Gamerklassen 1 - Løb eller dø

Af: Helle Perrier
Forlag: Calibat

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Martin og Jamal bruger meget tid på at spille Zombieræs. Et spil, hvor hundrede spillere kæmper mod hinanden, samtidig med de forsøger at undgå de sultne zombier. De er ikke vildt gode, men en dag sker det, at de møder Kongen. Han er den bedste. Indtil de alligevel får sneget sig ind på ham og skudt ham. Dagen efter er de pludselig inviteret til en kæmpe gamerkonkurrence. Men er de gode nok til det?

"Oppe på værelset ligger en taske med logoet på hver af sengene. Jamal og Martin flår indholdet ud. Det er T-shirts, hættetrøjer, nøgleringe, USB-stik, drikkedunke, hatte og alt muligt andet med 2ARMS på. "Det her er da for fedt!" Jamal hopper op og ned på sengen. "Jaaaaaa!" Martin hopper med. Lige nu føler han sig faktisk som en stjerne Fra deres vindue kan de se ud over hele byen." (citat side 24)

Da den store konkurrence går i gang, er det tydeligt at det er første gang Martin og Jamal er med til den slags. De andre par, der deltager, er meget mere cool og sikre på sig selv. Martin især er nervøs. Men ind i spillet skal de, og de må forsøge at overleve så længe, de kan. Om ikke andet er de med nu. Også selvom de ikke vinder.

Gamerklassen var en god læseoplevelse. Størstedelen af fortællingen foregår inde i det spil, de to hovedpersoner spiller, og det er hektisk og jeg fik følelsen af, selv at sidde på kanten af stolen og være lidt stresset. På den gode måde altså.

Bogen beskriver fint det sammenhold der er, når man spiller. Hvorfor man kan blive så opslugt af noget, rigtig mange (voksne) ikke forstår. Bogen rummer fortællinger om venskab og fjendskab, om at være gode og dårlige vindere og tabere, og om hvordan man pludselig kan befinde sig et nyt sted i livet, hvor man rigtig gerne vil være, men hvor det måske også er nyt og skræmmende.

Under læsningen kom jeg meget i tvivl om, hvor gamle hovedpersonerne skal forestille at være. Min første fornemmelse var, at der var tale om store børn 12-13 år måske. Men så er der ting og beskrivelser der gør, at jeg tænker, de måske er ældre end det. Måske endda store teenagere. Det forvirrede mig. De virker ikke som små børn, men mere barnlige end en på 16 år. Fordi fortællingen mest foregår i spillet, og der ikke er mange beskrivelser af deres liv ellers, har jeg behov for lidt mere konkret viden om personerne. Det manglede simpelthen.

Til gengæld tager jeg hatten af for beskrivelsen af spillet, som jeg formoder er fiktivt. Det er velbeskrevet og selvom det er lidt kompliceret, er det et spil, jeg tænker godt ville kunne fungere i virkeligheden. Også til et stort event. Det er fedt, at det er så detaljeret.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg spillede en den del computer som yngre. Men ikke onlinespil på den måde. Jeg spillede mere eventyrspil, disneyspil eller The Sims. Den slags. Nu gør jeg mig det mest i gamle PS2-spil, jeg aldrig har gået gennemført.

Jordens fantastiske bygninger

Af: Jens Hansegård
Ilustrator: Anders Nyberg
Forlag: Straarup&Co

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Jordens fantastiske bygninger er en del af WOW- Vild Viden-serien. Små og store fagbøger til børn om forskellige emner. Denne handler, som titlen ret så fint siger, om fantastiske bygninger rundt omkring i verden.

"Der er ofte et formål med at bygge et hus. Det skal være praktisk. Men ikke altid. En gang i mellem vil vi bare have, at et skal være flot og imponerende - eller teste, om det overhovedet kan lade sig gøre at komme fra en idé til virkelighed." (citat fra bogen)

For hver gang du bladrer i bogen, støder du på en ny, fantastisk bygning. Bygninger som Keopspyramiden, Colosseum og Machu Picchu. Og alle andre fantastiske bygninger. Hver bygning er illustreret med masser af detaljer. Det kan fx være der er mennesker med på tegningen, eller små detaljer fra bygningen der er forstørret.

Bogen er ikke teksttung, men der skal nok et vidst læseniveau til, før man kan læse nogle af de svære ord. Bogen egner sig rigtig godt til højtlæsning, idet den giver grobund for dialogisk læsning. Der er små facts om bygningerne, og bagerst er et bud på nogle af de mere fantasifulde bygninger i verden. Masser at snakke om.

Jeg har skrevet det før - og jeg vil blive ved at skrive det. Børn skal have lov at læse det, de vil. Og nogle vil kun læse faktuelle bøger, fordi det er det, der interesserer dem. Og stik dem så denne, eller anden bog i serien. De skal ikke dømmes, fordi de ikke gider læse skønlitteratur. (Næsten) Alle bøger er gode bøger, så længe nogen gider læse dem.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonus info: Af de bygninger der nævnes har jeg besøgt 3. Colosseum, Notre Dame og Eiffeltårnet. Jeg gad dog godt se dem alle.

En dygtig havfrue

Af: Sanne Munk Jensen
Forlag: Gyldendal

Bogen er en gave fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Stephanie er en dygtig svømmer. Eller faktisk er det ikke bare en svømmer - hun er en dygtig havfrue. Et naturtalent. Det siger Tarek, hendes unge, flotte træner, selv. Hun kan holde været i virkelig lang tid, især når Tarek tager tid. For ham vi hun være den bedste. Den allerbedste.

"Tarek holder vejret i over tre minutter, og da det er mig, presser jeg mig selv så meget for også at nå op over to, at loftet svimler for mig, og mine arme prikker, som om de sover, da jeg giver op. Jeg forsøger at løfte den ene for at lave thumbs up, men underarmen vil ligesom ikke forlade vandoverfladen." (citat side 16)

Det er rart at kunne fokusere på at blive en god havfrue, for hjemme hos Stephanie er der ikke helt så roligt, som under vandet. Hun er flyttet hjem til sin far, efter at have boet længe hos sin mor. Måske lidt fordi han havde snakket om at give hende en havfruehale. Måske lidt fordi hendes mor ikke er helt fed at bo med. Men det er som om, det ikke helt er, som Stephanie forventede. Og pludselig begynder Tarek at lægge mærke til Selina på holde. Stephanie kan slet ikke være i det. Tarek skal være hendes. Uanset hvad.

En dygtig havfrue er er en fortælling om at mangle fodfæste. Om ikke rigtigt at kunne begå sig socialt. Om at være fanget mellem to forældre, der slet ikke kan samarbejde, efter de er blevet skilt. Det er en fortælling om at skulle være noget, andre synes er vigtigt. Stille, tynd, dygtig, en der indordner sig, og om hvordan det hele vælter, når man ikke passer ind, og ikke ved, hvem man skal række ud til, når det hele falder fra hinanden.

Stephanie er ikke svær at holde af, for hun mangler i den grad nogle, der tager sig af hende. Men hun er også irriterende og træffer nogle rigtig dårlige valg undervejs - som jeg dog som læser godt kan se, hvorfor hun træffer, selvom jeg har lyst til at hive hende væk fra den verden, hun er i. Men hvem kan ikke huske, hvordan det var, som ung, at ville noget, så meget, at man overvejede at gøre noget rigtig drastisk for at opnå det? Eller som voksen for den sags skyld. Voksne er, som regel, bare bedre til at vurdere konsekvensen af deres handlinger.

Bogen er let at læse, jeg læste den næsten i en sitting, og på den måde ikke svær; men den indeholder mange store følelser og tanker, som jeg er sikker på, mange unge kan spejle sig i. Det er godt at se, at disse følelser og tanker også kan komme i let(tere)læste formater til de lidt yngre, eller til dem, der ikke er helt så læsestærke (som det så fint hedder).

Sanne Munk Jensen er formidabel med ord, og jeg kan kun anbefale alle at læse denne lille sag. Også de voksne!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg sad og læste i denne bog på arbejdet, da jeg sad fast vagt ved en patient. Jeg lod den ligge, da jeg kort var væk fra stolen, og pludselig var den væk! Det viste sig, en patient havde "lånt" bogen, fordi hun mente, jeg ikke passede godt nok på den. Det er også en meget flot bog, der skal passes godt på!

Anstalten

Af: Stephen King
Forlag: Hr. Ferdinand/Politiken
Sidetal: 619
Originalsprog: Engelsk. Læst på Dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Luke er ikke bare et klogt barn. Han er et geni. Ikke nok med det - så har han opdaget, han kan få pizzabakker til at falde på gulvet blot ved at tænke på det. Hvad han ikke ved er, at der er andre, der kender til hans evner. Og de er meget interesserede i at få fat i ham.

"Halvvejs hende af den buede, stille vej slukkede han lyst, holdt ind ved kantstenen og standsede motoren. "Du er sikker på, at ham her ikke er TP, ikke? For jeg har altså ikke taget min sølvpapirshat med." "Haha," sagde Robin med helt tonlæs stemme. Hun sad omme på bagsædet. "Han er bare en helt almindelige TK," sagde Michelle. "Der er ikke noget at være bange for. Lad os komme i gang." (citat side 70)

Luke vågner pludselig op på et værelse, der er magen til hans eget, men alligevel ikke er derhjemme. Han finder ud af, han er på "Anstalten." Et sted der udnytter børn med paranormale evner. Han ved ikke til hvad, eller hvorfor. Men de andre børn og unge fortæller om horrible undersøgelser og om at se prikker.  Lukes begavelse er ikke noget, der er behov for på anstalten. Men den kommer ham alligevel til gode, da han forsøger at finde ud af, hvordan han kan redde sig selv og sine nye venner fra at blive brugt som brikker i et kompliceret spil, udført af mennesker, der er ligeglad med børnene, så længe de besidder bestemte evner.

Det er ikke nemt at lave et resumé af anstalten, der indfanger alt det, den indeholder. Ikke kun fordi det er en lang bog. Men fordi den rummer så utroligt meget. Det er historien om en dreng, der kan flytte ting med tankens kraft, og bliver en del af et eksperiment mod sin vilje. Men det er også historien om mod, venskab, sorg, verdens undergang, konspirationsteorier og om målet altid helliger midlet. Det er en fortælling om at tro på sig selv, tro på en større helhed, og om at gøre det rigtige.

Der er ingen tvivl om, det er Stephen King, der har skrevet denne roman. Det står selvfølgelig på forsiden - men den rummer så meget af ham. Hvis du har læst andet af ham, er du ikke i tvivl. Jeg er vild med ham og hans forfatterskab. Også selvom jeg endnu har mange af hans romaner til gode (har dog seng en del filmatiseringer), og det er jeg næsten glad for - for de er altid velskrevne, fyldt med underlig twists og samtidig formår han altid at samle trådende, så jeg aldrig bliver forvirret, når romanen er færdig.

Som altid skriver King nogle formidable karakterer som kommer ind under huden på én, uanset om de træffer valg undervejs, som man ikke synes om. De et velskrevet, velformuleret, godt oversat og flydende læsning.

Anstalten er lang. De første 50-60 sider handlede om noget helt andet, end jeg troede, romanen ville handle om. Igen er det typisk King. Vi starter lige ét sted, så tager vi til noget HELT andet, for så at ende ved begyndelsen. Eller måske slet ikke. Man bliver revet rundt, og ender alligevel med at forstå.

Undervejs blev jeg også konfronteret med mine egne følelser og tanker om, om målet helliger midlet. Må man "bruge" nogle få, til at få ram til nogle flere? Og hvem må man i givet fald "bruge?" Hvornår er det okay, at udsætte andre for fare, fordi det kan hjælpe mange flere? Det er altid spændende, når e spændingsroman ikke "bare" er spændende (omend det jo også er godt!), men også formår at sætte en masse tanker igang, som man ikke helt ved, hvor ender, før bogen hjælper en på vej med et svar.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Luna er virkelig stor King fan, og vi har over 30 af hans romaner stående i reolen.

Sværm af måner - Sjælealkymi #2

Af: Katrine Williams
Forlag: mellemgaard
Sideantal: 344

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Bogen er en del af en trilogi. Den kan ikke læses separat. Du kan læse om den første bog i serien HER

Det er lykkedes for Stella og Alyssa at genoplive Veronica, som ellers druknede i den ulykke, hvor Stella overlevede. Men det viser sig, en dæmon har taget bolig i hendes krop. Jared er uskyldigt fængslet i London og Stella længes efter ham, og forsøger at regne ud, hvordan hun kan hjælpe ham. En ny dreng. Chester, starter på skolen. Hvem er han - og hvorfor er han så interesseret i hende?

"Mit hjerte sprang et slag over, da jeg tændte for lyset inde på mit værelse. Min hovedpude var gennemboret af en langskaftet dolk, der var stukket ind i sengegærdet. Dun og fjer lå som nyfalden sne på gulvet. En let brise fra det halvåbne vindue fik dem til at hvirvle rundt i en malstrøm oven på sengen." (citat side 31)

Stella kan ikke føle sig sikkert. Nogen er efter hende. Dæmonen i Veronica bliver voldsommere, og Castor sender hende på en mission for at finde et mystisk apparat, der tilhørte Tycho Brahe - hvis hun finder det, kan det hjælpe Jared ud af fængslet. Stella er dog ikke sikker på Castor vil hende det godt. Der er opstået optøjer og tumult mellem Ouroborus og Memento Mori. Stella er på en farlig færd, for at opklare noget af alt det, der er sket - og vil komme til at ske.

Hvis du har læst min anmeldelse af den første bog i serien, har du set, jeg ikke var udpræget vild med fortællingen. Jeg var derfor spændt på, hvordan denne opfølger ville tage sig ud. Som skrevet i den første anmeldelse, er jeg som sådan ganske glad for selve historien. Astrologi, alkymister, evigt liv, broderskaber - jeg synes, det er interessant, og jeg er ikke stødt på så mange YA-fortællinger med dette som omdrejningspunkt.

Jeg er stadig glad for grundhistorien. Jeg synes, det er interessant, hvordan fortid, nutid og fremtid flettes sammen i fortællingen. Ligeledes er astrologi og idéen om sjælevandring og det, at sjæle kan høre sammen et spændende emne. Det er også derfor, jeg gerne vil læse en to'er u en trilogi, på trods af, jeg ikke var vild med den første bog.

Og jeg synes faktisk, denne bog startede bedre ud. Den virkede mere gennemlæst og velredigeret, og der skete en helt masse fra start af. Jeg er ikke til lange optakter, inden der virkelig tages fat på historien. Men, for der er desværre igen et men. Bogen fremstår igen som om der mangler en eller flere ture hos en redaktør og en korrekturlæser. Det er mest tydeligt i den sidste halvdel - som om nogen er kørt træt i rettelserne?

I den sidste halvdel kommer der mange snørklede sætninger, sproglige gentagelser og basale grammatiske ting, der skulle være fanget. Det er små ting, men det trækker ned i helheden. Fx at der skrives "på grund af at," der er for mange klichéfyldte ordsprog, og generelt fremstår sætningerne mere kringlede i den sidste halvdel af bogen.

Bogen er lang, og der er mange ting at holde styr på. Broderskaber, tidligere personligheder, venner og fjender. For at gøre det mere overskueligt, kunne nogle scener godt være skrevet kortere eller undgået. Derudover er sproget meget voksent. Hovedpersonen skal forestille at være 16 år, og selvom hun oplever nogle ting, der måske modner hende hurtigere end andre, har hun mange voksentanker og bruger ord, som ikke passer til hendes alder. Ligeledes synes jeg, det skifter lidt, om hun taler mere alderstilpasset, eller om det er for voksnet.
Jeg studsede over brugen af ordet "nederen" - som jeg ikke anser for noget, man brugte i 1986?

Selve historien hænger sammen, og der er en rød tråd, omend der sker rigtig mange ting, som er svært at følge med i. Især i den sidste halvdel er der flere plottwists, som jeg godt kan se, hvorfor er nødt til at ligge til sidst - men som gør, at der sker lige rigeligt på en gang. I hvert fald for mig.
Enkelte gange er der nogle ting, der ikke helt giver mening. Fx er Alyssa flyttet med sin mor, men er nævnt ved en skraldeindsamling - for derefter ikke at dukke op i resten af bogen. Ikke noget, jeg ikke kunne se bort fra, men sammen med de andre ting, jeg har nævnt, er det med til at trække ned.

Som en sidste ting skal jeg nævne, at der bruges henvisninger til både personlighedsforstyrrelse (en tegning er tegnet med naiv streg, som af en med en personlighedsforstyrrelse??), skizofreni, psykopat og sociopat. Jeg mener hverken at disse hører til i fortællingen (de har ingen relevans for fortællingen), eller at de er brugt på en korrekt måde. De er brugt for at beskrive en persons adfærd, gøren og laden, og jeg er ked af, de bruges på den måde. Skizofreni skal ikke bruges til at beskrive en person, der griner mærkeligt eller skifter voldsomt i humør. Det er noget, der lægger mig meget på sinde, og som jeg vil nævne fra nu af og til evig tid. psykiske sygdomme skal ikke bruges til at beskrive karakterers måde at handle, være og gøre på. Der må kunne findes en anden måde!

Det blev en lang anmeldelse, men jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg endnu en gang ikke har været glad for bogen, når jeg faktisk godt kan lide selve historien. Jeg mener virkelig, den har potentiale til at blive rigtig interessant, men for mig at se mangler den gennemlæsning og mere redaktørarbejde for at blive rigtig god.

Bogen får 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg ved ikke meget om Tycho Brahe, men jeg har da været på Hven og hørt om hans observatorium og tid som alkymist.

Vi er klimaet - et brev til verden

Af: Anuna De Wever og Kyra Gantois
- i samarbejde med Jeroen Olyslaegers
Forlag: Straarup&Co
Sideantal: 89
Originalsprog: Hollandsk. Dette er en oversættelse af den norske version.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Bogen, eller brevet, som det egentligt beskrives, et til hele verden. Ingen udelukkes. Og det er fordi, klimaet vedkommer alle. Anuna og Kyra er bekymrede for verden. For hvordan det skal gå, hvis ingen tager klimakrisen seriøst. For der skal ske noget nu, skriver de.

"Vi er ikke alene. Ingen er alene på denne planet. Vi er alle forbundet med hinanden på grund af denne jord, som vi deler med hinanden. Og vi synes, vi må vise hinanden, at vi er forbundet. Ikke bare på gaderne i forskellige byer, men også med dette brev" (citat side 19)

I en fornuftig, og dog let bitter tone, henvender de unge sig til hele verden. Gennem forskellige kapitler henvender de sig til politiker og myndigheder, forældre og bedsteforældre og til egen generation. Og til os alle sammen.

Det er en opsang fra bekymrede unge, der forsøger at gøre en forskel. Der forsøger at fortælle os, hvad der foregår i verden, og hvorfor det er vigtigt at inddrage de unge og at tro på, de kan gøre en forskel. Ikke bare verfe dem af, som naive, håbløse mennesker, der alligevel tager for lange bade og bruger for meget tid foran skærmen.

Jeg kan godt lide idéen bag bogen. Jeg går selv meget op i klima og miljø. Men den blev lidt lang og bitter. Den blev lidt for "offer"-agtig, når de unge ikke følte sig set og hørt. Jeg kan godt forstå hvorfor. Jeg kan godt forstå, man ender her, fordi så mange unge får at vide, hvad de gør forkert, eller at de ikke er voksne nok, til at være med i diskussionen. For sådan er det selvfølgelig ikke. Men desværre kommer det ikke helt tydeligt nok frem, hvis du spørger mig. Det drukner lidt i skæld ud af de voksne.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Vi er meget miljøbevidste herhjemme. Vi genbruger, handler miljøbevidst og forsøger at undgå plastik og andre skadelige ting, så meget som muligt. Alle ting tæller, og alle kan være med.

Altid på

Af: Henriette Wich
Forlag: Straarup&Co
Sideantal: 75
Originalsprog Tysk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.


Luna føler sig gennemsnitlig. Ingen lægger virkelgi mærke til hende. Heller ikke selvom hun har tre gode veninder, hun ses med ofte. De er sevfølgelig klogere, smukkere og mere musikalske end hende. Så Luna beslutter sig for at gøre noget ved sin gennemsnitlighed.

"Hvis man uploader en video, er der masse af mulighed for at få opmærksomhed. Hver dag bliver de bedste klip highligthet, og Star of the Day bliver kåret. Og så er der forskellige kategorier, hvor man kan blive Best of ... Unge, der er uperfekte og bevæger sig naturligt og spontant, er enormt populære. Deres skære indfald og sjove grimasser får masser af grin frem" (citat side 19)

Luna beslutter sig for at blive en ny version af sig selv. En sejere, bedre version. Så hun begynder at lægge vidoer op på en app. Hun får hurtigt likes. Og det begynder at blive vigtigt for hende. Rigtig vigtigt. Desuden får hun problemer med sine veninder, fordi hun ikke længere er sig selv. Søvn begynder også at blive en mangelvare, og det hele er slet ikke, som hun forventede, det ville blive.

Altid på behandler et vigtigt emne, som mange unge helt sikekrt vil kunne relatere til. Ligesom deres forældre nok også vil kunne. Forlaget har sat aldersgruppen til 10-14 år, og det, synes jeg, er et meget vidt spænd. Dels fordi læseevnerne ofte er forskellige, og dels fordi man har en helt anden forståelsesramme når man er 14, end når man er 10. Dete bredde spænd i alder er måske årsagen til, bogen ikke er længere end 75 sider. For det er nemlig en kort bog. Det er der i sig selv ikke noget galt med, for gode bøger, kan godt være korte. Desuden er det vigtigt, at der findes litteratur, der tager gode, spændende og alderssvarende emner op, til de mindre læsestærke unge.

Desværre fungerede det ikke helt for mig. Fortællingen kom aldrig rigtig i dybden, og jeg fik aldrig rigtig lært at holde af hovedpersonen, på trods af, jeg virkelig godt forstår hende. Jeg forstår godt, hvorfor og hvordan telefonen, internettet og apps tager overhånd. Jeg bruger selv min telefon alt for meget. Men jeg lærte hende aldrig rgitig at kende. Hvorfor føler hun sig så gennemsnitlig? Hvorfor er hun havnet, hvor hun er? Hvad sker der i hendes liv? Der er ingen baggrundshistorie, der gør, at jeg forstår den nutidige historie. Hovedpersonen er ikke likeable. Og ingen af de andre personer spiller en vigtig nok rolle til at være interessante. I så fald skulle bogen have været længere.

Bgsideteksten beskriver selv, at det er en bog om venskab, mobiler og sociale medier. Men den er meget ensidig i sin beskrivelser af sociale medier og fokuserer kun på én slags app (med msuikvidoer). Jeg synes, det er ærgerligt, for der er så mange gode ting ved sociale medier og internettet. Ja, der er magne faldgruber, og der er meget, voksne skal være opmærksomme på, omkring deres børns brug af disse medier. For mig er det også fint, at det er regler for, hvor, hvornår og hvrodan man bruger sin telefon, men det er vigtigt for voksne at forstå, hvorfor unge (og voksne som mig!) er på nettet. Hvad det er, der foregår, hvad det er, de unge (og børn) laver. Det er en stor del af deres liv. De skaber venner, har gode sammenhold, de lærer en masse kompetencer (fx sprog), og udvikler sig helt enormt. Der skabes relationer og der findes masser og masser af god content på nettet. Det handler om, at voksne skal sætte sig ind i, hvorfor børn er på sociale medier, og hvad de laver.

Bogen her giver ikke et indblik i den positive side. Den giver ikke et nuanceret billede af, hvad der sker i de unges liv. Og det er jeg ked af. For sociale medier er ikke en dårlig ting. De skal abre brugers rigtigt.

Bogen får 2/5 stjerner: **

Bonusinfo: Jeg bruger selv min telefon rigtig meget. Og jeg burde virkelig være bedre til at lade den ligge. Det må jeg hellere love Luna (altså min Luna!) at gøre.

Under huden - Mestenes serien #2

Af: Pernille L. Stenby
Forlag: Ulven og Uglen
Fortællingen er fordelt på 2 bøger på hhv. 364 og 421 sider. Bøgerne sælges sammen.
Originalsprog: Dansk.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle meninger er min egne.
Bøgerne er anden del af en trilogi. De kan ikke læses separat. Du kan læse anmeldelsen af den første del HER.

Mestenes, eller Desron, som kroppen bliver kaldt Roevel, er ved at falde til. Eller prøver i hvert fald på det. Der er et billede på Mestenes nye ID-kort, men Mes (kort for Mestenes red.) er ikke sikker på, hvad det egentligt betyder. Om det er en pige eller dreng. Det eneste Mes ved, er at der er rigtig mange minder om Ham. Om kælderen. Og at ingenting giver mening. Minderne sidder lige under huden. Under arrene.

"Hende desperate stemmer ekkoer igennem mig. Hvorfor forstår jeg ikke ordene? Jeg bliver nødt til at forstå dem. "Vent!" udbryder jeg. "Bliv hos mig!" Mestenes. Du skal ikke lytte til Ham. En stol knirker bag mig. Jeg vender mig på trægulvet. Foran mig, midt i rummet, tårner en lænestol sig op. På den sidder en sort menneskeskikkelse. Den har ingen ansigtstræk. Ingen detaljer. Den er kun kaotisk, flimrende mørke. Lige meget hvad Han siger, så må du ikke svare. Hører du?"(citat side 73/74 i Del 1)

Der er så mange minder, og Mes prøver at få hoved og hale i dem alle. Hvor er Mor? Hvad ved Norvig? Kan professor Keemen hjælpe? Og hvorfor bliver Axten og Mite uvenner? Mes forstår ikke ret meget, og så alligevel begynder det hele at give lidt mere mening. Også alt det med skelsættere, dræning og skjoldkrebs. De bor også under huden. Og de husker. De husker alting.

Det har taget mig lang tid at få læst del 1 og 2 af Under huden. Ikke fordi det er en dårlig fortælling, bestemt ikke. Men den er lang. Næsten 800 sider til sammen. Og den er kompliceret. Der er så sindssyg mange detaljer og ting at holde styr på. For det meste er de en god ting, for det er et stort univers forfatteren har beskrevet. Der er forskellige evner, distrikter, karakterer, og virkelig mange ting, der sker. Og det hele har behov for at blive flettet sammen på en måde, så det giver mening, så det hele falder på plads. Hvilket endnu ikke er, selvom vi er to bøger inde i en serie på tre. Det tror jeg dog, er meningen. Og rigtig mange ting ER faldet på plads. Mange flere ting begynder at give mening.

For hvor den første bog handlede om at finde ud af, hvor, hvem og hvordan, så er der flere forklaringer i denne. Flere ting, der skaber en helhed og en mening. Sproget er flydende, også selvom hovedpersonen ofte er forvirret og ikke helt ved, hvad ord betyder. Karaktererne er fortsat virkelig velskrevet og troværdige. Både deres desperation, deres vrede, deres forvirring, deres kærlighed, deres ønsker og tanker er til t forstå og til at sætte sig ind i. Det på trods af, der sker så mange ting, at jeg ofte var lidt sat af.

Der er mange detaljer. Rigtig, rigtig mange. Af og til fik jeg en følelse af, at nogle scener godt kunne være gjort kortere. Så længe de ikke havde vildt vigtig betydning for forståelsen, kunne de være beskrevet enklere, eller kortere. De var ikke "spild-scener" eller ligegyldige, og jeg føler ikke, der er ting, der skulle skrives ud. Men noget kunne beskrevet og fortalt på 2 sider i steder for 4. Eller på en i stedet for 2. Det havde, for mig, gjort det lidt mere overskueligt og nok gjort, at jeg havde fået læst bøgerne lidt hurtigere. For rigtig mange af de detaljer der er med, kan ikke skrives ud og kan ikke gøres kortere, uden at fortællingen mister mening. Der er ingen tvivl om, forfatteren er ganske detaljeorienteret og har sat sig ind i alt, der beskrives og skrives om. Fra uniformernes udseende til hvordan ting virker og ser ud. Det er lækkert med noget, der er så velskrevet, men det kan også blive en anelse for meget. Alting behøver ikke være forklaret ned i mindste detalje.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg havde egentligt sagt, og ment!, jeg kunne være klar med en anmeldelse i december. Det tog så lige to måneder mere. Maaaaaan.

Virkelighedens monstre

Af: Line Renslebråten
Forlag: Straarup&Co
Sideantal: 132
Originalsprog: Norsk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Har du nogensinde tænkt over, om monstre kun er noget, der hører til i bøger og på film? Svaret er nej. Der findes masser af monstre i virkeligheden. Ikke kæmpegorialler som King Kong eller den dinosaur-lignende Godzilla. Nej, der er helt almindelige dyr, du kan finde rundt om i verden. Nogle kan dræbe dig, med et enkelt stik eller bid. Andre er helt ufarlige - men ligner dit værste mareidt.

"Man behøver ikke læse eventyr for at støde på monstre. Skarpe kløer, enorme hugtænder, giftig hud, masser af slim eller bare et virkelig skræmmende udseende. Monstre findes på iskolde poler, i varme ørkener, i dampende jungler, på bunden af det møre hav og i svajende trætoppe. VI deler jord med over otte millioner kendte arter." (citat side 7)

Kender du et barn, der er vild med fakta om dyr? Måske et barn, der elsker farlige dyr? Slanger, edderkopper, tusindben, myrer? Så er denne bog fyldt med billeder og beskrivelser af alle de monstre, der gemmer sig i naturen.

Jeg fylder snart 30 - men tog alligevel mig selv i at sidde opslugt og udbryde ting som: "Ew!" "Vildt!" og "Øh, klamt!" da jeg gennemgik de forskellige dyr, der helt sikker godt kan optræde i mine værste mareridt.

Bogen er faktabaseret, med små, kortere tekster til hver sit store billede. Man skal have e vidst læseniveau for at kunne læse den selv, men den egner sig helt sikkert også godt til højtlæsning og fællessnak om farlige dyr og monstre. Der er en side med links til mere viden bagerst i bogen, hvilket jeg synes er virkelig fedt. For denne bog kan helt sikkert inspirere nogle børn til at ville læse mere. For det er da lidt sejt at kunne fyre viden af om havhvepse, giftige tusindben og kæmpeedderkopper.

Bogen får: 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har aldrig tænkt, jeg var særligt bange for edderkopper. Altså, de er ikke min yndlingsting, men de er der ligesom bare. Det var så indtil der kravlede en på mig, og jeg flippede skråt. Jeg er åbenbart lidt bange for dem alligevel.