onsdag den 20. juni 2018

Forfatterinterview #5 - Luna Mørup

Jeg har interviewet forfatteren til Claire og julemiraklet, Luna Mørup. Det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at jeg er gift med hende. Men der må selvfølgelig følge nogle fordele med, når en forfatter er gift med en bogblogger!




Præsenter kort dig selv
Jeg er forfærdelig til at gøre det kort, men jeg skal gøre et forsøg.
Mit fulde navn er Luna Sarah Mørup, jeg er 29 år gammel, bor i Slagelse og har skrevet ”Claire og julemiraklet”. Når jeg ikke skriver, har jeg en lille Etsyshop, Snowflake Kisses – By Luna, hvor jeg sælger hjemmelavet home decor. Efter 9-10 år med psykisk sygdom og svær angst, er jeg endelig begyndt at blive mig selv igen, hvilket gør at jeg har overskud til både at skrive, og drive egen butik.
Jeg er gift med verdens bedste og tålmodigste kvinde, Julie, som jeg også har dedikeret bogen til. Uden hende, havde jeg ikke været her i dag.
Før jeg begyndte at tage mine skriverier mere alvorligt, var jeg bogblogger på Lunas kaffekrog, hvor jeg blandt andet anmeldte bøger. Det var, for mig, vejen ind i et miljø af bogelskere, bloggere, anmeldere og forfattere/forfatterspirer, som jeg holder så meget af.
Jeg læser stadig, og følger altid med i hvad der sker i bogverdenen, men det er nu meget rart, at kunne læse af lyst igen, selvom bogbloggertiden var for vild.
Musik betyder meget for mig, og jeg har sunget før jeg lærte at snakke. På et tidspunkt begyndte jeg også at spille guitar, og derefter bas. Nu er det bare på hyggebasis, men jeg elsker stadig musik, og bruger Spotify flittigt.
Når jeg skriver, lytter jeg altid til musik der passer til.

Se, jeg kunne ikke gøre det kort. Sorry.

Hvordan kom ideen om Claire og julemiraklet til dig?
Det skete på en ret mærkelig måde. Der var Nanowrimo. Det er et årligt event på nettet, hvor man har en måned til at nå at skrive 50.000 ord. Det er en supergod måde at kickstarte sin roman på, og jeg nyder altid at være med. Nå, men da det startede, var jeg allerede godt i gang med en anden historie. En gyser om et forbandet cirkus. Den sluttede dog før jeg havde regnet med, og der var jeg kun nået op på 10.000 ord i Nanowrimo. Så jeg stod altså og manglede at skrive 40.000 ord. Det betød at jeg måtte finde på en ny historie. Efter at have skrevet gyserromanen, som jeg hadede, da den på ingen måde blev som jeg havde regnet med, havde jeg lyst til at skrive noget helt andet.
Jeg havde, på det tidspunkt, været i julestemning siden slutningen af august, og Nanowrimo er i november, så jeg var ved at være utålmodig. Det eneste jeg tænkte på, var sne, smukke julelys, varm pejs og juletræer. Det var sådan jeg fik idéen til juletemaet. Resten kom faktisk af sig selv. Jeg har altid skrevet om lesbiske, på en eller anden måde, fordi jeg selv er gift med en kvinde, og det er den kærlighed jeg kender bedst. Desuden er det en anden måde at beskrive begær på, når det handler om to kvinder/piger, og det holder jeg meget af. Sådan opstod kærlighedshistorien.
Paris dukkede egentlig bare op. Jul i Paris har altid været drømmescenariet for mig.
I virkeligheden har jeg kun været i Paris en enkelt gang, og jeg var mere skræmt end noget andet. Desuden var det ikke jul.
Da jeg havde de 3 ting (Jul, lesbisk kærlighed og Paris) på plads, begyndte jeg bare at skrive, og så kom resten af sig selv.

Hvordan var din skriveproces?
Hvad var sværest?
Eftersom jeg var et godt stykke inde i Nanowrimo da jeg begyndte at skrive Claire og julemiraklet, gav jeg den egentlig bare gas indtil jeg nåede op på de 40.000 ord jeg manglede. Historien sluttede faktisk også der. Til at starte med, var den lige omkring 40.000 ord, så det passede perfekt. Jeg tror jeg skrev 2 timer om dagen i omkring 3 uger, og så var første udkast færdigt.
Det sværeste var at skrive en historie der kun foregår over 24 dage. Jeg er vant til at skrive romaner der strækker sig over mange måneder eller år. Det var virkelig svært at begrænse sig.
Samtidig havde jeg besluttet mig for, at det skulle være en letlæselig og ikke alt for dyb julehistorie, hvilket betød at jeg var nødt til at beskrive personerne kort, uden rigtigt at gå i dybden. Det var hårdt, for jeg elsker at opdigte personer.
Min skriveproces var lettere end jeg nogensinde har prøvet før, og historien skrev nærmest sig selv. Det eneste der skulle til, var lidt julemusik og en masse ro.

Er der noget af dit eget liv i bogen?
Der er altid et eller andet fra mit eget liv i mine romaner. Enten følelser, oplevelser eller steder.
I Claire og julemiraklet, er der en scene hvor Claire og hendes mor, spiser ost og drikker vin ved Eiffeltårnet, imens de snakker og kigger på duer. Det er faktisk en oplevelse jeg selv havde, da vi var i Paris. Jeg tror vi endte med at drikke øl til osten i stedet, da vi ikke kunne finde vin, men det var stadig den fedeste oplevelse på hele rejsen. Jeg var sammen med min Julie dog. Ikke min mor.
Det lesbiske er selvfølgelig også en del af mit eget liv, og jeg fik faktisk min første pigekæreste da jeg var omkring 16-17 år gammel. Min første rigtige forelskelse var i en pige, og jeg husker det som den mest forvirrende tid i mit liv. Det tror jeg også kommer lidt til udtryk i bogen.
Claires tøjstil og fjendtlighed kommer helt sikkert fra mig selv. Jeg begyndte at gå i sort (tøj, makeup, alt) da jeg var omkring 14-15 år, og jeg har stadig ikke rigtigt lagt det på hylden, selvom jeg forsøger at få mere farve ind i mit liv. Depression var min grund, og derefter blev det vane. Claires grund er anderledes, men jeg kan se meget af mig selv i hende.

Hvilken del af bogen er din yndlings?
Uden at spoile for meget, så sker der noget helt særligt i Eiffeltårnet.
Jeg elskede at skrive den del, og jeg havde set frem til det meget længe.
Udover det, er jeg ret glad for turen til julegaden. Den scene står stadig helt klart i mit hoved.

Var noget sværere end andet at skrive/skrive om?
Jeg kan umiddelbart ikke rigtigt komme i tanke om noget.
Der er store følelser og også nogle overraskelser undervejs, men det hele er faktisk kommet meget nemt. Slutningen var nok den sværeste at skrive, fordi jeg havde en idé om, at den skulle være noget særligt. Ingen af emnerne i bogen kommer specielt tæt på mit eget liv, da jeg faktisk har udeladt alle former for psykisk sygdom. Det ligner mig ikke. Men det gjorde den lettere at skrive, end de andre ting jeg har skrevet før Claire.

Hvad har du fået ud af at skrive bogen?
Jeg har lært sindssygt meget, og jeg kan allerede se, at jeg har udviklet mig vanvittigt meget som forfatter. Der skal meget mere til, at gøre mig tilfreds. Mine sætninger, og især måden jeg opbygger dialogerne på, har ændret sig meget. Samtidig har jeg lært meget om redigering (og hvor kedeligt det egentlig er) – det har helt sikkert også givet mig mere selvtillid, at folk faktisk kan lide det jeg skriver. Det har nok været det mest nervepirrende for mig. At bogen ikke kun tilhører mig, men faktisk bliver læst af andre. Nu har jeg en grund til at blive ved med at skrive, selvom jeg nok ikke kunne lade være alligevel.

Hvad vil du gerne have, bogen giver til/gør for andre?
Meningen med bogen er, at det skal være en hyggelig fortælling, man tager frem til jul, når man har brug for noget let, trygt og julet. Det kunne være så fedt, hvis det kunne blive en tradition for nogle, at de tog bogen frem hver jul, for at komme i julestemning.
Samtidig kunne det være fantastisk, hvis det kunne hjælpe unge piger (også andre, men især unge) som er i tvivl om deres seksualitet. Eller som måske allerede godt ved, at de ikke forelsker sig i hankøn, men ikke ved hvordan de skal fortælle det til andre. Hvis bare én forvirret pige, læser min roman, og tænker: Hey, måske er jeg slet ikke så anderledes som jeg tror? - Vil det betyde alverden for mig. Udover julestemning, er idéen at forsøge på, at tale om homoseksualitet, og på den måde, gøre det mere almindeligt. Det er blandt andet derfor, der ikke er de vilde reaktioner på”spring ud”-delen i bogen. Det er sikkert ikke sådan det er for alle, men ofte accepterer folk at man er lesbisk, uden at gå helt amok, som man ellers tit ser i andre romaner om samme emne. Jeg har været sammen med kvinder (eller piger), siden jeg var omkring 16 år gammel, og jeg har ALDRIG oplevet at miste venner eller familie, på grund af min seksualitet. Ingen har nogensinde tæsket mig, råbt af mig, eller svinet mig til.
Det vil jeg gerne forsøge at fortælle. At der i de fleste tilfælde, ikke er noget at være bange for. At folk generelt tager det rigtigt fint, og at man altid bør være sig selv. Uanset hvad.
Jeg håber sådan, at der kommer en dag, hvor at være lesbisk, bøsse eller de andre (jeg ikke kender navnene på) bliver ligeså normalt som at være hetero. Hvor man ikke skal springe ud igen og igen, og hvor folk ikke begynder at spørge ind til det, når de har fået for meget rødvin.
Hvor ville det være fedt, hvis man bare kunne leve i en verden, hvor det var normalt at elske lige den man har lyst til.
Og hvis mine romaner kan hjælpe det på vej, bare en lille bitte smule, vil det betyde alt.

Nogle råd til forfatterspirer?
Nu er jeg jo ikke ligefrem forfatter med mange års erfaring og utallige udgivelser bag mig, men det bedste råd jeg kan give er: Hvis du vil blive bedre til at skrive, så skriv!
Skriv til dine arme gør ondt. Også selvom det er noget lort du skriver. Øv dig i hurtigskrivning, i at skabe spændende personer, og i at opbygge et fedt plot. Bliv ved med at øve dig. En dag får du skrevet noget fantastisk!
(Et andet tip er at læse rigtigt meget. Der er så meget inspiration at hente i andre bøger. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan skrive uden at læse)
Jeg tror også det kommer bag på mange, hvor hårdt det er at skrive bøger. Du skal være stærk og tro på dit eget produkt, og du skal lære at tage imod kritik. Meget af det. Ikke alle kan lide det du skriver. Det skal man huske, inden man får udgivet noget.
Kan du klare det, hvis alle hader din bog?

Tre fun facts om dig selv?
1.  Jeg er besat af pastelfarver for tiden. Især lyserød,
2. Faktisk er jeg lidt af en indretningsnørd. Der er bare ikke mange der ved det.
3. Selvom jeg snart fylder 30 år, har jeg stadig ingen anelse om, hvilken tøjstil jeg egentlig har.

torsdag den 7. juni 2018

Dagbog til min hjerne


Af: Laura Eidnes Bregnhøi
Forlag: Alvilda
Sideantal: 204

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Rakel har slået hovedet. Umiddelbart er det ikke alvorligt - men Rakel er fire måneder efter stadig sengeliggende hjemme hos sin mor. Ude af stand til gøre ret meget. Postcommotionelt syndrom, kalder lægerne det. Med syndromet følger depressionen og angsten. Noget Rakel slet ikke er klar til.
"Men jeg er jo ikke typen, der får en depression. Jeg er det stærke, ordentlige menneske, der får gode karakterer og hjælper andre. Jeg læser jura, for helvede! Eller var i hvert fald gået i gang med det. Var i gang med det ... Selvfølgelig er jeg deprimeret. Jeg er jo ikke et godt menneske. Jeg er et dårligt menneske. Se bare, hvad jeg gjorde mod Noël. Jeg kommer måske aldrig ud af min seng igen., og det har jeg fortjent." (Citat side 23) 
Rakel starter på antidepressiv medicin og begynder hos en psykolog. En psykolog der fortæller hende, at hun måske selv fremkalder smerterne ubevidst, fordi hun bliver angst. Men selvfølgelig giver hun selv smerter - den slags smerter ville hun ikke udsætte nogen for. Desuden vi virkelig gerne ud i livet igen. Ud til veninderne Flora og Honey Diamond. Være en bedre kæreste for Edvard. Og så er der også lige der der, med Noël...

Dagbog til min hjerne er en ungdomsroman der tager vigtige emner om. Angst, depression, ensomhed efter fysisk sygdom, frygten for ikke at blive taget alvorligt. Emner, jeg synes den tager rigtig god fat om. Især angsten og depressionen beskrives godt hele vejen igennem.

Som de fleste af jer, der jævnligt følger med, ved, arbejder jeg som psykiatrisk sygeplejerske. Her møder jeg ganske ofte både depressionen og angsten. Men jeg har faktisk også mødet det postcommotionette syndrom. Et der var blevet så invaliderende, at patienten ikke længere kunne tage vare på sig selv. En patient der var blevet så overbevist om, at ingen troede på, at smerterne var ægte, at det var blevet en besættelse - faktisk en psykose. Kroniske smerter er forfærdelige. Og det, ikke at blive troet på, kan gøre enhver vanvittig. Kroniske smerter fører ofte til depression, og der er rigtig mange patienter med kroniske smerter, der ikke bliver taget alvorligt. Så derfor er jeg virkelig glad for, at der nu findes en bog, der tager menet op på en måde, så selv yngre læser kan være med.

Sproget er flydende og letlæst - og bogen er fyldt med en dejlig sarkasme og ironi. Noget der kan gøre de lidt tunge emner mere fordøjelige.

OBS! Her kan forekomme spoilers!
Desuden er det vigtigt med bøger der beskriver emner som angst og depression. Og, som skrevet, beskriver bogen dem rigtig godt. Men jeg havde ønsket, at bogen var længere. For mig skøjter den lidt for let henover det, at blive rask. Måske er jeg farvet af mine egne oplevelser. Og selvfølgelig er der nogen, der har et relativt let forløb (uden her at sige, at der findes lette forløb). I bogen synes jeg dog Rakel ryger ned og ned og ned i dybet for pludselig at ryge op igen hvor alting bare "falder på plads". Jeg kunne godt tænke mig, der der var flere kroge, flere blinde veje, Rakel skulle ned af. Fordi det nok ofte er sådan det er. Fordi det er det, jeg ser. Det er virkeligheden. Men den angst, og den depression der beskrives, beskrives dog rigtig godt. Spoiler-advarsel slut.

Der er to ting i bogen der faldt mig for øje. På den knapt så gode måde.
Den første er den indledende skadestuejournal. Den er simpelthen ikke realistisk. Jeg ved, at noget at bogen er selvoplevet, og jeg håber så sandelig ikke, det er en reel skadestuejournal, for så er der en læge, der skal tage sig sammen.
1) "Fremstår vågen men ikke videre orienteret[...]" står der. Næste linje pointere at Rakel er "VKO" (citat side 11-12). Hun kan ikke både være vågen, klar og orienteret (VKO) og samtidig "ikke videre orienteret". Det må være enten eller.
2) "Har muligvis lille læsion på storetå som følge heraf. Orkede oprigtig talt ikke at tjekke" (citat side 12). Jeg er i mine år som sygeplejerske ikke stødt på dette i en patientjournal. At en læge skrive, de ikke vil undersøge noget. Jeg har hørt det sagt i personalerummet - at en patient kan være svær at samarbejde med. Men det er ikke noget, der står i journaler på dén måde.

Så er der neurologen, der sender Rakel på psykiatrisk skadestue for at få antidepressiv medicin. Igen, jeg ved ikke, om denne del er selvoplevet. Men det er også højest usandsynligt, at det er den vej, det er gået. Psykiatrisk skadestue er til akutte, psykiatriske problemstillinger. Ikke opstart af antidepressiv medicin. Der henvises man til egen læge, hvis ikke neurologen selv kunne have startet Rakel op. Desuden har læger ikke kittel på i psykiatrien.

Jeg ved ikke, om det er ren flueknepperi at nævne sådanne ting. Men det er ting, der springer mig i øjnene, fordi jeg ved noget om det. Og for mig trækker den slags ned. Det kan godt være, at folk, der generelt ikke har noget kendskab til psykiatrien og sundhedsvæsenet ikke vil lægge mærke til det - men det gjorde jeg desværre.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg fik denne bog som overraskelsespakke. Den første i bloggens historie!

mandag den 4. juni 2018

Jalle og Krabben

Obs. Billedet er redigeret og farverne på billedet afviger fra de korrekte farver på forsiden.

Af: Birgitte Krogsbøll
Illustrator: Lena Nicolajsen
Forlag: Forlaget Vilde Dyr
Sideantal: 32
Originalsprog: Dansk
Målgruppe: 3-7 årige (ifølge forlaget)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Jalle og Krabben er en lille fortælling om Jalles tur på stranden. Der er både en lille fortælling og små rim og remser.
"Goddag jeg hedder Jalle
jeg går en lille tur
jeg hilser pænt på alle
så tar jeg mig en lur" (Citat side 3)
Jalle oplever forskellige ting på stranden. Både de fysiske ting og en forskellige følelser. Blandt andet møder han en lille sjov Krabbe der bor i en sko. Jalles tur på stranden giver ham mange følelser og tanker.

Jalle og Krabben er en fin lille fortælling om Jalles oplevelser. Der er mange genkendelige ting i fortællingen. Både de ting Jalle oplever på stranden som havet og krabben men også følelserne som sult og træthed. Noget børn helt sikkert kan relatere til. De små rim og remser giver en god rytme og sproget er let og forståeligt.

Illustrationerne passer godt til fortællingen og er i flotte farver. Der er en to-siders illustration af krabber, der laver forskellige ting - dette lægger på fin vis op til en snak om de ting der sker på siderne. Der er også rig mulighed for at snakke om Jalles følelser undervejs i fortællingen og fx koble dem til de forskellige ansigtsudtryk.

Alt i alt en rigtig fin bog. Jeg ved dog ikke, om den har nok "gods i sig" til de 6-7 årige. Derimod tror jeg rim, remser og de mange følelser der fortælles om vil ramme de 3-5 årige rigtig godt.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg skrev denne anmeldelse, mens jeg drak en iskold sodavand. Ja, det er virkelig en fesen info. Men klokken er 02.30 og jeg kan absolut ikke komme på andet.

søndag den 3. juni 2018

Bøger jeg ønsker mig #2


Måske det skal gå hen og blive en vane - at skrive blogindlæg om bøger jeg ønsker mig, når jeg er på rolige nattevagter. Der gælder jo om at udnytte tiden optimalt, ikke?

Anyways. Her er endnu en portion bøger, jeg ønsker mig. Alle links fører til Saxo.com. Jeg har ikke noget samarbejde med dem, men det er her, jeg ofte selv finder bøger.
________________________________________________________________________



Suicide Squad vol. 1 af Adam Glass, illustreret af Federico Dallochio. Jeg er virkelig glad for filmen. Og vil gerne læse flere superhelte-tema tegneserier.



Mærket for livet af Emilie Schepp er en krimi, jeg gerne vil læse. Jeg er begyndt at læse langt flere krimier, og denne er bestemt på ønskelisten.


Little Mermaid and Other Fairy Tales af H.C Andersen. Er den ikke fin, denne udgave fra Barnes and Noble? Den passer ind til de andre klassikere hjemme på hylden.

Akut Psykiatri af diverse forfattere. Den ser måske lidt tung ud - og det er den nok også for de fleste. Men det er jo præsis det, jeg arbejder med. Og jeg vil gerne gøre mig klogere hele tiden.


Har I nogle gode bogønsker?



fredag den 1. juni 2018

Mercedes-snittet


Af: Anne Mette Hancock
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 300
Originalsprog: Dansk

Bogen er anmeldt i samarbejde med Plusbog.dk  Alle meninger er mine egne.
Bogen kan købes HER

Mercedes-snittet er anden bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Den kan læses uafhængigt af den første bog, men jeg opfordrer klart til, du læser Ligblomsten først.

Helouise Kaldan er efterhånden kommet sig, så meget som muligt, efter en drabskvinde kontaktede hende, for at få hjælp til at komme igennem med sin historie. Hun har kastet sig over arbejdet med en artikel om PTSD-ramte soldater. Efterforskeren Erik Schäfer er kommet hjem fra en tiltrængt ferie - men han får ikke ro til at komme sig over jetlagget, for den 10 årige Lukas er forsvundet fra skolen og har været væk længe nok til, at der er alvorlig bekymring for hans liv.
"Voss fægtede i luften med sine brede hænder, mens han talte. "Pareidolia handler med andre ord om at være kampberedt. Derfor opfatter vi visse mønstre som ansigter, før vores hjerne splitsekundet efter når til erkendelse af, at nå nej, det er sgu da forresten en kokosnød." "Og Lukas Bjerre har - hvad? - studeret dette her fænomen?" Spurgte Schäfer." (citat side 94) 
Helouise bliver beordret til at droppe PTSD-artiklerne og i stedet koncentrere sig om den forsvundne dreng. Det viser sig at være en god idé. For Helouise finder en vinkel på forsvindingen, der måske hænger sammen med hendes interesse for de PTSD-ramte soldater. Desuden finder efterforskerne et billede på drengens telefon, der viser et billede af en mystisk lade. Er billedet blot taget, fordi Lukas er besat af pareidolia (at se ansigter i ting), og laden ligner et ansigt? Eller er det måske der, drengen er? Og hvad er egentligt sammenhængen med soldaterne? Og hvad med ham æblemanden, der giver børnene gratis æbler i skolegården?

Mercedes-snittet er ikke den svage toer efter en fantastisk debut. Det er derimod en formidabel opfølger. Fortællingen fortsætter i et ligeså hæsblæsende tempo, uden at det går for hurtigt. Der er tilpas mange tråde til at forvirre mig som læser, men samtidig en god samling på alle de veje, jeg føres ned ad. Sproget er flydende og velformuleret. Karaktererne er gennemtænkte og der er tilpas mange sidehistorier om dem, der gør jeg får lyst til at lære dem mere at kende. Det er hverken forvirrende eller fremstår som sidespring, der er unødvendige. Tværtimod gør det karaktererne tilpas menneskelige og virkelighedstro.

Romanen indeholder emner, jeg synes er vigtige at få belyst. Skyld, skam, PTSD, familier med hemmeligheder, kæresteforhold - jeg kunne sikkert blive ved. Emner, der flettes ind i fortællingen, og hinanden, på en hæsblæsende men velfortalt måde. Der er kringelkroge, men samtidig overblik. Velformuleret, dansk krimi når det er bedst!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg læser virkelig meget krimi lige nu. Faktisk var det Sidse, fra Sidses Bogreol, der fik  gang i min krimilæsning igen, ved at sende mig Ligblomsten i fødselsdagsbogklub-gave. Tak!

søndag den 27. maj 2018

Krokodillevogteren


Af: Katrine Engberg
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 368
Originalsprog: Dansk

Krokodillevogteren er første bind i serien politiassistenterne Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Vi møder de to betjente første gang i forbindelse med en bizar sag om et mord på en ung pige. Mordet er sket i en etageejendom ejet af den nu pensionerede lektor i litteratur Esther, der i den senere tid har skrevet på en kriminalroman. Plottet i romanen ligner til forveksling det mord, der lige er sket.
""Gerningsmanden har også ridset i offerets ansigt posthumt. Nu er jeg ingen kunstekspert, men for mig ligner det en slags papirklip," sukkede Nyboe træt. "Papirklip? Hvad skal det sige?" Jeppe rynkede forvirret brynene sammen over næsen. Nyboe tog fat i ligets hage. Med en forsigtig bevægelse drejede han det blodige ansigt op mod entreens skarpe lys. "Det ser ud til, at vores gerningsmand har ridset et lille gækkebrev til os." Jeppes forventning til dagen gik fra skidt til værre." (citat side 25)
Det er ikke hver dag en ung pige bliver dræbt, og nærmest rituelt ridset i ansigtet. Og det er slet ikke hver dag, mordet på forhånd er beskrevet i en endnu ikke færdigskrevet kriminalroman. Der er flere mistænkte. En jaloux ven, en tidligere lærer, og en mystisk, ukendt kæreste. Jeppe og kollegaen Anette sættes på prøve - for der er ikke mange spor at gå efter. Og pludselig vælter det ud med familiehemmeligheder. Hvad er egentligt op og ned på det hele? Oven i sagen kæmper Jeppe med rygsmerter og en skilsmisse der fylder - og måske lidt for mange smertestillende piller.

Krokodillevogteren er Katrine Engbergs debutkrimi - og det er en virkelig god én af slagsen. Det er en gennemarbejdet kriminalroman, og det er tydeligt, at forfatteren har sat sig ind i, hvordan tingene foregår hos politiet. Der er mange detaljer, men uden at det bliver for meget. Sproget er let, men ganske velskrevet. Karakterene er gennemarbejde og troværdige.

I starten tænkte jeg om karakteren Jeppe, at han var den klassiske betjent. Skilt, forsmået, afhængig af piller. Men som historien udviklede sig, gjorde Jeppe det også. Og jeg følte ikke, han var den kliché-betjent, jeg først antog ham for at være.

Plottet er virkelig veltænkt. Undervejs havde jeg ganske mange teorier om, hvem der var skyldig, men jeg havde konstant en tvivl. Og selvom man skulle gætte rigtigt er historien bag det skete twisted og svær at regne ud. De røde tråde flyder til alle sider, men samles rigtig flot i sidst ende. Selvom der var mange tråde undervejs, fór jeg aldrig vild!

Gennemarbejdet og gennemtænkt debutkrimi. Jeg glæder mig til at læse mere fra denne forfatter!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet klokken 01 om natten. På en meget stille nattevagt.

tirsdag den 15. maj 2018

Linda og Valentin - Valerian, De tusinde planeters rige


Forfatter: Pierre Christin
Tegner: Jean-Claude Mézières
Forlag: Cobolt
Sideantal: 56
Originalsprog: Fransk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Linda og Valentin-tegneserierne har mange år på bagen. Første bind udkom tilbage i 1967. Jeg fik først øje på dem, da det i 2017 var 50-års jubilæet for bind 1. Denne udgave er en særudgave - en genudgivelse af del 3, bind 1, med otte siders ekstramateriale.
"Universet - koldt og mørkt og umådelig stort... så stort, at selv ikke fantasien kan rumme det... med dets myriader af glødende sole der oplyser og varmer ukendte planeter... hvor mange milliarder forskellige civilisationer, hvor mange milliarder levende væsener kan det rumme...?" (citat side 3)
Linda og Valentin er agenter for rumtidstjenesten i Galaxity. Der er sendt på mission for at undersøge om planeten Syrte udgør en trussel mod Jorden. Syrte Den Strålende er hovedstaden i De Tusinde Planeters Imperium. Her hersker kejseren over det enorme rige - men på Syrte breder sig forfald og magtbalancen mellem kejseren købmandslavet og "De Vidende" er ikke som det plejer. De to rumagenters tilstedeværelse skaber uro - må¨ske endda optakten til revolution. Men hvem er det egentligt, der skal gøres oprør mod?

Fortællingen om Linda og Valentin er over 50 år gammel - men det mærkede jeg ikke, da jeg læste den. Der er så meget fremtid over historien, så mange væsener, så mange fantastiske beskrivelser og billeder, at det sagtens kunne være en fremtidsfortællingen skrevet nu.

Tegningerne er detaljerede og farverne skiftevis afdæmpede og mere pompøse. Der er mange store talebobler undervejs, men der skal også en del fortælling og beskrivelse til, for lige at forstå universet, fortællingen er sat i. Jeg synes ikke, det er for meget - jeg fik stadig lyst til at kigge på tegningerne og ikke kun læse ordene. Men det kan måske afskrække nogen, at der er så meget tekst i store dele af bogen. Nogle af tegningerne er helsides, og de er virkelig flotte, og jeg kunne snildt fortabe mig i dem.

Selve historien er dejligt klassisk. Agenter der skal finde ud af, om noget er en trussel mod Jorden. Deres udforskning skaber problemer - og agenterne må derfor være med til at løse de problemer, de selv har været med til at skabe. Men det holder. Der er så mange detaljer i universerne, skabningerne og alle lagene, at det ikke bliver kliché eller kedeligt. Der sker hele tiden noget og spændingen holder til det sidste!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Efter at have læst begyndelse af første ( ud af mange) bind om Linda og Valentin har jeg fået lyst til at eje dem alle. Gerne med det samme!