Glasvinge

Af: Katrine Engberg
Forlag: People's Press
Sideantal: 354
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Dette er 3. bind i serien om efterforskerne PA Kørner/Werner. Den kan læses uafhængigt, men jeg anebefaler at starte med Krokodillevogteren efterfulgt af Blodmåne.

Jeppe Kørner kastes ud i endnu en sag. Denne gang uden sin faste makker Anette Werner. Hun er nemlig på barsel. Jeppe skal vænne sig til sin nye makker, mens Anette skal vænne sig til at være mor. Og så begynder de bizarre mord. Det første lig findes i et springvand med symmetriske snit der antyder, hun er blødt ihjel.

"Jeppe lænede sig frem. Tværs over hvert håndled og ved venstre lyske gabte huden i centimeterbrede snit, sat fuldstændig symmetrisk over hinanden i to parallelle baner. Tolv små snit i alt, sirligt placeret på tre af kroppens vitale pulsårer." (Citat side 37)

Ofrene har alle arbejdet på samme bosted for psykisk syge unge. Men hvem kan have noget mod dem, der vil hjælpe andre? Mange, viser det sig. Men hvem har det største motiv? Familien til den anbragte pige, der tog sit liv? En af de ansatte? Den unge fyr, med skizofreni, der er indlagt? Efterforskingen føre Jeppe ind i sundhedssystemet, hvor alt ikke nødvendigvis er, som det burde være. Og Anette har svært ved at være på barsel og den ændring en baby fører med sig. Og så er der Esther, den pensionerede litteraturlektor, der føler sig deprimeret, men pludselig møder den mystiske, nye underbo.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været vild med de to første bind i Engbergs krimiserie. Denne her glædede jeg mig virkelig til at læse, da den handler om ting, jeg virkelig ved noget om. Sundhedssystemt - og psykisk sygdom. Jeg bliver altid lidt bekymret for, om det der står, er realistisk. Om der er researchet godt nok. Og endnu en gang viser forfatteren, at hun ved, hvad hun skriver om. Det er tydeligt, at forfatteren har sat sig ind i, hvordan tingen fungerer.

Endnu en gang er det en roman med rigtig mange veje at gå ned ad. Bedst som jeg havde låst mig fast på én gerningsmand, var der nye veje at udforske. Og selv da det hele føles forløst, dukker nye oplysninger op. Det er velskrevet, og trådende samles rigtig fint.

Karaktererne er fortsat godt beskrevet, og jeg føler, jeg kommer endnu tættere på dem. I Blodmåne følte jeg, jeg kom tæt på Jeppe Kørner. Denne gang er det Anette Werner, jeg føler, jeg har lært godt at kende. Det er karakterer, jeg føler med. Karakterer, jeg får lyst til at ruske i.

Som psykiatrisk sygeplejerske er jeg altid på vagt, når der skrives om personer med psykiske lidelser. Bliver de stigmatiseret? Hvordan omtales det? Forfatteren gør det godt. Hun formår at beskrive personerne og ikke diagnoserne. Selvom diagnoserne har betydning for fortællingen er personen i centrum. Symptomer og behandling beskrives godt og korrekt. Noget, der gør mig glad!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg skal faktisk være med i en podcast for at tale om netop psykiatri og forbrydelser.