tirsdag den 18. august 2020

Luftkasteller


Af: Katrine Skovgaard
Forlag: Calibat

Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger mine egne.

Amanda er begyndt i 1.G. Heldigvis sammen med sin bedste veninde Thea. De har gået på forskellige skoler i et par år, men er nu endelig sammen igen. De to. De to som begge er helt vilde med youtuberen Hunter. De to, som nu skal være uadskillelige i tre år. Amanda har glædet sig. Men da hun møder de andre i klassen, er det som om alting forandre sig.
"Der er masser af vores klassekammerater tilbage ved hytten, men af en eller anden grund har jeg ikke meget lyst til at være social med den gruppe, der har gang i ølkroket på græsplænen. Jeg er ret overrasket over, at der overhovedet er så meget øl. Vi havde godt nok fået at vide, at man selv skulle have drikkevarer med, men i min naivitet pakkede jeg kun en halvanden liters cola." (citat side 29)
Amanda er ikke helt fulgt med de andre i modenhed. Hun har ikke lyst til at drikke sig fuld, men det er ikke noget problem i "jeg har aldrig"-legen, for hun har ikke så meget som kysset med nogen. Og det har hun heller ikke lyst til. Heller ikke selvom Victor fra den nye klasse er virkelig spændende og har nogle af de samme interesser som Amanda. Hun føler bare ikke noget for ham på dén måde. Heldigvis har hun jo Thea. Indtil Thea er sammen med Johan til en fest og alle finder ud af det. Og finder ud af, Amanda ikke har prøvet noget som helst.

Luftkasteller er en ungdomsroman om at finde ud af, hvem man er, når man ikke er helt som de andre. Om ikke at være det sted i livet, der forventes af en. Amanda føler sig udenfor, men har heller ikke lyst til at gøre alle de ting, de andre gør. Samtidig kan de andre ikke forstå, hun ikke ønsker at gøre de ting.

Det er en letlæst roman, og hvert kapitel indledes med et screen fra en af youtuberen Hunters videoer. Hvis jeg har læst og forstået rigtigt, så er der en mening med, hvorfor det netop er de screens, med tilhørende tekst, der vises. De introducerer læseren til nogle tematikker, følelser eller ting der vil ske i næste kapitel. Det er fint sat op og brød ikke mit læseflow.

Jeg tror, der er mange unge, der vil kunne genkende sig selv i fortællingen om ikke at være som de andre, og ikke vide, om man skal gøre alt for at passe ind, eller følge sine egne tanker og drømme. Amanda står netop i dette dilemma. Er det vigtigere at passe ind eller at være sig selv? Og hvilke konsekvenser har de forskellige valg?

Bogen fremstår troværdig, men jeg havde ønsket, den var lidt længere, så flere følelser og tanker kunne foldes ud. Ikke kun hos Amanda, men også hos Thea. Da bogen er i jeg-fortæller er det kun Amandas tanker og følelser vi virkelig kender, og jeg ville ønske, jeg også havde været i hovedet på Thea, for der er rigtig meget at udforske i hendes karakter og fortælling også.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg var fuldt første gang da jeg fyldte 18. Langt senere end mine klassekammerater i folkeskolen. Jeg følte mig aldrig presset til at drikke, men følte dog tit de ikke forstod mit valg om ikke at drikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar