Inviteret af Forlaget og derfor reklame.
Torsdag d. 31/1 var jeg til et bloggerarrangement med Politikens Forlag. De havde inviteret forfatter Carolina Setterwall til en snak om hendes roman Lad os håbe på det bedste (LINK TIL ANMELDELSE). Læs gerne anmeldelsen inden dette indlæg, da jeg her ikke vil beskrive fortællingen indgående.
Som I kan læse i anmeldelsen af romanen, var det en fortælling, der virkelig rørte mig. En både fin og grum fortælling om sorg, og hvordan man lever med og i den. Jeg var spændt på, hvordan Carolina ville have det med at snakke om bogen og det traume, hun oplevede. Men hun gjorde det så fint. Og selvom det foregik på svensk, forstod jeg det meste.
Én af de første ting, Carolina slog fast, var at vi generelt er for dårlige til at tale om sorg og tab. Fordi det er så svært at rumme sorgen og dem, der er i den. Vi ved ikke, hvordan vi skal være sammen med mennesker i sorg, eller hvordan vi kan hjælpe dem. Det var blandt andet derfor, hun valgte at få sin fortælling udgivet. Egentligt startede hun med at skrive om Aksels død på sin blog, fordi det var nemmere end at skulle skrive til alle dem, der gerne vil høre fra hende. Det var en form for fællesinformation til dem, der ville vide mere. Dette ledte til en snak om netop det, at være i sorg. Hvordan det kan være grimt og voldsomt.
Carolinas udtryksfulde ansigt var en af de ting, jeg lagde mærke til. Som om følelserne fysisk sad i ansigtstrækkene. Også selvom hun i dag ikke er midt i sorgen.
Carolina fortalte, hvordan bogen blev skrevet ret tidligt i forløbet. For hende var den en nødvendighed, da hun var bare for at glemme, hvordan de hele virkeligt var. At hun kom til at glorificere det forhold hun og Aksel havde. Det var vigtigt for hende at forevige det hele; også de svære tider, nedturene. Hun var ikke perfekt, Aksel var ikke perfekt - men tiden ville måske lægge et filter over deres tid sammen. Derfor skrev hun, selvom hun stadig var midt i det hele. Forfatteren lagde meget vægt på, at bogen er hendes fortælling. At hun har kaldt den en roman, fordi genfortælling bliver til fiktion. Fordi det kun er hendes historie. Aksel ville have en anden historie at fortælle. Det synes jeg var så fint. At hun ikke mener, hun har skrevet den endelige historie om deres liv og hans død. Men blot hvordan hun oplevede det, var i det, og kom sig. Som man nu gør.
Der var meget stille mens hun talte. Vi sad alle og lyttede intenst. Og det var ikke kun, fordi det var på svensk. Det var fordi, hun sagde så mange fine ting. Uddybede tankerne bag bogen og lukkede os ind i nutiden.
Jeg tog en del noter, men det er svært for mig at gengive, fordi det hele var så intenst. Fordi jeg virkelig kunne mærke det, hun fortalte.
Jeg havde ikke mulighed for at blive til det længere interview senere på aftenen, men jeg er sikker på, det også var godt. For Carolina havde masse af ord, masser af sætninger. Jeg tror, jeg kunne have timelange samtaler med hende. Altså, hvis hun også gad tale med mig, haha. For hun satte så mange tanker igang i mig. Om sorg. Om hvordan man rummer mennesker i sorg. Om hvordan man forholder sig til, hvad andre tænker om en, når man gør noget, der måske ikke falder i god smag.
Jeg kan kun anbefale dig at læse romanen - og tage til et foredrag eller interview med forfatteren, hvis du får muligheden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar