mandag den 25. februar 2019

Hvad ingen ved


Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 260
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Imse er en klog gut, der går i 7. klasse. Han elsker dokumentarfilm og at læse bøger om filosofi. Det er der ikke ret mange af de andre i klassen der kan lide, og han ligger under for deres mobning og ignorering. Hans halvbror Jonas er 19 år og arbejder som bordtennistræner efter han droppede ud af teknisk skole. Han træner det 11 årige talent Niklas som måske kan vinde DM. Jonas går virkelig op i Niklas træning. Og i Niklas.
"Tænk, hvis vi kunne tage det guld. Igen ser jeg Niklas' ansigt for mig, på én gang barnligt og på nippet til noget andet, som om den unge mand, han er ved at blive, venter lige bagved. Det ville være det største i hans lille drengeliv at vinde den finale, det er helt sikkert. Da jeg smider boxershortsene, opdager jeg til min overraskelse, at jeg har halvfed på." (Citat side 25/26)
Imse har ikke rigtigt andre venner end Tobias, og de ses nærmest kun i skolen. Han har også droppet fodboldtræningen, selvom han var rigtig god, uden at fortælle sin mor om det. Istedet sidder han i et kirsebærtræ og tænker over livet. Først da han skal hjælpe en af de populærer piger i klassen med matematik, går det rigtigt op for ham, at det måske ikke er så fedt at være alene hele tiden. Imens kæmper Jonas med sine føleler for bordtennistalentet Niklas. Niklad er blot 11 år, og Jonas ved godt, det er helt forkert, det han føler. Alligevel kan han ikke lade være. Han frygter, hvad han er ved at udvikle sig til, men alligevel bryder han flere grænser, han ikke troede, han ville kunne bryde.

Hvad ingen ved er forefatterens debut i YA-universet. Hun har tidligere udgivet voksenromanen Agathe, som du kan læse om HER. Det er bestemt ikke dårligt, at hun har valgt at skifte målgruppe. Og det er også tydeligt, at hun ved, hvad hun skriver om. Hun er selv tidligere bordtennisspiller og nu uddannet psykolog, hvilket man sagtens kan mærke - der er nemlig en stor kærlighed at læse mellem linjerne. Ikke blot til bordtennissporten og de mere eksistentialistiske tanker, som Isme gør sig. Der er også en kærlighed til Jonas, på trods af hans tanker og handlinger.

Det er tunge emner, der bliver taget op i denne roman. Ikke blot mobning og ensomhed, der i sig selv er svære emner, men også pædofili. Og ikke på den måde man er vant til at læse om det, nemlig fra offerets side. Nej, vi følger Jonas, der udvikler forbudte følelser for et barn. Det skabte et dilemma under læsning. For hvordan kan man have sympati for en, der har seksuelle tanker om et barn? Men Jonas er så meget mere end det. Han er empatisk, indfølelig, glad og dygtig. Han kommer fra en normal familie - og så ønsker han ikke at skade Niklas. Der findes nok stadig et billede ad pædofile som gamle, vamle mænd, der bor alene og ulækkert. Men det er langt fra sandheden. Og dét formår forfatteren at forklare. At der findes mennesker, der hver dag kæmper for ikke at handle på de tanker og følelser, de ved er forbudte.

Ikke nok med forfatteren formår at sætte ord på nogle tunge emner, så gør hun det på en sprogligt let og ligetil måde, der gør det nemt at fordøje de tunge tanker. Hele fortællingen er realistisk og nem at følge. Jeg var draget fra start til slut. Jeg håber, det er en bog, som vil blive brugt i folkeskolernes undervisning. Både for at sætte gang i samtaler og tanker om Imses ensomhed og anderledeshed - men især også for at sætte gang i de unges tanker (og måske en debat blandt dem!) omkring forbudte tanker, følelser og tabuer. For hvornår er man egentligt et dårligt menneske? Skal man blot tænke noget forkert? Eller er det først, når man handler? Og hvad hvis man fortryder sin handling?

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg hørte den første halvdel på lydbog, da jeg skulle cykle langt for at købe en skrumaskine. Jeg elsker, når lydbogen kommer samtidig med den fysiske bog!

4 kommentarer: