lørdag den 14. marts 2020

Sværm af måner - Sjælealkymi #2


Af: Katrine Williams
Forlag: mellemgaard
Sideantal: 344

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Bogen er en del af en trilogi. Den kan ikke læses separat. Du kan læse om den første bog i serien HER

Det er lykkedes for Stella og Alyssa at genoplive Veronica, som ellers druknede i den ulykke, hvor Stella overlevede. Men det viser sig, en dæmon har taget bolig i hendes krop. Jared er uskyldigt fængslet i London og Stella længes efter ham, og forsøger at regne ud, hvordan hun kan hjælpe ham. En ny dreng. Chester, starter på skolen. Hvem er han - og hvorfor er han så interesseret i hende?
"Mit hjerte sprang et slag over, da jeg tændte for lyset inde på mit værelse. Min hovedpude var gennemboret af en langskaftet dolk, der var stukket ind i sengegærdet. Dun og fjer lå som nyfalden sne på gulvet. En let brise fra det halvåbne vindue fik dem til at hvirvle rundt i en malstrøm oven på sengen." (citat side 31)
Stella kan ikke føle sig sikkert. Nogen er efter hende. Dæmonen i Veronica bliver voldsommere, og Castor sender hende på en mission for at finde et mystisk apparat, der tilhørte Tycho Brahe - hvis hun finder det, kan det hjælpe Jared ud af fængslet. Stella er dog ikke sikker på Castor vil hende det godt. Der er opstået optøjer og tumult mellem Ouroborus og Memento Mori. Stella er på en farlig færd, for at opklare noget af alt det, der er sket - og vil komme til at ske.

Hvis du har læst min anmeldelse af den første bog i serien, har du set, jeg ikke var udpræget vild med fortællingen. Jeg var derfor spændt på, hvordan denne opfølger ville tage sig ud. Som skrevet i den første anmeldelse, er jeg som sådan ganske glad for selve historien. Astrologi, alkymister, evigt liv, broderskaber - jeg synes, det er interessant, og jeg er ikke stødt på så mange YA-fortællinger med dette som omdrejningspunkt.

Jeg er stadig glad for grundhistorien. Jeg synes, det er interessant, hvordan fortid, nutid og fremtid flettes sammen i fortællingen. Ligeledes er astrologi og idéen om sjælevandring og det, at sjæle kan høre sammen et spændende emne. Det er også derfor, jeg gerne vil læse en to'er u en trilogi, på trods af, jeg ikke var vild med den første bog.

Og jeg synes faktisk, denne bog startede bedre ud. Den virkede mere gennemlæst og velredigeret, og der skete en helt masse fra start af. Jeg er ikke til lange optakter, inden der virkelig tages fat på historien. Men, for der er desværre igen et men. Bogen fremstår igen som om der mangler en eller flere ture hos en redaktør og en korrekturlæser. Det er mest tydeligt i den sidste halvdel - som om nogen er kørt træt i rettelserne?

I den sidste halvdel kommer der mange snørklede sætninger, sproglige gentagelser og basale grammatiske ting, der skulle være fanget. Det er små ting, men det trækker ned i helheden. Fx at der skrives "på grund af at," der er for mange klichéfyldte ordsprog, og generelt fremstår sætningerne mere kringlede i den sidste halvdel af bogen.

Bogen er lang, og der er mange ting at holde styr på. Broderskaber, tidligere personligheder, venner og fjender. For at gøre det mere overskueligt, kunne nogle scener godt være skrevet kortere eller undgået. Derudover er sproget meget voksent. Hovedpersonen skal forestille at være 16 år, og selvom hun oplever nogle ting, der måske modner hende hurtigere end andre, har hun mange voksentanker og bruger ord, som ikke passer til hendes alder. Ligeledes synes jeg, det skifter lidt, om hun taler mere alderstilpasset, eller om det er for voksnet.
Jeg studsede over brugen af ordet "nederen" - som jeg ikke anser for noget, man brugte i 1986?

Selve historien hænger sammen, og der er en rød tråd, omend der sker rigtig mange ting, som er svært at følge med i. Især i den sidste halvdel er der flere plottwists, som jeg godt kan se, hvorfor er nødt til at ligge til sidst - men som gør, at der sker lige rigeligt på en gang. I hvert fald for mig.
Enkelte gange er der nogle ting, der ikke helt giver mening. Fx er Alyssa flyttet med sin mor, men er nævnt ved en skraldeindsamling - for derefter ikke at dukke op i resten af bogen. Ikke noget, jeg ikke kunne se bort fra, men sammen med de andre ting, jeg har nævnt, er det med til at trække ned.

Som en sidste ting skal jeg nævne, at der bruges henvisninger til både personlighedsforstyrrelse (en tegning er tegnet med naiv streg, som af en med en personlighedsforstyrrelse??), skizofreni, psykopat og sociopat. Jeg mener hverken at disse hører til i fortællingen (de har ingen relevans for fortællingen), eller at de er brugt på en korrekt måde. De er brugt for at beskrive en persons adfærd, gøren og laden, og jeg er ked af, de bruges på den måde. Skizofreni skal ikke bruges til at beskrive en person, der griner mærkeligt eller skifter voldsomt i humør. Det er noget, der lægger mig meget på sinde, og som jeg vil nævne fra nu af og til evig tid. psykiske sygdomme skal ikke bruges til at beskrive karakterers måde at handle, være og gøre på. Der må kunne findes en anden måde!

Det blev en lang anmeldelse, men jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg endnu en gang ikke har været glad for bogen, når jeg faktisk godt kan lide selve historien. Jeg mener virkelig, den har potentiale til at blive rigtig interessant, men for mig at se mangler den gennemlæsning og mere redaktørarbejde for at blive rigtig god.

Bogen får 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg ved ikke meget om Tycho Brahe, men jeg har da været på Hven og hørt om hans observatorium og tid som alkymist.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar