Da fafar forsvandt

Af: Line Lybecker

Forlag: Calibat

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlage. Alle meninger er mine egne.

Patricks bor hos sin farfar. Hans forældre og søster døde i en ulykke, da han var 6 år. Han er vokset op hos sine bedsteforældre og efter farmoderens død er der nu kun ham og farfar tilbage i huset. Sammen med bedstevennen Alex læser han på HHX - og de har en plan for fremtiden. Alting er godt. Patrick er dygtig, vellidt og livet med farfaren er trygt. Lige indtil tingene begynder at ændre sig derhjemme.

"Godaften," sagde en fremmed stemme. "Du taler med Torben Nielsen fra Fyns Politi. Er du Holger Jensens barnebarn?" Jeg stod stille på græsplænen og følte luften forsvinde fra mine lunger. Ude af stand til at tage et nyt åndedrag. "Ja," hørte jeg mig selv sige, mens hjernen på en gang stod stille og kværnede derud af. "Godt," fortsatte politimanden. "Min makker og jeg har lige fulgt din bedstefar hjem fra en sen aftentur på havnen. Han har det fint, men vil nok sætte pris på et kendt ansigt. Han er lidt forvirret." (citat side 30)

Patrick er ikke sikker på, om hans farfar virkelig er ved at blive dement. For hvordan kan man være sikker? Der er dog flere og flere ting der tyder på det. Især da farfaren begynder at falde. Og taler mere om fortiden end ellers. Patrik sætter en ære i at passe på ham, for hans farfar har gjort ham, til den han er. Opdraget ham til en god mand. Men hvordan er man pårørende til en ældre med demens og en ung knægt på 18 år samtidig? Hvordan klarer man skolen, vennerne og festerne, når ens elskede farfar forsvinder foran en?

Da farfar forsvandt er en stærk fortælling om at miste. Ikke blot til døden, men også at miste til demens. At den man elsker stadig findes i fysisk forstand, men mentalt er en helt anden. Samtidig er det en fortælling om at være ung og stå med et enormt ansvar, og en opgave, der får alle andre opgaver, man måtte have, til at virkelig ligegyldige og uoverkommelige.

Bogen er velskrevet, omend der til min smag mangler lidt kommaer. Jeg tror dog, det mere er en smagssag, end der er tale om forkert grammatik, hvorfor det selvfølgelig skal komme forefatteren til gode! Sproget er let uden at være for nemt. Karaktererne er troværdige, og det er nemt at sætte sig i Patricks sted, også selvom jeg ikke har været nærmeste pårørende til en demensramt. Og det er endda muligt at sætte sig i Alex' sted, selvom han på nogle punkter fremstår som en arrogant skid, der ikke kan forstå, hvorfor Patrick må gøre, som han gør. For det er ikke nemt at forstå demens. Eller hvordan det er at være pårørende til en med demens.

Der er enkelte hospitalsscener jeg, som sygeplejerske, ikke helt mener er troværdige. Men det er formentlig kun fordi jeg indgående kender til, hvordan tingene fungerer, at jeg lægger mærke til det. Fx den scene hvor Patrick skal hente sin farfar efter en indlæggelse. Her er det en læge, der møder Patrick og ikke en sygeplejerske eller sosu-assistent, hvilket (de steder jeg har arbejdet) ikke er sådan, det foregår. Lægerne har ikke tid til at tage sig af andet end praktiske opgaver, når det handler om udskrivelser. En egentligt samtale med en læge, ville Patrick vide, han skulle til, da den slags må planlægges i forhold til tid og ressourcer. Det ødelægger ikke læseoplevelsen, men jeg kan ikke lade være at lægge mærke til den slags, fordi... Well, jeg står i det hver dag.

Jeg køber til gengæld præmissen om sosu-assistenten Marie, der tilbyder Patrick noget, der er lidt ude for reglerne. For den slags sker. Mennesker mødes alle steder, og i nogle situationer tilbyder man noget, der måske nok ikke helt er efter bogen, men fordi det føles rigtigt. Fordi det er sådan, det må være. 

Line Lybecker skriver om nogle svære emner. Og hun er god til det. Jeg håber, denne bog når ud til mange unge, for det er ikke et emne, der tales ret meget om. Desværre findes demens, og desværre rammer det ikke kun dem, der alligevel er meget syg og døende. Det kan ramme mennesker helt ned i 40 års alderen, og der bør være langt større fokus på dette. Jeg har selv arbejdet på geriatrisk afdeling (ældremedicinsk afdeling) og må sige, at Line beskriver demens rigtig godt. Det er et realistisk forløb.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg arbejdede med ældre i næsten halvandet år. Det er virkelig ikke min spidskompetence. Jeg møder selvfølgelig ældre i mit nuværende arbejde. Også mennesker med demens. Men det er ikke ret tit.