Olgas hemmelige coronadagbog

Af: Karin Heurlin

Forlag: Grønningen 1

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er mine egne.

Corona-virussen har lukket landet ned, og Olga er tvunget til at være hjemme med sin familie. Olgas mor synes, tiden er oplagt til at komme tættere som familie, og til at synge fællessang med naboen ud ad vinduet. Olgas søster er sendt hjem fra efterskolen og er skiftevis lykkelig og ulykkelig forelsket, og lillesøsteren vil bare lege med barbie, hvilet er mega pinligt. Hvordan klarer man, at være hjemme med familien, uden selv at have valgt det?

"Min mor var stadig i nattøj, da vi spiste frokost. Hun sagde, at vi skulle bruge denne svære tid til at komme tættere på hinanden og gøre alt det, vi normalt ikke har tid til i vores travle hverdag. "Vi skal spille brætspil. Bage. Læse bøger. Tale sammen," sagde hun og begyndte at lede efter vores Ludospil. Da hun fandt det, pustede hun støv af låget, så hunden fik et hosteanfald. (Håber virkelig ikke det er Corona. Som sagt ligner hunden jo en flagermus. Og det var flagermus, der startede alt det her.)" (citat side 14)

Det er også svært at, når ens far vor alene et andet sted, og man ikke er helt sikker på, om han kender de nye regler i samfundet. Til gengæld er det temmelig okay at skulle lufte hunden - for måske drengen med den hvide hund også er i hundeparken?

Olgas hemmelige coronadagbog er en virkelig sjov fortælling om det, at være 12 år og stå midt i sit livs udvikling - fanget hjemme med familien. Og så lige midt i en pandemi. Alting er for meget. For pinligt, for dumt, for fyldt med følelser, for ukendt. Bogen er mestendels sjov. Jeg tog mig selv i at grine højt flere gange under læsningen. Men der var også alvor i nogle af de tanker, Olga gør sig om coronaen. Og i den omsorg Olga har for sin far, der bor et andet sted.

Der er rigtig meget, i denne fortælling, jeg tror 12-13-14 årige (og måske også lidt yngre) kan genkende Den pinlige mor, den irriterende lillesøster, al den uretfærdighed der opstår, når man skal være sammen med sin familie hele tiden. Der var i hvert fald nogle ting, jeg kunne genkende fra min tween-teen-tid. Samtidig er det realistiske hverdagsglimt om hvordan livet nu en gang udfolder sig.

Sproget er letlæseligt og sjovt og karakterne fremstår troværdige og lette at leve sig ind i. Bogen sætter ord på nogle af de tanker, man kan gå rundt med - også hvis der ikke havde været en pandemi i udbrud, og jeg tænker, den også kan læses, når alt det her er på afstand.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg elskede dagbogs-bøger, da jeg var yngre. Især "Mig"-bøgerne var jeg glad for at læse. Måske de er en genlæsning værd? Eller vil det bare ødelægge minderne om dem?