lørdag den 16. februar 2019

Tag gaden tilbage



Af: Sanne Munk og Sarah Engell
Forlag: Gyldendal
Sidental: 269
Originalsprog: Dansk

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Polly bor i Hirtshals. En by, hun ikke føler sig hjemme i. Den er ligesom for lille. Også selvom hun har veninde Kat, er glad for sit arbejde på Fisken, og hver får madpakke med af sin farmor, der bor i nabohuset.
"Og så ville det igen være mig, der rigtignok var fin på den, og Hirtshals, der åbenbart ikke var god nok til mig. Jeg ville ikke en gang forsøge at forklare dem, at det i virkeligheden var lige omvendt. At det mig, der åbenbart ikke var god nok til Hirtshals. Sådan havde det føltes, så længe jeg kunne huske. Det var, som om byen i virkeligheden ikke brød sig om mig og bare ignorerede mig, elle ri hvert fald kun lige nøjagtig accepterede min tilstedeværelset." (Citat side 14)
Polly er startet i 1.G i den lidt større by Hjørring. Og selvom hun har kendt Kat altid, så trækker de andre piger i hende. Dem, der fester, dem der stråler af selvtillid og som de andre ved, hvem er. Da Caro inviterer hende med i byen begynder det hele at fucke up for Polly. Samtidig vil hendes far aldrig tale om hendes mor, der døde for mange år siden. Og farmor synes hun skal passe på sit rygte og ikke gå rundt og ligne en  lyder. Og Warcraft, en fyr der tjener penge på at game, holder en kæmpe fest, hvor Polly drikker drinks og har sex. Hvilket hun nok ikke lige skulle have haft, hvis det stod til Caro.

Tag gaden tilbage er en voldsom fortælling om det, at forsøge at være sig selv. Om slutshaming, uvenskaber og hemmeligheder. Der er en fortælling om, hvad der sker, når vi ikke taler sammen - og når alle andre taler om en, bag ens ryg.

Det er tydeligt, at de to forfattere har tjek på detaljerne. Jeg har aldrig været i Hirtshals, men nu føler jeg lidt, jeg har. Jeg kunne næsten dufte salt og tang fra havet. Detaljerne, der ikke bliver for voldsomme, er med til at give et rigtig godt helhedsindtryk. Ligesom sproget er sådan, som det er, i den generation, der fortælles om. Uden at være underligt påtaget, fordi nogle voksne har forsøgt at være unge.

Emnerne, der tages op i denne ungdomsroman, ligger mig meget på sinde. Jeg er glad for, at to af tidens store forfattere tager dem op. Og det på en måde, der giver et rigtig godt billede af, hvordan alting kan gå helt galt, bare fordi man prøver at være sig selv. Eller fordi man ikke taler om de ting, der gør ondt.

Jeg håber, denne fortællingen vil blive brugt i folkeskolernes ældste klasser og på gymnasiet. For den har meget på hjerte. Selvom de færreste måske reagerer som Polly, så ved man ikke, hvor langt ud man kan komme, når man bliver presset så meget. Og det er vigtigt at tale om. Tit.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg var inviteret med til et arrangement, hvor de to forfattere ville fortælle om bogen. Sjældent har fordømt nattevagter så meget! Jeg måtte desværre sove, fremfor at hygge på en båd!

3 kommentarer: