søndag den 8. juli 2018

Under overfladen


Af: Claus Lohman
Forlag: Aronsen
Sidetantal: 339
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Martin Henderson arbejder som virolog i New York. Han bor med sin kæreste, har et godt forhold til sin egen og hendes familie - og en ganske fremadstormende karriere. Emma Fitzgerald er arkæologistuderende men vil hellere være journalist. Der er bare ikke rigtigt nogen af de store medier, der vil antage hendes artikler. Umiddelbart to mennesker, der ikke har noget med hinanden at gøre - men som spindes ind i et net af fortællinger og hemmeligheder.
"Martin overhørte ordene og stirrede målløs på prøverne. Han måtte selvfølgelig foretage en ny analyse for at få bekræftet udfaldet, men det pågældende farveskift kunne under alle omstændigheder kun forekomme, hvis der var H1N1 til stede, så en ny analyse ville unægteligt give det samme uventede og uhyggelige resultat. Han sank en klump, eftersom H1N1 var det videnskabelige navn for netop Den Spanske Syge." (Citat side 100)
Først bliver Martin forsøgt kidnappet på åben gade. Noget hans politiefterforsker-kæreste går i gang med at undersøge. Så dør to dykkere af Den Spanske Syge - som slet ikke findes mere. Desuden er der mareridtet, om det gamle spejl, der konstant plager Martins nætter. Så er der Emma, der får oplysninger leveret om kidnapningen. Nogen vil have hende til at skrive om det. Desuden er der et gammelt, sunket skib med en skat af kæmpe værdi, en masse familiehemmeligheder og løgne. OG så er der selvfølgelig også lige en vaccine, Martin må se at få opfundet. For ellers kan det godt være at Den Spanske Syge spreder sig.

Under overfladen er en krimi med mange, mange tråde. Jeg forklarede det til Luna som: "Skattejægere møder uddød virus, møder dykkergferie, møder løgnagtige familier og korrupt politi møder nysgerrig journalist." Det lyder måske rodet, men forfatteren formår faktisk at samle det hele til sidst. Jeg blev undervejs godt forvirret - men aldrig hægtet af. Og det må man gerne, synes jeg, som læser. Blive forvirret over, hvad fanden det egentligt er, der sker. Så længe man hele tiden føler, man er lige ved at forstå det. Så længe, man ikke er helt hægtet af.

Sproget i romanen er flydende og let. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har sat sig ind i det, han skriver om. Der er masser af forklaring på virus, epidemier og naturvidenskab undevejs - men ikke på en forceret måde. Det bliver ligesom en del af fortællingen og ikke blot fakta der er presset ind mellem linjerne. Jeg ved ikke ret meget om infektionsmedicin eller det amerikanske sundhedssystem, men det virkede troværdigt.

Karaktererne i fortællingen er troværdige. Jeg kunne fint sætte mig i deres sted og føle med dem. Noget der nogle gange kan være svært, når der er så mange karakterer med, som der er i denne roman. Men det føltes let og ligetil.

Det tog mig lige nok omkring 100 side at blive virkelig fanget. Ikke fordi de første 100 sider var kedelige, men det tog bare virkelig fart derefter. Især sidste tredjedel af romanen er hektisk. Der sker virkelig meget og der er så mange ting at holde styr på - der krævede at jeg læste uforstyrret. Men det hele faldt ligesom i hak til sidst og jeg fik den forløsning, jeg havde håbet på. En helt anden end jeg troede - men en god forløsning. Ligesom en god krimi skal være.

Romanen er første del af en planlagt triologi - og jeg glæder mig helst sikkert til at læse næste bind.

Bogen får 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg har selv dykket med flasker en enkelt gang. Og det var virkelig en fantastisk oplevelse.

onsdag den 4. juli 2018

Mission feriekys


Af: Sandra Schwartz
Forlag: Alvilda
Sideantal: 173
Orignalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Siri skal på ferie med sin familie. Lige da hun ellers er blevet inviteret med til fest. Så det er ikke fordi hun gider. Og så skal hun ovenikøbet være sammen med familien i en hel uge. For at holde det ud, laver hun en mission. Mission feriekys.
""Hey" siger en stemme så. En blød og lækker stemme, der øjeblikkelig får mig til at se op og lige ind i et filmstjernersmukt ansigt, som jeg lynhurtigt skyder til at tilhøre en dreng på alder med Sara eller måske lidt ældre. "Jeg tror vist, vi har en plads her." Ansigtet smiler og afslører en perlerække af hvide tænder. Oh. My. God." (Citat side 41)
Det bliver hurtigt en mission at få kysset Mr. Hot, der sad ved siden af Siri hele flyeturen. Han og hans irriterende bror, Gigaidioten, skal nemlig bo på samme hotel som Siri og familien. Problemet er bare, at Siris søster, Sara, også ser ud til at være vild med Mr. Hot. Og Gigaidioten blander sig hele tiden i alting. Ligesom Siris dumme lillebror. Der kommer konstant noget i vejen for Mission feriekys. Og Siri må ændre kurs et par gange.

Trænger du til en hyggelig sommerferiebog? Eller kender du en 12-15 årig der gør? Så er det her er godt valg! Der er lige dele teenagefølelser, akavethed, forelskelse og skænderier. Der er bankende hjerter og rødmende kinder.

Det er en velskrevet og sjov fortællingen som rammer ned der, hvor de unge er. Der er ingen moraliserende slutning, selvom hovedpersonen må træffe valg undervejs.
Sproget er tilpasset målgruppen og er let læseligt. Karaktererne er troværdige. Jeg følte med dem, forstod dem, flovede mig med dem - og håbede, de traf de valg, jeg ville vælge for dem.

Forfatteren formår at forstå de unge, hun skriver til. Jeg er lidt ældre end målgruppen - men jeg var alligevel godt underholdt. Måske forælde også ville få noget ud af at læse serien, og på den måde lære lidt om deres barn/teenagers verden - og forstå dem lidt bedre!

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo:
Jeg har set, hvor Sandra Schwartz bor. Faktisk drukket kaffe hos hende. Jep, jeg er så sej!

søndag den 1. juli 2018

Lige nu er jeg her



Af: Isabelle Ståhl
Forlag: C&K Forlag
Sideantal: 275
Originalsprog: Svensk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.


Elise dater på Tinder. Tager til fester. Scorer fyrer i nattelivet, kombinerer halve sovepiller med et glas vin. Hun er hele tiden et skridt foran - hun skal videre, inden tomheden rammer.
"Jeg slår GPS'en til og åbner Tinder, gennemsøger nærområdet for at mærke, at jeg stadig findes." (Citat side 16)
På studiet møder Elise Victor. Eller, hun opdager, at han er til. I lang tid følger hun hans væren og gøren. Dukker op til de samme fester, forsøger at tale med hans venner, stalker ham på Facebook. Alt i mens hun stadig swiper til højre, fester og forsøger at leve. Indtil Victor opdager hende. Kysser hende. Beder hende flytte ind. Nu har Elise dét, hun længtes efter. Dét, hun kæmpede for. Men hvad så? Hvad skal man så, når man faktisk får det, man gerne ville have?

Jeg forstår godt, hvor forfatteren vil hen med fortællingen. Jeg er fra en generation hvor vi konstant skal vide, hvor vil hen, og hvad der skal ske lige om lidt. Dermed er vi også konstant mentalt på vej videre - for hvad skal der ske, hvilke valg skal vi træffe næste gang? Men jeg synes, det bliver for karikeret. Det bliver udpenslet for meget, for tydeliggjort på en måde, hvor jeg ikke skal tænke mig til noget, men blot kan læse at hovedpersonen er urolig. Mentalt såvel som fysisk.

Der er mange tanker i fortællingen. Om livet, fremtiden, nutiden. Tilvalg og fravalg. Konsekvenser af vores valg og handlinger. Store tanker jeg tror, mange sidder med, når alderen rammer nogen-og-tyve og man skal forestille at være voksen. Det er altid rart at blive bekræftet i, man ikke er alene med sine tanker og følelser. Men igen - det bliver for meget i denne fortælling. Der var ikke ro nok til, jeg kunne fordøje alle tankerne.

Til gengæld er sproget i romanen fantastisk. Velskrevede, velformulerede sætninger. Mange sproglige finurligheder. Og det flyder, sproget. Det er letlæseligt uden at være kedeligt. Karaktererne er også velbeskrevet. Det er er kompliment til forfatteren, at jeg blev irriteret på flere af karaktererne. For hun formåede at beskrive dem og fortælle om dem på en måde så de fremstår så ægte, at de virkelig kom under huden på mig. På den jævnt irriterende måde. Men netop fordi de var, som de var. Skide irriterende.

Måske er det en fortælling der giver mere mening om 10 år, når jeg ikke selv er midt i det, forfatteren skriver om. Når jeg kan distancere mig selv og se tilbage på de her år, jeg er midt i lige nu.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo:
Jeg er selv rigtig dårlig til bare at være lige her, lige nu.

tirsdag den 26. juni 2018

Glasvinge


Af: Katrine Engberg
Forlag: People's Press
Sideantal: 354
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Dette er 3. bind i serien om efterforskerne PA Kørner/Werner. Den kan læses uafhængigt, men jeg anebefaler at starte med Krokodillevogteren efterfulgt af Blodmåne.

Jeppe Kørner kastes ud i endnu en sag. Denne gang uden sin faste makker Anette Werner. Hun er nemlig på barsel. Jeppe skal vænne sig til sin nye makker, mens Anette skal vænne sig til at være mor. Og så begynder de bizarre mord. Det første lig findes i et springvand med symmetriske snit der antyder, hun er blødt ihjel.
"Jeppe lænede sig frem. Tværs over hvert håndled og ved venstre lyske gabte huden i centimeterbrede snit, sat fuldstændig symmetrisk over hinanden i to parallelle baner. Tolv små snit i alt, sirligt placeret på tre af kroppens vitale pulsårer." (Citat side 37)
Ofrene har alle arbejdet på samme bosted for psykisk syge unge. Men hvem kan have noget mod dem, der vil hjælpe andre? Mange, viser det sig. Men hvem har det største motiv? Familien til den anbragte pige, der tog sit liv? En af de ansatte? Den unge fyr, med skizofreni, der er indlagt? Efterforskingen føre Jeppe ind i sundhedssystemet, hvor alt ikke nødvendigvis er, som det burde være. Og Anette har svært ved at være på barsel og den ændring en baby fører med sig. Og så er der Esther, den pensionerede litteraturlektor, der føler sig deprimeret, men pludselig møder den mystiske, nye underbo.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været vild med de to første bind i Engbergs krimiserie. Denne her glædede jeg mig virkelig til at læse, da den handler om ting, jeg virkelig ved noget om. Sundhedssystemt - og psykisk sygdom. Jeg bliver altid lidt bekymret for, om det der står, er realistisk. Om der er researchet godt nok. Og endnu en gang viser forfatteren, at hun ved, hvad hun skriver om. Det er tydeligt, at forfatteren har sat sig ind i, hvordan tingen fungerer.

Endnu en gang er det en roman med rigtig mange veje at gå ned ad. Bedst som jeg havde låst mig fast på én gerningsmand, var der nye veje at udforske. Og selv da det hele føles forløst, dukker nye oplysninger op. Det er velskrevet, og trådende samles rigtig fint.

Karaktererne er fortsat godt beskrevet, og jeg føler, jeg kommer endnu tættere på dem. I Blodmåne følte jeg, jeg kom tæt på Jeppe Kørner. Denne gang er det Anette Werner, jeg føler, jeg har lært godt at kende. Det er karakterer, jeg føler med. Karakterer, jeg får lyst til at ruske i.

Som psykiatrisk sygeplejerske er jeg altid på vagt, når der skrives om personer med psykiske lidelser. Bliver de stigmatiseret? Hvordan omtales det? Forfatteren gør det godt. Hun formår at beskrive personerne og ikke diagnoserne. Selvom diagnoserne har betydning for fortællingen er personen i centrum. Symptomer og behandling beskrives godt og korrekt. Noget, der gør mig glad!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg skal faktisk være med i en podcast for at tale om netop psykiatri og forbrydelser.

søndag den 24. juni 2018

Blodmåne


Af: Katrine Engberg
Forlag: People's Press
Sideantal: 366
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Blodmåne er andet bind i serien om Kørner/Werner. Den kan læses selvstændigt, men jeg anbefaler at du læser første bind i serien først.

Politiassistent Jeppe Kørner og kollegaen Anette Werner kastes ud i endnu en drabssag. Første antagelse er, at det er en hjemløs, der har drukket sig ihjel. Men det viser sig at være en kendt modemand der er blevet slået ihjel. Nogen har formentlig hældt afløbsrens i en drink. Snart er der endnu et offer i sagen. Hvad er sammenhængen mellem de to, udover de er kendt i modebranchen?
"Hans død havde været alt andet end fredsommelig. Voldsomme opkastninger, munden, der blødte og smeltede. Det øjeblik, hvor smerten blev uudholdelig, men han var ude af stand til at råbe om hjælp. Panikken i øjnene, den rene frygt hos et menneske, der forstod, at han var ved at blive opløst indefra. Rædslen.” (Citat side 60)
Jeppe er kommet hjem fra en lang udlandsrejse. Han er klar til at kaste sig ud i arbejdet - men det bliver sværere end forventet da det viser sig, at Jeppes gode ven Johannes måske er indblandet.
Den pensionerede lektor i litteratur, Esther, er ikke indblandet denne gang - men hun tror, hun ved, hvad der binder ofrene sammen. Hun er faktisk helt overbevist om, at det populære radioprogram Mads & Monopolet spiller en rolle. Men hvad er op og ned i den her sag?

Katrine Engberg har gjort det igen. Skrevet en gennemtænkt og velskrevet kriminalroman. Ligesom hendes debutkrimi er denne roman velskrevet og gennemresearchet. Der er endnu gang styr på detaljerne op politiarbejdet. Forfatteren formår igen at kaste masser af muligheder ud til læseren - og at samle trådende til sidst.

Blodmåne er en intens krimi med masse af spænding og tempo. Der sker noget hele tiden, og bedst som jeg troede, jeg havde regnet det hele ud, viste der sig nye spor og plottwists. Spændingen bliver godt forløst og jeg sidder tilbage med følelsen af, at det hele går op i en højere enhed.

Jeg føler, at jeg i denne roman er kommet tættere på de to hovedpersoner, Jeppe og Anette. Der er mere personlighed og flere detaljer - noget jeg er rigtig glad for, da det giver mig en lyst til at vide mere. Der er ikke så meget af det personlige, at det overtager krimidelen, men så tilpas meget, at det føles som en ægte og troværdig fortælling.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet, før billedet blev taget. En rolig nattevagt = At kunne komme foran med anmeldelser, men uden mulighed for at tage billeder.

onsdag den 20. juni 2018

Forfatterinterview #5 - Luna Mørup

Jeg har interviewet forfatteren til Claire og julemiraklet, Luna Mørup. Det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at jeg er gift med hende. Men der må selvfølgelig følge nogle fordele med, når en forfatter er gift med en bogblogger!




Præsenter kort dig selv
Jeg er forfærdelig til at gøre det kort, men jeg skal gøre et forsøg.
Mit fulde navn er Luna Sarah Mørup, jeg er 29 år gammel, bor i Slagelse og har skrevet ”Claire og julemiraklet”. Når jeg ikke skriver, har jeg en lille Etsyshop, Snowflake Kisses – By Luna, hvor jeg sælger hjemmelavet home decor. Efter 9-10 år med psykisk sygdom og svær angst, er jeg endelig begyndt at blive mig selv igen, hvilket gør at jeg har overskud til både at skrive, og drive egen butik.
Jeg er gift med verdens bedste og tålmodigste kvinde, Julie, som jeg også har dedikeret bogen til. Uden hende, havde jeg ikke været her i dag.
Før jeg begyndte at tage mine skriverier mere alvorligt, var jeg bogblogger på Lunas kaffekrog, hvor jeg blandt andet anmeldte bøger. Det var, for mig, vejen ind i et miljø af bogelskere, bloggere, anmeldere og forfattere/forfatterspirer, som jeg holder så meget af.
Jeg læser stadig, og følger altid med i hvad der sker i bogverdenen, men det er nu meget rart, at kunne læse af lyst igen, selvom bogbloggertiden var for vild.
Musik betyder meget for mig, og jeg har sunget før jeg lærte at snakke. På et tidspunkt begyndte jeg også at spille guitar, og derefter bas. Nu er det bare på hyggebasis, men jeg elsker stadig musik, og bruger Spotify flittigt.
Når jeg skriver, lytter jeg altid til musik der passer til.

Se, jeg kunne ikke gøre det kort. Sorry.

Hvordan kom ideen om Claire og julemiraklet til dig?
Det skete på en ret mærkelig måde. Der var Nanowrimo. Det er et årligt event på nettet, hvor man har en måned til at nå at skrive 50.000 ord. Det er en supergod måde at kickstarte sin roman på, og jeg nyder altid at være med. Nå, men da det startede, var jeg allerede godt i gang med en anden historie. En gyser om et forbandet cirkus. Den sluttede dog før jeg havde regnet med, og der var jeg kun nået op på 10.000 ord i Nanowrimo. Så jeg stod altså og manglede at skrive 40.000 ord. Det betød at jeg måtte finde på en ny historie. Efter at have skrevet gyserromanen, som jeg hadede, da den på ingen måde blev som jeg havde regnet med, havde jeg lyst til at skrive noget helt andet.
Jeg havde, på det tidspunkt, været i julestemning siden slutningen af august, og Nanowrimo er i november, så jeg var ved at være utålmodig. Det eneste jeg tænkte på, var sne, smukke julelys, varm pejs og juletræer. Det var sådan jeg fik idéen til juletemaet. Resten kom faktisk af sig selv. Jeg har altid skrevet om lesbiske, på en eller anden måde, fordi jeg selv er gift med en kvinde, og det er den kærlighed jeg kender bedst. Desuden er det en anden måde at beskrive begær på, når det handler om to kvinder/piger, og det holder jeg meget af. Sådan opstod kærlighedshistorien.
Paris dukkede egentlig bare op. Jul i Paris har altid været drømmescenariet for mig.
I virkeligheden har jeg kun været i Paris en enkelt gang, og jeg var mere skræmt end noget andet. Desuden var det ikke jul.
Da jeg havde de 3 ting (Jul, lesbisk kærlighed og Paris) på plads, begyndte jeg bare at skrive, og så kom resten af sig selv.

Hvordan var din skriveproces?
Hvad var sværest?
Eftersom jeg var et godt stykke inde i Nanowrimo da jeg begyndte at skrive Claire og julemiraklet, gav jeg den egentlig bare gas indtil jeg nåede op på de 40.000 ord jeg manglede. Historien sluttede faktisk også der. Til at starte med, var den lige omkring 40.000 ord, så det passede perfekt. Jeg tror jeg skrev 2 timer om dagen i omkring 3 uger, og så var første udkast færdigt.
Det sværeste var at skrive en historie der kun foregår over 24 dage. Jeg er vant til at skrive romaner der strækker sig over mange måneder eller år. Det var virkelig svært at begrænse sig.
Samtidig havde jeg besluttet mig for, at det skulle være en letlæselig og ikke alt for dyb julehistorie, hvilket betød at jeg var nødt til at beskrive personerne kort, uden rigtigt at gå i dybden. Det var hårdt, for jeg elsker at opdigte personer.
Min skriveproces var lettere end jeg nogensinde har prøvet før, og historien skrev nærmest sig selv. Det eneste der skulle til, var lidt julemusik og en masse ro.

Er der noget af dit eget liv i bogen?
Der er altid et eller andet fra mit eget liv i mine romaner. Enten følelser, oplevelser eller steder.
I Claire og julemiraklet, er der en scene hvor Claire og hendes mor, spiser ost og drikker vin ved Eiffeltårnet, imens de snakker og kigger på duer. Det er faktisk en oplevelse jeg selv havde, da vi var i Paris. Jeg tror vi endte med at drikke øl til osten i stedet, da vi ikke kunne finde vin, men det var stadig den fedeste oplevelse på hele rejsen. Jeg var sammen med min Julie dog. Ikke min mor.
Det lesbiske er selvfølgelig også en del af mit eget liv, og jeg fik faktisk min første pigekæreste da jeg var omkring 16-17 år gammel. Min første rigtige forelskelse var i en pige, og jeg husker det som den mest forvirrende tid i mit liv. Det tror jeg også kommer lidt til udtryk i bogen.
Claires tøjstil og fjendtlighed kommer helt sikkert fra mig selv. Jeg begyndte at gå i sort (tøj, makeup, alt) da jeg var omkring 14-15 år, og jeg har stadig ikke rigtigt lagt det på hylden, selvom jeg forsøger at få mere farve ind i mit liv. Depression var min grund, og derefter blev det vane. Claires grund er anderledes, men jeg kan se meget af mig selv i hende.

Hvilken del af bogen er din yndlings?
Uden at spoile for meget, så sker der noget helt særligt i Eiffeltårnet.
Jeg elskede at skrive den del, og jeg havde set frem til det meget længe.
Udover det, er jeg ret glad for turen til julegaden. Den scene står stadig helt klart i mit hoved.

Var noget sværere end andet at skrive/skrive om?
Jeg kan umiddelbart ikke rigtigt komme i tanke om noget.
Der er store følelser og også nogle overraskelser undervejs, men det hele er faktisk kommet meget nemt. Slutningen var nok den sværeste at skrive, fordi jeg havde en idé om, at den skulle være noget særligt. Ingen af emnerne i bogen kommer specielt tæt på mit eget liv, da jeg faktisk har udeladt alle former for psykisk sygdom. Det ligner mig ikke. Men det gjorde den lettere at skrive, end de andre ting jeg har skrevet før Claire.

Hvad har du fået ud af at skrive bogen?
Jeg har lært sindssygt meget, og jeg kan allerede se, at jeg har udviklet mig vanvittigt meget som forfatter. Der skal meget mere til, at gøre mig tilfreds. Mine sætninger, og især måden jeg opbygger dialogerne på, har ændret sig meget. Samtidig har jeg lært meget om redigering (og hvor kedeligt det egentlig er) – det har helt sikkert også givet mig mere selvtillid, at folk faktisk kan lide det jeg skriver. Det har nok været det mest nervepirrende for mig. At bogen ikke kun tilhører mig, men faktisk bliver læst af andre. Nu har jeg en grund til at blive ved med at skrive, selvom jeg nok ikke kunne lade være alligevel.

Hvad vil du gerne have, bogen giver til/gør for andre?
Meningen med bogen er, at det skal være en hyggelig fortælling, man tager frem til jul, når man har brug for noget let, trygt og julet. Det kunne være så fedt, hvis det kunne blive en tradition for nogle, at de tog bogen frem hver jul, for at komme i julestemning.
Samtidig kunne det være fantastisk, hvis det kunne hjælpe unge piger (også andre, men især unge) som er i tvivl om deres seksualitet. Eller som måske allerede godt ved, at de ikke forelsker sig i hankøn, men ikke ved hvordan de skal fortælle det til andre. Hvis bare én forvirret pige, læser min roman, og tænker: Hey, måske er jeg slet ikke så anderledes som jeg tror? - Vil det betyde alverden for mig. Udover julestemning, er idéen at forsøge på, at tale om homoseksualitet, og på den måde, gøre det mere almindeligt. Det er blandt andet derfor, der ikke er de vilde reaktioner på”spring ud”-delen i bogen. Det er sikkert ikke sådan det er for alle, men ofte accepterer folk at man er lesbisk, uden at gå helt amok, som man ellers tit ser i andre romaner om samme emne. Jeg har været sammen med kvinder (eller piger), siden jeg var omkring 16 år gammel, og jeg har ALDRIG oplevet at miste venner eller familie, på grund af min seksualitet. Ingen har nogensinde tæsket mig, råbt af mig, eller svinet mig til.
Det vil jeg gerne forsøge at fortælle. At der i de fleste tilfælde, ikke er noget at være bange for. At folk generelt tager det rigtigt fint, og at man altid bør være sig selv. Uanset hvad.
Jeg håber sådan, at der kommer en dag, hvor at være lesbisk, bøsse eller de andre (jeg ikke kender navnene på) bliver ligeså normalt som at være hetero. Hvor man ikke skal springe ud igen og igen, og hvor folk ikke begynder at spørge ind til det, når de har fået for meget rødvin.
Hvor ville det være fedt, hvis man bare kunne leve i en verden, hvor det var normalt at elske lige den man har lyst til.
Og hvis mine romaner kan hjælpe det på vej, bare en lille bitte smule, vil det betyde alt.

Nogle råd til forfatterspirer?
Nu er jeg jo ikke ligefrem forfatter med mange års erfaring og utallige udgivelser bag mig, men det bedste råd jeg kan give er: Hvis du vil blive bedre til at skrive, så skriv!
Skriv til dine arme gør ondt. Også selvom det er noget lort du skriver. Øv dig i hurtigskrivning, i at skabe spændende personer, og i at opbygge et fedt plot. Bliv ved med at øve dig. En dag får du skrevet noget fantastisk!
(Et andet tip er at læse rigtigt meget. Der er så meget inspiration at hente i andre bøger. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan skrive uden at læse)
Jeg tror også det kommer bag på mange, hvor hårdt det er at skrive bøger. Du skal være stærk og tro på dit eget produkt, og du skal lære at tage imod kritik. Meget af det. Ikke alle kan lide det du skriver. Det skal man huske, inden man får udgivet noget.
Kan du klare det, hvis alle hader din bog?

Tre fun facts om dig selv?
1.  Jeg er besat af pastelfarver for tiden. Især lyserød,
2. Faktisk er jeg lidt af en indretningsnørd. Der er bare ikke mange der ved det.
3. Selvom jeg snart fylder 30 år, har jeg stadig ingen anelse om, hvilken tøjstil jeg egentlig har.

torsdag den 7. juni 2018

Dagbog til min hjerne


Af: Laura Eidnes Bregnhøi
Forlag: Alvilda
Sideantal: 204

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Rakel har slået hovedet. Umiddelbart er det ikke alvorligt - men Rakel er fire måneder efter stadig sengeliggende hjemme hos sin mor. Ude af stand til gøre ret meget. Postcommotionelt syndrom, kalder lægerne det. Med syndromet følger depressionen og angsten. Noget Rakel slet ikke er klar til.
"Men jeg er jo ikke typen, der får en depression. Jeg er det stærke, ordentlige menneske, der får gode karakterer og hjælper andre. Jeg læser jura, for helvede! Eller var i hvert fald gået i gang med det. Var i gang med det ... Selvfølgelig er jeg deprimeret. Jeg er jo ikke et godt menneske. Jeg er et dårligt menneske. Se bare, hvad jeg gjorde mod Noël. Jeg kommer måske aldrig ud af min seng igen., og det har jeg fortjent." (Citat side 23) 
Rakel starter på antidepressiv medicin og begynder hos en psykolog. En psykolog der fortæller hende, at hun måske selv fremkalder smerterne ubevidst, fordi hun bliver angst. Men selvfølgelig giver hun selv smerter - den slags smerter ville hun ikke udsætte nogen for. Desuden vi virkelig gerne ud i livet igen. Ud til veninderne Flora og Honey Diamond. Være en bedre kæreste for Edvard. Og så er der også lige der der, med Noël...

Dagbog til min hjerne er en ungdomsroman der tager vigtige emner om. Angst, depression, ensomhed efter fysisk sygdom, frygten for ikke at blive taget alvorligt. Emner, jeg synes den tager rigtig god fat om. Især angsten og depressionen beskrives godt hele vejen igennem.

Som de fleste af jer, der jævnligt følger med, ved, arbejder jeg som psykiatrisk sygeplejerske. Her møder jeg ganske ofte både depressionen og angsten. Men jeg har faktisk også mødet det postcommotionette syndrom. Et der var blevet så invaliderende, at patienten ikke længere kunne tage vare på sig selv. En patient der var blevet så overbevist om, at ingen troede på, at smerterne var ægte, at det var blevet en besættelse - faktisk en psykose. Kroniske smerter er forfærdelige. Og det, ikke at blive troet på, kan gøre enhver vanvittig. Kroniske smerter fører ofte til depression, og der er rigtig mange patienter med kroniske smerter, der ikke bliver taget alvorligt. Så derfor er jeg virkelig glad for, at der nu findes en bog, der tager menet op på en måde, så selv yngre læser kan være med.

Sproget er flydende og letlæst - og bogen er fyldt med en dejlig sarkasme og ironi. Noget der kan gøre de lidt tunge emner mere fordøjelige.

OBS! Her kan forekomme spoilers!
Desuden er det vigtigt med bøger der beskriver emner som angst og depression. Og, som skrevet, beskriver bogen dem rigtig godt. Men jeg havde ønsket, at bogen var længere. For mig skøjter den lidt for let henover det, at blive rask. Måske er jeg farvet af mine egne oplevelser. Og selvfølgelig er der nogen, der har et relativt let forløb (uden her at sige, at der findes lette forløb). I bogen synes jeg dog Rakel ryger ned og ned og ned i dybet for pludselig at ryge op igen hvor alting bare "falder på plads". Jeg kunne godt tænke mig, der der var flere kroge, flere blinde veje, Rakel skulle ned af. Fordi det nok ofte er sådan det er. Fordi det er det, jeg ser. Det er virkeligheden. Men den angst, og den depression der beskrives, beskrives dog rigtig godt. Spoiler-advarsel slut.

Der er to ting i bogen der faldt mig for øje. På den knapt så gode måde.
Den første er den indledende skadestuejournal. Den er simpelthen ikke realistisk. Jeg ved, at noget at bogen er selvoplevet, og jeg håber så sandelig ikke, det er en reel skadestuejournal, for så er der en læge, der skal tage sig sammen.
1) "Fremstår vågen men ikke videre orienteret[...]" står der. Næste linje pointere at Rakel er "VKO" (citat side 11-12). Hun kan ikke både være vågen, klar og orienteret (VKO) og samtidig "ikke videre orienteret". Det må være enten eller.
2) "Har muligvis lille læsion på storetå som følge heraf. Orkede oprigtig talt ikke at tjekke" (citat side 12). Jeg er i mine år som sygeplejerske ikke stødt på dette i en patientjournal. At en læge skrive, de ikke vil undersøge noget. Jeg har hørt det sagt i personalerummet - at en patient kan være svær at samarbejde med. Men det er ikke noget, der står i journaler på dén måde.

Så er der neurologen, der sender Rakel på psykiatrisk skadestue for at få antidepressiv medicin. Igen, jeg ved ikke, om denne del er selvoplevet. Men det er også højest usandsynligt, at det er den vej, det er gået. Psykiatrisk skadestue er til akutte, psykiatriske problemstillinger. Ikke opstart af antidepressiv medicin. Der henvises man til egen læge, hvis ikke neurologen selv kunne have startet Rakel op. Desuden har læger ikke kittel på i psykiatrien.

Jeg ved ikke, om det er ren flueknepperi at nævne sådanne ting. Men det er ting, der springer mig i øjnene, fordi jeg ved noget om det. Og for mig trækker den slags ned. Det kan godt være, at folk, der generelt ikke har noget kendskab til psykiatrien og sundhedsvæsenet ikke vil lægge mærke til det - men det gjorde jeg desværre.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg fik denne bog som overraskelsespakke. Den første i bloggens historie!