søndag den 25. oktober 2020

Talent - Det svære valg


Af: Pernille Sloth Lindhardt
Forlag: Alvilda 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.

Alba er virkelig god til at stå på skøjter. Faktisk så godt at hun bliver danmarksmester. En talentspejder har set hende vinde og tilbyder hende en plads på Skøjteakadamiets talentlinje. Men det kræver, hun flytter væk fra sin skole, sine veninder, og det liv hun kender. ALba begynder at tvivle på, om hendes talent er ligeså vigtigt for hende, som det synes at være for hendes mor.
"Jeg kan slet ikke få styr på mine tanker. Det med Skøjteakadamiet lyder vildt fedt. Det ville være en stor mulighed for mig. Men det ville også betyde, at jeg skulle forlade alle dem, jeg kender ... far, Laura, og de andre i klassen. Pludselig begynder jeg at fryse, og det er ikke kun udenpå. En isnende kulde breder sig i mig, og det begynder at svie og prikke i min hud. Hvordan kan man både have lyst og ikke have lyst til noget på samme tid?" (citat side 21)

Alba har et svært valgt at træffe. Det bliver ikke nemmere, da hendes bedste veninde heller vil være sammen med en anden fra klassen. Og ovenikøbet har delt et billede af Emil på sin instagram. Emil, som Laura udmærket ved, Alba er vild med. Uvenskab, teenagliv, forældre (der også skændes en del), og kærlighed fylder i Albas liv. Oveni den store beslutning, der skal træffes.

Talent er en fortælling, der sætter fokus på rigtig mange ting. Selve hovedeplottet er, for mig at se, det at besidde et stort talent, og hvordan man skal forvalte det, når man samtidig går i 8. klasse og gerne vil være som de andre. Derudover er der de næsten uundgåelige elementer i bøger til teenagere - venskab og kærlighed. Derudover et lille biplot omkring Albas forældre. Det er lige lidt meget i en bog der er under 100 sider.

Hovedeplottet er interessant. Valget mellem at bruge sit store talent, og "bare" få lov at være som de andre er svært. Jeg tror også, det er noget, flere unge kender. Måske det ikke er så stort et talent som Albas, men man skal tit vælge. Og valg har konsekvenser. Uanset hvad man vælger, har det konsekvenser. Ligesom det, at Albas mor har markante holdninger til, hvad Alba skal vælge, tænker jeg er genkendeligt. Konflikten mellem hvad ens forældre siger, og hvad man selv vil. Et vigtigt tema, som jeg synes fremstår godt og velfortalt. Sproget er fint, og jeg havde en flydende læseoplevelse undervejs. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om den del, der handler om forældrenes forhold. Jeg vil tro, der kommer en opfølger til denne bog. Og måske det synes bedre i den næste bog? For mig at se er denne bog for kort til at indeholde så mange dele. Talent-delen og venskabs/kærligheds-delen (som også er en konsekvens af talentdelen) er rigeligt til en bog, der ikke er længere. At tilføje endnu en dimension bliver for meget - især fordi den ikke udfoldes nok. Det er små sætninger his og her som ikke følges op, fordi der er så meget andet, der skal frem også. Fortællingen ville have haft godt af minimum 50, men gerne 100 ekstra sider. Så ville den komme mere til sin ret.

Ovenstående gør nemlig også at karakterne fremstår lidt flade. Jeg lærer kun Alba at kende. Ingen af de andre personer har særlige kendetegn eller giver mig noget ekstra. Måske fordi der ikke er mere plads at folde dem ud på?

En sidste ting, der irriterede mig, var tidslinjen. Bogen foregår lige op til en sommerferie. Alba er netop blevet danmarksmester i kunstskøjteløb. Jeg har tjekket op på min fornemmelse - nemlig at alle mesterskaber de sidste 5 år (så langt tilbage jeg har tjekket) har ligget i december. Der er en begivenhed i bogen, der er vigtig for fortællingen, som sker til en sommerfest. Det kunne snildt være en julefest. Der er en anden ting, jeg ikke vil spoile, som måske har været årsagen til, der sommer er valgt som tid. Men for mig er det et stort plothul, når der realistisk aldrig er mesterskaber om sommeren. Skøjtehaller bliver brugt fra august til marts at professionelle. Ikke om sommeren.

Det er ikke en dårlig fortælling, selvom jeg har noget kritik af den. Jeg er sikker på, mange vil finde den spændende og der er masser af genkendelighed i fortællingen. Jeg håber, der kommer en opfølgning, så jeg måske kan lære karakterne mere at kende. Få lov at komme mere i dybden.

Bogen får 3/5 stjerner: ***. Jeg vaklede mellem 2 og 3 stjerner. Det trækker op, at jeg er glad for hovedeplottet.

Bonusinfo: Jeg er elendig til at stå på skøjter. Men husker det som sjovt at være i skøjtehallen, da jeg var yngre.

lørdag den 17. oktober 2020

Ingen som mig


Af: Kristina Aamand
Forlag: Carlsen

Bogen er den fjerde i Hjerte af pap-serien. Den kan læses selvstændigt, men jeg anbefaler du læser dem i kronologisk rækkefølge, da langt flere ting vil give mening.

Sif har to biologiske forældre. Og to af pap. Alle mener de noget om, hvordan livet skal være. Deres eget - men især også Sifs. Som minimum skal Sif være bedre til matematik. Så lettere presset siger hun ja til en matematikmentor. Heldigvis viser det sig at være en 9. klassesfyr der hedder Frederik. Som er utroligt sød. Og pæn. Og sikkert en, Sif slet ikke kan få. Men hvis nu Sif bare så ud som veninden Cllara, så ville alting nok gå noget nemmere. Så en lille falsk instagram-profil med Cllaras billede bliver Sifs vej til Frederiks hjerte. Men hvad nu, når Frederik vil møde den falske profil i virkeligheden?

Så er der også lige noget med nogle holdt forældre. Biologiske og pap. Kano-Torben er en naturmand, der helst vil sejle i kano. Det vil Sifs mor ikke nødvendigvis. Hun vil giftes. Ligesom bedstevenen Hjaltes forældre skal. Men Kano-Torben er ikke helt i de samme tanker. Og en dag sejler han væk i sin kano. Fiona, den onde stedmor, er gået i Marie-Kondo-mode, fordi alting skal føles helt rigtigt.

Den fjerde bog i serien om Sif og hendes noget kaotiske teenage-liv. Den er actionfyldt, men uden at der sker for meget. Sproget et let, men stadig interessant. Tematikkerne er ganske genkendelige - selv for en 30 årig som mig. Jeg tænker, den vækker endnu mere genklang hos målgruppen.

Hele Hjerte af pap-serien handler om at være ung. Om at skulle navigere i en verden, hvor forældrene er skilt, og der er bonusforældre og søskende at forholde sig til. Hvordan skal man finde rundt i livet, når selv ens forældre (og dertilhørende bonus) er forvirrede? Bogen er fyldt med humor, men der ligger også en alvor under alt det kække. Det svære bindes ind i noget sjovt, men bliver aldrig for sjovt. Smerten kan mærkes, men det bliver hellere aldrig for svært. En rigtig fin balance.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet mens jeg havde Zoom-undervisning. Og skulle se en 57 minutter lang video, jeg havde set før.

onsdag den 14. oktober 2020

Overfladespænding - historien om en pige


Af: Charlotte Overbeck
Forlag: Trykværket

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Freya kæmper med at holde sin facade for omverden. Hun er den perfekte hustru, mor, veninde, værtinde og kollega. Alting er korrekt og perfekt i hjemmet, og hun er altid med på de nyeste trends. En overflade der bedst holdes i ro med mad. Masser af mad, der spises i det skjulte. For tingene har ikke altid været perfekte. Faktisk overhovedet ikke.
"Mor aer hende på kinden med en usikker hånd. Freya krymper sig. Hun vil ikke. Hun kan ikke bære det. Hun er ved at sprænges. Og så lige så stille siver alt ud. Kræfter, modstad, håb og Freya. Hun er der bare og lægger ører, skuldre og hjerte til. "Jeg har det så skidt," siger mor." (citat side 8)

Som barn må Freya hele tiden kæmpe for sine forældre. Alle ved vidst godt, det ikke er helt okay, hjemme ved Freya. At hendes mor drikker lidt for meget. Men ingen griber ind. Og Freyas far udnytter, at Freya er god til at trøste sin mor. Alting er for meget, men Freya kan ikke sige fra. De trækker lange spor ind i voksenlivet hvor Freya stadig kæmper med at sige fra. Og med alle de ting, der er sket i hendes liv. Alt sammen noget hun bærer rundt på alene. Ind til livet pludselig bringer hende ind til nabokonen Jensen, der formår at sætte alting lidt i perspektiv. Og skabe røre i alt det perfekte.

Overfladespænding er en bog med mange temaer. Vigtige temaer. Om familier, opvækst, alkoholisme, skam, skyld, sorg, tilgivelse og det at møde et menneske, der får en til at tænke. Om at træffe store valg for sig selv - om at turde forlige sig med sin fortid. Noget jeg bestemt synes, er vigtigt at skrive om. Og som er gode temaer til en roman.

Den første del af romanen var jeg ganske hooked. Fortællingen om Freya skifter i nutid og datid - hvilket dog kan være lidt svært at skelne, da det ikke er markeret tydeligt. Nogle gange blev jeg forvirret over, hvilke Freya vi fulgte. Freyas lidelser er indfølelige og jeg ville gerne vide mere, følge hendes rejse ind i sit eget liv. Sin egen fortid. Sproget er ganske fint, om end der måske er lige lidt for meget "tell" og knapt så meget "show" til min smag.

Venskabet med naboen er rigtig fint beskrevet. Fra den fjendtlige holdning til den irriterende ældre dame, over i det fine venskab der kan udvikle sig, når man rent faktisk mødet et andet menneske ude forbehold. Eller i hvert fald sætter sine forbehold til side.

Omkring anden halvdel af bogen begyndte jeg at blive tabt. Jeg skal gøre dette så spoilerfrit som muligt, men her er alligevel en lille warning.

Sproget er stadig flydende og karakterne lette at følge. Men det er som om, alting ligesom bare glider derud af. På trods af en masse tanker, især Freya gør sig om eget liv, så lykkedes hun hele tiden med de ting, hun sætter sig for. Det er lidt svært, og hun er lidt nervøs - men det er som om fortællingens kurve starter ganske langt nede og så bevæger sig op, op, op. Ingen udsving, ingen nedgang - måske kun en enkelt krusning. Alting falder i hak. Og sådan er de bare ikke. Sådan er livet ikke. Jeg ville ønske Freya havde nogle flere nederlag - selvom det er grimt at ønske for en karakter. Men det går for let for hende, taget i betragtning af, hvor længe hun har kæmpet med sine dæmoner.

Derudover er det som om korrekturlæsningen er røget lidt i svinget i den sidste tredjedel af bogen. Det er ikke ødelæggende, men det er generende.

Bogen får 3/5 stjerner: ***. Jeg giver ikke halve stjerner, og vaklede mellem 2 og 3. Jeg har dog valgt 3, da jeg gennemgående synes, det er et vigtigt tema at få sat ord på.

Bonusinfo: Jeg har været ret længe om at læse bogen færdig. Faktisk læste jeg første halvdel ganske hurtigt og har måtte holde pause grundet studiet. Anden halvdel blev dog læst over 3 dage.

søndag den 4. oktober 2020

Haram



Af: Kristina Aamand
Forlag: Gyldendal

Kærester er haram i Anisas familie. Altså forbudt. Du bliver forlovet med en, der har samme bagrund som dig. Så bliver du gift. Og så kan du begynde et liv som en familie. Hvis du har været sammen med en mand, før du bliver gift, er du som en hvid væg, med en sort plet. Beskidt og ødelagt. Anisa udøver haram. For hun er sammen med Johannes. Nogen har set dem sammen, og nu er Anisa nødt til at kunne stole på sine veninder, for at få hjælp.
""Hvis jeg skal kunne stole på jer, så skal vi alle sammen have noget på spil." Jeg ser alvorligt på dem begge. De er helt stille. "VI skal stå lige. Vi skal alle sammen kende hinandens hemmeligheder. For så ved vi, at vi aldrig kan stikke hinanden i ryggen. Hvis jeg stikker dig, stikker du mig. Og så vil det være som at sladre om sig selv. Forstår I? Hvis en falder, så falder vi alle tre. Hvis vi står lige - så bliver vi frie."" (citat side 33)

Anisa kan ikke undvære Johannes, men når hun er sammen med ham, sætter hun hele sin families rygte på spil. Hun er nødt til at holde det hemmeligt. Men hvordan kan hun det, når alle holder øje med alle? Rygtet er allerede ude, og Anisas far taler om at rejse til Marokko. Hvor der måske skal være et bryllup. Anisas søster siger, det ikke er noget problem at bevise, hun ikke har været sammen med Johannes - Anisa skal bare få lavet en gynækologisk undersøgelse og vise, at der ikke er en sort plet, på den hvide væg.

Haram er en del af Gyldendals SPURT-serie. Små bøger, der er lette at læse, men som har utroligt meget på hjerte. Og det har Haram. Den er svær at læse. Ikke fordi sproget er tungt, eller sætningerne for lange. Fordi det gør ondt at vide, at nogen har så svært ved at få lov at være sammen med dem, de har lyst til.

Romangen bringer vigtige emner op. At leve i to verdener, der slet ikke kan forenes. Myten om mødommen. Hvem man kan tale med, i en verden, hvor alle vil beskytte sig selv først. Mange temaer i en lille bog, men ikke for mange. Det hele bindes sammen med en fin, rød tråd - også selvom der kortvarigt skiftes til at fortælle om en helt anden hovedperson (eller en biperson, der lige får lov at fylde en anelse mere).

Slutningen af romanen er relativt åben og jeg er sikker på, fortællingen vil være god at bruge i undervisningen af de større klasser. Både fordi den kan åbne op for rigtig mange samtaler og nye forståelser af verden, og fordi den kan bruges godt i tolkning og analyse og som  "skriven-videre-på-en-slutning"-undervisning.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har, ubevidst, lyttet til 4 bøger af denne forfatter i træk. Hjertet af pap-seriens to sidste bøger, denne og opfølgeren til denne, nemlig Halal. Som der senere kommer en anmeldelse af.

Rosalindes My story 1 og 2



Af: Betina Hundebøll og Charlotte Thorhauge
Forlag: Petunia

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Dette er en dobbeltanmeldelse af Kysseklar og Reality star.

Rosalinde vi have en kæreste. Faktisk mere end klar. Hun kan slet ikke vente. Hendes bedste veninde, Elva, går mere op i skolen, lektier og astronomi. Samtidig er hun rimelig træt af sin irriterende far, sin naturelskende søster og hendes mor, der eksperimenteret lidt for meget med maden. Da "The Perfect Love Match"-showet fanger Rosalindes opmærksomhed, må hun straks melde sig til. Det kræver pænt meget snilde, men det lykkes Rosalinde at overtale Elva til at tage med på et cruise, hvor den perfekte kæreste vil dukke op og fuldende Rosalindes liv.
"Så var det problem løst! Hvis de ikke kontaktede hende, blev hun ikke nødt til at lyve. Så følte hun næsten, at det, hun  netop havde gang i, var helt i orden. Hun løj i hvert fald kun en lille smule. Sidste forhindring var nu bare Ingeborg. Hvis de stødte på Ingeborg, ville hun afsløre deres hemmelighed. Ingeborg ville straks blive mistænksom, hvis hun så dem midt i skoletiden og i gang med at pakke," (citat side 92, Rosalindes My Story 1)

Det lykkes at komme afsted. Elvas mor er optaget af at finde på nye opskrifter, og Rosalindes familie tror hun er hos Elva. Så meget snart vil Rosalinde finde sig en kæreste. Og måske endda blive reality star. Men cruiset er ikke så ligetil, som hun havde regnet med. først og fremmest lider Elva af voldsom søsyge og er ikke til megen hjælp. Dernæst møder de Hugo fra klassen. Den underlige dreng, med et ar 
tværs over ansigtet. Og hans irriterende ven Samuel, der hele tiden blander sig i det, der sker.

"Rosalinde kunne se, at Liam Sonny kiggede strengt på ham. Milo sendte ham et hurtigt, overlegent blik og fortsatte efter endnu en kort kunstpause. "... Rosalinde skal nu vælge, hvem af disse nu, ups, jeg mener ti kærlighedshungrende og håbefulde singlefyre, som er hendes drømmefyr og kommende kæreste, og tage ham med på en romantisk date i aften""(citat side 55, Rosalindes My Story 2)

Alt er bare ikke så ligetil, som de virker. Det skulle være The Perfect Love Match på det cruise. Rosalinde ville finde kærligheden og blive lykkelig på den tur. Men alting går ligesom skævt. Og hvordan ved man egentligt, om man er rigtigt forelsket? 

 Fortællingerne om Rosalinde er fine og hyggelige. Jeg tror, de vil ramme målgruppen ganske godt. Der sker hele tiden noget, og på intet tidspunkt i læsningen keder man sig. Jeg er selv voksen, og dermed lidt ældre end bøgernes målgruppe. Måske derfor er der nogle ting, der sprang mig i øjnene.

I fortællingen rejser de to piger, der ikke er ældre end 14 år, alene afsted. Med forfalskede underskrifter. det er ligesom præissen for fortællingen, og selvom jeg mener, det er lidt søgt, at det kan lade sig gøre, så køber jeg den. Men det, at Rosalindes forældre aldrig stiller spørgsmålstegn ved, at hun uden videre ikke vil kontaktes af dem - og at de i flere dage ikke skriver til hende, efter et skænderi, køber jeg ikke. Jeg forstår, at for at fortællingen skal fungere, må det være sådan - men jeg synes, det er for urealistisk. 

Havde fortællingen været, at familien var på ferie sammen, og Rosalinde sneg sig til at være med i showet, havde jeg købt den uden forbehold. At tv-produktionen ikke tjekker mere op er også urealistisk. 

Rent skriveteknisk generer det mig, at der er så mange afsnit - teksten bliver hele tiden brudt og dermed også mit læseflow. Jeg ved ikke, om det er tænkt, at det er lettere for børn/unge at læse, hvis teksten er brudt op, men for mig fungerer det slet ikke.

Det fungere heller ikke for mig, at karakterne har så lange talestrømme. For mig er det unaturligt at der tales i 10-15 linjer ad gangen. Også selvom det er hektiske, teenagepiger der taler om kærester og kærlighed. Nogle gange lyder karaktererne lidt for gammelkloge. Det kan sagtens være deres personlighed, men når det er i mere end en karakter virker det desværre forceret.

Alt i alt er det en sjov og hyggelig fortælling, men for mig holder fortællingen ikke i længden. Det kan sagtens være at den yngre målgruppe køber det hele - det skal jeg ikke kunne sige.

Bøgerne får 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg har altid gerne ville på et cruise. Har sejlet på Nilen i en uge, men det var ikke særlig luksus.

søndag den 6. september 2020

Bare os to


Af: Kristina Aamand
Forlag: Carlsen

Bogen er nummer tre i en serie. Jeg anbefaler du læser dem kronologisk. Du kan læse om nr. 1, Hjerte af pap HER og nr. 2, Det du ønsker HER.

Sifs familie har planlagt en tur til Lalandia. Altså, hele familien. Hele, halve, pap og bonus på alle sider skal med. Og det går ikke helt godt - ikke en gang selvom det er Sifs konfirmationsgave. De voksne ender med at blive uvenner på kryds og tværs - men heldigvis er Sifs papsøster Pippi ikke den værste at have med. Det er ikke en gang bedre at komme hjem, for den allerbedste ven i verden, Hjalte, er blevet berømt over natten, med en støttesang til gadehunde. Som Sif lagde ud på nettet. Uden at spørge først.
""Nu er han berømt, Sif. Han er nok ligeglad med, om du ikke har svaret på et par beskeder, Helt ærligt. Han burde falde på knæ og lave en statue af dig." 
"Sådan er Hjalte ikke, Pippi. Han er et ordentligt menneske, som sædvanlig. Og det er jeg ikke, som sædvanlig. Det, jeg har gjort, er det samme som at hugge ti kroner fra en dame, stoppe den i en enarmet tyveknægt og så vinde den store gevinst. Bliver man glad for pengene, når man har fået dem på grund af en kriminel handling? Han bliver pissesur, Pippi. PISSEvred."" (citat side 69)
Hjalte bliver nærmest jagtet af en masse piger, og har slet ikke tid til Sif. Men Sif har andre problemer. Hele familien er uvenner på kryds og tværs, efter en aften med for meget vin i Lalandia. Sif og Pippi er nødt til at gøre noget, før det hele er for sent. Men hvordan hjælper man de voksne, uden de ved det? Og fortjener de overhovedet hjælp, når de glemte at servere aftensmad for deres børn?

Bare os to er endnu en rigtig fin fortælling om Sif. Om det at være en del af to familier med dine, mine og vores børn. Med en bonusfar, der går op i kanoer og en bonusmor der går op i krystaller og at alting skal føles rigtigt. Det er svært at være 13 år og finde hoved og hale i alting. Tilføj så to bonusfamilier - og det vil gå galt.

Der er mange følelser på spil hos Sif, og det er ganske genkendeligt. Alt det man gør, at et godt hjerte, mens om ens teenagehjerne ikke helt har nået at tænke igennem. Alle de følelser man har, når man er 13 år, og bare gerne vil være som de andre - jeg kan genkende det hele.

Forfatteren skriver med en kærlighed til Sif og hendes væsen. Karakterene er troværdige og romanen er velskrevet. Sproget er let, men aldrig kedeligt. Bogen har en fin længde især til målgruppen, og der sker utroligt meget, uden at det nogensinde bliver for meget. Humoren fylder, og det bliver aldrig for pinligt. Så havde jeg aldrig læst videre end første bog. Tilpas mængde af tåkrummeri blandet med alle mulige andre følelser.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo
: Jeg er ikke god til akavethed og pinlige bøger eller tv-serier. Jeg kunne lige nøjagtigt klare Langt fra Las Vegas. Klovn har jeg aldrig kunne holde ud at se. Det gør for ondt indeni på en helt særlig, pinlig måde.

fredag den 28. august 2020

Vådeskud

 

Af: Katrine Engberg
Forlag: People's Press

Dette er 4. bind i serien om Kørner og Werner. Den kan læses selvstændigt, men du vil få mest ud af at læse dem i rækkefølge. Du kan læse om den første bog i serien HER.

Anette Werner er tilbage fra barsel, og hun og kollegaen Jeppe Kørner bliver kastet ud i en sag om en forsvunden 15 årig dreng. Familien er sikker på, der er tale om en kidnapning, da der lå et underligt formueleret brev på bordet. Anette har en underlig fornemmelse af, noget ikke er, som det skal være.
"Jeppe vendte papiret og viste det til Anette. Hun tog imod og nærstuderede ordene. "Kan det være..." Malin trak vejret overfladisk "...et afpresningsbrev? Det handler om at slå ihjel." "Det virker som en form for citat." Anette så på Jeppe og vidste, han tænkte det samme. De fleste kidnappere var ret konkrete i deres udmeldinger, ikke beskrivende og lyriske." (citat fra bogen)
Håbet om at finde 15 årige Oscar svinder, da han ikke findes inden for det første døgn. Da hans dansklærer fra gymnasiet findes dræbt i den store forbrænding på Amager, begynder flere og flere tråde at flette sig sammen og danner knuder, der er svære at finde rundt i, hvad der foregår. Imens forsøger Jeppe at finde ud af sit forhold til kollegaen Sara og hendes to døtre. Og Anette kæmper med følelserne for en af dem, der hjælper den med efterforskningen. Og Esther de Laurenti kæmper med at skrive en bog, der måske kan hjælpe efterforskerne på vej?

Katrine Engberg debuterede i 2016 med Krokodillevogteren, og jeg var begejstret for begyndelsen. Det er jeg stadig. Vådeskud er ikke en tam 4'er, der blot er skrevet for at gøre serien længere og tjene penge. Hvis det er, så kan jeg i hvert fald ikke læse det. Og det er jo også talent. Nå, spørg til side.

Vådeskud er interessant og fortællingen bæres fint frem hele plottet igennem. Der er plottwists og karakterer, der ikke nødvendigvis ender med at være, som vi troede, de var. Ligesom en god krimi skal være, hvis du spørger mig. Sproget er flydende og bliver ikke kedeligt eller kantet.

Der er mange karakterer med i fortællingen, og de er indlevende beskrevet. Ligeså er deres handlinger, og undervejs i læsningen måtte jeg spørge mig selv, hvem jeg troede på. Hvem var "den onde?" Og hvad fanden foregik der egentligt? Igen er det, hvad jeg kalder god krimi.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg hørte bogen som lydbog på vej til skole. Samme dag træder jeg ind i klassen og er helt overbevist om, Katrine Engberg står og skal til forklare noget om psykopatologi. Det var selvfølgelig ikke forfatteren selv. Det var en helt anden, men de ligende hinanden virkelig meget. En dobbeltgænger?