lørdag den 8. august 2020

Satans Yngel - Lucy Kiehl #2


Af: M. Monteau
Forlag: Grønningen 1

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Bogen er andet bind i en krimiserie. Du kan læse anmeldelsen af den første bog i serien HER
Jeg anbefaler du starter fra begyndelsen, men bøgerne kan godt læses separat. Der vil dog gå visse detaljer og informationer tabt.

Lucy er ved at falde til i Århus, selvom hendes lejlighed er noget gammelt lort, der skal sættes i stand, men gode kollegaer trækker det hele lidt op. Også det næsten-hemmelige forhold til chefen. Hvis altså han gad forlade sin kone for good. Men pludselig er der bud efter hende i København. Hun skal hjælpe med en sag, hvor tre hospitalsansatte er forsvundet. Ingen ved, om sagerne hænger sammen, eller om der overhovedet er sket noget kriminelt.
"Han havde ikke sagt et eneste ord inde i huset, men det gjorde han, da han kom tilbage nogle timer senere. Da var det for længst blevet mørkt. Hun hørte en nøgle i låsen og vidste med det samme, at det var ham. Han måtte have taget hendes nøgler og låst efter sig, for ingen andre havde nøgle til hendes hus." (citat side 95/96)
Der er ikke mange spor at gå efter, men snart står det klart at Lucy og kollegaerne har travlt, hvis de vil finde nogle af de forsvunde i live. Hvis det overhovedet er muligt. Problemet er, at ingen synes at ville fortælle noget, selvom de helt bestemt må vide noget. Og når de endelig siger noget, er det ikke sikkert, det er sandheden. 

Satans Yngel er en brutal krimi. Vold, pinsler, tortur, seksuelle overgreb og dyremishandling udspensles ganske tydeligt, og det kan være meget voldsomt at læse, hvis man ikke er forberedt på dette. Jeg er ikke sart, og kunne godt tåle både at læse og høre det læst højt (har hørt dele af bogen som lydbog), men det ville måske være en god idé med en form for advarsel om stærkt indhold, inden man går i gang.

Satans Yngel er bestemt en god krimi. Der er masser af det, jeg synes, en god krimi skal indeholde. Forbrydelser, hemmeligheder, løgne med sandhed, sandhed med løgne. Der er plottwists, jeg bestemt ikke havde set komme, og den røde tråd var nem at følge, selvom der fortælles fra forskellige vinkler og er mange ting at følge op på.

Forfatteren har udviklet sig, side sin debutroman. Der er mere samling på historien, der er ligesom en større helhed. Persongalleriet er fortsat broget, men velbeskrevet. Og selvom der i denne roman er endnu flere mennesker at holde styr på, var det ikke svært. Jeg kunne fint følge med, også i de mere historiske begivenheder, som der også er med i denne fortælling.
Der er taget nogle visuelle valg, som jeg ikke synes var nødvendige undervejs, men jeg kunne abstrahere fra det.

Som altid, når nogen beskriver mit arbejdsområde i deres romaner, er jeg ekstra opmærksom. Psykiatrien er kun ganske kort beskrevet, men det irriterede mig alligevel ganske meget, hvordan en tvangssituation ikke er beskrevet korrekt. Ligesom det er nævnt, at en oversygeplejerske har en aftenvagt. Det forekommer simpelthen ikke. Ikke en gang afdelingssygeplejersker har den slags. Det er måske nok mindre ting, som ikke-fagkendte vil lægge mærke til, men det generer mig.

Alt i alt er de dog en ganske god (og voldsom) læseoplevelse, og jeg glæder mig til at følge Lucy i den næste roman, der allerede er udkommet.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg elsker, når der også er en lydbogsversion. Og især når den udkommer samtidig med papirudgaven. Så kan jeg nemlig kombinere læsning og lytning og udnytte tid og sted uendeligt godt.

fredag den 31. juli 2020

Novellix - fire nyskrevne noveller af danske forfattere


Af: Tine Høeg, Josefine Klougart, Jacob Skyggebjerg og Thomas Korsgaard
Forlag: Novellix

Novellerne er modtage i gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Novellix er et vidundelrigt koncept. Hver novelle kommer i sin egen lille bog, der ikke er større, end den kan være i en lille skuldertaske. Måske der endda kan være en, i en lille clutch?
Novellerne kan købes hver for sig, men kommer også i små fine, gaveæsker, med i fire i hver. Denne æske indeholder fire, nyskrevne noveller. Dette er en lidt anderledes anmeldelse, men læs endelig med. Jeg kan kun anbefale novellerne.

Hver især er novellerne meget forskellige - de har jo også forskellige forfattere. Men der er alligevel nogle gennemgående temaer. Venskab, kærlighed og spilleregler i livet. Flettet ind i fine, små fortællinger, der på hver sin måde var både helt små og kæmpe store.

Personligt havde jeg kun stiftet bekendtskab med Tine Høegs værker, før jeg læste disse noveller, men har flere af de andre forfattere stående på reolen. Og glæder mig nu endnu mere til at læse noget fra dem. For det er jo også noget, sådan nogle noveller kan. De kangive en smag på, hvad en forfatter kan. Hvordan de skriver. Jeg er glad for, jeg har læst disse små værker, for jeg ved nu, jeg gerne vil læse mere.

Jeg har læst om hjertesorg, og hvordan man måske, måske ikke kommer igennem det, ved at kaste sig ud i en omgang reboundsex. Tine Høeg skriver som altid minimalistisk og så alligevel fyldt med så mange refleksioner, overvejelser og en enorm dybde.

Jeg har ladet Thomas Korsgaard hive mig ind i en fortælling om, hvordan venskaber ændrer sig med årene, uanset om man selv kan følge med. En sjov, men alligevel også sårbar fortælling om livets gang, eller mangel på sammen.

Josefine Klougart beskriver et landsbysamfund, hvor alting ikke er, som man tror, men måske alligevel, er helt som man tror. Hvor naboerne følger med hos hinanden, uden at kende dybden. Noget, jeg måske ikke ville have læst, hvis det havde været et længere værk - men dette gjorde mig kun mere nysgerrig på hendes værker.

Og til sidst har Jakob Skyggebjerg trukket mig med ind i den danske kulturelites overdådige fester og deres sammenspiste miljø, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på, eller hvem der egentligt udnytter hvem.

Denne samling af noveller får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg elskede at arbejde med noveller i dansk. Både den korte, men ofte intense læseoplevelse, og hele den analyserende del. Disse noveller nød jeg dog mest som en læseoplevelse, og ikke som noget der skulle analyseres.

manden der glemte sig selv


Forfatter: K. B. Assenholm
Forlag: Books on Demand

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Arne er egentlig en helt almindelig mand. Han har tre børn, en dejlig kone, bor i et fint hus og har et arbejde, han er god til. Men Arne har også en hemmelighed. Faktisk en hemmelig identitet. Når der sker noget voldsomt i byen, bliver han nemlig til BatArne. En, der hjælper med at holde ro og orden. En, der er god til at se, hvem der er ude på noget. God til at stoppe dem. Give de (unge) lømler en lærestreg.
"Bare synet af BatArne burde være nok til at jage de tre forbrydere væk. Havde han måske ikke egenhændigt skræmt dem fra vid og sans, den gang de hapsede den romkugle som lå fristende på bænken, mens Arne nød en hindbærroulade? Hav havde endda været efter dem et par gange mere, men nu bar de altså vendt tilbage. Arne skulle nok sørge for at de kom væk igen i en fart." (citat side 8)
Og spørger du Arne, er han god til det. Han er rigtig god til at være BatArne. Ligesom han er god på sit arbejde, en god far, en god mand, og god til at se smuthuller. Som fx at gemme et lager af snacks i skuret når nu hans kone servere så forbandet meget kål. Men der sker noget, som BatArne ikke kan opklare. Noget, der ryster ham. Noget, der får ham til at stille spørgsmål ved, hvem han er her i livet.

Manden der glemte sig selv er en lille, enkelt fortælling, der alligevel rummer en hel masse tanker og reflektioner over livet, og hvordan man gerne vil leve det. Og hvordan man kan komme til at såre dem, man holder af, når man ikke deler ting med dem. Der er rigtig mange episoder med, som jeg tænker, mange kan genkende fra deres eget liv. Selvfølgelig er det de færreste, der ifører sig en dragt, der ligner en flagermus, og suser rundt efter de kriminelle, men der er sikkert mange af os, der har truffet beslutninger, vi ikke har delt med andre, som måske var bedre at vi delte.

Måsken ovenstående gør, man tænker, bogen er tung. Det er den ikke. Tværtimod er den fyldt med humor og hovedpersonen havner da også i situationer, der ender, eller er meget tæt på at ende, galt, men som også er lit sjove. Jeg skriver lidt. Nogle vil finde dem meget sjove. Jeg finder dem lidt sjove. Nogle af de ting der beskrives er faktisk virkelig sjove, og jeg tog mig selv i at grine højt, men for mig blev det også lidt for meget. Hovedpersonen fremstod af og til lige karikeret nok. Som om hans "onkel-humor"-type lige skulle fremhæves endnu en gang. Og jeg ved godt, at det ofte ER sådan, den der platte onkel ofte er. Lidt for meget. Men i en korte roman, hvor der prmært er fokus på én person hele tiden, så bliver det lidt for meget for mig.

Sproget er ganke fint og flydende, og det var let at læse bogen. Jeg tænker da også, jeg gerne vil læse den opfølger, der er lagt an til, der kommer. Jeg vil gerne lige vide, hvad der sker med Arne, selvom jeg af og til fandt ham lidt for meget.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg har selv en tendens til at køre en joke lidt for langt ud. Der hvor det faktisk ikke helt er sjovt mere. Men jeg ved det godt. Og jeg er klart blevet bedre til at styre det. 

fredag den 17. juli 2020

Hvad så hvis jeg er?


Af: Janni Olesen
Forlag: Gyldendal

Bogen er hørt som lydbog.

Jonny er 17 år, og han hader at gå i gymnasiet. Hans fravær er alt for stort. Det eneset, han ikke hader, er musik. Musikken sætter ham fri på en måde, han ellers ikke kan være det, i den lille lorteby han kommer fra. Heldigvis får han lov at starte på højskole. Et sted, hvor han kan være præcis, den han ønsker. For ingen kender ham. Eller de ting, han går og tænker på.

På højskolen er han tvunget til at bo på værelse med Daniel, men det måske slet ikke så slemt, som han først havde regnet med. For Daniel inviterer ikke piger med hjem i tide og utide. Det gør Jonny heller ikke. For han er slet ikke vild med piger. Til gengæld bliver han voldsomt fascineret af den voksne musiker, der bor ved siden af højskolen, og som taler samme sprog som ham: Musik. Og er der egentligt noget galt i at forelske sig i en voksen mand? Desuden er der også Jessica, der virkelig gerne vil frem. Selvom Jonny ikke ved, om det er en god idé.

Hvad så hvis jeg er, er ikke nogen lang bog. Men den har eddermanme noget på hjerte. Det er flere fortællinger i en, der flettes sammen på en virkelig fin måde, så det hverken bliver for meget eller for lidt. Af og til skiftes fortællervinklen, hvilket givet nogle fine brud i teksten.

Der er mange tematikker, og masser af symbolik - og jeg ville ønske, det var denne slags litteratur jeg læste i 9. klasse (og ikke Martin og Victoria, som jeg ved gud håber ikke bruges i undervisningen længere!). Ikke nok med de er velskrevet, er den interessant og sætter fokus på så mange vigtige ting. Ensomhed, identitet, seksualitet, at vælge sin fremtid, forbudte følelser, at turde være sårbar, ikke at være som de andre - der er mange ting i fortællingen, der kan åbne op for samtaler de unge imellem og ikke mindst mellem de unge og deres voksne.

Jeg kendte ikke forfatterens navn, og jeg var ikke udpræget vild med bogens forside. Den mindede mig om nogle af de dårligere ungdomsbøger fra min teeangetid - men bagsideteksten var heldigvis nok til at lokke mig; og jeg tog fejl. Bogen er ikke som dem, jeg læste en gang. Den bringer noget nyt med sig, og den bringer vigtige ting med sig, på en virkelig god måde. Jeg håber, den vil blive brugt i undervisningen af de større elever!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: I folkeskolen læste vi primær lidt ældre litteratur. Jeg håber virkelig de mange dansklærere derude ved, der findes så meget god NY litteratur til unge. For selvom Bjarne Reuters 7.A bestemt var spændende, tror jeg ikke, den er så interessant nu. Og DROP så Martin og Victoria. Den ER død.

onsdag den 15. juli 2020

Se mig


Af: Sanne Søndergaard
Forlag: Gyldendal

Bogen er hørt som lydbog. Til billedet et bogen lånt på Slagelse bibliotek.

Zira og Alberte har altid være bedste veninder - altså før alting gik i stykker. Før Youtube. Egentligt startede de med at lave make-up-tutorials sammen, men det var ligesom ikke nok for Alberte. Hun havde ikke brug for Ziras negative attitude. Og Zira orkede ikke Albertes overfladiske pis. Så det måtte jo ske. Nu er Alberte nomineret til Guldtuben, mens Zira er usynlig.

På gymnaiset taler alle om Alberte. Men de taler også om Zira. Om hvor nederen hun er. De griner ad hende. Ziras indre stemmer håner hende også. For at være dum, uduelig og tyk. Selv hendes far siger, hun skal holde igen med slikket. Alberte skinner derimod. Laver den ene perfekte youtube-video efter den anden, med dybe budskaber om kærlighed, kropsaccept og selvværd. Men hvordan skiller man sig selv og sin youtube-persona ad? Er det altid den samme?

Se mig er en roman om at finde ud af, hvem man er. Om selvhad, racisme, familiekonstellationer, sociale medier - og hvordan alting kan se ud som et, og være noget helt andet. Den rammer lige ned i det, der er stort i dag. Om det, der fylder hos de unge.

Sanne Søndergaard skriver som altid med et godt blik for sproget - og hun lægger ikke fingre i mellem. Vrede, had og selv orgasmer beskrives tydeligt, men uden det bliver for meget. Hun taler ikke ned til sin læser, men formår at skrive med en omsorg for sine karakterer.

Karaktererne er troværdige - især hvis man kender en lille smule til ungdommes brug af sociale medier og influencere/youtubere. Det er en troværdig fortælling, selvom den er ret vild. For det er den. Der sker virkelig meget i romanen, men ikke for meget til min smag. DEt hele følges af en rød tråd og rundes af, uden at ende for åbent - men heller ikke for sukkersødt.

Jeg håber, ikke kun de unge, men også deres voksne vil læse denne bog. Faktisk håber jeg tit, voksne læser med i YA-genren, for der er meget at lære om den unge generation, om det der rør sig, er på spil, gør ondt og det, der er behov for, man taler med de unge om.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har mest fulgt med hos enkelte youtubere. Mest fordi Luna har fulgt en del med, og jeg ligesom... bor her også. Det er meget sjovt at se med, men det er ikke noget, jeg går op i. Måske jeg er lig et par år for gammel?

tirsdag den 23. juni 2020

Børn i andre lande


Af: Sofie Maria Brand
Illustrationer: Rasmus Juul
Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Har du, eller dit barn, nogensinde tænkt på, hvordan det er at være barn i et andet land? Mon børn går i skole på samme måde andre steder? Spiser det samme? Leger det sammen?
"Hej, jeg hedder Carlos og er ti år. Jeg bor sammen med min mor i storbyen Rie de Janeiro. Her er varmt hele året. Vores to store stande hedder Copacabana og Ipanema. Der mødes alle. Vi spiser, spiller beachvolley og står på rulleskøjter." (citat side 8)
I denne farverige fagbog for børn, kan du besøge 13 forskellige lande og møde endnu flere børn. Du kan lære facts om landet, du besøger, som fx hvor mange der bor, hvad de primært spiser, hvilke dyr man kan møde og hvor længe man skal gå i skole.
"SÅ VED DU DET. Den Kinesiske Mur er verdens længste bygning. Det sige, at man kan se den helt fra månen. Muren er over 6000 km lang. Det er lige så langt som fra Danmark til Afrika. Muren blev opført for at beskytte landet mod fjender." (citat side 13)
Der er masser af tekst i bogen, men der er ligeså mange illustrationer, der passer til det skrevne. Der er masser af farver og detaljer i illustrationerne, så det er aldrig kedeligt at sidde og studere bogen, selvom man måske endnu ikke selv kan læse ordene.

Hvert kapitel, eller hver fortælling om et nyt land, har samme fremgangsmåde. Nogle facts, noget om landets historie, et par børn der fortæller, hvordan livet er, og så kan man også lære at tælle til ti. Det giver genkendelighed hele bogen igennem.

Barnet skal være en rimelig stærk læser, for selv at læse bogen, men den egner sig i den grad også til at blive læst højt. At læse om andre lande og kulturer lægger op til mange snakke om, hvordan det er at være barn i Danmark - og hvordan det må være, at leve under helt andre forhold. Det kan give anledning til nogle dybere, og måske sværere snakke, om ulighed, fattigdom, demokrati, udseende og kultur - og meget andet, som jeg ikke synes, man kan begynde med for tidligt. Børn skal inddrages i disse ting, og vi skal starte tidligt, så de ved, de vil møde mennesker, der ikke er som dem eller leve som dem.

Denne bog vil jeg virkelig anbefale at man læser med sine børn. Og får sig en god snak bagefter!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg er virkelig ikke særlig god til geografi. Eller flag-genkendelse. Men jeg er især dårlig til at læse tal højt på fremmede sprog. Fandt vi ud af.....

lørdag den 20. juni 2020

Da fafar forsvandt


Af: Line Lybecker
Forlag: Calibat

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlage. Alle meninger er mine egne.

Patricks bor hos sin farfar. Hans forældre og søster døde i en ulykke, da han var 6 år. Han er vokset op hos sine bedsteforældre og efter farmoderens død er der nu kun ham og farfar tilbage i huset. Sammen med bedstevennen Alex læser han på HHX - og de har en plan for fremtiden. Alting er godt. Patrick er dygtig, vellidt og livet med farfaren er trygt. Lige indtil tingene begynder at ændre sig derhjemme.
"Godaften," sagde en fremmed stemme. "Du taler med Torben Nielsen fra Fyns Politi. Er du Holger Jensens barnebarn?" Jeg stod stille på græsplænen og følte luften forsvinde fra mine lunger. Ude af stand til at tage et nyt åndedrag. "Ja," hørte jeg mig selv sige, mens hjernen på en gang stod stille og kværnede derud af. "Godt," fortsatte politimanden. "Min makker og jeg har lige fulgt din bedstefar hjem fra en sen aftentur på havnen. Han har det fint, men vil nok sætte pris på et kendt ansigt. Han er lidt forvirret." (citat side 30)
Patrick er ikke sikker på, om hans farfar virkelig er ved at blive dement. For hvordan kan man være sikker? Der er dog flere og flere ting der tyder på det. Især da farfaren begynder at falde. Og taler mere om fortiden end ellers. Patrik sætter en ære i at passe på ham, for hans farfar har gjort ham, til den han er. Opdraget ham til en god mand. Men hvordan er man pårørende til en ældre med demens og en ung knægt på 18 år samtidig? Hvordan klarer man skolen, vennerne og festerne, når ens elskede farfar forsvinder foran en?

Da farfar forsvandt er en stærk fortælling om at miste. Ikke blot til døden, men også at miste til demens. At den man elsker stadig findes i fysisk forstand, men mentalt er en helt anden. Samtidig er det en fortælling om at være ung og stå med et enormt ansvar, og en opgave, der får alle andre opgaver, man måtte have, til at virkelig ligegyldige og uoverkommelige.

Bogen er velskrevet, omend der til min smag mangler lidt kommaer. Jeg tror dog, det mere er en smagssag, end der er tale om forkert grammatik, hvorfor det selvfølgelig skal komme forefatteren til gode! Sproget er let uden at være for nemt. Karaktererne er troværdige, og det er nemt at sætte sig i Patricks sted, også selvom jeg ikke har været nærmeste pårørende til en demensramt. Og det er endda muligt at sætte sig i Alex' sted, selvom han på nogle punkter fremstår som en arrogant skid, der ikke kan forstå, hvorfor Patrick må gøre, som han gør. For det er ikke nemt at forstå demens. Eller hvordan det er at være pårørende til en med demens.


Der er enkelte hospitalsscener jeg, som sygeplejerske, ikke helt mener er troværdige. Men det er formentlig kun fordi jeg indgående kender til, hvordan tingene fungerer, at jeg lægger mærke til det. Fx den scene hvor Patrick skal hente sin farfar efter en indlæggelse. Her er det en læge, der møder Patrick og ikke en sygeplejerske eller sosu-assistent, hvilket (de steder jeg har arbejdet) ikke er sådan, det foregår. Lægerne har ikke tid til at tage sig af andet end praktiske opgaver, når det handler om udskrivelser. En egentligt samtale med en læge, ville Patrick vide, han skulle til, da den slags må planlægges i forhold til tid og ressourcer. Det ødelægger ikke læseoplevelsen, men jeg kan ikke lade være at lægge mærke til den slags, fordi... Well, jeg står i det hver dag.

Jeg køber til gengæld præmissen om sosu-assistenten Marie, der tilbyder Patrick noget, der er lidt ude for reglerne. For den slags sker. Mennesker mødes alle steder, og i nogle situationer tilbyder man noget, der måske nok ikke helt er efter bogen, men fordi det føles rigtigt. Fordi det er sådan, det må være. 

Line Lybecker skriver om nogle svære emner. Og hun er god til det. Jeg håber, denne bog når ud til mange unge, for det er ikke et emne, der tales ret meget om. Desværre findes demens, og desværre rammer det ikke kun dem, der alligevel er meget syg og døende. Det kan ramme mennesker helt ned i 40 års alderen, og der bør være langt større fokus på dette. Jeg har selv arbejdet på geriatrisk afdeling (ældremedicinsk afdeling) og må sige, at Line beskriver demens rigtig godt. Det er et realistisk forløb.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg arbejdede med ældre i næsten halvandet år. Det er virkelig ikke min spidskompetence. Jeg møder selvfølgelig ældre i mit nuværende arbejde. Også mennesker med demens. Men det er ikke ret tit.