mandag den 14. januar 2019

SKAM sæson 1: Eva


Af: Julie Andem
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 205
Originalsprog: Norsk (læst på dansk)

Eva er starte på gymnasiet. De eneste hun rigtigt hænger ud med er kæresten Jonas og vennen Isak. Hendes bedste veninde fra folkeskolen er også startet, men de taler ikke længere sammen. Eva føler sig ensom, og karaktererne er sværere at vedligeholde.
"JONAS: Kom nu! Jeg vod godt, det bare skulle være os to, men Isak har ikke noget at lave i efterårsferien. Skal han bare gå rundt og være en total loner eller hvad?
EVA ser opgivende på JONAS.
JONAS: Du kan jo også tage en veninde med.
EVA ser på JONAS med et blik der siger: Du ved godt, jeg ikke har nogen veninder. JONAS kommer i tanke om, at EVA ikke har nogen veninder og ser opgivende/trøstende på hende. Han lægger armenede om hende og krammer hende.
JONAS kysser EVA. (citat side 16)"
Eva inviteres dog med til et bus-møde (studentertradition i Norge, red.), og her møder hun fire piger, der vil blive en del af hendes liv det næste lange stykke tid. Noora, Vilde, Sana og Chris gør Eva mindre ensom, men det ændrer ikke på, at hun har svært ved at finde sig selv. Desuden er der et eller andet med Jonas og Ingrid, som gør Eva mistænksom. Isak opfører sig til tider også underligt. Og hvad er der egentligt med Vilde?

Jeg elskede at se SKAM. Jeg så det først efter al hypen havde lagt sig - og alle sæsoner lå på nettet. Jeg binge-så de to første sæsoner på et par nattevagter og gemte så lidt på resten, så jeg kunne trække det lidt ud. Jeg trak bestemt ikke denne bog ud - jeg læste den i løbet af et par dage. Og selvom scenerne er uden billeder, er det præcis som at gense SKAM. Det gør ondt, det gør godt, det er genkendeligt, det er helt nyt. Det er alt det, en ungdomsserie skal indeholde, nu bare som manuskript.

Der er stort fokus på alle de ting, man som teenager går igennem. Seksualitet, mobning, ensomhed, alkohol, religion, kæresteproblemer, uvenskaber, forældre. Der er ikke det emne, der ikke bliver taget op. Og det på en naturlig og ikke fordømmende måde. Det er ikke en voksen forfatter, der forsøger at prædike for unge, hvordan de skal tackle deres liv. Der er en voksen forfatter, der skildrer hvordan det er ER at være ung.

Jeg var især vild med de små ting, forfatteren har skrevet, som tilføjelser til produktionen eller skuespillerne. Hvem der skal castes, hvor de skal finde en lokation og videre i den dur. Det gør det hyggeligt, og lidt som at være i hendes hoved. Jeg elsker det!
Desuden er der nogle virkelige fine, håndtegnede mindmaps, som jeg kan lide at fare vild i.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har en veninde i Oslo. Når jeg besøger hende føler jeg mig altid lidt som at være med i SKAM. Jeg ved ikke en gang hvorfor.

fredag den 11. januar 2019

At danse mellem glasskår


Af: Bettina Stuhr Lindskow
Forlag: Tellerup
Sideantal: 256
Originalsprog: Dansk

Rose er virkelig dygtig til at danse. Hun træner hårdt, med sin partner Christian, til EM. Og der står de - i finalen. Hvis de vinder, vil de  være godt på vej til at kunne rejse til London og måske få en professionel dansekarrierer. Lige indtil Rose besvimer midt på dansegulvet.
"Døren går op, og mor kommer ind. Hendes øjne er røde. Det giver et sug i hele kroppen mens hun knuger min hånd. Hun ligner en der vil sige noget, men ikke helt ved hvordan hun skal få det sagt. Jeg stirrer på hendes læber, og selvom der måske kun går et par sekunder før hun skiller dem ad og former ord, føles det som uendeligt lang tid. "Rose, skat. Lægerne har fundet ud af at du har sukkersyge." (citat side 46)
Hele Roses verden vælter, da hun får konstateret diabetes. Christian vil ikke længere danse med hende - ja hun bliver faktisk i tvivl, om hun overhovedet kan danse igen. Faktisk vil Rose helst slet ikke forholde sig til sin sygdom. Hun vil bare være normal. Da hun begynder at bokse, for at komme af med nogle af sine frustartioner, møder hun Kevin. Rose fortæller ham ikke om sin sygdom - for hun kan slet ikke overskue, hvis han også forsvinder ud af hendes liv på grund af den lortesygdom.

Jeg glædede mig til at læse romanen, da jeg synes, den sætter fokus på noget rigtig vigtigt. Kronisk sygdom hos unge. Noget der for den ramte og pårørende er rigtig svært at leve med og forholde sig til. Som sygeplejerske er det noget, der står mit hjerte nær. Men jeg må desværre sige, at romanen ikke helt levede op til mine forventninger.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren skriver godt. Sproget er flydende, og især følelserne i fortællingen er godt beskrevet. Forfatteren beskriver virkelig godt dilemmaet i familier med syge teenagere. For hvordan passer man bedst på dem? Skal man være der altid, eller stole på, de godt kan selv - og leve med den bekymring, det giver? Hvornår bliver man for meget, og hvornår for lidt?
Men jeg har alligevel nogle problemer med fortællingen.

Det første der slog mig var, at hverken professionelle behandlere eller Roses forældre taler med hende om dansen. Det har været hele hendes liv, og pludselig er det bare forsvundet. Der er ingen der forklarer hende, at man godt kan danse på højt niveau, selvom man har diabetes. Jeg tror simpelthen ikke på, at en sygeplejerske, der til daglig arbejder med unge med diabetes, ville undlade at spørge ind til, hvad Rose lavede før hun blev syg, og hvordan hun kan fortsætte med det. Og jeg undrede mig meget over, hendes forældre heller ikke taler med hende om det. Det kan måske forsvares med, at de er i en form for krise, men det er stadig påfaldende, at det bare er ude af øje, ude af sind.

En anden ting, jeg studsede over, var at Rose blot meldte sig ind i bokseklubben. Det synes måske som en lille ting, men for mig er det netop detaljerne, jeg lægger mærke til, nu hvor jeg læser så meget. Kan man godt melde sig ind sådan et sted, uden at være 18? Og bør man ikke som minimum skulle udfylde et skema omkring eventuelle sygdomme? Rose kunne måske lyve om det, men ikke hvis man skal have en forælder indover, hvilket jeg mener, man skal?

Derudover manglede jeg fysiske beskrivelser af personerne. Der var massere af følelser og opf'ørsel - men næsten ingen fysiske beskrivelser. Og selvom det måske ikke altid er vigtigt, hvordan vi ser ud og går klædt, så har jeg brug for at kunne danne mig billede af de personer, jeg læser om. Det havde jeg rigtig svært ved i denne fortælling. Generelt syntes jeg Rose var enormt usympatisk. Jeg forstår godt hvorfor - hun er netop blevet konstateret kronisk syg, og har ikke lyst til at være det. Hun er i krise og skal finde ud af, hvem hun nu er. Men hun blev ligesom bare ved med at være vred. Hele tiden. Hver gang jeg tænkte, at hun nu ville tage lidt ansvar - så flygtede hun. Og det er måske i virkeligheden også meget realistisk, hvilket selvfølgelig er vigtigt i en fortællingen som denne. Men det irriterede mig alligevel.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg ærger mig over, jeg ikke lige lånte en blodsukkermåler med hjem fra arbejdet. Det havde været sådan et godt billede!

tirsdag den 8. januar 2019

Splinter i Blodet


Af: Ashley Dyer (pseudonym for Margaret Murphy og Helen Pepper)
Forlag: Klim
Sideantal: 380
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
Det er svært at anmelde romanen, uden at nævne ting, nogen kan se som spoilers.

Kriminalassistent Ruth Lake og hendes chef Greg Carver har været på jagt efter en grusom seriemorder kaldet Tornemorderen. En morder der på bestialsk vis tatoverer sine ofrer over hele kroppen og efterlader dem udstillet. Det bliver ikke nemmere, da et ny lig dukker op - en ung kvinde der minder om Carvers kone. Og det kulminerer helt, da Lake en aften låser sig ind hos Carver, der sidder bevidstlås og skudt i sin stue. Hun vælger nemlig at slette alle spor i lejligheden. Hvorfor?
"I modsætning til de fleste mordofre, som alt for ofte blev nægtet selv den mindste værdighed i døden, var Tornemorderens ofre ofte klædt omhyggeligt på og alle stillet kunstfærdigt til skue i en fredfyldt posering. "Kunstfærdigt?" Seriøst? Ruth granskede igen omhyggeligt billederne af Kara; det kunne være en teaterkullise: Isjomfruen i sin grotte. Jo, tænkte hun, det var kunstfærdigt" (Citat side 55).
Greg Carver kan intet huske fra den aften,han blev skudt. Og Ruth Lake har slettet alle eventuelle spor. Er det Tornemorderen, der har været på spil? Eller hænger mordforsøget slet ikke sammen med den sag? Ruth skal fortsætte efterforskningen af Tornemorderen, men hun kan ikke slippe det, der skete med hendes chef. Hun mener, der er en sammenhæng, mens resten af efterforskerne ser det fra en anden vinkel. Hun er desperat for at finde svar, men samtidig har hun gemt beviser af vejen. Så hvordan finder hun ud af, hvad der er sket? Og da Carvers hemmelige liv lidt efter lidt åbenbares, er det ikke sikkert, hun har lyst til at finde svaret. For er han selv skyldig i en forbrydelse?

Splinter i blodet er en velskrevet og hæsblæsende roman. Der er hele tiden to spor, der skal holdes styr på - men den røde tråd er der, og den er til at følge. Jeg var ganske opslugt under læsningen, og ærgede mig, når jeg måtte lægge bogen væk. De to hovedpersoner, Carver og Lake, er vældig godt beskrevet. Jeg kom ind under huden på dem, og følte det, som var de rigtige personer og ikke fiktive karakterer i en bog.

Det er den slags krimi, hvor jeg nåede at tænke, at jeg havde regnet den ud. At jeg havde fået svaret alt for tidligt, for så indse, at jeg slet ikke havde regnet noget ud. Alle løse ender samles til sidst. Næsten. For der er hemmeligheder der er lige ved at blive afsløret, som gemmes godt væk igen, og jeg mistænker forfatterparret for at ville skrive flere romaner om de samme hovedpersoner. Det er dog bestemt kun positivt - for jeg vil virkelig gerne læse mere.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg havde planlagt at læse den på Lunas og min sommerhustur, men jeg fik faktisk kun læst 20 sider på den ferie. Istedet lagde jeg utroligt meget puslespil! Sådan er livet nogle gange.

søndag den 6. januar 2019

Skambidt


Af: Cecilie Sund Kristensen
Forlag: Emeritvs
Sideantal: 134
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Skambidt er forfatterens tredje digtsamling. Jeg har tidligere læst Blå Nætter og givet en kort anmeldelse her. Jeg var enormt vild med Blå Nætter og var derfor meget spændt på Skambidt. Jeg vidste på forhånd, emnet var seksualitet, men jeg må sige, at jeg ikke helt er enig i bagsideteksten på bogen, der indikerer, at digtsamlingen handler om at finde sig selv og finde sig til rette i sin seksualitet.
"Jeg har solgt min sjæl til Satan/for længst/og når han spytter mig i hovedet/åbner jeg munden/som den dygtige sjælløse/jeg er" (citat side 94).
Den navnløse hovedpersone i Skambidt bevæger sig fra det lidt mere sorgløse og ind i en verden fuld af seksuelle eskapader der er voldsomt overvældende - og det er svært for hende at navigere og finde ud af, hvad hun egentligt gerne selv vil, kan lide og ikke kan lide. Hvilke grænser der skal overskrides - og hvilke der er blevet det, uden det var meningen. Det er i hvert fald sådan, jeg læser digtene.

For mig er det ikke en person, der finder sig til rette i sig selv og sin seksualitet. Det er måske nok en ung kvinde der forsøger at finde sig selv i den seksuelle verden, uden egentligt at have den helt store lyst. Hvilket jeg synes, er et vigtigt tema. Det er stadig tabu at være den, der ikke har ret meget lyst. Men derfra tager det, for mig, overhånd. Det er så voldsomt, det der beskrives. Faktisk vil jeg gå så langt som til at kalde det overgreb. Nogle overgreb udsætter hovedpersonen sig selv for, ved at lade sin grænser bevidst overskrides - andre virker som deciderede overgreb, som hovedpersonen først opdager bagefter ikke var meningen, skulle foregå. Og det bryder jeg mig egentligt ikke om at læse om.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren er dygtig. Hun er velformuleret og formår at bruge billedsprog på en måde, så jeg virkelig kan se det hele for mig. Hun er en dygtig digter. Hun beskriver følelser og fornemmelser sublimt. Men det er ikke nok til, at jeg kan lide temaet og digtene i sig selv. De er for voldsomme.

Selvom jeg i den grad går ind for litteratur der bryder tabuer, så er det her for meget for mig. For mig er det beskrivelser af overgreb, som jeg ikke synes, skal finde sted. Uanset om det er overgreb begået mod en selv, gennem andre, eller direkte begået af andre.
Og det er her, jeg ikke får en følelse af, hvad bogen lægger op til: At hovedpersonen finder sig selv. For det er ikke den følelse, jeg sidder tilbage med. Jeg sidder med følelsen af, hun er destrueret, nedbrudt og ligeså ensom, som i begyndelsen.

Bogen får 2/5 stjerner: **.

Bousinfo: Hvis jeg kunne, ville jeg give to slags stjerner denne gang. De 2/5 for indhold, men nok 4/5 for forfatterens skrivetalent og talent for at male så levende billeder!

søndag den 23. december 2018

Blodbrødre/Besat af Jeremiah


Af: Mark Liebst
Forlag: Books On Demand
Sideantal: 34
Originalsprog:  Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne. Der kan forekomme stødende sprog i anmeldelsen.

Blodbrødre/Besat af Jeremiah er to noveller, jeg normalt ikke ville læse. Mest fordi jeg ikke er en ung, homoseksuel fyr. Men jeg er glad for, jeg gjorde det. For som altid er Mark Liebsts ord en fryd at læse. Det er to velformulerede noveller fyldt med et billederigt sprog.

I Blodbrødre har en ung fyr sin første seksuelle oplevelse med sin bedste ven. En oplevelse der både er smuk og brutal. Som både er liderlig og gør ondt.
Besat af Jeremiah er en anden ung fyrs oplevelse og besættelse af en pornostjerne og hans videoer. Det er onani blandet med tvangstanker. Det er liderlighed og smerter og besættelsen af den, man aldrig kan få.
"Han gnider spyttet ind i min åbning. Jeg er så villig som aldrig før. Vi er bedste venner. Ingen anden end ham skal have lov. Vi har lavet alt sammen, indtil nu. Det passer perfekt at han også vil dele min første gang med mig." (citat side 10, Blodbrødre)
Ja, de er brutale. De er lige på og hårde og der bliver ikke lagt fingre imellem. Det er præmissen for dem, og det bliver gjort fuldt ud - men på en smuk måde. Netop fordi ordene er så gennemtænkte og virker nøje udvalgt.

Mark formår at høre noget brutale og voldsomt, ja nærmest pornografisk, til en fortælling, man gerne vil kende slutningen på.

Der mangler denne slags litteratur til unge, der ikke nødvendigvis vil surfe nettet tyndt for at læse om sex mellem fyre, der ikke nødvendigvis er romantisk. De bør måske ikke læses af dem, der kun lige har ramt puberteten - for de er formentlig lidt for voldsomme for dem. Der er mange voldsomme scener og et råt sprog som kan være for meget, hvis man er 12 år. Novellerne er de til ældre fyre, der trænger til at læse en ny slags litteratur med fokus på sex mellem fyre, også den lidt mere voldsomme slags.

Tilsammen får novellerne 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg fik lov at læse og give respons på novellerne før de blev udgivet.

onsdag den 12. december 2018

Outsideren


Af: Stephen King
Forlag: Politikens Forlag
Sideantal: 601
Originalsprog: Engelsk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Et frygteligt mord er blevet begået. Heldigvis har kriminalbetjent Ralph Anderson beviser nok til at vide, hvem der har gjort. Han er så sikker, at han anholder gerningsmanden foran et helt stadion fyldt med mennesker. Altså lige indtil gerningsmanden kan bevise, han var et andet sted på gerningstidspunktet.
"Han så over på Samuels, men der lod ikke umiddelbart til at være hjælp at hente; mandens ansigtsudtryk var en blanding af mistænksomhed og forvirring. "I har virkelig taget fejl," sagde Gold. "Det kan I to vist udmærket se." "Det er ikke en fejl," sagde Ralph. "Vi har fingeraftryk, vi har øjenvidner der kender ham, og snart får vi også det første dna-resultat. Hvis det stemmer overens, er det afgjort." (citat side 101).
Det går op for efterforskerne, at der er et stort problem. Gerningsmanden kan ikke have været to steder på en gang. Men det siger beviserne. Ralph Andersen er nødt til at se udover beviserne. Han er nødt til at tro på det umulige, hvis han skal forhindre flere mord. Hans rationelle tilgang begynder at forsvinde, da en mand, han helt sikkert så, ikke er med på de videooptagelser, der fandt sted. Hvordan hænger det sammen med mordene? Og hvem kan hjælpe ham med at opklare noget, der måske slet ikke findes?

Outsideren er som udgangspunkt en god bog. Der er krimi, der er mystik, der er gang i den. Men jeg synes desværre ikke, den er i top. Jeg tror, den var for lang. Den første tredjedel (cirka) er interessant, fordi der hele tiden er en underliggende mystik. Det hele er så klart - men giver alligevel ikke mening. Rigtig Stephen Kingsk! Men den næste tredjedel føltes lang. Lidt for lang. Der er behov for rigtig meget forklaring, fordi der netop er mange mystiske ting. Men alligevel føltes det for langt for mig. Sidste tredjedel er der klart mere gang i, som der jo oftest er i en krimi. Der tager tingene fart, og det hele falder på plads. Desværre trak den lange midte ned for mig.

En af de ting jeg altid har elsket ved Stephen King, er hans beskrivelser. Han formår virkelig at skabe nogle personer, der er troværdige. De indeholder så mange facetter og sider, at jeg får lyst til at kende dem mere og dybere. Han beskriver sine omgivelser i detaljer, så jeg virkelig føler, jeg kan se det for mig. Sådan har jeg haft det med alt, jeg har læst af ham. En virkelig god evne, når man skal fortælle om det overnaturlige - ja, han kan skræmme mig på skrift. Desværre skræmte denne bog mig ikke så meget som fx Knogler eller Ondskabens Hotel gjorde. Der var ikke nok af det mystiske, der var for meget krimi. Jeg elsker krimi, men med Stephen King vil jeg have mere mystik. Meget mere.

Jeg ved ikke ret meget om oversættelse af bøger, og jeg har ikke læst romanen på originalsprog, og kan derfor ikke sammenligne. Men det tror jeg, jeg vil. Læse den på engelsk en dag. For der var noget, der generede mig, da jeg læste den. Måske var det kommasætningen. Jeg er en "kryds-og-bolle"-pige, når det kommer til kommasætning. Og det var ikke sådan, der var sat komma i denne roman. Sætningerne føltes udnødig lange, når der ikke var en naturlig "kommapause" i dem. Men det har jo måske netop noget med oversættelsen at gøre og ikke forfatterens måde at skrive på! Det må jeg undersøge en dag.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Bogen er sammenlignet med IT, har jeg læst flere steder. Jeg har aldrig læst IT, men har set både den originale og den nye film. Synes ikke de som sådan har så meget til fælles...

fredag den 30. november 2018

Forfatter Luna Mørup anbefaler


Jeg har bedt Luna Mørup, forfatter til Claire og Julemiraklet, om at anbefale 5 bøger, hun selv har været vild med. Så læs med her, hvis du vil inspireres, eller vil vide lidt om, hvad Luna selv læser.




1. IT (Det onde) af Stephen King:

Jeg er kæmpe fan af Stephen King (og hans bøger selvfølgelig), og IT er noget helt, helt særligt. Ikke nok med at den er helt vildt god, og sindssygt uhyggelig, så er den så meget mere end bare historien om en klam klovn i kloakken. King har beskrevet de fineste venskaber, og samtidig en fortælling om, hvor meget barndommen egentlig betyder for ens voksenliv. Jeg elsker de skønne beskrivelser King laver af de forskellige personer i bogen, og det er noget af det jeg holder allermest af ved hans bøger. Beskrivelserne. For han fortæller det nemlig ikke bare. Han viser det gennem personerne, og deres omgivelser. Det var det jeg forelskede mig i, dengang jeg for mange år siden, begyndte at læse hans bøger. Du lærer personerne at kende. Også dem du hader. 

Pennywise (klovnen) skræmte mig allerede fra jeg var lille, da jeg tilfældigvis så noget af filmen i tv, da jeg var alene hjemme en aften. Min mor kom dog hjem og slukkede for den, men insisterede så på at se resten af filmen færdig på mit værelse, hvor hun sov (min far snorker højt) – så der fik jeg mareridt til resten af mit liv. Selvom jeg har læst bogen et par gange, og set den gamle film over hundrede gange, så skræmmer den mig stadig ligeså meget som dengang jeg var lille.

Hvis du kun har set den nye film, så skam dig. Sluk for Netflix og åbn bogen. Du vil ikke fortryde det. Og hvis du ikke magter det, så se i det mindste den gamle film. Bare gør det.


2. Little Women af Louisa May Alcott

Jeg var længe om at tage mig sammen til at læse Little Women. Det var ikke den første klassiker jeg læste, men tæt på. Jeg tror jeg havde læst to Jane Austen bøger forinden, og var blevet lidt hooked på det der med gamle dage, store kjoler og hele idéen om at kvinder passede hjemmet, og mændene arbejdede (ikke at jeg kan lide den idé, men det var spændende at læse om) Og efter at have set Joey være så glad for den i Friends, besluttede jeg mig for at give den et forsøg. Jeg havde allerede læst The Shining, som han anbefaler Rachel, med store succes. Og hvor blev jeg overrasket. Selvom det tog mig omkring en måned at komme igennem bogen (måske mere), selvom jeg læste hver dag, så var den fantastisk! Historien om de livlige, vidunderlige søstre som alle har forskellige håb og drømme, og helt forskellige personligheder. Jo er en karakter som jeg virkelig kan identificere mig selv med, og jeg tror der sidder rigtigt mange Jo’er rundt omkring i verden. Den følelse hun har, af at være anderledes fordi hun hellere vil lege i sne end at brodere, og hellere vil have bukser på end kjole, i en tid hvor kvinder bare gjorde hvad der blev sagt, og mændene styrede showet, er en følelse de fleste kan overføre til sig selv på en eller anden måde. At være anderledes, og ikke føle man passer ind. Jo er en vildbasse med et voldsom temperament, og en livlig fantasi. Både i virkeligheden og på skrift. Og jeg kan genkende så meget af det fra mig selv. Især i mine teenageår. Temperamentet og vildskaben er gemt lidt væk i takt med at jeg blev ældre. Fantasien lever i fuld flor, og er ikke blevet en dag ældre. Little Women er historien om en familie. En familie jeg ville ønske jeg havde haft. Selvom de måske havde færre penge og levede i en helt anden tid, holder de sammen, og gør plads til hinandens forskelligheder.

Det blev lidt langt, men altså: Den har familie, kærlighed, sjov, JUL og sorg. Og er det ikke lige sådan det skal være? Filmen kan for resten ses på Netflix lige nu, under navnet: Pigebørn.


3. Leah på Offbeatet af Becky Albertalli

Jeg elsker alle bøgerne af Becky Albertalli som omhandler henholdsvis Simon, Molly og Leah, og kan læses uafhængigt af hinanden. Ikke nok med at de tager nogle rigtigt spændende emner op, så oser de af humor og ungdom, hvilket altid er et plus i bogen for mig. Leah på offbeatet er min favorit af de tre, og det har nok noget at gøre med hele problematikken omkring at ”springe ud”. Det betyder bare mere for mig, når det handler om en pige, fordi jeg selv har været der (ikke på samme måde dog) – Og det der med at få følelser for en, som man ikke bør føle noget for, uden selv at vide at man føler noget. Ikke rigtigt at kunne forstå hvad der sker, og hvorfor det de siger og gør, betyder så meget. Hvorfor opfører man sig anderledes når den person er i nærheden?

Åh, det kan jeg huske. Jeg elsker en god ungdomsbog, og det må man sige at den er. Den har det hele! Skoleafslutning, skræmmende fremtidsudsigter, kærlighed, venskaber og seksualitet. Jeg er kæmpe fan! Alle bøgerne er på min liste over yndlings YA-litteratur. Og jeg er ellers begyndt at blive kræsen.

Filmen Love, Simon er bygget på den første bog i serien: Simon Vs. the Homosapien Agenda.


4. A Christmas Carol af Charles Dickens
A Christmas Carol er en klassiker, som de fleste har set på film. Enten som rigtig film eller tegnefilm. Jeg har endda set at der findes en udgave med Barbie. Disney har lavet en udgave, men jeg elsker den fra 1984. Jeg ved ikke hvorfor, for effekterne er røvdårlige. Men der er noget hyggeligt i en film, hvor de bare ikke kunne laves bedre, hvor skuespillet er ret ringe, men historien stadig er bevaret. Bogen har jeg 5-6 udgaver af, fordi jeg elsker den. Det er historien om den sure, nærrige Scrooge, som synes at julen er humbug, og som aldrig kunne finde på at give noget af sin formue fra sig, for at hjælpe andre. Ifølge Scrooge har han tjent sine penge selv, og det kan andre også bare gøre. Længere er den ikke. Men den skræklige Scrooge må ændre sit liv og sig selv drastisk, efter mødet med tre juleånder (og sin gamle partners spøgelse), som ikke ligefrem viser de gode ting fra hans fortid, nutid og fremtid.

Bogen (og filmen) er så fin, julet og skøn, på trods af den gamle, sure Scrooge. Og mon ikke alting bliver godt til sidst?

Læs den til jul sammen med et par stearinlys, blid julemusik og varme sokker.


5. The Shining (Ondskabens hotel) af Stephen King

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville anbefale nogle flere ungdomsbøger, for det er dem jeg holder allermest af at læse, og som jeg også selv skriver. Og jeg var ude i både Anna og det franske kys (hele serien) af Stephanie Perkins, og Hamilton High-bøgerne af Kody Keplinger, for de er nogle af mine absolutte favoritter. Men jeg ville hellere finde en bog som ikke var en del af en serie. Selvom jeg også elsker Jenny Hans bøger, og I særdeleshed The Summer I Turned Pretty-trilogien, som er perfekt på sommerferien. Ikke at forglemme Elle Kennedys Off Campus serie, som jeg åd råt. Der er SÅ MANGE gode ungdomsbøger, men de fleste er serier, og dem kan jeg snakke om en anden gang, hvis min kone giver mig lov (Be pænt om! Jeg har så meget mere at fortælle jo!)

Jeg kunne også have fundet en ungdomsbog af en dansk forfatter, eller måske endda have fundet noget fantasy, nu hvor vi har 2 bogreoler kun med det. Selvom jeg elsker danske ungdomsbøger, og endda også en del dansk fantasy, bliver det ikke dem jeg nævner i denne omgang, for jeg kan simpelthen ikke vælge. Desuden har jeg snakket nok om Nanna Foss, Camilla Wandahl, Sandra Schwartz, Mark Liebst, Sarah Engell, Malene Sølvsten og Ditte Wiese før i tiden, og nu er det altså bare på tide at prøve noget andet.

Så nu skal vi snakke om endnu en Stephen King bog, som faktisk er på en delt førsteplads med IT, på min liste over yndlingsbøger. Jeg har snakket om den før, fordi den er vidunderlig, på sin egen klamme måde, og fordi King endnu engang får skabt nogle personer, som man bare kan se for sig, og en verden man bliver suget ind i. Hoteller har altid fascineret mig. Da jeg var lille begyndte vi at tage på cykelferier, hvor vi overnattede på forskellige hoteller, og jeg elskede at udforske dem. Følelsen af væg til væg-tæppet under fødderne. Det venlige personale. Stilheden på de mange gange eller etager. Sommetider var der en pool man kunne svømme i, eller måske en sauna. Morgenmaden var det vildeste for sådan en lille pige, og jeg elskede hvert sekund. Jeg tror det er derfor jeg er så fascineret af The Shining. Måske vil jeg selv skrive om et hotel en dag. Det tror jeg kunne være interessant. Og lettere end min skjulte interesse jeg har for Titanic…

The Shining skal læses, den skal IKKE, og jeg gentager: IKKE ses på film. Det er nok det værste lort jeg nogensinde har set. Og jeg forstår seriøst godt hvorfor han vil slå moren ihjel. Hun er sgu da for irriterende (det er barnet i øvrigt også. Jeg er på farens side hele vejen igennem) – Læs bogen, smid filmen i skraldespanden, og sæt ild til den.

Selv tak.