tirsdag den 13. november 2018

Vi er kommet for at leve




Af: Birgitte Vestergaard Andersen
Forlag: Brændpunkt
Sideantal: 288

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle meninger er mine egne.

Alma har en god familie. De klarer sig godt, og hun mangler ikke noget. Det skulle da lige være at blive en del af den populæreste gruppe i klassen. Og måske nogle flere likes på Instagram. Najma vil gerne være bedre til dansk, være mindre ensom - og måske endda glemme nogle af de ting, der skete i Syrien.
"I samme nu hun åbnede telefonen og kiggede, blev hun fyldt af den gode, varme følelse, som de røde markeringer ved Facebook-appen altid udløste. Hendes opslag havde fået opmærksomhed." (Citat side 92)
For Alma er det vigtigt at være rigtig. At være smart nok, god nok, populær nok. Og, måske især, på de sociale medier. Det er bare rigtig svært for hende at navigere rundt i de sociale spilleregler. Desuden kan det være rigtig svært at vælge - for hvad er vigtigst? At være sig selv, eller at gøre sig populær, selvom det ikke sker på en måde, man har lyst til?
For Najma er det også vigtigt at være sig selv. Det er bare svært for hende at finde ud af, hvem hun er, nu hvor hun er kommet fra Syrien til Danmark. Sproget er svært, landet er koldt, og der er så mange sociale spilleregler og en ny kultur, hun ikke helt forstår. Det er som to verdener. En derhjemme og ind i verden uden for lejligheden.

Vi er kommet for at leve er en fortælling om to meget forskellige piger, der hver i sær kæmper for at passe ind. Det er en roman med fokus på sociale medier og hvordan de unge bruger dem til at iscenesætte sig selv og fremstå, som de gerne vil ses. Hvordan det kan være et fællesskab, men også en farlig vej at bevæge sig ned af. Samtidig er det en roman der kigger ind i en anden verden. En verden, hvor fortiden er præget af krig, flugt og sorg. Hvor det også handler om at passe ind - bare ikke via billeder og likes.

Jeg var vild med de første 2/3 af fortællingen. Jeg følte, at her var en voksen, der havde fanget, hvor vigtigt det er for unge, at være en del af noget, der er større end dem selv. Ikke med en løftet pegefinger, men med en viden om, hvad der sker, når de unge (og voksne) bliver fanget i et spind af likes, delinger og kommentarer. Jeg tror mange vil kunne sætte sig i Almas sted.

For mig er det, selvfølgelig, sværere at sætte mig i Najmas sted. Jeg er ikke flygtet fra en helt anden kultur, et andet sprog, ja nærmest en anden verden. Jeg ved ikke, hvordan det er, ikke at forstå de mennesker, jeg omgiver mig med. Men forfatteren formår at skildrer Najmas tanker og følelser på en fin og billedrig måde. Så det var ikke svært at føle med hende.

Jeg vil ikke spoile noget i denne anmeldelse. Men som i de fleste YA-bøger sker der noget verdensomvæltende for Alma som gør, at hun må genoverveje sine valg. Egentligt et plot jeg tænker er realistisk nok, omend sat lidt på spidsen.
For Najma føler jeg ikke, der er helt samme udvikling. Hendes historie er ligesom for stor, til at være en af to fortællinger i romanen. Det kunne snildt have sin egen bog, for jeg tror, der er meget mere bag det, end hvad der er kommet med. Jeg savnede at vide noget mere om hendes familie, om deres indbyrdes forhold og reaktioner på alt det, der er sket.

Den sidste tredjedel af bogen var jeg desværre ikke vild med. Her følte jeg, det blev lidt for moralsk. Det er svært at forklare hvorfor, uden at spoile noget - så spørg endelig ind, hvis I vil have en uddybning. Desuden var jeg ikke glad for slutningen. Jeg står tilbage med for mange spørgsmål. Egentligt kan jeg godt se, hvorfor slutningen er, som den er, når man tænker den ind i Najmas kontekst og det liv, hun lever. Men det irriterede mig alligevel. Igen - det er svært ikke at spoile. Hvis du har læst bogen, så skriv endelig til mig - jeg vil gerne snakke om den!

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg færdiggjorde bogen på en nattevagt. Sygt kedelig info. Beklager, gik simpelthen kold på en god bonusinfo.

søndag den 11. november 2018

Ravnenes Hvisken #3


Af: Malene Sølvsten
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 609

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
Har du ikke læst de 2 andre bøger, vil der være spoilere. Læs anmeldelserne af bog 1 her og bog 2 her.

En istidsagtig vinter raser over landet og skaber kaos. Anne har travlt med at finde hoved og hale i alt det, der skal gøres for at undgå Ragnarok. Derudover har hun rigeligt at se til som ny vølve. Og det er ikke nemt at forstå Hejds spådomme, som ellers burde være en hjælp til at forudse, hvad der vil ske.
"Jeg følte et sært slægtskab med vølven, som var død for mange tusinde år siden. Nogle gange var det, som om hun talte direkte til mig gennem en tunnel af tid. "Hejd forudså Ragnarok, men hun så ikke Fimbulvinteren. Der står lidt i Vafprúdnismál (ordet er korrekt islandsk i bogen, red.), men hvad præcis FImbul er, eller hvor længe den varer, ved ingen. Fimbul betyder bare hård eller streng på norrønt. 
Meget jeg rejste, meget jeg fandt, meget jeg fik af magterne, hvilke mennesker vil leve, når Fimbuls vinter, i verden har været" (Citat side 41)
Anne vil for alt i verden afværge Ragnarok. Det kræver, at Anne lærer at forstå sine vølvekræfter, men det er ikke nok. Anne er også nødt til at finde ud af, hvem der er ven og fjende. Desuden må hun igen rejse fra verden til verden for at finde ud af alt det, hun endnu ikke ved. Og så er der Odin, der blander sig, og tror han ved alt - ja faktisk er han pisse irriterende.

Ravnenes Hvisken 3, også kaldet #finaleravn, er en hæsblæsende afslutning på Malene Sølvstens trilogi. En værdig afslutning, hvis du spørger mig. Det er en fortælling om kaos, død, grådighed og frygt. Men også en fortælling om kærlighed, tæt knyttede bånd, tillid, samarbejde og kærlighed. Der sket helt enormt mange ting. Forfatteren har i den grad skruet tempoet op i denne afsluttende bog.

Der er rigtig mange tråde, der skal samles, men forfatteren formår at gøre dette på en fin måde, så jeg sidder tilbage med en følelse af ro og afsluttethed. Det hele giver ligesom mening nu, selvom det tog mig et par dage at få det hele på plads.

I denne bog er der også plads til humor, og Anne er mere sarkastisk og rapkæftet, end hun var i bog 2. Det er som om hun er mere beslutsom nu, og har en anelse overskud til at folde sig ud. Det på trods af al den kaos der foregår omkring (og i!) hende. Annes udvikling er også meget tydelig i denne bog. Hun udviser langt mere empati, end hun før har gjort. Der er sket hende en masse, men hun formår at vende det og bruge det. Hvem havde troet at den stridbare teenager fra bind 1, ville tvangsfjerne et afskåret hoved, bare fordi det ikke bliver behandlet pænt?

Hvis man har hørt forfatteren fortælle om bøgerne og skriveprocessen, ved man, at hun ikke går ned på research! Og det er noget så tydeligt, at hun ved, hvad hun skriver om. Natur, moselig (!), runer og historiske begivenheder er så velbeskrevet, at jeg føler, jeg er der selv. Der er simpelthen ingen tvivl om, at hun ved noget om de her ting. Desuden er det fantastisk når virkelig begivenheder bruges i fortællingen. Ved at læse bogen finder du nemlig ud af, hvem der egentligt stjal guldhornene.

Jeg ville ønske, jeg kunne rejse videre i denne fortælling. Selvom jeg vidste, den ville få en ende, har jeg ikke helt affundet mig med, at det er nu. Dog kan jeg glæde mig over at hele trilogien vil komme som tv-serie. Det kan da kun blive godt!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Hvis jeg skal vælge et team, udover #TeamAnne, så er jeg klart #TeamMimer!

onsdag den 7. november 2018

Hader, hader ikke

Af: Glenn Ringtved
Illustrator: Otto Dickmeiss
Forlag: Carlsen
Sideantal: 45

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Kim hader alt. Faktisk hader han så mange ting, at det ikke er svært at skrive en stil om det. Godt nok skulle han også skrive noget, han elskede. Men det var ikke nemt. For Kim er god til at hade. Det er sådan noget man bruger i ringen, når man bokser. Og Kim er god til at bokse. Endda bedre end sin storebror.
"Far sad ved bordet. Han var helt stille. Sad bare og kiggede ud i luften. Min stil lå på bordet. Han så op. Han så ikke vred ud. Men heller ikke glad. Han ser sgu aldrig glad ud. Han tog papirerne, der forsvandt helt mellem hans kæmpestore murerhænder. "Nå, du synes, jeg er dum?" "Nej," sagde jeg. "Hvorfor skriver du det så?" (Citat side 27) 
Kim hader at gå til boksning. Han hader, at hans far går så meget op i det. Han hader, at hans bror går så meget op i det. Og det kommer ned i den stil, han skal skrive. Som han kommer til at fortælle sin bror om. Selvfølgelig skal hans bror være en idiot og vise stilen til deres far.

Hader, hader ikke er en fortælling jeg tror, mange kan genkende. Gør man noget for sin egen skyld, eller for andres? Og hvis det er for andres skyld - hvorfor gør man det så? Og kan man kun vær god til én ting? Det er også en fortælling om ikke at føle, man hører til. I skolen, til boksning, i sin egen familie.

Illustrationerne understreger fortællingen. Den måde især faderen er tegnet på, passer godt til det billede, jeg tænker, drengen har af sin far. De store hænder, det store hoved. Han ser skrækindjagende ud. Ligner en, der kan blive rigtig vred. Sammen med sproget, der er flydende og let, men indeholder så mange ting, ender det ud i en rigtig fin fortælling om familieforhold, følelser og det svære i at turde tale om dem.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet lige inden jeg skal gøre mig klar til en nattevagt. Mens jeg allerhelst vil krybe ned under dynen.

mandag den 5. november 2018

Mowgli


Af: Sarah Engell
Illustrator: Cato Thau-Jensen
Forlag: Carlsen
Sideantal: 45

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Pigen har aldrig set himlen. Hun kan bare se det rum, hun er i. Men mor er der også. De leger tit kravleleg. Og mor er god til at trøste, når pigen er ked af det. Det eneste mor ikke kan lide, er sangen, der kommer gennem tremmerne.
"Men mor hadede den sang. Mor sagde, at mor da også kunne synge, hvis det skulle være. Men når mor sang, lød det ikke som klare stjerner. Det var en hvæsen. der gav pigen ondt i maven." (Citat side 12)
Pigen lytter til sangen om stjerner, ternerne og ræven. Hun har aldrig set stjerner før, men forsøger at forestille sig dem. Hun forsøger at holde orden i rummet. Forsøger at holde styr på tiden. Lytter efter sangen, der strømmer ind. Af og til kommer Damen. Måske har hun en tallerken mad med. Måske er det hende der synger. Pigen ved ikke helt, hvem Damen er.

Mowgli er en fortælling, der sætter tankerne i gang. Efter er par siders læsning begyndte min hjerne at køre på højtryk, og selv forsøge at digte sig til de ting, der ikke siges højt. Hvem er mor? Hvor er pigen? Hvorfor er hun der? Nogle fortællinger kan ikke bære dette - de ødelægges af, man ikke får en forløsning. Men ikke Mowgli. For mig var det næsten essensen. For mig var det ligesom at være pigen. Hun ved ligeså lidt, forstår ligeså lidt og må forsøge at forstå. Forsøge at digte sin egen virkelighed. Så selvom jeg sad tilbage med spørgsmål, føler jeg stadig, fortællingen blev forløst. På sin egen, uforløste måde.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at jeg er vild med Sarah Engell. Jeg synes, hun er formidabel til at beskrive følelser på en måde, så de går lige i hjertet. Det gør Mowgli også. Jeg får lyst til at gøre noget, redde pigen, fortælle nogen om hende. På trods af jeg ved, hun er fiktiv. Sproget og fortællerstemmen er med til at vække disse følelser. Og Cato Thau-Jensens illustrationer understreger kun dette. De mørke billeder, der kommer med en snert af en forklaring, men på samme tid er næsten ligeså bogstavelige som pigen selv, understreger universet.

Fortællingen indeholder mange detaljer der kan tænkes over og tolkes på. Billederne ligeså. Jeg tror, uden at være indenfor faget, at det vil være en rigtig god bog at bruge i folkeskolens ældste klasser i et forløb. Der kan laves mange fortællinger udfra pigens oplevelser, og der kan digtes mange slutninger.

Mowgli er en hjerteskærende fortælling, der sætter spor. Som kun fantastiske fortællinger kan gøre det.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg ville aldrig få lov at illustrere noget. Jeg tegner helt elendigt!

onsdag den 31. oktober 2018

En typisk arbejdsdag som psykiatrisk sygeplejerske


Dette er ikke et indlæg om bøger. Derimod er det et billede på en ret almindelig arbejdsdag i mit liv. Jeg har valgt at skrive dette indlæg for at vise, hvad jeg til dagligt laver. Også for at vise, hvor travlt man har, som medarbejder i psykiatrien, hvorfor det nogle gange føles komplet umuligt at åbne en bog, når jeg har fri. Fordi jeg bare er brugt. På en måde hvor selv mine elskede bøger er for uoverkommelige. Dette er altså en helt almindelig arbejdsdag på fra 7-15, på et lukket psykiatrisk afsnit.

Jeg møder ind til ro omkring klokken 6.50 og får en kop kaffe og listen over patienter. Der er kommet 3 nye patienter, siden jeg var her for 4 dage siden. Siden jeg var her, er en patient blevet tvangsudskrevet, for at gøre plads til en dårligere patient. Jeg sukker og mærker, at systemet ikke fungerer. På trods af, jeg elsker mit job, så er det ikke okay.

I løbet af de første ti minutter, har samme patient henvendt sig 3 gange i døren. Ingen ved helt, hvad hun vil. Hun er let irritabel allerede før klokken er 7. Vi er i dag 4 faste personaler og en vikar til 18 patienter. Vi har en i overbelægning. Desuden er her 4 elever/studerende som vi også skal tage os af og uddanne.

Vi bruger ca. 20-25 minutter på at fordele kontaktpersoner og dagens opgaver. Jeg er kontaktperson for 5 patienter, hvoraf en vælger ikke at komme retur fra orlov. Kort efter skal jeg over til narkoselægerne med en patient, på det “almindelige” hospital, da hun skal have lagt drop inden hun skal til ECT (elektrochokbehandling) og er svær at stikke. Der bruger jeg omtrent 3 kvarter på.

Retur igen må jeg håndtere situationen, hvor en patient ikke vil retur fra orlov. Der skal tales med læger og pårørende. Patienten er her frivilligt, og det er et "problem," da vi så ikke kan “tvinge ham” tilbage. Han har det rigtig skidt, men det er desværre svært for mig at gøre noget. Så jeg venter på, om patienten måske vil retur alligevel.

Vi har stuegangsmøde i godt en halv time, hvor vi gennemgår, hvilke patienter der skal ses og hvad der er behov for at blive gjort. Så følger jeg en patient til ECT-behandling. Vi venter lige godt en halv time over tid, før hun kommer ind, og jeg skynder mig retur igen.

En af “mine” patienter er meget hurtigtkørende, ønsker sig udskrevet og er irritabel. Hun har fået noget beroligende og jeg tager hende med på stuen og får en snak om, hvorfor hun skal være her. Hun er tvangstilbageholdt, men mener alligevel, hun skal hjem. Til sidst virker medicinen og hun falder i søvn efter en snak om at hun er syg, på trods af, hun ikke føler dette.

Indimellem dette har jeg udleveret cigaretter, svaret på spørgsmål, snakket i telefon fire gange, låst tøj ud, og læst op på mine patienter samt læst mails.

Lige omkring 11.30 henter jeg patienten fra ECT igen. Retur på afsnittet er der frokost og jeg deler lidt medicin ud. Husker en patient på, hun skal have depot, skifter plaster og renser sår hos en, det har selvskadet i weekenden. Når også lige at dokumentere, at jeg har givet noget medicin. Følger en patient på toilettet (det er aflåst).

I dag er der tid til samlet frokost med kollegaer. Vi får snakket om løst og fast. Der er dog 3-5 henvendelser i døren imens vi spiser. Bagefter snakker jeg med en patient der har det skidt og henter medicin. Giver hende også depot-indsprøjtning. Så er jeg lige nede og hjælpe på et andet afsnit med noget medicin.

Jeg forsøger ihærdigt at motivere en patient til at rydde op på sin stue. Han nægter. Jeg ender med at konfiskere 5 lightere fra stuen samt samle gamle madrester sammen. Han bliver vred på mig, da jeg siger, han simpelthen ikke må ryge på stuen. Han mener, jeg mobber ham og misbruger min magt - at jeg kun er noget værd på psykiatriens matrikel i form af magt og “ondhed” (hans ord). Jeg rummer hans vrede, men vil ikke tales grimt til, så jeg går fra stuen.

Jeg ringer rundt omkring patienten, der ikke vil retur. Taler med forskellige folk. Han vil stadig ikke tilbage. Jeg har ikke haft nogle planlagte samtaler (patienternes lægesamtaler), men går med til en kort samtale ,hvor min patient ønsker sig udskrevet. Hun er indlagt i henhold til sin behandlingsdom og kan derfor ikke udskrives bare lige sådan. Det, mener hun, er forkert. Hun forbliver indlagt, men skuler til mig.

Jeg bruger en halv time på at dokumenterer dagens vigtigste hændelser. Retter vores informationsliste. Tjekker, jeg har registreret al givet medicin. Jeg sætter kaffe over til aftenholdet, rydder op på bordet, og tager mig af henvendelser fra patienterne. En vil låne en telefon, jeg lige skal finde, en vil have cigaretter, en vil bestille mad udefra, en vil tale med læge.

Og så møder aftenholdet og jeg går hjem - og møder igen i morgen.

Denne dag var ret typisk. Der var ingen større konflikter, ingen trusler, ingen alarmer eller akutte situationer. Mine kollegaer har lavet omtrent ligeså mange ting som jeg har.

torsdag den 11. oktober 2018

10 ikke-bolige facts om mig


Der er ikke så mange indlæg på bloggen, der handler om andet end bøger. Hvilket selvfølgelig heller ikke er meningen da det er, surprise!, en bogblog. Jeg havde derfor lyst til at lave dette indlæge, så I måske fik en lille idé om, hvem jeg er. Derfor kommer her 10 facts om mig, der ikke har noget med bøger at gøre.

Jeg kalder Søborg for min "hjemby." Jeg flyttede dertil som 6 årig og boede der, til jeg var næsten 17. Jeg gik i folkeskole der, og føler, det er der, jeg "voksede op". Før det boede jeg på Amager, og efterfølgende er jeg flyttet en del rundt.

Luna siger, jeg er et mega rodehoved - hvilket måske er rigtig nok. Jeg har det med at "bygge rede" omkring mig - en kop kaffe, en bog, et blad, en trøje, min telefon. Det samler sig ligesom omkring mig. På en måde føles det trygt. Luna beder mig tit huske at sætte mine sko ind i skabet, lægge min trøje på plads, eller generelt bare rydde op.

Jeg starter tit kreative projekter, jeg ikke færdiggør. Primært fordi jeg bliver sur og ked af, det ikke er blevet, som jeg havde forestillet mig. Hvilket sker 9/10 gange, da jeg ikke er specielt god til den slags. Så jeg ender med at tude eller vrisse og smide det ud. Lige nu er jeg dog i gang med at lære mig selv at hækle, hvilket går overraskende godt!

På trods af, jeg faktisk ikke har anmeldt så mange krimier, er jeg rigtig vild med genren. Også indenfor tv-serier og podcast. Især true crime er jeg vild med. Jeg lytter til rigtig mange podcast om emnet, og kan især anbefale den (relativt nye) danske true crime podcast Mørkeland eller den amerikanske Seriial (der er kommet en ny sæson).

Jeg laver en rigtig god omgang boller i karry - på en alternativ måde. Altså, nu spiser vi ikke længere kød og jeg har ikke fundet et erstatningsprodukt der kan gøre det ud for bollerne, men da vi spiste kød, var jeg ret god til den ret. Jeg laver ikke en klassisk opbagt karrysovs, men koger derimod gulerødder, løg, æble, lidt kartoffel, hvidløg, bouillon og karry til det er mørt og blender det - og det smager virkelig godt!

Jeg elsker chokolade. Der er en grund til, jeg godt kunne tabe en del kilo - og en af dem er klart chokolade. Også andre søde sager (jeg er muligvis lidt for glad for ting, der indeholder sukker), men mest chokolade. Ja, også den billige slags, den tyske slags, den vamle slags - gerne hvid eller mælk. Til nøds mørk chokolade, men altså - der er slet ikke nok sukker i jo!

Jeg har ikke den store indretningssans og er virkelig glad for, Luna gider gøre den slags herhjemme.  havde jeg boet alene, havde det set langt mere rodet og ugennemtænkt ud. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan ting vil se ud sammen eller se, hvad der passer godt til hinanden. Faktisk har lidt en regel om, at ting skal godkendes af Luna, før jeg køber noget til hjemmet. Og det er helt cool med mig!

Jeg ved ikke, om jeg vil have børn. Altså, jeg kan virkelig godt lide børn. Og jeg har aldrig tænkt på mig selv som en, der ikke skulle have børn. Men som mit (og Lunas) liv er lige nu, kan jeg ikke se det passe ind. Alt det, man skal gå på kompromis med og være villig til, er ikke noget, jeg for nuværende har lyst til. Jeg har ikke afskrevet børn, men jeg har heller ikke en længsel efter at få nogen lige nu.

På en eller anden magisk måde ophæver jeg virkningen af salt. Nej, det kan ikke lade sig gøre, det er jeg klar over. Men jeg kan salte maden virkelig godt - og den smager ikke af en skid. Heller ikke selv om der er andre krydderier i. Luna er ret glad for salt, mere end jeg er, og derfor er hun måske ikke den bedste målestok i forhold til, om jeg salter maden nok. Hun er bare ikke den eneste, der altid salter den mad, jeg har lavet. Det er et mysterium, hvordan jeg bare ikke kan salte maden.

Jeg elsker at sove. Og jeg kan virkelig sove meget - og nærmest altid. Ikke kun fordi jeg er i søvnunderskud, bare sådan... fordi. Jeg kan sådan set godt komme op om morgenen (møder klokken 7 på dagvagter, så det er heldigt!), men kan bare altid tage en lur. Også på et par timer. Også på dage, hvor jeg har sovet 9 timer i streg. Der er få ting, der er så rart, som en god lur!

tirsdag den 2. oktober 2018

Fire bøger jeg gerne vil læse inden nytår


Jeg har en del bøger til anmeldelse liggende lige nu. Eller, lige nu er de fleste på vej med posten. Og de skal selvfølgelig læses og anmeldes - og også gerne i dette år. Det tror jeg nu også, jeg nok skal nå. Det er ikke de længste eller tungeste bøger. Jeg sætter en ære i at få læst og anmeldt relativt hurtigt. Især hvis det er en bog, jeg selv har bedt om, eller hvis der er deadline på, det er klart.

Men der er også nogle bøger, jeg længe har ville læse - og som ikke er anmelderbøger. Bøger, jeg glæder mig til at få læst. Det kan være en svær balancegang for mig. Tit siger jeg ja til ret mange anmeldereksemplarer, og det går så udover de bøger, jeg gerne vil læse, som ikke er fra et forlag eller en forfatter. Faktisk har vi rigtig mange bøger herhjemme, jeg ikke har læst endnu, simpelthen fordi jeg mener, jeg har et ansvar, når jeg siger ja til at læse og anmelde en bog fra et forlag eller en forfatter.

Nu har jeg kigget lidt på de bøger, vi har stående på reolerne og jeg har fundet nogle, jeg virkelig gerne vil nå at læse i år - simpelthen fordi jeg har glædet mig til at læse dem. Når jeg det ikke, så når jeg det ikke - men jeg vil gerne!


A Christmas Carol af Charles Dickens
Jeg har ikke læst særlig mange klassikere - men jeg vil gerne. Ofte er det bare tungere eller sværere at læse, fordi sproget er gammelt, de er på engelsk, eller de ender bag anmeldereksemplarer. JEg vil virkelig gerne læse flere såkaldte klassikere. Og jeg ER faktisk i gang med denne - men der kom liiiiige Ravnenes Hvisken 3 til anmeldelse. Og den har jeg altså ventet på i et helt år. Jeg har set A Christmas Carol på film og var vild med den - så jeg håber at få læst bogen i år. Nåh ja, måske til jul!

Fordelen ved hemmelige forelskelser af Becky Albertalli (bogen er en gave fra forlaget)
Jeg elskede Simon vs. verdens forventninger og har hørt så godt om de to næste bøger, der foregår i samme univers. Derfor glæder jeg mig til at læse den. Og derfor vil jeg gerne læse den snart - også så jeg kan få læst Leah på offbeatet. Som ligesåvel kunne være på denne liste!

Hvis bare du var min af Jenny Han
Nej, jeg har endnu ikke læst den. Eller set filmen. Men jeg vil virkelig gerne. Bogen ser heller ikke hverken lang, tung eller kompliceret ud. Det er bare... Det er så svært at vælge! Når anmeldereksemplarer er klaret, så er der jo reolvis af bøger - og hvordan vælger man? Men nu er filmen kommet på Netflix, og jeg vil faktisk gerne læse bogen først. Det kan jeg bedst lide. Tror jeg nok, haha.

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman
Rigtig mange har læst den. De fleste elskede den. Mange taler om den. Hvorfor er det, jeg ikke har stiftet bekendtskab med denne forfatter endnu? Jeg ved det ikke. Men han er på listen over forfattere, jeg vil læsenoget af. Og denne bog skulle jeg gerne læse inden vi skriver 2019!

Hvordan balancerer du mellem anmeldereksemplarer og "frilæsning"? Og hvis du ikke anmelder - hvordan vælger du så, hvilken bog, du vil læse som den næste, hvis der er mange, du gerne vil læse? Måske kan jeg få lidt inspiration!