Forfatterinterview #7 - Carolina Setterwall

Jeg fik tilsendt Carolina Setterwalls debutroman som anmeldereksemplar. Og dét er jeg godt nok glad for, jeg gjorde. du kan læse anmeldelsen her. Desuden var jeg så heldig at møde Carolina til et bloggerarrangement, som du kan læse om her. Et møde jeg virkelig blev berørt af. Ikke kun fordi hun har en historie om sorg og tab at fortælle, men fordi hun er en eminent fortæller. Ærlig, åben og virkelig god til at sætte ord på. Derfor blev jeg ekstra glad, da Carolina gerne ville svare på nogle spørgsmål - som I selvfølgelig ikke skal snydes for at læse. Carolina har svaret på svensk, og jeg har efterfølgende oversat det til Dansk. Der kan forekomme sætninger der måske er lidt kringlede - men det skulle være forståeligt at læse med. God læselyst!

Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg er en 40 årig kvinde som bor i Stockholm sammen med min femårige søn Ivan, min kæreste Tom og hans datter på 7 år. Præcis ligesom i mange andre familier består vores dage af at hente og aflevere børn i skole og førskole og al den logistik, der følger med. I hverdagen arbejder jeg med at skrive; lige nu på opfølgeren til Lad os håbe på det bedste, som udkom i Sverige i marts 2018 og i Danmark i januar 2019. Det er en stor omvæltning for mig, som tidligere i livet er taget på arbejdet for at skrive om andre personer end mig selv.

Lad os håbe på det bedste blev til, fordi du mistede Axel. Har du, før det skete, overvejet at skrive og udgive en bog?
Både ja og nej. Jeg har nok haft en hemmelig drøm om en dag at skrive en bog, men har nok ikke haft hverken selvtillid eller tålmodighed før. Jeg er en person, som er meget streng mod mig selv og har let ved at give mig selv kritik. De få gange jeg har forsøgt at skrive noget mere litterært tidligere, har jeg disset mine udkast og tænkt, at der findes så mange andre, som gør det bedre end mig. Jeg tror, at jeg havde brug for at havne på bunden for at turde forsøge. Det er noget, som sker efter tab og traume, tror jeg. De mindre tab og svigt i livet bliver så små og ubetydelige. Det kan give mod på et eller andet plan. For eksempel til at skrive en bog.

Har du planer om at skrive flere bøger?
Ja. Jeg har flere planer men er også i fuld gang med at skrive. Men der findes stadig en tvivl i mig nu. Større end med den første bog faktisk. Det er spørgsmål som: ”Kan jeg virkelig gøre det her?” og ”kan jeg skrive om noget andet end mig selv i en svær tid?” De dukker op hver dag. Jeg kæmper med det, samtidig med jeg skriver videre. Min næste bog, hvis den bliver god og jeg er tilfreds med manuskriptet til sidst, kommer ikke til at handle om mig selv på samme måde som Lad os håbe på det bedste gjorde det. Det er en beretning om moderskabet og en slags klaustrofobi i familielivet. Selvfølgelig tager jeg noget med fra det, jeg har oplevet, men det er en fiktiv historie om en mor, som ikke er Caroline så at sige.

Hvad har været det hårdeste for dig, i skriveprocessen?
At få det gjort. Og at skrive selv når det føles som om, jeg ikke har tid, ikke orker, ikke er dygtig nok. Det var også i perioder svært at motivere mig selv til at skrive en så personlig fortælling, som det faktisk blev.

Hvornår vidste du, det, du skrev, skulle være en roman?
Jeg vidste det egentligt ikke, før den gik i tryk og forlaget skulle finde en genre. Men jeg tror, jeg fandt trøst i at TÆNKE på den som en roman, da jeg skrev den. Det gav en frihed i tankerne: Det her behøver ikke være sandheden til punkt og prikke. Jeg MÅ gerne lægge til og tage fra. Det er ikke en hundrede procent objektiv og sandfærdig beretning. Der er en beretning, jeg skaber, baseret på mine oplevelser. Jeg tror, at den tanke gav mig lidt frihed til at turde skrive.

Hvordan var det at sende manuskriptet til et forlag?
Jeg var meget forkælet/heldig forstået på den måde, at jeg havde mit forlag med mig fra begyndelsen. De havde læst 30 sider af et første udkast, da vi skrev kontrakt. Så jeg havde forlæggere og redaktører med under 90 procent af skriveprocessen, som kunne læse med og hjælpe mig med at komme i gang, når jeg gik i stå. Jeg tror ærlig talt ikke, det var blevet til en bog på nogen anden måde. Jeg var for uerfaren og usikker til at skrive et helt manuskript på egen hånd og så sende det ind. I mit tilfælde var der brug for en professionel, som stod bag mig fra start.

Tænker du, din søn en dag skal læse bogen?
Ja, det tænker jeg. Og jeg tænkte det allerede, da jeg skrev den. Jeg havde hele tiden i baghovedet: ”Hvad vil Ivan tænke, når han læser det her?” Jeg tror, der kommer til at gå en rum tid, inden han læser den (eftersom han kun er fem år nu), men den dag han gør, der tror jeg, bogen kommer til at udgøre en af de mange puslespilsbrikker i det puslespil, han er tvunget til at lægge for at få et billede af sin far.

Synes du, vi (som samfund eller mennesker generelt) er dårlige til at snakke om, om rumme sorg?
Både og! Vi er ekstremt gode til at se serier og film og lytte til fortællinger om andres sorg. Mord, for eksempel, er jo spændende for mange. Men vi er, tror jeg, dårligere til at tale om den sorg, som kommer os nær. Den sorg som en nabo eller slægtning berøres af. Der bliver vi forvirrede og utilpas og vil helst skifte emne. Ofte. Ikke altid.

Læser du selv meget?
Jeg læser så meget, jeg har tid til. Jeg læser næsten altid kvindelige forfattere og fortællinger om en samtid. Jeg er sådan en læser, som kaster sig over det, jeg er nysgerrig på, og jeg kan ofte ikke vente, til jeg har bogen fysisk, så jeg læser mange e-bøger. Lige nu læser jeg Haggan af Aase Berg (en svensk poet og nu skønlitterær forfatter). Det er tit nordiske forfattere. Den sidste danske bog jeg læste, var Caroline Albertine Minors Velsignelser (elskede den!). Glæder mig til og venter på, jeg kan læse Leonora Christina Skovs nyeste roman. Den kommer til Sverige i foråret.

Fortæl gerne 3 ting, som du tror, dine (og mine) læsere ikke ved om dig?
Jeg er virkelig ikke særlig visuelt tænkende og har vældig svært ved at registrere mine omgivelser i et visuelt perspektiv. Det gør også, jeg har svært ved at læse og skrive om, hvordan ting ser ud i detaljer. Jeg tænker og forestiller mig det simpelthen ikke sådan. Jeg ser det selv som min store svaghed som forfatter. Jeg kan møde en ven som har anlagt et overskæg og tager 30 kilo på uden at opdage det. Og jeg er ekstremt ansigtsblind. Man kan male mit hus i en ny farve, uden jeg nødvendigvis opdager det!

Jeg drømmer om at få en hund. Racen skal være Gammel dansk hønsehund. Ikke nogen anden slags. Der findes ikke så mange af den slags hunde i Sverige, men jeg har fundet en på Instagram med sådan en hund. Jeg tror, det er de billeder, jeg oftest liker på Instagram. Altså billeder af hendes hund. Hende der har kontoen, synes nok, jeg er lidt mærkelig.

Jeg har slem emetofobi (fobi for opkast) og har været i al den slags terapi, du kan tænke dig, for at overvinde det. Jeg er dødens bange for at kaste op og får angst hver gang det bliver vinter og sæson for maveinfluenza i Sverige. Det er sket, jeg har holdt Ivan hjemme fra førskolen, bare fordi nogen i hans førskolegruppe har været syge med maveinfluenza.