torsdag den 28. februar 2019

Forfatterinterview #6 - Anne Cathrine Bomann



Jeg har fulgt Anne Cathrine Bomanns forfatterrejse fra start. Jeg fik tilbudet at læse og anmelde hendes debutroman Agathe. En bog jeg troede, ikke ville være noget for mig, men som viste sig virkelig at være en fantastisk bog. Anne Cathrine er uddannet psykolog og qua mit arbejde i psykiatrien, spurgte hun, om jeg ville læse og anmelde hendes fagbog om skizofreni hos unge. Så da jeg så, hun skulle udgive en ungdomsroman, blev jeg virkelig nysgerrig. Og heldigvis fik jeg lov at anmelde den. En forfatter, der er uddannet psykolog og har udgivet tre bøger i tre forskellige genre; hvem vil ikke gerne høre mere? Så her har hun svaret på nogle spørgsmål.

Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg er født og opvokset i en lille landsby et stykke uden for Hillerød i Nordsjælland. Egentlig har jeg fire halvsøskende, men jeg har aldrig boet sammen med nogen af dem, så jeg har faktisk altid følt mig mest som enebarn. Da jeg var 12, flyttede mine forældre og jeg til Espergærde, og det var jeg så ked af, at det førte til min første digtsamling 'Hjemløs', som udkom nogle år efter. Siden da har jeg faktisk skrevet, først digte, og nu er det så blevet til to romaner og en fagbog også. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet fra 2011, og jeg har arbejdet både i private praksisser, i psykiatrien og i kommunalt regi. Jeg bor sammen med min kæreste Frederik, som jeg har været sammen med i snart 10 år, i en lejlighed på Nørrebro.

Hvordan fandt du ud af, du ville skrive (og udgive) bøger?
Mine forældre læste utroligt meget for mig gennem min barndom; de indtalte endda flere af de bedste historier på bånd, så jeg kunne høre dem, hvor og når jeg ville. Og i skoletiden var jeg en af de der typer, der bare elskede dansk (og engelsk og tysk) stil og i det hele taget var tosset med bøger fra en tidlig alder, så jeg vil nærmest påstå, at jeg altid har drømt om at blive forfatter. Samtidig har jeg nok også haft en slags idealiseret forestilling om, hvem der kunne blive det; at det kun var helt særligt geniale typer, der blev forfattere, og at hvis man havde det rigtige gen, så sad bogen der bare i første hug. Senere har jeg så fundet ud af, at det at skrive gode bøger kræver hårdt arbejde og træning og tålmodighed ligesom alt muligt andet, og det er faktisk lidt af en lettelse - så blev den gamle drøm ligesom mere opnåelig.
Min første digtsamling udkom jo faktisk, da jeg var 15, og den næste da jeg var omkring 20, men det er først i forbindelse med udgivelsen af mine romaner, at jeg for alvor begynder at fatte, at jeg kan være en af de heldige, der får lov til at skrive og udgive bøger.

Hvordan har du koordineret at have et fast arbejde med at skrive?
Det har også været svært. I starten, da jeg begyndte at skrive på Agathe, arbejdede jeg fuld tid i psykiatrien og pendlede desuden mellem København og Slagelse, og desværre faldt jeg altid i søvn i toget i stedet for at skrive. Så dengang skrev jeg mest i weekenderne og når overskuddet ellers var til det. Men i 2015 tog jeg den beslutning at finde mig et deltidsjob for at kunne skrive mere, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. I 2017 var jeg desuden på et års orlov, fordi min kæreste skulle studere i Amsterdam, og jeg tog med. Der færdiggjorde jeg Agathe, skrev en fagbog om skizofreni og skrev det meste af manuskriptet til min seneste bog Hvad ingen ved, så det var virkelig et super produktivt år. Nu er jeg tilbage på arbejde igen, og mit nytårsforsæt handler bl.a. om at stå op klokken 7 og skrive en halv time på de dage, hvor jeg tager på arbejde - så får jeg sjældent skrevet mere de dage, men det føles godt at have lavet lidt. Og på de to ugentlige fridage, jeg har, forsøger jeg så at lægge nogle flere timer ind.

Spiller din uddannelse som psykolog en rolle, når du skriver?

Helt sikkert! Det er svært at skille ad, hvad der er mig, og hvad der er psykologen, men helt overordnet må man sige, at jeg interesserer mig mere for mine karakterers indre liv og dilemmaer end for plot og historiefortælling. Det er altid karaktererne, som kommer først, og selve handlingen fødes så undervejs, mens jeg skriver, og personerne folder sig ud og prøver at klare sig ud af de problemer, jeg har sat dem i. Man man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg begyndte at læse psykologi, fordi jeg interesserer mig for psyken, hvordan vi mennesker tænker og føler, for hvordan vi skaber mening i vores liv osv.
Helt lavpraktisk handlede Agathe jo også om en psykiater og hans patienter, og der trak jeg jo meget konkret på min egen viden om det at arbejde terapeutisk og de refleksioner, som kan følge med det fag. Og min fagbog, som handler om tidlige tegn på skizofreni, blev til, fordi jeg oplevede en mangel på viden om skizofreni på min arbejdsplads. Så man må sige, at psykologien spiller ind på mit forfatterskab på mange forskellige måder.

Du har skrevet en voksenroman, en fagbog og en ungdomsroman. Hvordan er det at veksle mellem genrene?
Jeg synes, det er helt vildt spændende at kunne skifte mellem genrer og sproglig tone. Hvis jeg havde kunnet finde på et godt emne, havde jeg kastet mig over endnu en fagbog allerede, for det var en rigtig god proces, synes jeg - på flere måder lettere end at skrive en roman, hvor man jo skal finde på det hele selv. Og det med pludselig at skrive en ungdomsroman var slet ikke med vilje; jeg skrev bare om nogle karakterer og en problematik, jeg blev interesseret i, og så var det forlaget, som mente, at det gav bedst mening at forme den til et yngre publikum, når nu de to hovedpersoner selv er teenagere. På den måde håber jeg, det bliver ved med at være min lyst og min inspiration, der afgør, hvad jeg skriver, og at jeg ikke behøver at blive låst fast i en særlig genre eller hos en særlig målgruppe.

Hvad har været det hårdeste for dig, i skriveprocessen (skriveprocesserne)?
Foreløbig har Agathe nok været den hårdeste bog at skrive. En af grundene er nok, at jeg skrev så fragmenteret på grund af mit fuldtidsarbejde, så da jeg sad med teksten og syntes, jeg var færdig, var den i virkeligheden meget rodet. Det fik jeg heldigvis hjælp til af Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, hvilket jeg er uendelig taknemmelig for, og efterhånden begyndte det at ligne en samlet historie, men det tog faktisk 3-4 år at få skrevet den lille bog på omkring 112 sider. Men jeg kan også godt fornemme, at det kan blive sværere at skrive fremadrettet. Agathe er blevet solgt til foreløbig 18 lande rundt om i verden, og Hvad ingen ved er udkommet på mit drømmeforlag Gyldendal, og jeg begynder så småt at kunne mærke et pres (fra mig selv!) om, at nu skal jeg helst skrive noget godt næste gang også. Indtil nu har jeg været dejligt fri og uden de store forventninger fra nogen side, men når det begynder at gå godt, stiger presset jo også. Det kan godt skræmme mig lidt, kan jeg mærke.

Har du planer om at skrive flere bøger? Eller er du måske allerede i gang?
Jeg er selvfølgelig allerede i gang. Faktisk begyndte jeg på et nyt bogprojekt, så snart redigeringen af Hvad ingen ved begyndte, for ellers var jeg blevet vanvittig, hver gang jeg skulle vente en måneds tid på mine redaktørers kommentarer. Det tegner igen til at blive noget helt andet denne her gang; en slags thrilleragtig sag, men stadig med psykologiske temaer som sorgbearbejdning og grænsen mellem psykisk lidelse og eksistentielle vilkår. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig tusind gange, men lige nu er det i hvert fald dét, jeg arbejdet på.

Hvis du SKULLE vælge, ville du så helst leve af at skrive, eller af at være psykolog?
Den er ikke svær - jeg ville helt klart vælge at skrive! Jeg elsker mit fag, men mere teoretisk end praktisk, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror, det er sundt nok lige at komme ud og blive luftet lidt et par gange om ugen, men jeg arbejdede gerne endnu mindre, hvis jeg kunne, og skrev mere.

Læser du selv meget?
Ikke nær så meget, som jeg gerne ville. Min vildeste læseperiode var klart i de tidlige teenageår, hvor jeg bare åd den ene bog efter den anden. Så kom en tid med rigtig meget bordtennistræning (jeg var på landsholdet og har spillet for forskellige klubhold rundt om i Europa), og under studietiden læste jeg flest fagbøger. Nu prioriterer jeg også ofte at skrive selv i stedet for at læse, men jeg elsker selvfølgelig stadig bøger, og noget af det bedste i verden er at have fundet en, der bare rører én og gør, at man næsten ikke kan lægge den fra sig igen. I nyere tid har jeg f.eks. været virkelig glad for Planen af Morten Pape, Karensminde af Iben Mondrup og Nye rejsende af Tine Høeg.

Fortæl gerne 3 ting om dig, som du ikke tror, dine (og mine) læsere ved?
1) Hvis ikke jeg ligefrem har social fobi, så er det i hvert fald tæt på, og det gør det f.eks. ret grænseoverskridende for mig at holde oplæg, tale om mine bøger foran andre osv. Men jeg prøver alligevel at kaste mig ud i det, fordi jeg så gerne vil dele min skrive- og læseglæde med andre søde bogvenner.
2) Min kæreste og jeg har en dejlig hund, som hedder Camus. Min kæreste er filosof, så det er selvfølgelig den gode Albert Camus, der har lagt navn til det lille vidunder.
3) Jeg er vegetar og har været det i halvandet år nu. Det handler mere om dyrevelfærd end klima, og selvom jeg er en af de eneste i min nærmeste omgangskreds, og min familie vist synes, det er ret åndssvagt, har de fleste heldigvis taget rimelig godt imod det.

Vil du læse mere om Anne Cathrine? Så kan du besøge hendes hjemmeside HER.
Du kan læse mine anmeldelser af hendes udgivelser her: AgatheEn ud af hundrede og Hvad ingen ved 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar