn, venskaber og identitet. Det er en fortælling om, hvordan det er ikke at passe ind i de normer, der findes i samfundet. En fortælling om at prøve at regnede ud, hvad ens næste skridt skal være, uden at komme det nærmere.

Det er en roman med rigtig meget indhold, uden at den er for lang. Eller for kort. De to forfattere flyder sammen til én på en god måde. Sproget er flydende og tro mod målgruppen. Ligesom karaktererne er troværdige og nemme at følge. Det er skrevet i en tone, tro mod dem, der skrives om. Det er ikke for forklarende eller debatterende undervejs, og det føles ikke som to voksne, der skal belære unge, om de tematikker, der tages op. Tværtimod føles det præcis, som var det hovedpersonen, der havde skrevet bogen selv.

Jeg synes, det er vigtige temaer, der tages op i denne roman. Emner der er vigtige at tale med unge om, og hjælpe dem til, at forholde sig til. Derfor håber jeg, at denne roman vil blive brugt i folkeskolernes ældste klasser. Den vil være en god debatstarter om køn, seksualitet, venskaber, og hvordan man egentligt definerer sig selv. Og hvilke kasser, vi putter os selv og hinanden i - og om det egentligt er en god idé.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har aldrig haft en kødædende plante!

mandag den 11. marts 2019

Dumme Donald bygger en mur i børnehaven


Af: Måns Gahrton
Illustrationer: Amanda Eriksson
Forlag: Alvilda
Originalsprog: Svenska. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Der begynder en ny dreng i børnehaven. Han hedder Donald, og der er rigtig mange ting, han ikke vil. Til gengæld vil han rigtig gerne bestemme.
"Bagefter begynder Donald at stable stole og puder og tæpper oven på hinanden. "I skal hjælpe mig!" råber han. "Hvad laver du?" spørger BO. "Vi skal bygge en mur," siger Donald. "Så de små børn ikke kan komme ind og tage vores legetøj."" (Citat fra bogen)
Donald bliver sur på de små børn, da de vil låne nogle klodser. Han bliver også sur over, han ikke må tænde alt lyset. Og så synes han også, han fortjener alle bollerne, selvom han slet ikke har hjulpet med at bage dem. Men måske er det ikke helt så sjovt, at være den eneste, der ikke vil være med til at lege med de andre?

Dumme Donald bygger en mur i børnehaven er af udseende og opbygning en helt klassisk børnebog. Der er store billeder, og små korte tekster til. Der sker en masse på billederne, som man kan pege på og tale om. I virkeligheden er det, som de fleste nok har gættet, en bog der sikkert er langt sjovere for de voksne. Ingen tvivl om, at børn også vil kunne lide fortællingen, men jeg klukkede også, da jeg læste den.

Der kan nemt italesættes følelser gennem fortællingen. Vrede, hævn, uretfærdighed, kontrol, ensomhed, sammenhold. Mange ting, som helt sikkert er gode at få sat ord på sammen med børn. Bagefter kan vi voksne så tale om bogen og refererer til amerikanske politikere og sjove fortællinger.

Jeg synes ikke, bogen er et ondt angreb på en enkelt mand, men mere et sjovt indspark i debatten. For hvad er politiske holdninger, og hver er "børnehavepolitik"? Hvornår er man gået for langt i sin "jeg vil have"-tilgang, og hvornår skal man lige trække vejret og indse, at det måske er bedre at være en del af det store fællesskab? Det er noget af det, som jeg synes, bogen lægger op til at tale om. BÅde blandt voksne og børn!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Det tog virkelig lang tid at få begyndt på denne anmeldelse. For computeren skulle lige opdateres. Og så opdateres igen!

fredag den 8. marts 2019

Små mennesker, store strømme - Audrey Hepburn/Marie Curie


Af: Ma Isabel Sánchez Vegara
Illustrator: Amaia Arrazola (Hepburn) og Frau Isa (Curie)
Forlag: Forlaget Albert
Sideantal: 36
Originalsprog: Spansk. Læst på dansk.

Små mennesker, store drømme er en serie af relativt korte, illustrerede børnebøger. Hver bog fortæller om fantastiske mennesker inden for kunst, musik, design og videnskab. Bøgerne er farvestrålende, trykt med lækkert tykt papir og i flotte hardback udgaver.
"Audrey spillede mange forskellige rollet. En dag var hun nonne og den næste.... en prinsesse! Hun havde en simpel leveregel: "Dans, som om ingen kigger på. Syng, som om ungen kan høre dig. Lev, som om himlen er på jorden." (citat fra Små mennesker, store drømme - Audrey Hepburn)
Jeg er helt vild med denne serie af bøger. Der er små, korte tekster til hver illustration og en længere faktaboks bagerst i bogen. Fortællingen henvender sig umiddelbart til de minder børn, men kan sagtens nydes af den voksne, der læser med. Detaljen med forskelligt mønster når bøgerne åbnes er superlækker.

"Selvom fransk ikke var Maries modersmål blev hun snart Paris' bedste studerende i matematik og fysik! En dag mødte hun Pierre - og sikke et lykketræf. De elskede begge videnskab! Og snart elskede Pierre og Marie også hinanden" (citat små menneseker, store drømme - Marie Curie)
Der lægges op til masser af samtale om personernes liv liv og handlinger, og hver illustration har masser at byde på. Hver bog lægger ud med at beskrive personen som barn og dennes drømme og udvikling. Dette lægger op til en snak om drømme, håb, fremtid og hvordan man kan komme langt i livet, uanset baggrund.

Jeg kan kun anbefale disse bøger!

Bogeserien får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg vandt bøgerne hos Book me up, Scotty i hendes julekalenderkonkurrence!

søndag den 3. marts 2019

Mellem himmel og helvede #2 - Himmelsendt


Af: Anne Christine Eriksen
Forlag: Dreamlitt
Sideantal: 529
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.
Hvis du ikke har læst bog 1 i serien, anbefaler jeg, du ikke læser anmeldelsen. Den findes HER

Alting er kaos da Daniel flygter fra djævlebørnene. Syn bliver ved at melde sig, og det er ikke til at sige, hvad der er virkeligt eller syner. Lige ind til Ærkeenglen Zerachiel viser sig. Hans biologiske far er i live og tager ham med sig til Himlen.
"Zerachiel foldede hænderne på ryggen og førte an in d i landsbyen. "Gabriel fungerer som dommer her i Himlen, så hun har retten til at lade en Falden blive en engel igen. Ligesom når dommere i Skandinavien for eksempel omstøder straffe og frigiver kriminelle, der viser sig at være uskyldige." "Men er det ikke kun midlertidigt?" spurgte Daniel. Zerachiel nikkede. "Jo, men Gabriel kan gøre det permanent. Når din prøveperiode er udløbet, skal du til en samtale med hende, og så vil hun vurdere, om du kan forblive engel." (citat side 28/29)
Daniel ved ikke, om han vil forblive engel, når hans prøvetid udløber. For det kræver, han giver slip på sit had til Lesta og Selene. Det kræver, han giver slip på sin hævntørst. Og det føles både uretfærdigt og umuligt. Imens han overvejer sin situation prøver han ihærdigt at få flere Syn, der kan få dem på sporet af de tre sten og diamanten. Samtidig forsøger han ligeså ihærdigt at glemme Lesta og de følelser, han vækkede i ham. Lesta forsøger ligeledes at glemme Daniel, men det er ikke nemt, når de andre Djævlebørn har vendt ham ryggen og Djævlen selv sender ham på en separat mission.

Mellem himmel og helvede 2 starter ligeså hæsblæsende om 1'eren sluttede. Der er mange væsner og dertilhørende kulturer og viden at forholde sig til, så det er dejligt, at forfatteren har lavet en lille oversigt bagerst i bogen, der kan hjælpe med dette. Heldigvis formår forfatteren også at skabe en sammenhæng i det, der fortælles, så det ikke virker helt så uoverskueligt.

Bogen er fyldt med følelser og gode, beskriveler af dem. Hævn og had er to store emner i fortællingen og de skildres rigtig godt. Det er nemt som læser at følge Daniels tanker og følelser omkring hævn. For hvem ville have nemt ved at tilgive dem, der slog ens forældre ihjel? Som i den første bog er sproget flydende og personerne er indfølelige, også selvom de ikke altid er nemme at holde af.

Ligesom i bog 1 trækkes der mange tråde til køn og seksualitet, uden det egentligt er det, der er omdrejningspunktet. Der er alle følelserne mellem Daniel og Lesta, men også englenes evne til at skifte køn og dermed have en mere flydende tilgang til seksualitet skildres. Det samme gør sjælepartnere og det, at man ikke kan flygte fra den, man for alvor har forelsket sig i.

Det er en lang bog, og det er den nødt til at være, med alle de ting, der skal være styre på, følges op på og forklares. Men indmellem blev den, for mig, lige lang nok. Jeg følte, der var enkelte scener, der godt kunne undværes, uden at det gik udover fortællingen eller forståelsen for den. Selvom der i en så actionfyldt bog er brug for rolige scener, for at det ikke skal blive for meget, var der alligevel nogle stykker, der kunne være skilt fra.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har fri fra arbejde om en time og 41 minutter. Så er klokken 7.15 og jeg kan komme hjem og sove!

torsdag den 28. februar 2019

Forfatterinterview #6 - Anne Cathrine Bomann



Jeg har fulgt Anne Cathrine Bomanns forfatterrejse fra start. Jeg fik tilbudet at læse og anmelde hendes debutroman Agathe. En bog jeg troede, ikke ville være noget for mig, men som viste sig virkelig at være en fantastisk bog. Anne Cathrine er uddannet psykolog og qua mit arbejde i psykiatrien, spurgte hun, om jeg ville læse og anmelde hendes fagbog om skizofreni hos unge. Så da jeg så, hun skulle udgive en ungdomsroman, blev jeg virkelig nysgerrig. Og heldigvis fik jeg lov at anmelde den. En forfatter, der er uddannet psykolog og har udgivet tre bøger i tre forskellige genre; hvem vil ikke gerne høre mere? Så her har hun svaret på nogle spørgsmål.

Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg er født og opvokset i en lille landsby et stykke uden for Hillerød i Nordsjælland. Egentlig har jeg fire halvsøskende, men jeg har aldrig boet sammen med nogen af dem, så jeg har faktisk altid følt mig mest som enebarn. Da jeg var 12, flyttede mine forældre og jeg til Espergærde, og det var jeg så ked af, at det førte til min første digtsamling 'Hjemløs', som udkom nogle år efter. Siden da har jeg faktisk skrevet, først digte, og nu er det så blevet til to romaner og en fagbog også. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet fra 2011, og jeg har arbejdet både i private praksisser, i psykiatrien og i kommunalt regi. Jeg bor sammen med min kæreste Frederik, som jeg har været sammen med i snart 10 år, i en lejlighed på Nørrebro.

Hvordan fandt du ud af, du ville skrive (og udgive) bøger?
Mine forældre læste utroligt meget for mig gennem min barndom; de indtalte endda flere af de bedste historier på bånd, så jeg kunne høre dem, hvor og når jeg ville. Og i skoletiden var jeg en af de der typer, der bare elskede dansk (og engelsk og tysk) stil og i det hele taget var tosset med bøger fra en tidlig alder, så jeg vil nærmest påstå, at jeg altid har drømt om at blive forfatter. Samtidig har jeg nok også haft en slags idealiseret forestilling om, hvem der kunne blive det; at det kun var helt særligt geniale typer, der blev forfattere, og at hvis man havde det rigtige gen, så sad bogen der bare i første hug. Senere har jeg så fundet ud af, at det at skrive gode bøger kræver hårdt arbejde og træning og tålmodighed ligesom alt muligt andet, og det er faktisk lidt af en lettelse - så blev den gamle drøm ligesom mere opnåelig.
Min første digtsamling udkom jo faktisk, da jeg var 15, og den næste da jeg var omkring 20, men det er først i forbindelse med udgivelsen af mine romaner, at jeg for alvor begynder at fatte, at jeg kan være en af de heldige, der får lov til at skrive og udgive bøger.

Hvordan har du koordineret at have et fast arbejde med at skrive?
Det har også været svært. I starten, da jeg begyndte at skrive på Agathe, arbejdede jeg fuld tid i psykiatrien og pendlede desuden mellem København og Slagelse, og desværre faldt jeg altid i søvn i toget i stedet for at skrive. Så dengang skrev jeg mest i weekenderne og når overskuddet ellers var til det. Men i 2015 tog jeg den beslutning at finde mig et deltidsjob for at kunne skrive mere, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. I 2017 var jeg desuden på et års orlov, fordi min kæreste skulle studere i Amsterdam, og jeg tog med. Der færdiggjorde jeg Agathe, skrev en fagbog om skizofreni og skrev det meste af manuskriptet til min seneste bog Hvad ingen ved, så det var virkelig et super produktivt år. Nu er jeg tilbage på arbejde igen, og mit nytårsforsæt handler bl.a. om at stå op klokken 7 og skrive en halv time på de dage, hvor jeg tager på arbejde - så får jeg sjældent skrevet mere de dage, men det føles godt at have lavet lidt. Og på de to ugentlige fridage, jeg har, forsøger jeg så at lægge nogle flere timer ind.

Spiller din uddannelse som psykolog en rolle, når du skriver?

Helt sikkert! Det er svært at skille ad, hvad der er mig, og hvad der er psykologen, men helt overordnet må man sige, at jeg interesserer mig mere for mine karakterers indre liv og dilemmaer end for plot og historiefortælling. Det er altid karaktererne, som kommer først, og selve handlingen fødes så undervejs, mens jeg skriver, og personerne folder sig ud og prøver at klare sig ud af de problemer, jeg har sat dem i. Man man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg begyndte at læse psykologi, fordi jeg interesserer mig for psyken, hvordan vi mennesker tænker og føler, for hvordan vi skaber mening i vores liv osv.
Helt lavpraktisk handlede Agathe jo også om en psykiater og hans patienter, og der trak jeg jo meget konkret på min egen viden om det at arbejde terapeutisk og de refleksioner, som kan følge med det fag. Og min fagbog, som handler om tidlige tegn på skizofreni, blev til, fordi jeg oplevede en mangel på viden om skizofreni på min arbejdsplads. Så man må sige, at psykologien spiller ind på mit forfatterskab på mange forskellige måder.

Du har skrevet en voksenroman, en fagbog og en ungdomsroman. Hvordan er det at veksle mellem genrene?
Jeg synes, det er helt vildt spændende at kunne skifte mellem genrer og sproglig tone. Hvis jeg havde kunnet finde på et godt emne, havde jeg kastet mig over endnu en fagbog allerede, for det var en rigtig god proces, synes jeg - på flere måder lettere end at skrive en roman, hvor man jo skal finde på det hele selv. Og det med pludselig at skrive en ungdomsroman var slet ikke med vilje; jeg skrev bare om nogle karakterer og en problematik, jeg blev interesseret i, og så var det forlaget, som mente, at det gav bedst mening at forme den til et yngre publikum, når nu de to hovedpersoner selv er teenagere. På den måde håber jeg, det bliver ved med at være min lyst og min inspiration, der afgør, hvad jeg skriver, og at jeg ikke behøver at blive låst fast i en særlig genre eller hos en særlig målgruppe.

Hvad har været det hårdeste for dig, i skriveprocessen (skriveprocesserne)?
Foreløbig har Agathe nok været den hårdeste bog at skrive. En af grundene er nok, at jeg skrev så fragmenteret på grund af mit fuldtidsarbejde, så da jeg sad med teksten og syntes, jeg var færdig, var den i virkeligheden meget rodet. Det fik jeg heldigvis hjælp til af Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, hvilket jeg er uendelig taknemmelig for, og efterhånden begyndte det at ligne en samlet historie, men det tog faktisk 3-4 år at få skrevet den lille bog på omkring 112 sider. Men jeg kan også godt fornemme, at det kan blive sværere at skrive fremadrettet. Agathe er blevet solgt til foreløbig 18 lande rundt om i verden, og Hvad ingen ved er udkommet på mit drømmeforlag Gyldendal, og jeg begynder så småt at kunne mærke et pres (fra mig selv!) om, at nu skal jeg helst skrive noget godt næste gang også. Indtil nu har jeg været dejligt fri og uden de store forventninger fra nogen side, men når det begynder at gå godt, stiger presset jo også. Det kan godt skræmme mig lidt, kan jeg mærke.

Har du planer om at skrive flere bøger? Eller er du måske allerede i gang?
Jeg er selvfølgelig allerede i gang. Faktisk begyndte jeg på et nyt bogprojekt, så snart redigeringen af Hvad ingen ved begyndte, for ellers var jeg blevet vanvittig, hver gang jeg skulle vente en måneds tid på mine redaktørers kommentarer. Det tegner igen til at blive noget helt andet denne her gang; en slags thrilleragtig sag, men stadig med psykologiske temaer som sorgbearbejdning og grænsen mellem psykisk lidelse og eksistentielle vilkår. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig tusind gange, men lige nu er det i hvert fald dét, jeg arbejdet på.

Hvis du SKULLE vælge, ville du så helst leve af at skrive, eller af at være psykolog?
Den er ikke svær - jeg ville helt klart vælge at skrive! Jeg elsker mit fag, men mere teoretisk end praktisk, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror, det er sundt nok lige at komme ud og blive luftet lidt et par gange om ugen, men jeg arbejdede gerne endnu mindre, hvis jeg kunne, og skrev mere.

Læser du selv meget?
Ikke nær så meget, som jeg gerne ville. Min vildeste læseperiode var klart i de tidlige teenageår, hvor jeg bare åd den ene bog efter den anden. Så kom en tid med rigtig meget bordtennistræning (jeg var på landsholdet og har spillet for forskellige klubhold rundt om i Europa), og under studietiden læste jeg flest fagbøger. Nu prioriterer jeg også ofte at skrive selv i stedet for at læse, men jeg elsker selvfølgelig stadig bøger, og noget af det bedste i verden er at have fundet en, der bare rører én og gør, at man næsten ikke kan lægge den fra sig igen. I nyere tid har jeg f.eks. været virkelig glad for Planen af Morten Pape, Karensminde af Iben Mondrup og Nye rejsende af Tine Høeg.

Fortæl gerne 3 ting om dig, som du ikke tror, dine (og mine) læsere ved?
1) Hvis ikke jeg ligefrem har social fobi, så er det i hvert fald tæt på, og det gør det f.eks. ret grænseoverskridende for mig at holde oplæg, tale om mine bøger foran andre osv. Men jeg prøver alligevel at kaste mig ud i det, fordi jeg så gerne vil dele min skrive- og læseglæde med andre søde bogvenner.
2) Min kæreste og jeg har en dejlig hund, som hedder Camus. Min kæreste er filosof, så det er selvfølgelig den gode Albert Camus, der har lagt navn til det lille vidunder.
3) Jeg er vegetar og har været det i halvandet år nu. Det handler mere om dyrevelfærd end klima, og selvom jeg er en af de eneste i min nærmeste omgangskreds, og min familie vist synes, det er ret åndssvagt, har de fleste heldigvis taget rimelig godt imod det.

Vil du læse mere om Anne Cathrine? Så kan du besøge hendes hjemmeside HER.
Du kan læse mine anmeldelser af hendes udgivelser her: AgatheEn ud af hundrede og Hvad ingen ved 

mandag den 25. februar 2019

Hvad ingen ved


Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 260
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Imse er en klog gut, der går i 7. klasse. Han elsker dokumentarfilm og at læse bøger om filosofi. Det er der ikke ret mange af de andre i klassen der kan lide, og han ligger under for deres mobning og ignorering. Hans halvbror Jonas er 19 år og arbejder som bordtennistræner efter han droppede ud af teknisk skole. Han træner det 11 årige talent Niklas som måske kan vinde DM. Jonas går virkelig op i Niklas træning. Og i Niklas.
"Tænk, hvis vi kunne tage det guld. Igen ser jeg Niklas' ansigt for mig, på én gang barnligt og på nippet til noget andet, som om den unge mand, han er ved at blive, venter lige bagved. Det ville være det største i hans lille drengeliv at vinde den finale, det er helt sikkert. Da jeg smider boxershortsene, opdager jeg til min overraskelse, at jeg har halvfed på." (Citat side 25/26)
Imse har ikke rigtigt andre venner end Tobias, og de ses nærmest kun i skolen. Han har også droppet fodboldtræningen, selvom han var rigtig god, uden at fortælle sin mor om det. Istedet sidder han i et kirsebærtræ og tænker over livet. Først da han skal hjælpe en af de populærer piger i klassen med matematik, går det rigtigt op for ham, at det måske ikke er så fedt at være alene hele tiden. Imens kæmper Jonas med sine føleler for bordtennistalentet Niklas. Niklad er blot 11 år, og Jonas ved godt, det er helt forkert, det han føler. Alligevel kan han ikke lade være. Han frygter, hvad han er ved at udvikle sig til, men alligevel bryder han flere grænser, han ikke troede, han ville kunne bryde.

Hvad ingen ved er forefatterens debut i YA-universet. Hun har tidligere udgivet voksenromanen Agathe, som du kan læse om HER. Det er bestemt ikke dårligt, at hun har valgt at skifte målgruppe. Og det er også tydeligt, at hun ved, hvad hun skriver om. Hun er selv tidligere bordtennisspiller og nu uddannet psykolog, hvilket man sagtens kan mærke - der er nemlig en stor kærlighed at læse mellem linjerne. Ikke blot til bordtennissporten og de mere eksistentialistiske tanker, som Isme gør sig. Der er også en kærlighed til Jonas, på trods af hans tanker og handlinger.

Det er tunge emner, der bliver taget op i denne roman. Ikke blot mobning og ensomhed, der i sig selv er svære emner, men også pædofili. Og ikke på den måde man er vant til at læse om det, nemlig fra offerets side. Nej, vi følger Jonas, der udvikler forbudte følelser for et barn. Det skabte et dilemma under læsning. For hvordan kan man have sympati for en, der har seksuelle tanker om et barn? Men Jonas er så meget mere end det. Han er empatisk, indfølelig, glad og dygtig. Han kommer fra en normal familie - og så ønsker han ikke at skade Niklas. Der findes nok stadig et billede ad pædofile som gamle, vamle mænd, der bor alene og ulækkert. Men det er langt fra sandheden. Og dét formår forfatteren at forklare. At der findes mennesker, der hver dag kæmper for ikke at handle på de tanker og følelser, de ved er forbudte.

Ikke nok med forfatteren formår at sætte ord på nogle tunge emner, så gør hun det på en sprogligt let og ligetil måde, der gør det nemt at fordøje de tunge tanker. Hele fortællingen er realistisk og nem at følge. Jeg var draget fra start til slut. Jeg håber, det er en bog, som vil blive brugt i folkeskolernes undervisning. Både for at sætte gang i samtaler og tanker om Imses ensomhed og anderledeshed - men især også for at sætte gang i de unges tanker (og måske en debat blandt dem!) omkring forbudte tanker, følelser og tabuer. For hvornår er man egentligt et dårligt menneske? Skal man blot tænke noget forkert? Eller er det først, når man handler? Og hvad hvis man fortryder sin handling?

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg hørte den første halvdel på lydbog, da jeg skulle cykle langt for at købe en skrumaskine. Jeg elsker, når lydbogen kommer samtidig med den fysiske bog!

lørdag den 16. februar 2019

Tag gaden tilbage



Af: Sanne Munk og Sarah Engell
Forlag: Gyldendal
Sidental: 269
Originalsprog: Dansk

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Polly bor i Hirtshals. En by, hun ikke føler sig hjemme i. Den er ligesom for lille. Også selvom hun har veninde Kat, er glad for sit arbejde på Fisken, og hver får madpakke med af sin farmor, der bor i nabohuset.
"Og så ville det igen være mig, der rigtignok var fin på den, og Hirtshals, der åbenbart ikke var god nok til mig. Jeg ville ikke en gang forsøge at forklare dem, at det i virkeligheden var lige omvendt. At det mig, der åbenbart ikke var god nok til Hirtshals. Sådan havde det føltes, så længe jeg kunne huske. Det var, som om byen i virkeligheden ikke brød sig om mig og bare ignorerede mig, elle ri hvert fald kun lige nøjagtig accepterede min tilstedeværelset." (Citat side 14)
Polly er startet i 1.G i den lidt større by Hjørring. Og selvom hun har kendt Kat altid, så trækker de andre piger i hende. Dem, der fester, dem der stråler af selvtillid og som de andre ved, hvem er. Da Caro inviterer hende med i byen begynder det hele at fucke up for Polly. Samtidig vil hendes far aldrig tale om hendes mor, der døde for mange år siden. Og farmor synes hun skal passe på sit rygte og ikke gå rundt og ligne en  lyder. Og Warcraft, en fyr der tjener penge på at game, holder en kæmpe fest, hvor Polly drikker drinks og har sex. Hvilket hun nok ikke lige skulle have haft, hvis det stod til Caro.

Tag gaden tilbage er en voldsom fortælling om det, at forsøge at være sig selv. Om slutshaming, uvenskaber og hemmeligheder. Der er en fortælling om, hvad der sker, når vi ikke taler sammen - og når alle andre taler om en, bag ens ryg.

Det er tydeligt, at de to forfattere har tjek på detaljerne. Jeg har aldrig været i Hirtshals, men nu føler jeg lidt, jeg har. Jeg kunne næsten dufte salt og tang fra havet. Detaljerne, der ikke bliver for voldsomme, er med til at give et rigtig godt helhedsindtryk. Ligesom sproget er sådan, som det er, i den generation, der fortælles om. Uden at være underligt påtaget, fordi nogle voksne har forsøgt at være unge.

Emnerne, der tages op i denne ungdomsroman, ligger mig meget på sinde. Jeg er glad for, at to af tidens store forfattere tager dem op. Og det på en måde, der giver et rigtig godt billede af, hvordan alting kan gå helt galt, bare fordi man prøver at være sig selv. Eller fordi man ikke taler om de ting, der gør ondt.

Jeg håber, denne fortællingen vil blive brugt i folkeskolernes ældste klasser og på gymnasiet. For den har meget på hjerte. Selvom de færreste måske reagerer som Polly, så ved man ikke, hvor langt ud man kan komme, når man bliver presset så meget. Og det er vigtigt at tale om. Tit.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg var inviteret med til et arrangement, hvor de to forfattere ville fortælle om bogen. Sjældent har fordømt nattevagter så meget! Jeg måtte desværre sove, fremfor at hygge på en båd!