Forlag: Facet
Sideantal: 151
Originalsprog: Dansk
Dette er tredje bog i en serie. Jeg anbefaler du starter ved nummer et. Du kan læse anmeldelserne af de forgående bøger her: Dødt kød - dag 1 og Dødt kød - dag 2
William tror, hans arbejdsdag er som alle andre i kælderen under hospitalet. Altså lige ind til noget kradser bag en låst dør. Og det "noget" viser sig at være zombier. Han burde måske være i tvivl, eller ikke tro, den slags fandtes - men han er helt sikker.
"William trækker vejret hurtigt og stirrer i begge retninger. Han er alene i kælderen. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der foregår. Pigen og fyre i redskabsrummet er zombier. Han har leget med tanken om hvad han ville gøre i en sådan situation mange gange, og nu står han her faktisk. Den mest sindssyge skrækfantasi er blevet til virkelighed. Zombierne er kommet!" (citat side 11)Imens William forsøger at finde på noget at gøre, er Mille med bussen på vej til Prag med skolen. Men bussen når ikke langt, før en flok zombier går til angreb. Mille slipper kun lige præcis væk i tide. Dan er til gengæld overbevist om, zombierne er uryddet. For Selina sagde jo, hun havde slået den sidste zombie ihjel. Men en drøm om en kat bliver ved at genere ham. Og pludselig ser han Finns kone, der ikke helt ligner sig selv.
Tredje bog i Dødt Kød-serien starter, hvor den sidste er sluttet. Det er lige på og hårdt - zombier, blod og trevler af kød. Jeg er vild med det. Det er som en splatterfilm - bare på skrift. Ingen lange optakter - men direkte ind i en verden af levende døde.
Fortællingen er, som i de andre bøger, let og ligetil, og sproget er fint til målgruppen. Karakterene er troværdige - selvfølgelig når man køber præmissen, at zombier findes. Men det gør man uden problemer. For de er der ligesom fra start af. Grønne, blodige, sårbefængte levende døde.
I denne bog møder man Williams onkel Holger. Han har bygget et "panic house" væk fra byen, fordi han er sikker på, verden en dag vil gå under. Han er psykisk syg, og det er derfor, han tror dette. Det taler lige ind i klichéen om den paranoid skizofrene, der ikke tror på samfundet kan beskytte ham. Det kunne sagtens havde været forklaret uden, Holger behøvede være syg. Jeg mener - der findes konspirationsteoretikere der ikke (!) fejler noget OG "Doomsdays-preppers" der vitterligt tror, dommedag nok skal komme. På den måde behøvede forfatteren ikke inddrage psykisk sygdom på en måde, så han ligefrem bekræftede visse fordomme. Det spiller dog ikke så stor en rolle, men den psykiatriske sygeplejerske i mig føler sig en smule truffet.
Bogen lægger både op til en slutning på fortællingen - eller endnu en bog i serien. Jeg håber lidt på det sidste. Jeg er klar på flere zombier!
Bogen får 4/5 stjerner: ****
Bonusinfo: Luna har en idé om, vi b'r have en form for "sikkerhedspakke" med ting, hvis nu der pludselig skulle udbryde zombiekrig. Eller midlertidig undtagelsestilstand. Faktisk kan man blive helt opslugt af, hvad der bør være i en sådan rygsæk. Prøv bare at google dig frem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar