Af: Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
Forlag: Høst og Søn
Sideantal: 164
Originalsprog: Dansk
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
Alex og Isa har kendt hinanden altid. I børnehaven lakerede de negle sammen. Det gør de stadig. Isa er der til at støtte Alex i alt. Også da han ikke får jobbet i Netto. Hun synes det er underligt, han pludselig køber en kødædende plante.
"Jeg kaster et blik i spejlet. Det er mig og ikke mig. Munden og næsten og øjnene inde bag makeuppen er jo mine, men alligevel ... Jeg rører ved krøllerne, de føles skrøbelige på en eller anden måde, og alligevel bliver det lidt mere virkeligt. Længslen føles pludselig uendelig, som om den ikke har nogen yderste kant, som om alt er muligt" (citat side 28)Alex er ikke rigtigt sikker på noget. Han er ikke sikker på sig selv. Han er ikke sikker på, om hans kødædende plante, Venus Fluefanger, er sulten eller døende. Han er ikke sikker på, hvad Mathias fra hans tidligere klasse egentligt vil ham. Eller hvordan han skal tackle Isas måske-kæreste og hans mors råd om at snakke med nogen. Og hvordan navigerer man i en verden, man ikke er sikker på?
Venus Fluefanger er et frisk pust i litteraturen omkring køn, venskaber og identitet. Det er en fortælling om, hvordan det er ikke at passe ind i de normer, der findes i samfundet. En fortælling om at prøve at regnede ud, hvad ens næste skridt skal være, uden at komme det nærmere.
Det er en roman med rigtig meget indhold, uden at den er for lang. Eller for kort. De to forfattere flyder sammen til én på en god måde. Sproget er flydende og tro mod målgruppen. Ligesom karaktererne er troværdige og nemme at følge. Det er skrevet i en tone, tro mod dem, der skrives om. Det er ikke for forklarende eller debatterende undervejs, og det føles ikke som to voksne, der skal belære unge, om de tematikker, der tages op. Tværtimod føles det præcis, som var det hovedpersonen, der havde skrevet bogen selv.
Jeg synes, det er vigtige temaer, der tages op i denne roman. Emner der er vigtige at tale med unge om, og hjælpe dem til, at forholde sig til. Derfor håber jeg, at denne roman vil blive brugt i folkeskolernes ældste klasser. Den vil være en god debatstarter om køn, seksualitet, venskaber, og hvordan man egentligt definerer sig selv. Og hvilke kasser, vi putter os selv og hinanden i - og om det egentligt er en god idé.
Bogen får 5/5 stjerner: *****.
Bonusinfo: Jeg har aldrig haft en kødædende plante!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar