Dragernes Æra - Drageægget

Af: C.G Valentin

Forlag: Forlaget Klippe

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Juliana er på vej mod en eksamen. Eller, det troede hun. Lige ind til hun ufrivilligt trækkes gennem en portal og finder sig selv i Novahr Orbís - en parallelverden til den hun kommer fra. Landet er i krise og et syn har vist, at kun Juliana kan redde verden fra undergang. Det tvivler Juliana stærkt på. Hendes liv har været rodet og sårbart - ikke lige det, man forbinder med en, der skal redde verden. Heller ikke indbyggerne i den nye verden tror meget på hende, bortset fra nogle få.

"Den varme, runkne hånd berørte let hendes hud, og hun forsøgte at synke den klump, der pressede på i hendes hals. Hun forstod intet af det her!" "Hvorfor mig?" spurgte hun, "Hvorfor ikke en verdensleder eller en toptrænet soldat?" Mod sin vilje trillede en lille tåre ned ad hendes kind." (Citat side 37)

I Novahr Orbís virker det dog som om, hendes sårbarheder kan blive en styrke. Hun lærer at læse andres følelser og kan bruge det til sin fordel. For første gang oplever hun venskaber og kærlighed - og drageæg. Dragerne er ellers udryddet, men Juliana og en ung mørkelver er ikke i mod at genskabe Dragerens Æra. Men er det en god idé? Og er det farligt at forelske sig i en elver? Og kan hun virkelig opfylde profetien og forhindre verdens undergang?

Drageægget er første del af en trilogi om Julianas færd i Novahr Orbís. Om venskaber, kærlighed, profetier. Om at ville genskabe en tid, hvor de svage kan blive stærke - men også en tid, der for mange er lig med frygt og sorg. Det er fortællingen om at bruge gøre sin sårbarhed til styrke.

Lad mig starte med at sige, at jeg er vild med selve historien. Den måde, den kendte og ukendte verdens er flettet sammen på er vældig godt fundet på. Historien om den ukendte helt, der skal frelse en ukendt verden og må gå meget igennem er måske ikke ny - men det er ikke en kedelig historie. Der er mange elementer og de er flettet godt ind i hinanden og bliver også godt knudrede, så jeg rigtig gerne vil læse videre i den næste del.

Selve fortællingen er dog noget tid om at komme i gang. For mig var de første 200 sider meget langsomme. Jeg forstår, at der skal bygges en hel verden op, jeg som læser skal kunne forstå og tolke - men det tog meget lang tid. Først efter ca. 200 sider tager fortællingen fart og bliver til en pageturner. Så går det til gengæld også stærkt. Ikke for stærkt, men der sker rigtig meget, og det kunne med fordel (uden at jeg dog kan sige hvordan) være fordelt lidt mere ligeligt på de 338 sider. Epilogen lægger op til, der sker endnu mere i tiden mellem to bøger, hvorfor den næste bog måske er mindre langsom i begyndelsen - men det er kun et gæt.

Rent sprogligt bliver der, efter min mening, ikke overladt nok til læseren. Mange ting udpensles meget grundigt, hvor jeg som læser ganske fint har forstået og fanget det hele, uden at det kræver lange eller flere sætninger. Ligeledes er der rigtig mange beskrivelser af omgivelserne. Det er jo en smagssag, men jeg bliver træt af for mange naturbeskrivelser og uddybelser af, hvordan alting ser ud. Igen forstår jeg godt, at der skal beskrives en verden, jeg som læser ikke kender på forhånd, men for mig må det gerne flettes ind i fx dialoger eller beskrivelser af andre ting, der sker og ikke "bare" være beskrivelser.

Det er en god bog! Det er en god historie og der er ingen tvivl om, at forfatteren har en vild fantasi, der kan skabe verdener og væsner jeg ellers ikke kender til. Jeg glæder mig til at læse videre, selvom der var nogle ting, jeg var mindre vild med.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Det er i dag Store Bededag. Ikke vigtigt for denne anmeldelse, men den eneste bonusinfo, jeg kunne komme på.....

Viktor

Af: Katarina Von Bredow

Forlag: Straarup&Co

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Bogen er anden del af en serie på i alt tre bøger, der hver har deres egen hovedperson. Den kan læses separat uden problemer - jeg har ikke selv læst de andre.

Viktor er flyttet til en ny by med sine forældre. Det er meningen, han skal starte helt forfra, for her er der ingen der ved, hvad der foregår hjemme hos Viktor. Ikke engang Ellinor, hans kæreste ved det. Faktisk er Viktor kommet til at lyve om, at moderen ar kræft. For noget måtte han sige, da hun blev ved at spørge, hvorfor de aldrig tog hjem til ham. Men Viktors mor har ikke kræft - hun har nogle helt andre ting at kæmpe med.

"Viktor kaster et blik over skulderen, som om han kan se rundt om hjørnet, op ad trappen og igennem den lukkede dør længst væk på gangen ovenpå. "Har du givet hende mere end normalt?" Far sukker. "Nej. Enten har hun hamstret, eller også er det lykkedes hende at købe noget et sted. Noget er i hvert fald galt. Men det må vi vel høre, når hun har sovet." (Citat side 22)

Sommerferien gør et endnu sværere for Viktor ikke at fortælle sandheden. Samtidig er det sådan helt generelt lidt svært at være teenager og fyldt med følelser og tanker og en spirende seksualitet, som ens kæreste måske ikke helt gengælder. Hvordan balancerer man det, sammen med en kæmpe hemmelighed?

Viktor er fortællingen om at vokse op med en kæmpe hemmelighed, der kan ødelægge hele ens tilværelse. Eller der er i hvert fald hvad Viktor tror. Det er også en fortælling om at være 13 år, forelsket og i gang med at finde sig selv og sine grænser. Den er 300 sider og af og til føltes det som om der var nogle tråde, der ikke var helt nødvendige for plottet, men det blev egentligt aldrig kedeligt.

Bogen er levende fortalt og det er nemt at følge og forstå Viktor - også når han handler irrationelt. Sproget er let læst, selvom det ikke er en let fortælling. De andre karakterer i bogen er ligeså velskrevet og velfortalt - lige så irriterende og dejlige som 12-13 årige unge er.

Det tunge temaer veksler fint med de mere hverdagsagtige temaer og der bliver aldrig for tungt, men heller ikke for det let, i forhold til, hvad det handler om. Bogen egner sig helt sikkert godt til mellemtrinnet, og er meget relaterbart.

Bogen får 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg vidste ikke, at det var en serie på 3 bøger. Det gør ingenting - for jeg vil rigtig gerne læse mere om nogle af de andre karakterer der er hovedpersoner i de to andre bøger.

Grønlænderen - Lucy Kiehl #4

Af: Marianne Monteau

Forlag: Grønningen 1

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Bogen er fjedre bind i en serie. Den kan læses separat, men for den fulde forståelse for plot og karaktere anbefaler jeg, du læser dem i rækkefølge. De 3 andre bøger i serien kan du læsere mere om her: første bog, anden bog og tredje bog.

Lucy befinder sig stadig i København, selvom der er personlige ting, der skal klares i Aarhus. Dem må hun tackle samtidig med opklaringen af mordet på en ung mand med Grønlandsk baggrund. Selvom manden var misbruger og en borger på kanten, synes det ikke at være i misbrugsmiljøet, de skal finde morderen. Men hvor så? Og hvordan får man viden, når alle i omgangskredsen ikke bryder sig om politiet?

""Vi kommer for at tale om Carl," langede Gert ud. "Minik," mumlede kvinden i sofaen. Mascaraen, som sikkert var lagt ganske nænsomt på for nogle dage siden, var tværet ud, og læbestiften var gnedet ud i det meste af ansigtet. De matte øjne gled op og i, som om de ikke rigtigt kunne bestemme sig. "Han hedder Minik for fan'n. Fat det nu. Ikke Carl. Det er længe siden, noget har kaldt ham Carl. Det er et dumt navn."" (citat side 29)

Samtidig med opklaringen kæmper Lucy med voldsom hovedpine efter hendes voldsomme fald under den sidste sag - og hun finder mystiske billeder og beskeder i faderens gamle bøger, da barndomshjemmet skal sælges. Men der er ikke meget tid til at deale med det, for sagen er mere kompliceret end først antaget, og den menneskelige elendighed myldrer frem i takt med, hun kommer dybere ind i sagen.

Grønlænderen er en krimi, der rummer rigtig meget. Der er et stort persongalleri og flere sidefortællinger. Forfatteren formår endnu en gang at flette det rigtig godt sammen. Jeg var ikke forvirret undervejs og kunne fint følge hovedeplottet og de mange bifortællinger.

Enkelte gange benytter forfatteren sig af tilbageblik, hvor en karakter tænker tilbage på noget, der er sket kort forinden (timer eller dage), og det kan være lidt forvirrende, hvis man ikke lige fanger, at der IKKE er sket et skifte i historien, men er tale om et tilbageblik.

LILLE SPOILER FOREKOMMER HER

En enkelt ting, jeg ikke helt forstod i bogen, er fokus på Lucys hovedpine. Eller, faktisk forstår jeg godt, den nævnes - for i den forrige bog fik hun kraniebrud. Nu blusser hovedpine og kvalme op, og flere kolleger er bekymrede for hende  - men der sker aldrig noget. Den nævnes mange gange, men afsluttes aldrig. Ingen lægebesøg - men heller ingen konsekvens. Det føltes som om, der lige skulle følges op på dette fra sidste bog - det følges bare ikke til dørs.

LILLE SPOILER SLUT

Karaktererne træder tydeligt frem, og jeg kunne fint holde rede på de mange point of views der (som i flere af de andre bøger) er i denne. Det er tydelig gjort og den røde tråd er der - også når der er tilbageblik flere år tilbage.

Temaet er barskt, men ikke for meget. Det er realistisk, selvom det er voldsomt. Det stikker dybere end ens fordomme først antager. Jeg troede, jeg havde regnet plottet ud. At forfatteren havde "afsløret" det hele for hurtigt. Nope - det var ikke sådan, det endte. Det skete flere gange. Samtidig sker der en masse ting i Lucys familie, der også twister alting lidt. Slutningen af bogen kan både lægge op til, vi ikke hører mere til Lucy - eller at alting bliver anderledes fra nu. Hvem ved?

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har hørt denne som lydbog - og der fungerer den også rigtig godt. Jeg er lidt skadet i forhold til lydbøger. Kan simpelthen ikke høre dem på normal hastighed. Hører dem ofte på 1,5 eller endda 1,75 x normal hastighed.

Håber ikke, jeg går midt over! - Bellas Dagbog 1

Af: Kirsten Ahlburg

Illustrator:  Katrine Louise Jakobsen

Forlag: Straarup&Co

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Bellas mor og far skændes. Hun kan høre det fra sit værelse. De prøver at skjule det - men så virker de bare helt mærkelige. En dag sker det, hun har frygtet under alle skænderierne. De skal skilles. Faderen har fået en ny lejlighed og flytter. Og det værste af det hele er, at Bella og moderen ikke kan blive i huset.

"Mor har ikke råd til at bo i huset alene. Vi skal flytte, så snart hun har fundet et sted at bo, og huset skal sælges. DET ER SYGT NEDEREN! Jeg har jo boet her hele mit liv. Mor siger, at jeg skal bo hos hende og besøge far hver anden weekend. Fint nok med mig, for far har alligevel altid så travlt, og jeg kan jo bare cykle hjem til ham, når det passer mig. SEJT, SÅ COOL KA JE VÆRE! Men det varer ikke længe. For så springer endnu en bombe. Bomben, der smadrer mit liv! Vi skal ikke bo i Aarhus!" (Citat side 21-22).

Hvordan skal noget nogensinde blive godt igen, når ens forældre ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen? Når man skal flytte væk fra sine veninder - langt væk? Når man skal starte på en nye skole? Hjælper det at holde ferie og få nye møbler, eller er det hele bare skod?

Håber ikke, jeg går midt over! er en rigtig fin fortælling fra et tween-perspektiv, når alting vælter. Når skilsmissen træder ind over dørtrinnet og fylder alt. Bella sætter ord på, hvordan det føles, når ens forældrene ikke tror, barnet har forstået, hvad der sker, men sidder tilbage med tanker og spørgsmål alene, eller endnu værre; må være den omsorgsfulde overfor forældrene.

Sproget er let og flydende og dagbogsformen fungerer rigtig godt. Jeg var virkelig vild med alle de små illustrationer hele vejen igennem. Der er tilpas med lethed, selvom det er et tungt emne. Der var en god balance, hvilket gør det nemmere at læse om noget svært, og samtidig have overskud til at tage det ind.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Mine forældre blev skilt lige før jeg fyldte 8. Jeg husker helt tydeligt, da jeg fik det at vide. Faktisk troede jeg, de lavede sjov med mig. Lige ind til alvoren ramte. Så nægtede jeg at tale med dem i flere timer!

Helt Nøgen

Af: Sigrid Agnethe Hansen

Forlag: Straarup&Co

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Anna er flyttet til en ny by med sine forældre og lillesøster. Faderen har fået nyt arbejde. Men det er ikke den rigtige grund til, de er flyttet. De er primært flyttet fra et rygte om Anna. Et rygte alle på skolen pludselig kendte til. Anna er usikker på, om hun nu også kan flygte fra det. Eller om det bare følger med hende?

"Skolelederen, der for lidt siden var ét stort smil, ser pludselig mere alvorlig ud, hun er gået fra at have solen i sit ansigt til at have månen. "Ja, Anne, jeg ved godt, det er svært, det, du har været igennem." Og så gør jeg det, jeg har gjort foran så utroligt mange voksne de seneste måneder: Jeg bliver rød i hovedet. Varm. Maven trækker sig sammen, jeg får en klump i halsen og kæmper med at trække vejret normalt, foran min øjne bliv alting orange og rødt og svært at se. (Citat side 19).

I de nye klasse går Thea. Hun er ikke som de andre. Og Anna har lyst til at komme tættere på hende. Lære hende at kende. Men hvordan gør man det, uden at fortælle om de ting, der er sket? Kan hun stole på Thea? Eller kan hun slippe afsted med aldrig at nævne det igen?

Helt Nøgen er en fortælling om at forelske sig og give sit hjerte til en anden. En anden, der ikke passer på det - som ikke skulle have haft adgang til det. Det er historien om, hvordan noget kan blive så stort og altoverskyggende at det ikke føles som om, verden bliver normal igen. At man ikke kan se, hvordan livet bliver normalt igen.

Det er en relativ kort bog, der alligevel rummer rigtig meget. Karaktererne og dilemmaerne er troværdige. Annas mange tanker og refleksioner er lette at følge og meget indfølelige. Det er ikke svært at forstå, hvorfor hun har gjort, hvad hun har. Men det er faktisk heller ikke svært at forstå, hvorfor der bliver handlet forkert i fortællingen. Det er ikke en retfærdiggørelse, men det er alligevel en form for forståelse.

Jeg ville ønske, forholdet mellem Anne og Thea fik lov at fortsætte lidt længere i fortællingen, end det gør til slut. Det havde givet lidt ekstra.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har ikke snapchat. Det havde jeg en gang, men brugte mest chat-funktionen. Gider slet ikke tage så mange billeder og sende rundt til andre hele tiden.

Viljepigen

Af: Mette De Fine Licht

Forlag: Linje H

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Mette er 15 år og meget aktiv. Hun rider, står på ski, løber, cykler og har ikke ret mange bekymringer. Godt nok får hun rigtig ondt lige under knæet af og til - men lægerne siger, at det ikke er noget, at bekymre sig om. Hun skal bare hvile benet lidt. Og det går da også fint. Indtil det ikke gør. Indtil smerterne viser sig at være kræft. Et Ewing-sarkom i knoglen.

Mette må gennem ikke bare voldsomme kemobehandlinger, med alt der følger med, men også en voldsom operation, hvor knogle erstattes med en metalprotese. Hvordan finder man rundt i livet, som kun lige er begyndt, når man har en dødsdom hængende over sig? Når ens liv hele tiden er styret af elementer udefra, og indefra kroppen selv, som man ikke har kontrol over? Kan man gå i gymnasiet, når man er så syg? Hvordan er det, når ens hår begynder at falde af? Hvordan kan ens venner forstå, hvordan man har det? Hvad med drømmene og håbene?

Viljepigen er en stærk fortælling om at være ung med kræft. Om alt det, der følger med, når kræften flytter ind i kroppen.

Det er svær at anmelde en bog, der handler om noget så alvorligt, som en "rigtigt" menneske har oplevet, og ikke blot en fiktiv karakter. Det er jo en dom over rigtige oplevelser. Berettermodel og plotmodel kan ikke rigtigt bruges her, men lad mig alligevel prøve.

Bogen har et let sprog og er kronologisk bygget op, så det er nemt at følge med i forløbet. Af og til er der nogle dagbogsnotater fra Mette selv. Dem kunne jeg godt ønske mig flere af. For selvom forfatteren gennem hele fortællingen beskriver egne tanker og følelser grundigt, så er dagbogsnotater virkelig gode til netop at understrege, hvordan det føltes, da det føltes. Ikke med en efterreflektion, der altid vil være, når noget skrives ned lang tid efter. Også selvom denne efterreflektion ikke fremgår tydeligt.

Bogen er letlæst på trods af sit tunge emne. Det er let at føle med Mette, med hendes familie, og med hendes venner, der prøver at forstå, men som aldrig vil kunne forstå.

Det er også en livsbekræftende fortælling om at stå ved, hvem man er, selvom sygdom fylder alt, selvom man er reduceret til blodprøveskemaer og kemokurer. Der er masser af håb og kærlighed og tro på en fremtid.

Bogen er til dig, der kan lide personlige fortællinger med smerte og håb.

Bogen får 4 af 5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg læste halvdelen af bogen i én køre på en togtur fra København til Slagelse.

Mæsker - Henretterlunden

Af: Majbrit Ravnholt Cramer

Forlag: Facet

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

I Katava er alle indbyggere lyse - pånær én. Byriel er kongelig falkoner - og kommer fra kannibalernes ø. Kongen selv bragte ham med tilbage som spæd og opdrog ham på slottet. Befolkningen tager afstand fra Byriel - for han er jo kanibal. Johanne er også lys - men hendes forældre har altid forsvaret Byriel. Johanne arbejder for skolemesteren, der også er god til urter og hvordan de kan bruges. Noget der kommer Johanne til hjælp, mod den hudsygdom, der gør hende næsten skaldet.

"Da jeg trådte ud i den dunkle sensommernat, blafrede lyset i lygten svagt. Den lune brise bar en fjern lyd af trommer med ind over lang, og hårene rejste sig på mine arme. Musikken, hvis mn kunne kalde de uhyggeligt dunkende toner sådan, kom fra kannibalernes ø. Ved fuldmåne, når vinden stod i nordvest, kunne vi nogle gange høre dem, og som altid gav tanken mig om kannibalernes fuldmåneritual blodige billeder på nethinden." (citat side 33)

En dag finder Johanne et brev, der nævner noget om hendes hår og Byriel og skyld. Men hun aner ikke, hvad det er. Samtidig bliver Byriel beskyldt for noget noget horribelt og dømt til døden. Johanne ved, det ikke er sandt, og sammen flygter de til Kannibalernes Ø, hvor både Johanne og Byriel opdager, at alting slet ikke er, som de er blevet fortalt. Der er mange hemmeligheder - og de stikkere dybere, end hun kunne forestille sig.

Henretterlunden er en fantasyfortælling med rigtig mange temaer. Der er både racisme, seksualitet og fordomme på spil. Især fordomme spiller ind, når befolkningen i Katava taler om mæskerne - kannibalerne. For hvad er sandheden - og hvem bestemmer over sandheden, hvis der er flere tolkninger?

Der sker rigtig, rigtig mange ting i denne fortælling. Den er en del af en serie, så jeg kan kun forestille mig, hvor meget mere, der skal ske, før alle svar er fundet. For selvom der er dukket svar op, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Fortællingen er virkelig spændende og det er en god historie.

Undervejs i læsningen følte jeg, der skete lige lovlig meget. Det er ikke fordi, jeg kan udpege det, der var for meget - men hvis man ser på berettermodellen, er der rigtig mange klimaks-spikes, også med ret kort tid imellem. Og selvom en bog skal være spændende og holde læseren i gang og fanget, så var det lidt for meget for mig. Mod slutningen sker der stadig en del, men på et lidt roligere plan, og så eksploderer fortællingen igen. Hvilket jeg godt kan lide i en slutning, men det var næsten for meget, når der havde været så mange "små eksplosioner" hele vejen igennem. Nogle vil helt sikkert elske den sags opbygning, da man hele tiden skal forholde sig til nye ting og være på. Jeg er ikke så vild med det.

Sproget i bogen er godt og karaktererne er troværdige og med god udvikling undervejs. Ligeledes er scenarierne vældig fint beskrevet og jeg kan hele tiden se landskabet for mig. Det bliver aldrig for beskrivende, men bruges godt i fortællingen. Selvom der skete lige rigeligt for mig, så glæder jeg mig til at læse den næste bog i serien.

Bogen får 3/5 stjerner: ***

Bonusinfo: Jeg har altid godt kunne lide fantasy, men denne slags uden alt for meget magisk indhold, har jeg altid bedst kunne lide.