Sider

torsdag den 21. november 2019

Sarah Engell - 10 års forfatterjubilæum

Fotograf: Zafar Iqbal

Hvis du læser dansk YA-litteratur, er du formentlig bekendt med forfatteren Sarah Engell. Hvis ikke, så sal du se at blive det - og du har rigtig meget at glæde dig til.

Når jeg taler med andre om det, at læse mange bøger, og blogge om det, bliver jeg næsten altid spurgt, om jeg har en yndlingsbog eller yndlingsforfatter. Det er meget svært at vælge, for der findes så mange gode bøger, inden for så mange genre. Og der findes så mange dygtige forfattere. Men jeg anbefaler næsten altid Sarah Engells romaner. Til voksne såvel som unge.

Personligt mener jeg, Sarah er en af Danmarks bedste YA-forfattere, hvis ikke dén bedste. Hun har udgivet romaner siden 2009, og under Bogforum 2019 fejredes hendes 10 års jubilæum som forfatter. Jeg ville ønske, hun havde udgivet bøger, dengang jeg selv var teenager og havde det svært - for hvis der er noget Sarah kan, så er det at skrive bøger om det tunge, det svære, det grimme. Bøger, der giver os noget at spejle os i. Bøger, der kan hjælpe med at sætte ord på følelser og tanker, der er svære at stå med alene. Faste læsere ved, jeg er stor tilhænger af denne slags litteratur.

Bøger er mere end bare ord og sætninger. Det er passager ind i nye verdener. Eller ind i velkendte verdener, der dog ikke er ens egen. Bøger kan være med til at danne os, forme os, hjælpe os. Og det er en af de vigtigste ting ved litteraturen. Det, den kan gøre for os. Sarah Engell formår at skrive bøger, der gør noget. Bøger, der gør ondt, der forager, der viser det smukke i det grimme, og det grimme i det smukke.
"Jeg mener, at det må være lige så råt, som virkeligheden er – for den bliver de unge alligevel konfronteret med, hvad enten vi vil det eller ej. Fremfor at tie de svære emner ihjel, forsøger jeg derfor at skrive så realistisk – og dermed også råt – som jeg synes, den enkelte historie lægger op til." (Sarah Engell, Bogmagasinet, bog.dk, Lindhardt og Ringhof 30. maj 2015)
Tilbage i juni 2017, lavede jeg et kort interview med Sarah på bloggen, hvor hun også uddyber, hvorfor hun skriver, som hun gør. Og hvad hun selv har brugt litteratur til. Det kan du læse om HER. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke mødt Sarah. Det har jeg nu haft fornøjelsen af flere gange under Bogforum, og hver eneste gang, jeg lytter til et Sarah fortælle, bliver jeg draget ind i en verden af kloge ord og betragtninger. Uanset om hun taler om skriveprocessen, research, tung litteratur, eller at tale med unge, så lyder det velovervejet og fint formuleret. Jeg ved, Sarah formår at indfange skoleklasser (gerne flere på én gang), når hun holder oplæg. Selv har jeg fået kommentarer på et par anmeldelser fra unge, der ikke gad læse. Altså på nær lige Sarah Engells bøger.

Sarah Engell er en alsidig forfatter. Selvom jeg synes, hun gør sig allerbedst i YA-genren, har hun også skrevet romaner til voksne og en enkelt børnebog. Hun har modtaget flere priser - blandt andet Blixenprisen for ungdomsromanen Valget. Desuden har hun flere gange modtaget legater fra Statens Kunstfond. Hun er altså en anerkendt forfatter, der bliver rost ikke bare blandt unge og bogbloggere, mens også i større medier og blandt kritikere.

Jeg gad virkelig godt spise en middag, drikke en kop kaffe, eller gå en lang tur med Sarah. Udover at hun har en masse på hjerte, der komme til udtryk i hendes romaner, så har hun sejlet kajak i Amazonas, arbejdet med Skildpadder i Amazonas, taget en uddannelse inden for drømmetydning, arbejdet med mennesker med skizofreni, været oplæser af erotisk litteratur (Om Sarah Engell). Hvem sagde interessant samtalepartner? Sarah Engell får hermed en åben invitation til en kop kaffe!

Udover at skrive fantastisk og være en dygtig formidler er Sarah Engell også virkelig rar. Givet, mine møder med hende har været korte og præget af Bogforum-kaos, men hun har altid taget sig tid til en snak, mens hun signerede mine bøger. Hun har spurgt til mit arbejde, til den operation jeg fik for seneskedehindebetændelse, og set ud som om, det interesserede hende, da jeg i et halv star-struck-moment plaprede løs om at skulle i retten med arbejdet, mens vi tilfældigt stod ved siden af hinanden til et arrangement på Bogforum (bagefter overvejede jeg seriøst at undskylde for mit anfald af munddiarré). Hun har hjulpet mig med at lave en særlig fødselsdagsgave til Luna, og hun tager sig tid til at svare på anmeldelser og kommentarer på hendes Instagramopslag. Alt sammen noget jeg er sikker på andre læsere også sætter pris på. For det er jo ikke kun mig, hun er venlig overfor (så meget megalomani har jeg trods alt ikke). Hun udviser overskud (uanset om det er der eller ej).

Som afslutning på mit, efterhånden ret lange, indlæg, kan jeg kun anbefale at du læser Sarahs romaner. Om du er ung eller voksen, selv har haft det virkelig svært eller ej. Alle kan lære noget af dem; måske finde en flig af sig selv blandt ord og sætninger. Eller blot få en sindssygt god læseoplevelse.

Tillykke med de 10 år som forfatter, Sarah. Bliv ved med det du gør.

Hvis du har brug for lidt inspiration til at vælge, hvilket værk du skal starte med, kan du læse mine anmeldser af Sarah Engells bøger her
21 måder at dø
Hjertet er 1 organ
Valget
Fuglemanden (med Lillian Brøgger)
Mowgli (med Cato Thau-Jensen)
Tag gaden tilbage (med Sanne Munk Jensen)
du og jeg for evigt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar