tirsdag den 23. juni 2020

Børn i andre lande


Af: Sofie Maria Brand
Illustrationer: Rasmus Juul
Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Har du, eller dit barn, nogensinde tænkt på, hvordan det er at være barn i et andet land? Mon børn går i skole på samme måde andre steder? Spiser det samme? Leger det sammen?
"Hej, jeg hedder Carlos og er ti år. Jeg bor sammen med min mor i storbyen Rie de Janeiro. Her er varmt hele året. Vores to store stande hedder Copacabana og Ipanema. Der mødes alle. Vi spiser, spiller beachvolley og står på rulleskøjter." (citat side 8)
I denne farverige fagbog for børn, kan du besøge 13 forskellige lande og møde endnu flere børn. Du kan lære facts om landet, du besøger, som fx hvor mange der bor, hvad de primært spiser, hvilke dyr man kan møde og hvor længe man skal gå i skole.
"SÅ VED DU DET. Den Kinesiske Mur er verdens længste bygning. Det sige, at man kan se den helt fra månen. Muren er over 6000 km lang. Det er lige så langt som fra Danmark til Afrika. Muren blev opført for at beskytte landet mod fjender." (citat side 13)
Der er masser af tekst i bogen, men der er ligeså mange illustrationer, der passer til det skrevne. Der er masser af farver og detaljer i illustrationerne, så det er aldrig kedeligt at sidde og studere bogen, selvom man måske endnu ikke selv kan læse ordene.

Hvert kapitel, eller hver fortælling om et nyt land, har samme fremgangsmåde. Nogle facts, noget om landets historie, et par børn der fortæller, hvordan livet er, og så kan man også lære at tælle til ti. Det giver genkendelighed hele bogen igennem.

Barnet skal være en rimelig stærk læser, for selv at læse bogen, men den egner sig i den grad også til at blive læst højt. At læse om andre lande og kulturer lægger op til mange snakke om, hvordan det er at være barn i Danmark - og hvordan det må være, at leve under helt andre forhold. Det kan give anledning til nogle dybere, og måske sværere snakke, om ulighed, fattigdom, demokrati, udseende og kultur - og meget andet, som jeg ikke synes, man kan begynde med for tidligt. Børn skal inddrages i disse ting, og vi skal starte tidligt, så de ved, de vil møde mennesker, der ikke er som dem eller leve som dem.

Denne bog vil jeg virkelig anbefale at man læser med sine børn. Og får sig en god snak bagefter!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg er virkelig ikke særlig god til geografi. Eller flag-genkendelse. Men jeg er især dårlig til at læse tal højt på fremmede sprog. Fandt vi ud af.....

lørdag den 20. juni 2020

Da fafar forsvandt


Af: Line Lybecker
Forlag: Calibat

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlage. Alle meninger er mine egne.

Patricks bor hos sin farfar. Hans forældre og søster døde i en ulykke, da han var 6 år. Han er vokset op hos sine bedsteforældre og efter farmoderens død er der nu kun ham og farfar tilbage i huset. Sammen med bedstevennen Alex læser han på HHX - og de har en plan for fremtiden. Alting er godt. Patrick er dygtig, vellidt og livet med farfaren er trygt. Lige indtil tingene begynder at ændre sig derhjemme.
"Godaften," sagde en fremmed stemme. "Du taler med Torben Nielsen fra Fyns Politi. Er du Holger Jensens barnebarn?" Jeg stod stille på græsplænen og følte luften forsvinde fra mine lunger. Ude af stand til at tage et nyt åndedrag. "Ja," hørte jeg mig selv sige, mens hjernen på en gang stod stille og kværnede derud af. "Godt," fortsatte politimanden. "Min makker og jeg har lige fulgt din bedstefar hjem fra en sen aftentur på havnen. Han har det fint, men vil nok sætte pris på et kendt ansigt. Han er lidt forvirret." (citat side 30)
Patrick er ikke sikker på, om hans farfar virkelig er ved at blive dement. For hvordan kan man være sikker? Der er dog flere og flere ting der tyder på det. Især da farfaren begynder at falde. Og taler mere om fortiden end ellers. Patrik sætter en ære i at passe på ham, for hans farfar har gjort ham, til den han er. Opdraget ham til en god mand. Men hvordan er man pårørende til en ældre med demens og en ung knægt på 18 år samtidig? Hvordan klarer man skolen, vennerne og festerne, når ens elskede farfar forsvinder foran en?

Da farfar forsvandt er en stærk fortælling om at miste. Ikke blot til døden, men også at miste til demens. At den man elsker stadig findes i fysisk forstand, men mentalt er en helt anden. Samtidig er det en fortælling om at være ung og stå med et enormt ansvar, og en opgave, der får alle andre opgaver, man måtte have, til at virkelig ligegyldige og uoverkommelige.

Bogen er velskrevet, omend der til min smag mangler lidt kommaer. Jeg tror dog, det mere er en smagssag, end der er tale om forkert grammatik, hvorfor det selvfølgelig skal komme forefatteren til gode! Sproget er let uden at være for nemt. Karaktererne er troværdige, og det er nemt at sætte sig i Patricks sted, også selvom jeg ikke har været nærmeste pårørende til en demensramt. Og det er endda muligt at sætte sig i Alex' sted, selvom han på nogle punkter fremstår som en arrogant skid, der ikke kan forstå, hvorfor Patrick må gøre, som han gør. For det er ikke nemt at forstå demens. Eller hvordan det er at være pårørende til en med demens.


Der er enkelte hospitalsscener jeg, som sygeplejerske, ikke helt mener er troværdige. Men det er formentlig kun fordi jeg indgående kender til, hvordan tingene fungerer, at jeg lægger mærke til det. Fx den scene hvor Patrick skal hente sin farfar efter en indlæggelse. Her er det en læge, der møder Patrick og ikke en sygeplejerske eller sosu-assistent, hvilket (de steder jeg har arbejdet) ikke er sådan, det foregår. Lægerne har ikke tid til at tage sig af andet end praktiske opgaver, når det handler om udskrivelser. En egentligt samtale med en læge, ville Patrick vide, han skulle til, da den slags må planlægges i forhold til tid og ressourcer. Det ødelægger ikke læseoplevelsen, men jeg kan ikke lade være at lægge mærke til den slags, fordi... Well, jeg står i det hver dag.

Jeg køber til gengæld præmissen om sosu-assistenten Marie, der tilbyder Patrick noget, der er lidt ude for reglerne. For den slags sker. Mennesker mødes alle steder, og i nogle situationer tilbyder man noget, der måske nok ikke helt er efter bogen, men fordi det føles rigtigt. Fordi det er sådan, det må være. 

Line Lybecker skriver om nogle svære emner. Og hun er god til det. Jeg håber, denne bog når ud til mange unge, for det er ikke et emne, der tales ret meget om. Desværre findes demens, og desværre rammer det ikke kun dem, der alligevel er meget syg og døende. Det kan ramme mennesker helt ned i 40 års alderen, og der bør være langt større fokus på dette. Jeg har selv arbejdet på geriatrisk afdeling (ældremedicinsk afdeling) og må sige, at Line beskriver demens rigtig godt. Det er et realistisk forløb.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg arbejdede med ældre i næsten halvandet år. Det er virkelig ikke min spidskompetence. Jeg møder selvfølgelig ældre i mit nuværende arbejde. Også mennesker med demens. Men det er ikke ret tit. 

torsdag den 18. juni 2020

Det øjeblik du tvivler


Af: Sarah Engell
Forlag: Carlsen

Bogen er hørt som lydbog.

Vigga er virkelig dygtig til at skate. Og hun er hårdfør, for det er hun nødt til at være i en mandesport. Derfor fokuserer hun fuldt ud på skating. Intet skal forhindre hende i at nå lige så langt, og måske endda længere, end sine mandlige konkurrenter. Men så dukker den her fyr op. Charmerende, veltalende, og virkelig vild med Vigga. Han ser lige igennem hende, og han er der, da hun begynder at modtage trusler og devaluerende beskeder. Anonymt selvfølgelig.

Ikke nok med, Vigga hele tiden skal præstere mere og bedre end drengene for at blive set, så skal hun også lægge alle føleser i hjulene - og det er svært, når man er virkelig forelsket. Selvom man ikke helt havde planlagt det. Og så er der Bella, Viggas bedste veninde, der trækker sig ind i sig selv. Med rigtig god grund viser det sig. Pludselig falder et hele sammen om Vigga. Og hvordan træffer man de rigtig beslutninger, når hele ens fremtid afhænger af dem?

Det øjeblik du tvivler er en voldsom fortælling. Den handler om at være mindre værd, alene baseret på sit køn. Den handler om de ting, (unge) kvinder kæmper med mod - og udsættes for. Hvordan de bliver byttekort hos (unge) mænd, der hele tiden vil trumfe hinanden. Den handler om jalousi, at træffe de rigtige valg og at tro på sig selv. På sit eget værd.

Omtrent halvvejs i bogen tænkte jeg, jeg havde regnet den ud. Ikke på den dårlige måde, men at jeg havde gættet, hvem der sendte anonyme beskeder. Og pludselig tager Sarah Engell fortællingen til et helt nyt niveau. Den ændrer stemme, samtidig med den stadig har den oprindelig stemme. Forvirret? Jeg kan ikke komme det nærmere uden at spoile, og denne bog skal ikke spoiles. Den skal opleves, læses, tages ind - og formentlig læses igen. 

Sarah Engell er en af mine yndlingsforfatter - både blandt danske og udenlandske. Fordi hun skriver om det, der er svært. Rigtig svært. Fordi hun gør det flydende, troværdigt og uden at tale ned til sine læsere. Fordi hun skriver råt og uden at lægge fingre imellem - det svære skal ikke skjules. Det skal fortælles. Og det gør Sarah helt sindssygt godt. I et flydende, letlæst sprog, som dog ikke gør bogen for let og legene, men som gør, den ikke er tung eller svær.

Karaktererne er troværdige, og jeg følte virkelig med Vigga. Havde lyst til at tage hende ind til mig. Og lyst til at ruske hende, da hun ikke gjorde det, jeg mente, hun skulle. Da hun hvirvledes ind tankespind og helt vilde hændelser, men ikke selv kan finde vejen ud. Det gør ondt at læse. Især når man ved, denne fortælling er baseret på virkelige hændelser. Virkelige piger, der har del deres oplevelser med Sarah. 

Denne bog er vigtig. Den bør ikke kun læses af de unge, men af deres voksne. Deres forældre, deres lærere, deres klubmedarbejdere. For det her er virkeligheden for rigtig mange unge. Grum virkelighed, som vi er nødt til at se i øjnene. Og hjælpe med at ændre.

For fanden, Sarah!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg vidste ikke, man stadig siger "ismand" om andre der kysser/man gerne ser kysse. Troede det døde en gang i 00'erne. Men det er så stadig en ting...

onsdag den 10. juni 2020

Afstanden mellem dig og mig


Af: Caroline Ørsum
Forlag: Gyldendal

Jeg har hørt bogen som lydbog.

Laura møder Mille, da hun styrter på sin cykel. Hun tager sig af hende, og i et svimlende øjeblik kysser de. Så forsvinder Mille. Altså lige indtil hun træder ind i Lauras klasse som vikar. Laura ved godt, det ikke er en særlig god idé at være forelsket i sin lærer. Men hun er ikke herre over de følelser, der brænder i hende. Hendes mor er flyttet til Island med sin kæreste, og Laura kan gøre ret meget som hun vil. Selv ikke de bedste venner, Olivia og Valde, kan tale hende til fornuft. For forelskelsen brøler i kroppen.

Der er så mange ting, man nok ikke burde gøre. Men hvad kan man gøre, når Mille er der, og er smuk bor i et kolonihavehus med tilhørende havenisser? Er ens venner der for en, selvom man aflyser aftaler og ses med sin lærer? Og hvad nu, hvis der begynder at opstå rygter om et forhold mellem en elev og en lærer? Hvordan håndterer man det her, når man kun lige er blevet voksen, og slet ikke kan finde hoved og hale i noget?

Afstanden mellem dig og mig er en fortælling om det, vi kalder "forbudt kærlighed." En fortælling om at møde et menneske, som føles så rigtigt for en, men på et helt forkert tidspunkt i livet. Det er en fortælling om, at kærlighed ikke nødvendigvis gør blind - men sætter en masse ting i spil. Og om konsekvenserne af de ting, kærlighed kan få en til at vælge. Eller gøre.

Caroline Ørsum skriver om et emne, der let kan gå hen og blive tungt og meget alvorligt - men hun gør det på en letlæselig måde, med humor og genkendelige situationer. Jeg vil karakterisere det som en "feel-good-bog med en slutning man tror man, gætter, men måske kommer man så alligevel lidt i tvivl om alting og alt kan ske." Lidt langt, men det passer.

Det er befriende med en bog, med en homoseksuel hovedperson, hvor det ikke handler om at finde ud af sin seksualitet eller ikke handler om hele udspringet. Men hvor historien bare handler om kærlighed mellem personer af samme køn, uden at det er en udfordring af den grund. Det er det så af en anden grund i denne bog, men det er ikke seksualiteten, der er er i fokus. Det er relationen. Det er med til at normalisere homoseksualitet.

Følelserne mellem Laura og Mille er virkelig godt beskrevet. Den måde forelskelse sætter sig fast i en, og får en til at gøre ting, man ellers ikke ville. Rammer ens dømmekraft. Nogle vil måske mene, at der ikke bør skrives om kærlighed mellem lærer og elev, som ikke dør med det samme. Men jeg kan godt forstå, hvorfor den er skrevet. Hvorfor den bør skrives. Den er vedkommende. Og jeg tror, det er noget, der sker, mere end vi ved. At nogen falder for en, de ikke bør ses med, men som kærligheden tvinger dem til at gøre. Fordi de slet ikke kan lade være.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har set op til mange lærere. Aldrig været forelsket i en. Men var som barn meget glad for voksne, og talte derfor meget med mine lærere, eller gik sammen med dem, når vi fx var på tur.

mandag den 8. juni 2020

Meter i sekundet


Af: Stine Pilgaard
Forlag: Gutkind

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er min egne.

Det er ikke nemt at flytte til Vestjylland. Slet ikke som nybagt mor. Med en kæreste, der er lærer på en højskole, hvor forstanderinden ved det meste og blander sig i resten. For eksempel hvad andres børn skal hedde og hvornår de bør få et navn. Og hvordan man serverer te for gæster. Desuden er det ikke nemt at tale med vestjyderne. Måske det kun er Anders Agger, der kan hjælpe med den slags? Eller hvad hvis man bliver brevkasseredaktør på det lokale blad?
"Da min kæreste kommer hjem lidt før midnat, sidder jeg og tager notater til tv-programmer med Anders Agger. Han har været på asylcenter, i fængsel, på Christiansborg, til obduktion, og han bevæger sig ubesværet rundt blandt flygtninge, livstidsfanger, ministre og lig. Uanset hvor han befinder sig, åbner folk sig op som brede, franske døre og lægger deres sjæl for hans fødder. Min kæreste hænger sin cowboyhat op bonsaitræet og henter to øl i køleskabet." (citat side 47)
Brevkassen er ærlig, og højskoleeleverne unge og uvidende. Det er næsten umuligt at tage kørekort, når man er bange for at dø på vejene. Og hvordan er det nu, man er stille sammen? Og hvad taler man med sin søns dagplejemor om?

Jeg glædede mig virkelig til denne bog, for jeg var vild med de to andre af samme forfatter. Skrivestilen er fantastisk. Den er nærmest flyvende poetisk og meget skarp. Blandingen af fortælling, højskolesange (som jeg ikke kendte melodien til, ikke én eneste!) og brevkassebreve er vanvittig velkomponeret, og det var svært ikke at ville læse mere og mere.

Selve historien er også ganske fantastisk. Nærværende og så meget til at spejle sig i, at jeg ikke tror, der findes en læser, der ikke vil finde sig selv et eller andet sted i denne roman. Om man er en af dem, der har skrevet til brevkassen, den sprudlende kørerlærer, den alvidende forstandinder, eller en af de mange andre der nævnes - vi er der, alle som én, beskrevet så levende og med en blanding af sarkasme, humor og kærlighed.

Meter i sekundet er fortællingen om at være voksen, og alt det man skal og bør kunne, men som alligevel ikke falder alle (hvis overhovedet nogen) let. Det er fortællingen om at få et barn, om at flytte, om at forsøge at passe ind. Om at være sig selv i en fremmed flok, men prøve på at passe ind, mens man langsot finder sig selv, det sted man nu en gang er landet.

Hvis du vil læse om dig selv, og samtidig grine af alle dine venner - så skal du læse denne roman. Vi findes alle i den.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Det er altid dejligt at få bøger til anmeldelse. Og sikken en fin gestus at den er signeret - og endda til mig. Det er et forlag og en forfatter med omtanke og kærlighed til litteraturen og os der elsker den.

søndag den 7. juni 2020

Kvantespring


Af: Lise Villadsen
Forlag: Gyldendal

Jeg har hørt bogen som lydbog.

Astrid går i 1.g. En tid alle tilskynder en at nyde. Man skal finde sig selv, møde nye mennesker; voksenlivet begynder så småt. Men hvordan kan hun nyde tiden, når hendes storesøster kæmper med at komme gennem 3.G og ikke ende med at skulle op i fuldt pensum? Cecilie lider af angst. Virkelig slem angst. Astrid er heldigvis god til at hjælpe hende gennem nogle af de svære øjeblikke, men det fjerner ikke angsten som problem. Og det helt umuligt at få alting til at gå op, når man også har sit eget liv.

Astrid kæmper med at være en god søster, en god datter, en god veninde - og at være sig selv. En umulig opgave, der ikke bliver nemmere, da hun møder en fyr på gymnasiet. Cecilie falder mere og mere fra hinanden, og Astrid kan ikke længere finde ud af, hvordan hun skal hjælpe uden selv at gå i stykker. Og når ikke en gang ens forældre kan blive enige om, hvad der er bedst, hvor kan hun så?

Kvantespring er en fremragende ungdomsroman. Det er en fortælling om, hvordan man selv går i stykker, hvis man hele tiden skal være noget for en anden. Men også en fortælling om, hvordan man ikke kan lade være at være noget, for den man elsker. Det er en spot on fortælling om at være pårørende til en, der lider af svær angst. Lise Villadsen rammer ikke bare hovedet på sømmet - hun slår det helt i.

Karaktererne i romamen er alle virkelig velskrevet og der er gået præcis så meget i dybden, at jeg forstår dem alle. Også når de af og til ikke kan forstå, hvorfor Astrid gør, som hun gør. Jeg kan mærke Cecilies angst, Astrids afmagt, faderens uforståenhed og moderens (lidt for store) håb. Der er så mange facetter i denne bog, og forfatteren har styr på dem alle.

Derudover beskriver Lise Villadsen angsten helt eminent. Jeg møder mange af angstens ansigter på mit arbejde. Fra den lettere ængstelige tilstand til den dybe (psykotiske) angst for at dø. I denne fortælling er angsten så velbeskrevet, at man må tænke, forfatteren selv kender til angsten. Personligt eller som pårørende.

Der er mange som Cecilie ude i verden. Jeg kender personligt en ganske godt. Og vores samfundet er ikke indrettet til dem. Os. Jeg har selv kæmpet med angst, men er ikke længere ramt i en grad dybere end at jeg hader at tale i telefon med fremmede, og ikke kan lide at spørge ansatte om noget i butikker. Men dem der er, er ikke regnet ind i vores samfund. Vi skal være hurtigere, bedre. Vi skal videre, handle, gøre ting. Vi må ikke tage en pause, sætte noget på stand by, forlænge vores uddannelse, uden det koster i sidste ende. Samtidig får flere og flere unge konstateret angst, depression og stress. I romanen kæmper Cecilie for ikke at skulle op i fuld pensum, hvilket kun gør angsten sværere, for der er ikke andre muligheder for hende. Mød op, eller risikér alt.

Og så er der Astrid. Kære, søde, modige Astrid, der så gerne vil gøre noget for Cecilie, at hun ikke ser, hvordan hun selv falder fra hinanden. Nok kan man elske andre, uden at elske sig selv, men man kan ikke være der for andre, hvis man ikke selv har et sted at være. Sig selv. Og den del rammer Lise også lige ned i. Hvordan Astrid må gå på kompromis med hele sit liv, for at Cecilie skal overleve. Og hvordan det naturligvis ikke kan blive ved. For på et tidspunkt kan man ikke mere, og den erkendelse er sjældent smuk, når den kommer til udtryk.

Denne bog bør bruges i undervisningen af unge. Den bør læses af de unge. Og af deres forældre. For hvor ER egentligt forældrene i denne fortælling? Det må du læse dig til.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg var ganske eksamensangst som yngre. Jeg ræd mig igennem en førstehjælpsprøve, selvom den absolut ingen betydning havde for mit fremtidige liv. Og jeg græd mig igennem min sidste eksamen, inden jeg fik studenterhue på. 

onsdag den 27. maj 2020

Tour de Chambre


Af: Tine Høeg
Forlag: Gutkind

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Asta er forfatter. Hun kæmper med at komme i gang med sin nyeste roman. Det hjælper ikke på det, da der dumper en invitation ind på facebook. En mindehøjtidelighed for August. Det er 10 år siden, han døde. De boede på samme kollegium. Sammen med Mai. Astas bedste veninde. Og Augusts kæreste. Invitationen vækker alle Astas minder om kollegielivet.
"August hiver krydsogtværsen til sig
må jeg se?
åh nej, Mai himler med øjnene,
altså skulle vi ikke i Netto?
men jeg tror jeg har lavet en fejl deroppe,
jeg peger
LINJEN på syv bogstaver
det er jo bestemt form
så det kan ikke slutte på R
næ det kan jeg godt se,
han klør sig i øjenbrynet med blyanten
det er et problem
Mai rejser sig. Jesus, I er så kedelige
Men LØVSPRING på fem bogstaver siger han
Det kan jo ikke være andet end FORÅR?" (citat side 112)
Asta hvirvler rundt i fortid og nutid, mens hun skifter spor i sin roman og skriver om noget helt andet. Samtidig er der noget, hun ikke kan fortælle Mai. Der er hele tiden ting, der minder hende om den gang. Om kollegiet. Festerne, samtalerne, menneskerne. Og August.

Jeg elskede Tine Høegs debutroman, Nye Rejsende. Og jeg elsker denne her. Det er to meget forskellige fortællinger, men også Tour de Chambre er skrevet minimalistisk og alligevel enormt indlevende og malerisk.

Jeg læste bogen nærmest ud i én køre, kun afbrudt af dagens gåtur og lidt praktiske opgaver. For den indbyder til at blive læst sådan. Sproget er flydende, fortællingen er medrivende og karakterene nemme at føle med og for. Under læsningen fik jeg fornemmelse af, der er taget højde for hvert komma, hvert punktum, hvert linjeskift. Ikke som der altid er i bøger, fordi det skal man - men fordi det er Tines stil. Hver linje har særlig betydning, hører til lige dér hvor den er, af helt særlige grunde. Det tænker du måske er tilfældet med alle bøger - men med denne føles det bare lige sådan... lidt ekstra.

Der er mange genkendelige momenter i fortællingen. Om det er at blive ved at sidde på Tinder, selvom det vækker afsky, eller sige ja til at arve ting, man måske ikke helt har lyst til at eje. Og så selvfølgelig det, ikke at kunne fortælle noget, som man heller ikke kan holde ud at holde for sig selv. Det er nemt at spejle sig i fortællingen.

Jeg kan kun anbefale denne bog. Og som bonus er den virkelig, virkelig pæn at have stående.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg elskede det lille hint til Tines øvrige forfatterskab, der findes et sted i bogen. Jeg elsker, når forfattere gør den slags. Lidt ligesom at se Stephen King i nærmest alle filmatiseringer af hans værker.