Skandalens Anatomi

Af: Sarah Vaughan
Forlag: Politikens Forlag/Hr. Ferdinand
Sideantal: 318
Originalsprog: Engelsk. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger mine egne.

Den højt profilerede advokat Kate, med speciale i seksualforbrydelser, har er netop tabt en sag om voldtægt i et parforhold. Hun hader at tabe. Hendes humør bliver dog bedre, da hun får overleveret en ny sag. James er juniorminister i regeringen, har en vidunderlig kone og to børn. Alt er godt. Indtil han må tilstå en affære med en ansat, da det snart vil blive trykt i aviserne.

"Jeg tror ikke, det bliver nogen nem opgave." Hun tager en tår vin. "Havde han ikke en affære med hende- og gik hun ikke til aviserne, da han sagde stop for at være sammen med konen og børnene? Hun lyder ikke som det helt store offer; mere som en kvinde der hævner sig," siger hun. "Det betyder ikke, at hun ikke blev voldtaget, før alt det skete." Min stemmer lyder halvkvalt: Ordene er hårde, vrede propper, og bag min ryg knytter jeg ufrivilligt næverne." (Citat side 62)

Kate er anklager i sagen mod James Whitehouse. James nægter sig skyldig i voldtægt. Hans kone, Sophie, står ved hans side, på trods af utroskaben. Offeret indrømmer, hun havde frivillig sex med ham mange gange. Men ikke den dag. Ikke der, i elevatoren. Kate er fuldkommen sikker på, hendes klient taler sandt. Imens kæmper Sophie for at holde sammen på familien. Hvordan overlever man, når ens mand er tiltalt for voldtægt? Og hvad med James fortid, som medlem af Libertiner-klubben på universitet. Er der nogen, der vil finde ud af, hvad der skete den gang?

Skandalens anatomi er ikke en let bog at skrive et kortere resume af. For der sker sindssygt mange ting. Og der flere små sidehistorier. Men det er med til at gøre det til en rigtig god læseoplevelse. Det er ikke en krimi, som vi kender dem, hvor politiet efterforsker spor og udspørger vidner. Nej, det hele er allerede kommet til retssalen. Hvilket for mig er en ny måde, at læse en krimi på.

Romanen følger fire fortællinger. Advokaten Kate, den tiltalte James, hans hustru Sophie og Holly. Der skiftes mellem nutid og tilbageblik til tiden på Oxford universitetet. De tre første personer følges både i nutid og datid, mens Holly kun følges i datiden. Alle fire fortællinger flettes ind og ud ad hinanden og fortæller om en studietid, hvor dem der havde penge, havde et stort ry - med mulighed for at gøre, hvad der passede dem. Det er Englands overklasse der beskrives, med hemmeligheder, vennetjenester og skjulte dagsordner.

Sproget er malerisk og meget beskrivende. Jeg var ikke i tvivl om, hvordan der ser ud på Oxford, på trods af, jeg ikke har været der. I starten måtte jeg vænne mig til de lidt lange sætninger og beskrivelser, men det gik hurtigt, og jeg er glad for, de er med. For det giver virkelig et godt billede af, hvor man befinder sig.

Det er en roman, hvor man skifter mellem at holde med eller afsky personerne. Hvor man ikke ved, hvad der egentligt er op og ned - hvor siderne vender sig selv, fordi man bare må vide mere. Hvad skete der egentligt? Hvem taler sandt? Hvem skal jeg holde med?

Karaktererne er troværdige, og deres tanker og følelser er vældig godt beskrevet. Uroen, angsten, vreden, afskyen, glæden, sorgen. Store følelser er på spil, og de beskrives indgående. Hvis du er til retssalsdrama, store følelser og engelsk overklassehemmeligheder så skal du ikke snyde dig selv for en fantastisk læseoplevelse.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Mens jeg skrev denne anmeldelse, arbejde jeg også på at lægge Lunas og min podcast ud i offentligheden. Jep, den slags har vi kastet os ud i. Og jep, det her er vel skamløs reklame for mig selv.