Lad os håbe på det bedste

Af: Carolina Setterwall
Forlag: Politiken/Hr. Ferdinand
Sideantal: 359
Originalsprog: Svensk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Carolina er 30 år, glad for livet, ubekymret og har styr på det hele. Til en fest møder hun Aksel. Han er tænksom, forsigtig, og ikke altid klar på forandring. Alligevel forelsker de sig. Aksel arbejder meget, og kan godt lide tingene, som de er. Carolina vil gerne videre i livet. Være et rigtigt par. En familie. Og med lidt pres og overtalelse, går Aksel med til at få et barn. Ivan er dog ikke det nemmeste barn, og Carolina og Aksels liv er presset. Men det skal nok gå. For det er jo en del af planen. Lige indtil Carolina finder Aksel død i sengen en tidlig morgen.

"Jeg bryder sammen. Gråden får mig til at at skælve, og der kommet snot og spyt, og jeg sviner din storebrors skjorte til, mens han knuger mig hårdt, jeg forsvinder i hans favn og vil aldrig mere ud derfra. Du kan godt, siger han, hvisker ind i mit øre, og der er sikkert også løbet snot derind, men han er bliver ved med at hviske og holde fast om mig. Vi går derind sammen , siger han. Det gør vi. Det er vigtigt." (citat side 31)

Nu er Carolina enke. Og mor til en dreng på 8 måneder. Sorgen sætter ind som et grimt væsen, og alt er ramlet sammen. Carolina forsøger at holde sig i live. Venner og familie stimler sammen og overtager alt for en stund, så Carolina blot skal tænke på Ivan og sig selv. Men hvordan hænger man sammen, når man har mistet sit livs kærlighed? Og hvad nu hvis hun på en måde slog ham ihjel med alle sine forventninger, pres og ønsket om et barn? Carolina føler sig skyldig. Alligevel går dagene, ugerne og månederne. En dag er der også en hel time, hvor hun ikke tænker på Aksel. Men det får også skylden til at gnave. Og hvordan er det nu, med at møde en ny, når man har begravet sin kæreste? Må man det? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Lad os håbe på det bedste, er en af de smukkeste kærlighedsberetninger, jeg har læst. Det er ikke en lalleglad, romantisk beskrivelse af et perfekt forhold, der ender brat. Det er en virkelig beskrivelse af et forhold mellem to mennesker, der næsten ikke kunne være mere forskellige, men alligevel er rigtige for hinanden. Det er de gode stunder, de svære, og de grimme.

Fortællingen kører i to spor. Et nutidigt midt i døden og sorgen og et tilbageblik til den gang ,Carolina mødte Aksel - og hele fortællingen om dem. Det er en fortælling fyldt med beskrivelser af kærlighed, ømhed og forelskelse - men også beskrivelser af fejl. Både forfatterens egne og Aksels. Noget, der ikke må være nemt at skrive, om en der er død. Bogen er allerede solgt til udgivelse i 25 lande, og det forstår jeg godt. For den er universal. Den kan læses af alle. Uanset om man lige har mistet eller aldrig har mistet - eller er et sted midt derimellem.

Men det er netop det, der gør bogen så ægte. Jeg har ikke mistet, som Carolina har. Alligevel følte jeg mig som ét med hovedpersonen. Som om jeg kunne mærke den fysiske sorg, der sad i hende. Fortællingen er så velskrevet, velformuleret og virkelig. Sproget er fantastisk, men det er ikke kun det. Det er ærligheden. Det er det, at der er alt det grimme med. Angsten, sorgen, vreden, bitteheden. At fejlene også får plads. Det er ikke en Hollywood-beskrivelse af sorgen, der får en ende og-så-levede-vi-lykkeligt-allesammen. For sådan er sorg ikke. Det er dét, forfatteren formår at beskrive. At man kan skrive så smukt og detaljeret om så voldsomt et traume er virkelig fantastisk.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg mødte forfatteren til et bloggerarrangement. Det kommer der et indlæg om lige om snart.