Forfatterinterview #6 - Anne Cathrine Bomann

Jeg har fulgt Anne Cathrine Bomanns forfatterrejse fra start. Jeg fik tilbudet at læse og anmelde hendes debutroman Agathe. En bog jeg troede, ikke ville være noget for mig, men som viste sig virkelig at være en fantastisk bog. Anne Cathrine er uddannet psykolog og qua mit arbejde i psykiatrien, spurgte hun, om jeg ville læse og anmelde hendes fagbog om skizofreni hos unge. Så da jeg så, hun skulle udgive en ungdomsroman, blev jeg virkelig nysgerrig. Og heldigvis fik jeg lov at anmelde den. En forfatter, der er uddannet psykolog og har udgivet tre bøger i tre forskellige genre; hvem vil ikke gerne høre mere? Så her har hun svaret på nogle spørgsmål.

Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg er født og opvokset i en lille landsby et stykke uden for Hillerød i Nordsjælland. Egentlig har jeg fire halvsøskende, men jeg har aldrig boet sammen med nogen af dem, så jeg har faktisk altid følt mig mest som enebarn. Da jeg var 12, flyttede mine forældre og jeg til Espergærde, og det var jeg så ked af, at det førte til min første digtsamling 'Hjemløs', som udkom nogle år efter. Siden da har jeg faktisk skrevet, først digte, og nu er det så blevet til to romaner og en fagbog også. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet fra 2011, og jeg har arbejdet både i private praksisser, i psykiatrien og i kommunalt regi. Jeg bor sammen med min kæreste Frederik, som jeg har været sammen med i snart 10 år, i en lejlighed på Nørrebro.

Hvordan fandt du ud af, du ville skrive (og udgive) bøger?
Mine forældre læste utroligt meget for mig gennem min barndom; de indtalte endda flere af de bedste historier på bånd, så jeg kunne høre dem, hvor og når jeg ville. Og i skoletiden var jeg en af de der typer, der bare elskede dansk (og engelsk og tysk) stil og i det hele taget var tosset med bøger fra en tidlig alder, så jeg vil nærmest påstå, at jeg altid har drømt om at blive forfatter. Samtidig har jeg nok også haft en slags idealiseret forestilling om, hvem der kunne blive det; at det kun var helt særligt geniale typer, der blev forfattere, og at hvis man havde det rigtige gen, så sad bogen der bare i første hug. Senere har jeg så fundet ud af, at det at skrive gode bøger kræver hårdt arbejde og træning og tålmodighed ligesom alt muligt andet, og det er faktisk lidt af en lettelse - så blev den gamle drøm ligesom mere opnåelig.
Min første digtsamling udkom jo faktisk, da jeg var 15, og den næste da jeg var omkring 20, men det er først i forbindelse med udgivelsen af mine romaner, at jeg for alvor begynder at fatte, at jeg kan være en af de heldige, der får lov til at skrive og udgive bøger.

Hvordan har du koordineret at have et fast arbejde med at skrive?
Det har også været svært. I starten, da jeg begyndte at skrive på Agathe, arbejdede jeg fuld tid i psykiatrien og pendlede desuden mellem København og Slagelse, og desværre faldt jeg altid i søvn i toget i stedet for at skrive. Så dengang skrev jeg mest i weekenderne og når overskuddet ellers var til det. Men i 2015 tog jeg den beslutning at finde mig et deltidsjob for at kunne skrive mere, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. I 2017 var jeg desuden på et års orlov, fordi min kæreste skulle studere i Amsterdam, og jeg tog med. Der færdiggjorde jeg Agathe, skrev en fagbog om skizofreni og skrev det meste af manuskriptet til min seneste bog Hvad ingen ved, så det var virkelig et super produktivt år. Nu er jeg tilbage på arbejde igen, og mit nytårsforsæt handler bl.a. om at stå op klokken 7 og skrive en halv time på de dage, hvor jeg tager på arbejde - så får jeg sjældent skrevet mere de dage, men det føles godt at have lavet lidt. Og på de to ugentlige fridage, jeg har, forsøger jeg så at lægge nogle flere timer ind.

Spiller din uddannelse som psykolog en rolle, når du skriver?
Helt sikkert! Det er svært at skille ad, hvad der er mig, og hvad der er psykologen, men helt overordnet må man sige, at jeg interesserer mig mere for mine karakterers indre liv og dilemmaer end for plot og historiefortælling. Det er altid karaktererne, som kommer først, og selve handlingen fødes så undervejs, mens jeg skriver, og personerne folder sig ud og prøver at klare sig ud af de problemer, jeg har sat dem i. Man man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg begyndte at læse psykologi, fordi jeg interesserer mig for psyken, hvordan vi mennesker tænker og føler, for hvordan vi skaber mening i vores liv osv.
Helt lavpraktisk handlede Agathe jo også om en psykiater og hans patienter, og der trak jeg jo meget konkret på min egen viden om det at arbejde terapeutisk og de refleksioner, som kan følge med det fag. Og min fagbog, som handler om tidlige tegn på skizofreni, blev til, fordi jeg oplevede en mangel på viden om skizofreni på min arbejdsplads. Så man må sige, at psykologien spiller ind på mit forfatterskab på mange forskellige måder.

Du har skrevet en voksenroman, en fagbog og en ungdomsroman. Hvordan er det at veksle mellem genrene?
Jeg synes, det er helt vildt spændende at kunne skifte mellem genrer og sproglig tone. Hvis jeg havde kunnet finde på et godt emne, havde jeg kastet mig over endnu en fagbog allerede, for det var en rigtig god proces, synes jeg - på flere måder lettere end at skrive en roman, hvor man jo skal finde på det hele selv. Og det med pludselig at skrive en ungdomsroman var slet ikke med vilje; jeg skrev bare om nogle karakterer og en problematik, jeg blev interesseret i, og så var det forlaget, som mente, at det gav bedst mening at forme den til et yngre publikum, når nu de to hovedpersoner selv er teenagere. På den måde håber jeg, det bliver ved med at være min lyst og min inspiration, der afgør, hvad jeg skriver, og at jeg ikke behøver at blive låst fast i en særlig genre eller hos en særlig målgruppe.

Hvad har været det hårdeste for dig, i skriveprocessen (skriveprocesserne)?
Foreløbig har Agathe nok været den hårdeste bog at skrive. En af grundene er nok, at jeg skrev så fragmenteret på grund af mit fuldtidsarbejde, så da jeg sad med teksten og syntes, jeg var færdig, var den i virkeligheden meget rodet. Det fik jeg heldigvis hjælp til af Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, hvilket jeg er uendelig taknemmelig for, og efterhånden begyndte det at ligne en samlet historie, men det tog faktisk 3-4 år at få skrevet den lille bog på omkring 112 sider. Men jeg kan også godt fornemme, at det kan blive sværere at skrive fremadrettet. Agathe er blevet solgt til foreløbig 18 lande rundt om i verden, og Hvad ingen ved er udkommet på mit drømmeforlag Gyldendal, og jeg begynder så småt at kunne mærke et pres (fra mig selv!) om, at nu skal jeg helst skrive noget godt næste gang også. Indtil nu har jeg været dejligt fri og uden de store forventninger fra nogen side, men når det begynder at gå godt, stiger presset jo også. Det kan godt skræmme mig lidt, kan jeg mærke.

Har du planer om at skrive flere bøger? Eller er du måske allerede i gang?
Jeg er selvfølgelig allerede i gang. Faktisk begyndte jeg på et nyt bogprojekt, så snart redigeringen af Hvad ingen ved begyndte, for ellers var jeg blevet vanvittig, hver gang jeg skulle vente en måneds tid på mine redaktørers kommentarer. Det tegner igen til at blive noget helt andet denne her gang; en slags thrilleragtig sag, men stadig med psykologiske temaer som sorgbearbejdning og grænsen mellem psykisk lidelse og eksistentielle vilkår. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig tusind gange, men lige nu er det i hvert fald dét, jeg arbejdet på.

Hvis du SKULLE vælge, ville du så helst leve af at skrive, eller af at være psykolog?
Den er ikke svær - jeg ville helt klart vælge at skrive! Jeg elsker mit fag, men mere teoretisk end praktisk, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror, det er sundt nok lige at komme ud og blive luftet lidt et par gange om ugen, men jeg arbejdede gerne endnu mindre, hvis jeg kunne, og skrev mere.

Læser du selv meget?
Ikke nær så meget, som jeg gerne ville. Min vildeste læseperiode var klart i de tidlige teenageår, hvor jeg bare åd den ene bog efter den anden. Så kom en tid med rigtig meget bordtennistræning (jeg var på landsholdet og har spillet for forskellige klubhold rundt om i Europa), og under studietiden læste jeg flest fagbøger. Nu prioriterer jeg også ofte at skrive selv i stedet for at læse, men jeg elsker selvfølgelig stadig bøger, og noget af det bedste i verden er at have fundet en, der bare rører én og gør, at man næsten ikke kan lægge den fra sig igen. I nyere tid har jeg f.eks. været virkelig glad for Planen af Morten Pape, Karensminde af Iben Mondrup og Nye rejsende af Tine Høeg.

Fortæl gerne 3 ting om dig, som du ikke tror, dine (og mine) læsere ved?
1) Hvis ikke jeg ligefrem har social fobi, så er det i hvert fald tæt på, og det gør det f.eks. ret grænseoverskridende for mig at holde oplæg, tale om mine bøger foran andre osv. Men jeg prøver alligevel at kaste mig ud i det, fordi jeg så gerne vil dele min skrive- og læseglæde med andre søde bogvenner.
2) Min kæreste og jeg har en dejlig hund, som hedder Camus. Min kæreste er filosof, så det er selvfølgelig den gode Albert Camus, der har lagt navn til det lille vidunder.
3) Jeg er vegetar og har været det i halvandet år nu. Det handler mere om dyrevelfærd end klima, og selvom jeg er en af de eneste i min nærmeste omgangskreds, og min familie vist synes, det er ret åndssvagt, har de fleste heldigvis taget rimelig godt imod det.

Vil du læse mere om Anne Cathrine? Så kan du besøge hendes hjemmeside HER.

Du kan læse mine anmeldelser af hendes udgivelser her: Agathe, En ud af hundrede og Hvad ingen ved 

Hvad ingen ved

Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 260
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Imse er en klog gut, der går i 7. klasse. Han elsker dokumentarfilm og at læse bøger om filosofi. Det er der ikke ret mange af de andre i klassen der kan lide, og han ligger under for deres mobning og ignorering. Hans halvbror Jonas er 19 år og arbejder som bordtennistræner efter han droppede ud af teknisk skole. Han træner det 11 årige talent Niklas som måske kan vinde DM. Jonas går virkelig op i Niklas træning. Og i Niklas.

"Tænk, hvis vi kunne tage det guld. Igen ser jeg Niklas' ansigt for mig, på én gang barnligt og på nippet til noget andet, som om den unge mand, han er ved at blive, venter lige bagved. Det ville være det største i hans lille drengeliv at vinde den finale, det er helt sikkert. Da jeg smider boxershortsene, opdager jeg til min overraskelse, at jeg har halvfed på." (Citat side 25/26)

Imse har ikke rigtigt andre venner end Tobias, og de ses nærmest kun i skolen. Han har også droppet fodboldtræningen, selvom han var rigtig god, uden at fortælle sin mor om det. Istedet sidder han i et kirsebærtræ og tænker over livet. Først da han skal hjælpe en af de populærer piger i klassen med matematik, går det rigtigt op for ham, at det måske ikke er så fedt at være alene hele tiden. Imens kæmper Jonas med sine føleler for bordtennistalentet Niklas. Niklad er blot 11 år, og Jonas ved godt, det er helt forkert, det han føler. Alligevel kan han ikke lade være. Han frygter, hvad han er ved at udvikle sig til, men alligevel bryder han flere grænser, han ikke troede, han ville kunne bryde.

Hvad ingen ved er forefatterens debut i YA-universet. Hun har tidligere udgivet voksenromanen Agathe, som du kan læse om HER. Det er bestemt ikke dårligt, at hun har valgt at skifte målgruppe. Og det er også tydeligt, at hun ved, hvad hun skriver om. Hun er selv tidligere bordtennisspiller og nu uddannet psykolog, hvilket man sagtens kan mærke - der er nemlig en stor kærlighed at læse mellem linjerne. Ikke blot til bordtennissporten og de mere eksistentialistiske tanker, som Isme gør sig. Der er også en kærlighed til Jonas, på trods af hans tanker og handlinger.

Det er tunge emner, der bliver taget op i denne roman. Ikke blot mobning og ensomhed, der i sig selv er svære emner, men også pædofili. Og ikke på den måde man er vant til at læse om det, nemlig fra offerets side. Nej, vi følger Jonas, der udvikler forbudte følelser for et barn. Det skabte et dilemma under læsning. For hvordan kan man have sympati for en, der har seksuelle tanker om et barn? Men Jonas er så meget mere end det. Han er empatisk, indfølelig, glad og dygtig. Han kommer fra en normal familie - og så ønsker han ikke at skade Niklas. Der findes nok stadig et billede ad pædofile som gamle, vamle mænd, der bor alene og ulækkert. Men det er langt fra sandheden. Og dét formår forfatteren at forklare. At der findes mennesker, der hver dag kæmper for ikke at handle på de tanker og følelser, de ved er forbudte.

Ikke nok med forfatteren formår at sætte ord på nogle tunge emner, så gør hun det på en sprogligt let og ligetil måde, der gør det nemt at fordøje de tunge tanker. Hele fortællingen er realistisk og nem at følge. Jeg var draget fra start til slut. Jeg håber, det er en bog, som vil blive brugt i folkeskolernes undervisning. Både for at sætte gang i samtaler og tanker om Imses ensomhed og anderledeshed - men især også for at sætte gang i de unges tanker (og måske en debat blandt dem!) omkring forbudte tanker, følelser og tabuer. For hvornår er man egentligt et dårligt menneske? Skal man blot tænke noget forkert? Eller er det først, når man handler? Og hvad hvis man fortryder sin handling?

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg hørte den første halvdel på lydbog, da jeg skulle cykle langt for at købe en skrumaskine. Jeg elsker, når lydbogen kommer samtidig med den fysiske bog!

Tag gaden tilbage

Af: Sanne Munk og Sarah Engell
Forlag: Gyldendal

Sidental: 269
Originalsprog: Dansk

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Polly bor i Hirtshals. En by, hun ikke føler sig hjemme i. Den er ligesom for lille. Også selvom hun har veninde Kat, er glad for sit arbejde på Fisken, og hver får madpakke med af sin farmor, der bor i nabohuset.

"Og så ville det igen være mig, der rigtignok var fin på den, og Hirtshals, der åbenbart ikke var god nok til mig. Jeg ville ikke en gang forsøge at forklare dem, at det i virkeligheden var lige omvendt. At det mig, der åbenbart ikke var god nok til Hirtshals. Sådan havde det føltes, så længe jeg kunne huske. Det var, som om byen i virkeligheden ikke brød sig om mig og bare ignorerede mig, elle ri hvert fald kun lige nøjagtig accepterede min tilstedeværelset." (Citat side 14)

Polly er startet i 1.G i den lidt større by Hjørring. Og selvom hun har kendt Kat altid, så trækker de andre piger i hende. Dem, der fester, dem der stråler af selvtillid og som de andre ved, hvem er. Da Caro inviterer hende med i byen begynder det hele at fucke up for Polly. Samtidig vil hendes far aldrig tale om hendes mor, der døde for mange år siden. Og farmor synes hun skal passe på sit rygte og ikke gå rundt og ligne en  lyder. Og Warcraft, en fyr der tjener penge på at game, holder en kæmpe fest, hvor Polly drikker drinks og har sex. Hvilket hun nok ikke lige skulle have haft, hvis det stod til Caro.

Tag gaden tilbage er en voldsom fortælling om det, at forsøge at være sig selv. Om slutshaming, uvenskaber og hemmeligheder. Der er en fortælling om, hvad der sker, når vi ikke taler sammen - og når alle andre taler om en, bag ens ryg.

Det er tydeligt, at de to forfattere har tjek på detaljerne. Jeg har aldrig været i Hirtshals, men nu føler jeg lidt, jeg har. Jeg kunne næsten dufte salt og tang fra havet. Detaljerne, der ikke bliver for voldsomme, er med til at give et rigtig godt helhedsindtryk. Ligesom sproget er sådan, som det er, i den generation, der fortælles om. Uden at være underligt påtaget, fordi nogle voksne har forsøgt at være unge.

Emnerne, der tages op i denne ungdomsroman, ligger mig meget på sinde. Jeg er glad for, at to af tidens store forfattere tager dem op. Og det på en måde, der giver et rigtig godt billede af, hvordan alting kan gå helt galt, bare fordi man prøver at være sig selv. Eller fordi man ikke taler om de ting, der gør ondt.

Jeg håber, denne fortællingen vil blive brugt i folkeskolernes ældste klasser og på gymnasiet. For den har meget på hjerte. Selvom de færreste måske reagerer som Polly, så ved man ikke, hvor langt ud man kan komme, når man bliver presset så meget. Og det er vigtigt at tale om. Tit.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg var inviteret med til et arrangement, hvor de to forfattere ville fortælle om bogen. Sjældent har fordømt nattevagter så meget! Jeg måtte desværre sove, fremfor at hygge på en båd!

Mine læsevaner

Jeg har nogle gange ret god tid, i en nattevagt, til at skrive blogindlæg. Sådan en nattevagt er det lige nu. I hvert fald i skrivende stund. Hvordan det står til om 5 minutter er uvist. Men roen er der for nu, og det vil jeg udnytte til at skrive lidt om mine læsevaner.

Jeg har et fuldtidsarbejde, hvor jeg arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet. Oftest fra 7-15 eller fra 23-7. Jeg skal gerne have omkring 7 timers søvn. Derfor går jeg oftest i seng omkring 21.30 eller 22. Så skal der også lige laves mad, måske tages et bad - og jeg vil simpelthen også så gerne være sammen med min fantastiske hustru. Jeg har 10 minutter på cykel, på arbejde - så det bliver ikke til meget læsning eller lydbogs-lytning på den front. Så hvornår læser jeg så?

Derhjemme har jeg ikke faste læserutiner. Og jeg får heller ikke læst hver dag. Nogle gange er jeg for træt efter arbejde, nogle gange vil jeg heller se en film eller serie, og nogle gange er der bare for mange andre ting.
For det meste læser jeg i mine friweekender, hvor der er mere tid til, jeg sætter mig ned og fordyber mig. Det sker også, jeg læser om morgenen inden arbejde - men det er oftest, hvis det er en virkelig spændende bog.

Hvis jeg kører alene i tog, har jeg altid en bog med. Kører jeg i bus, bliver jeg kørersyg, hvis jeg læser. I stedet hører jeg ofte lydbog på lange busture. Det gjorde jeg også, da cyklede længere til og fra arbejde.

Jeg indrømmer det gerne - jeg læser også på toilettet. Oftest en af de "toiletbøger" vi har liggende - det er gerne Nynnes dagbog. Dem kan jeg nærmest udenad. Det kan også være et Sygeplejersken blad.

Jeg læser ofte på mine nattevagter. Oftest mellem midnat og klokken 3. Efter klokken 3 kan jeg godt være for groggy, eller hvordan man nu bedst beskriver sin tilstand, når man arbejder på det tidspunkt af døgnet. Især hvis jeg sidder fast vagt hos en patient, der sover, er der god ro.

I virkeligheden har jeg nok ikke en reel læsevane. Jeg læser, når jeg har tid og lyst. et må aldrig blive en pligt. Det sker da, at jeg sådan skal tage mig lidt sammen til at færdiggøre en bog, der ikke lige falder i min smag. Men jeg færdiggør altid bogen. Ikke kun når det er anmelderbøger. Jeg sætter en ære i, at læse en bog færdig. Fordi... Tjah, tænk hvis den blev bedre? Og stædighed!

Jeg bruger altid bogmærker - ingen æselører hos mig. Til gengæld bruger jeg alt muligt som bogmærke. En kvittering, et stykke toiletpapir, en tusch (med sikkert lukket prop!).

Derimod har jeg det med at få krøllet omslagene, hvis en bog har et sådan. Mest fordi jeg altid har bogen med mig i en taske. Jeg er også sådan en, der tit spilder ting. Men jeg forsøger virkelig at være påpasselig med mine bøger. Der er dog nogle enkelte, der har kaffepletter. Ups!

Hvad har du af læsevaner?

Vildheks - Ildprøven

Af: Lene Kaaberbøl

Forlag: Alvilda

Sideantal: 156

Originalsprog: Dansk

Bogen er en gave tilsendt fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Clara er en helt normal 12 årig pige. Men det er ikke helt normalt, da en kæmpe stor kat overfalder hende en morgen, da hun skal i skole. Det er heller ikke normalt at hendes mor tager hende med ud til Moster Isa, som hun faktisk aldrig rigtig har kendt. Og så kommer tågen, og den underlige skabning med vinger, som Claras bedste ven Oscar slet ikke er.

"Så kom der pludseligt et vindpust der fejede tågen til side. Eller i hvert fald noget af tågen. Det var som om der blev en slags tunnel midt i det hele, en græssti med tågeloft og tågevægge. Og hen ad den sti kom der ... noget. Det var ikke et menneske. Jeg har i hvert fald aldrig set et menneske med vinger der ragede et par meter op over hovedet." (Citat side 38)

Claras mor sender hende på ferie hos Moster Isa. Eller, det er slet ikke en ferie. Det er mere en form for skoleophold. Et hekseskoleophold. For Clara er en vildheks. Og ikke nok med, hun skal forholde sig til dét, så skal hun også forholde sig til Kimæra - den bevingede noget, der nu er efter hende. Desuden skal hun lære at være vildheks, og det er ikke nemt. Der er så meget at lære, og ikke nok tid. Clara har slet ikke lært nok, da hun skal igennem fire ildprøver for at bevise, hun ikke har løjet om, Kimæra forsøgte at bortføre hende.

Vildheks er mit første bekendtskat med Lene Kaaberbøl. Men det bliver ikke mit sidste. Jeg var vild med med fortællingen om Clara. En eventyrlig fortælling om at finde sig selv i en helt ny position i livet. Som om det ikke er hårdt nok at være 12 år - forstil dig lige at finde ud af, du er en heks!?

Sproget er livligt og let og givet en god læseoplevelse. Karaktererne er nemme at fornemme og føle, og det er ikke svært at sætte sig ind i Claras frustrationer og angst. Samtidig vokser hun så fint med opgaverne, uden at det hele fremstår for nemt.

Jeg glæder mig til at læse videre og opleve flere eventyr med Clara - og jeg anbefaler, du også læser med!

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har fået anbefalet både denne serie og Skammerens datter flere gange. Burde klart være gået i gang noget tidligere!

Bloggerrarrangement med Carolina Setterwall

Inviteret af Forlaget og derfor reklame.
Torsdag d. 31/1 var jeg til et bloggerarrangement med Politikens Forlag. De havde inviteret forfatter Carolina Setterwall til en snak om hendes roman Lad os håbe på det bedste (LINK TIL ANMELDELSE). Læs gerne anmeldelsen inden dette indlæg, da jeg her ikke vil beskrive fortællingen indgående.

Som I kan læse i anmeldelsen af romanen, var det en fortælling, der virkelig rørte mig. En både fin og grum fortælling om sorg, og hvordan man lever med og i den. Jeg var spændt på, hvordan Carolina ville have det med at snakke om bogen og det traume, hun oplevede. Men hun gjorde det så fint. Og selvom det foregik på svensk, forstod jeg det meste.

Én af de første ting, Carolina slog fast, var at vi generelt er for dårlige til at tale om sorg og tab. Fordi det er så svært at rumme sorgen og dem, der er i den. Vi ved ikke, hvordan vi skal være sammen med mennesker i sorg, eller hvordan vi kan hjælpe dem. Det var blandt andet derfor, hun valgte at få sin fortælling udgivet. Egentligt startede hun med at skrive om Aksels død på sin blog, fordi det var nemmere end at skulle skrive til alle dem, der gerne vil høre fra hende. Det var en form for fællesinformation til dem, der ville vide mere. Dette ledte til en snak om netop det, at være i sorg. Hvordan det kan være grimt og voldsomt.

Carolinas udtryksfulde ansigt var en af de ting, jeg lagde mærke til. Som om følelserne fysisk sad i ansigtstrækkene. Også selvom hun i dag ikke er midt i sorgen.

Carolina fortalte, hvordan bogen blev skrevet ret tidligt i forløbet. For hende var den en nødvendighed, da hun var bare for at glemme, hvordan de hele virkeligt var. At hun kom til at glorificere det forhold hun og Aksel havde. Det var vigtigt for hende at forevige det hele; også de svære tider, nedturene. Hun var ikke perfekt, Aksel var ikke perfekt - men tiden ville måske lægge et filter over deres tid sammen. Derfor skrev hun, selvom hun stadig var midt i det hele. Forfatteren lagde meget vægt på, at bogen er hendes fortælling. At hun har kaldt den en roman, fordi genfortælling bliver til fiktion. Fordi det kun er hendes historie. Aksel ville have en anden historie at fortælle. Det synes jeg var så fint. At hun ikke mener, hun har skrevet den endelige historie om deres liv og hans død. Men blot hvordan hun oplevede det, var i det, og kom sig. Som  man nu gør.

Der var meget stille mens hun talte. Vi sad alle og lyttede intenst. Og det var ikke kun, fordi det var på svensk. Det var fordi, hun sagde så mange fine ting. Uddybede tankerne bag bogen og lukkede os ind i nutiden.

Jeg tog en del noter, men det er svært for mig at gengive, fordi det hele var så intenst. Fordi jeg virkelig kunne mærke det, hun fortalte.

Jeg havde ikke mulighed for at blive til det længere interview senere på aftenen, men jeg er sikker på, det også var godt. For Carolina havde masse af ord, masser af sætninger. Jeg tror, jeg kunne have timelange samtaler med hende. Altså, hvis hun også gad tale med mig, haha. For hun satte så mange tanker igang i mig. Om sorg. Om hvordan man rummer mennesker i sorg. Om hvordan man forholder sig til, hvad andre tænker om en, når man gør noget, der måske ikke falder i god smag.

Jeg kan kun anbefale dig at læse romanen - og tage til et foredrag eller interview med forfatteren, hvis du får muligheden!

Lad os håbe på det bedste

Af: Carolina Setterwall
Forlag: Politiken/Hr. Ferdinand
Sideantal: 359
Originalsprog: Svensk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Carolina er 30 år, glad for livet, ubekymret og har styr på det hele. Til en fest møder hun Aksel. Han er tænksom, forsigtig, og ikke altid klar på forandring. Alligevel forelsker de sig. Aksel arbejder meget, og kan godt lide tingene, som de er. Carolina vil gerne videre i livet. Være et rigtigt par. En familie. Og med lidt pres og overtalelse, går Aksel med til at få et barn. Ivan er dog ikke det nemmeste barn, og Carolina og Aksels liv er presset. Men det skal nok gå. For det er jo en del af planen. Lige indtil Carolina finder Aksel død i sengen en tidlig morgen.

"Jeg bryder sammen. Gråden får mig til at at skælve, og der kommet snot og spyt, og jeg sviner din storebrors skjorte til, mens han knuger mig hårdt, jeg forsvinder i hans favn og vil aldrig mere ud derfra. Du kan godt, siger han, hvisker ind i mit øre, og der er sikkert også løbet snot derind, men han er bliver ved med at hviske og holde fast om mig. Vi går derind sammen , siger han. Det gør vi. Det er vigtigt." (citat side 31)

Nu er Carolina enke. Og mor til en dreng på 8 måneder. Sorgen sætter ind som et grimt væsen, og alt er ramlet sammen. Carolina forsøger at holde sig i live. Venner og familie stimler sammen og overtager alt for en stund, så Carolina blot skal tænke på Ivan og sig selv. Men hvordan hænger man sammen, når man har mistet sit livs kærlighed? Og hvad nu hvis hun på en måde slog ham ihjel med alle sine forventninger, pres og ønsket om et barn? Carolina føler sig skyldig. Alligevel går dagene, ugerne og månederne. En dag er der også en hel time, hvor hun ikke tænker på Aksel. Men det får også skylden til at gnave. Og hvordan er det nu, med at møde en ny, når man har begravet sin kæreste? Må man det? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Lad os håbe på det bedste, er en af de smukkeste kærlighedsberetninger, jeg har læst. Det er ikke en lalleglad, romantisk beskrivelse af et perfekt forhold, der ender brat. Det er en virkelig beskrivelse af et forhold mellem to mennesker, der næsten ikke kunne være mere forskellige, men alligevel er rigtige for hinanden. Det er de gode stunder, de svære, og de grimme.

Fortællingen kører i to spor. Et nutidigt midt i døden og sorgen og et tilbageblik til den gang ,Carolina mødte Aksel - og hele fortællingen om dem. Det er en fortælling fyldt med beskrivelser af kærlighed, ømhed og forelskelse - men også beskrivelser af fejl. Både forfatterens egne og Aksels. Noget, der ikke må være nemt at skrive, om en der er død. Bogen er allerede solgt til udgivelse i 25 lande, og det forstår jeg godt. For den er universal. Den kan læses af alle. Uanset om man lige har mistet eller aldrig har mistet - eller er et sted midt derimellem.

Men det er netop det, der gør bogen så ægte. Jeg har ikke mistet, som Carolina har. Alligevel følte jeg mig som ét med hovedpersonen. Som om jeg kunne mærke den fysiske sorg, der sad i hende. Fortællingen er så velskrevet, velformuleret og virkelig. Sproget er fantastisk, men det er ikke kun det. Det er ærligheden. Det er det, at der er alt det grimme med. Angsten, sorgen, vreden, bitteheden. At fejlene også får plads. Det er ikke en Hollywood-beskrivelse af sorgen, der får en ende og-så-levede-vi-lykkeligt-allesammen. For sådan er sorg ikke. Det er dét, forfatteren formår at beskrive. At man kan skrive så smukt og detaljeret om så voldsomt et traume er virkelig fantastisk.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg mødte forfatteren til et bloggerarrangement. Det kommer der et indlæg om lige om snart.

Jeg ser dig

Af: Michella Rasmussen
Forlag: Tellerup
Sideantal: 319
Originalsprog: Dansk

Augusta er startet i gymnasiet. Men det er ikke helt, som hun forestillede sig. Det ser så let ud for hendes bedste veninde, Frederikke, mens det for Augusta er svært at falde til. Hun savner den gang det bare var hende og Frederikke. Selvom hun ikke er helt sikker på det, siger hun ja til at tage med Frederikke og nogle andre klassekammerater til Sunny Beach. Hun kan heldigvis tjene nogle penge til turen ved at tutor for Oliver, der har brug for ekstra støtte efter han er blevet blind.

"Frederikke klapper sin matematikbog sammen. "Hvordan gik det med ham du skal være tutor for?" indvendig skærer jeg en grimasse. "Det skrev jeg da til dig." "Gjorde du?" Hun tager sin mobil op fra bordet. "Det gik fint nok," svarer jeg, selvom det er noget af en overdrivelse. Oliver blev mere og mere tvær som tiden gik, og Linda så overhovedet ikke ud til at lægge mærke til det da vi talte videre inde i stuen om løn og tidspunkter." (citat side 27)

Oliver er ikke glad for at få en tutor. Han er faktisk ikke glad for ret meget. Alting er noget lort. Men lidt efter lidt accepterer han, at Augusta besøger ham. De opdager, at de har mere tilfælles end man skulle tro. Blandt andet kærligheden til klassisk musik. Imens Augusta forsøger at finde ud af, hvad det er, Oliver får hende til at føle, forsøger hun også at finde ud af, hvem hun selv er. Og det er ikke helt nemt, når der er så mange forventninger til hende.

Jeg ser dig er en fin og realistisk fortælling om at finde sig selv. Det er også fortællingen om at være ung og i krise efter en ulykke. Romanen er baseret på Augustas synsvinkel og det er derfor mestendels hendes tanker og følelser der gives et indblik i. Men den beskæftiger sig også med Olivers følelser om det at være blind og i krise. Jeg ville gerne have vidst mere om Olivers tanker, men på den anden side er det måske netop det, at Oliver holder så meget inde, der gør ham til den han er - og gør fortællingen til det, den er.

Sproget er flydende og Augustas tanker og følelser er genkendelige. Det er svært for de fleste 16 årige at finde ud af, hvem de er og især når de er i en ny kontekst. Det er derfor let at følge hende og føle med hende. Det er en ganske fin relation Augusta og Oliver får opbygget, og den bliver ikke kliché-agtig men er dermiod troværdig med sine op- og nedture.

En ting der gik mig på under læsningen var Frederikkes optagethed af  bakterier og at spritte hænder. Det er noget der nævnes nok gange til at stikke ud - altså at hun er mere end normalt optaget af, at der ikke er bakterier, at få sprittet hænder, tørre borde af og gå i lange bade. Men det er ikke noget der ellers sættes ord på eller tages op. Måske er det en arbejdsskade at jeg lægger så meget mærke til det? Måske er det fordi der kommer en roman der følger Frederikkes liv? Jeg synes i hvert fald at fortællingen enten skal beskæftige sig mere med det - eller slet ikke. Det er ikke en nødvendighed for plottet, så jeg antager, det er med af en årsag. Denne årsag fremstår dog ikke klar og tydelig for mig.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg er måske nok lidt arbejdsskadet i forholdt til at lægge mærke til ting der "stikker ud" hos personerne i fortællingerne.