Tatovøren fra Auschwitz

Af: Heather Morris
Forlag: Aronsen

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Lale er endt i Auschwitz. Han er jøde, og alle jødiske familier skulle aflevere et medlem af familien til at arbejde for den tyske stat. Lale meldte sig uden at vide, hvad der ville ske ham. Han havde ikke forestillet sig, han ville ende i en koncentrationslejr, hvor han fik arbejdet som tatovør.

"Lale går i gang med "arbejdet" og gør sit bedste for ikke at se op. Han tager imod sedlen, som bliver rakt til ham. Han skal tatovere alle tallene på den unge kvinde, der lige har givet ham sedlen. Hun har allerede et nummer, men det er falmet. Han trykker nålen ind i hendes venstre arm og laver et 4-tak så forsigtigt. Blodet pibler frem, men nålen er ikke langt nok inde, så han bliver nødt til at tegne tallet igen." (citat side 49)

Det giver en hvis frihed at være endt som tatovør, selvom frihed ikke rigtigt eksisterer, der hvor Lale befinder sig. Men selv under de kummerlige kår, mødes mennesker. Og Lale møder Gita. Han ved, hun er kvinden i hans liv. Han ved, han vil kæmpe med alt han har, for en dag at være ægte fri, og få lov at dele sit liv med denne kvinde.

Tatovøren fra Auschwitz er en vild fortælling. Der er ikke rigtig andre måder at forklare det på. For hvordan kan man det? Det er en umenneskelig fortælling om at være placeret i en "arbejdslejr" - alene fordi man er jøde. Eller sigøjner. Eller noget andet, som overmagten ikke brød sig om. Der findes ikke ord, der kan beskrive den slags. Alligevel rummer bogen så mange andre følelser og oplevelser, end kun det umenneskelige. Alt det der sker mellem mennesker, når de er tvunget ud i omstændigheder, der er så langt fra noget, man kan forestille sig.

Historien om Lale og Gita er smuk. Deres kærlighed, der overlever alle den ondskab. Det er svært helt at beskrive, uden at spoile, hvordan det hele ender - men der er ingen tvivl om, at det er en god historie. Der er så mange nedture, men så meget smukt i mellem. Romanen er blevet til gennem 3 års fortællinger fra Lale selv. Forfatteren har dog taget sig visse skønlitterære friheder. Men det gør den ikke mindre intens, vel? At det er rigtige begiveheder, rigtig smerte, rigtig kærlighed, der har levet i og overlevet Auschwitz. Det er bestemt en go læseoplevelse.

Selve den mere skrivetekniske del af romanen var dog ikke min yndlings. Der er mange beskrivelser af "han gjorde det og det og det" og "i fire uger gjorde han det og så det og så det." Det er selvfølgelig svært at skrive om 3 års hårdt arbejde uden at remse op, hvad der bliver gjort igen og igen, fordi så meget af det går igen - men jeg kunne godt have ønsket mig mere dybde og mindre opremsning. Og, selvom jeg netop har skrevet om de mange følelser - flere følelser. For det er primært når det er kærligheden mellem Gita og Lale der skrives om, at det er dybe følelser og smerte. I mange andre henseender mangler der, hvis du spørger mig, beskrivelser af følelser og omgivelser.
Skrivestilen giver mening, når man ved, at forfatteren ofte arbejder med manuskripter. Der er enormt meget dialog - hvilket manuskripter netop er. Ligesom der mangler beskrivelser og dybde. Desværre.


Det er dog en god læseoplevelser, og jeg blev også rørt undervejs!

Bogen får 3/5 stjerner: ***

Bonusinfo: Da jeg læste HF og skulle til eksamen i historie, trak jeg netop anden verdenskrig. Jeg fik 7. Jeg er ikke særlig god til historieske begivenheder. Egentligt finder jeg det okay interessant, men jeg har svært ved at forstå det, og svært ved at huske detaljer om historiske begivenheder. Måske skal jeg bare læse flere (skønlitterære) bøger om emnet?