Har du lyst til, kort, at introducere dig selv?
Jeg hedder Sarah, jeg er 38 år og bor i Tårnby sammen med min mand og vores to børn. Min første bog udkom i 2009, og jeg har siden skrevet for både børn, unge og voksne. Det er dog ungdomslitteraturen, eller YA, der – indtil videre – mest har stjålet mit hjerte. Jeg elsker at skrive om de der år, hvor man for første gang skal finde ud af, hvem man er som menneske, og hvad man vil med sit liv - og kan med sit liv (og ikke mindst, hvad man gør, hvis der er langt imellem de to). De år, hvor man bryder op fra barndommen og skal til at skabe sit eget. Det spændende, angstprovokerende, sårbare, forvirrende og magiske ved at bevæge sig ud i verden – og skulle prøve alting for allerførste gang. Min nyeste udgivelse er Hjertet er 1 organ fra 2016. Til efteråret udkommer jeg med en ny YA-bog, som jeg glæder mig til at dele med jer.
Hvad har fået dig til at skrive den slags ungdomsromaner, du har? Her tænker jeg på romaner om det svære i livet.
Det er den slags bøger, jeg altid selv har læst og elsket. Jeg kan godt lide bøger, man virkelig kan mærke. Jeg synes, det er interessant at forsøge at trænge ind under facaden til dét, som er svært og knudret og skamfuldt og nogle gange så mørkelagt, at der ikke rigtig findes ord for det. For mig er det også vigtigt med en følelse af nødvendighed i forhold til de historier, jeg vælger at gå ind i.
Hvordan skriver man om sådan nogle emner, når man ikke selv har været i de situationer eller oplevet de ting?
Empati og indlevelsesevne er, efter min mening, en af forfatterens vigtigste værktøjer. Man må være villig til at gå helt ind i de svære følelser og tanker og forsøge at skrive fra dén position, altså indefra. Hvis man står udenfor som betragter, kan det hurtigt blive enten fordømmende eller moraliserende eller få et pædagogisk sigte, der skaber distance. Derfor forsøger jeg at komme så tæt på hovedpersonen som muligt og finde de steder i mig selv, hvor jeg ikke bare teoretisk forstår, men følelsesmæssigt forstår. Eksempelvis er jeg aldrig selv blevet mobbet, ligesom Stella i 21 måder at dø. Men jeg har oplevet følelsen af svigt og af at blive holdt udenfor. Jeg har heller aldrig haft selvmordstanker, men jeg har haft tanken: Gid jeg bare kunne forsvinde. Jeg har heller aldrig skåret i mig selv, ligesom Lucca i Hjertet er 1 organ, men jeg har oplevet selvhad, selvdestruktive tanker og tanker om at straffe mig selv. Med andre ord: Jeg forsøger at finde ind til en autentisk følelse, og så forstørrer jeg den op, når jeg skriver. Jeg tror på, at hvis jeg tager udgangspunkt i noget autentisk, så vil teksten i højere grad fremstå troværdig, fordi den bygger på noget ægte.
Hvor meget tid bruger du på research?
Mere og mere, faktisk. Mine første bøger er skrevet stort set uden research, og jeg veg bevidst udenom det, fordi jeg havde en forestilling om, at research var kedeligt. Jeg tænkte: Godt, jeg ikke skriver krimier, for krimiforfattere er nødt til at researche alt muligt om våben og opklaringsarbejde og politimetoder osv. - godt det ikke er mig ☺ I dag har jeg det helt anderledes, fordi jeg har fundet ud af, at research er både sjovt, lærerigt og ikke mindst vildt givende i forhold til bogens udformning. Jeg bruger ikke kun research til at lappe huller i min egen viden, men som en kilde, jeg kan tappe fra i forhold til både sprog, tone, tematikker, miljøer osv. I Hjertet er 1 organ, for eksempel, havde jeg lyst til at gribe mine karakteropbygninger an på en ny måde, så jeg studerede de to tidsepoker romantikken og oplysningstiden og brugte dem som fundament til at opbygge henholdsvis Xu og Lucca. Det er selvfølgelig en tidskrævende og meget nørdet metode, men jeg synes, det er fedt at ryste posen og bruge research på alle mulige nye, kreative måder. Til både 21 måder at dø og Hjertet er 1 organ har jeg samlet researchet et års tid til hver bog (både før og under selve skriveprocessen). Det meste af researchen (men ikke det hele) er foregået på nettet, eksempelvis ved, at jeg har besøgt forskellige chatfora og facebookgrupper. I min nye YA-roman, til gengæld, har jeg været rigtig meget ”ude i marken” og tale med en masse forskellige mennesker. Det har igen været noget helt nyt og virkelig givende – både for min bog og for mig personligt.
Har du haft nogle bekymringer ved at udgive litteratur, til unge, om så voldsomme emner?
- hvad har i den forbindelse været dine største bekymringer?
Det svære i livet forsvinder jo ikke, hvis vi holder op med at sætte ord på det - tværtimod. At kæmpe med noget og så oven i købet føle, at man er helt alene om den kamp, gør det ikke alene dobbelt svært, det gør det også meget ensomt. Jeg tror ikke på, at man ved at censurere alle voldsomme emner og problemer væk fra ungdomslitteraturen, samtidig censurerer problemerne væk fra de unges liv. Jeg tror mere på at møde dem lige dér, i det sorte hul, hvor livet gør allermest ondt, og de har allermest brug for at blive mødt – og så give dem en hestesko, så de kan komme op fra det sorte hul igen. Det gør jeg ved at lægge en masse håb ind i mine bøger, ved at lyse ind i mørket og piske livsleden op med en masse livsglæde. Mine bøger handler om svære emner, ja. Men de handler jo også om meget andet – om musik og dans, om at forelske sig, om at plante jordbær, om at finde sig selv, om at sætte sig ned i en kajak, selvom man er bange for vand, om venskaber, om at få et kram og om at genfinde alt det smukke i livet – som jo stadig er der et sted, selvom det kan være svært at få øje på, når man er nede i det der hul.
Selvfølgelig gør jeg mig en masse overvejelser i forhold til, hvordan jeg behandler de her emner, men selve det at tage dem op, bekymrer mig ikke. Det ville bekymre mig mere, hvis ungdomslitteraturen altid gik i en stor bue uden om det der sorte hul og efterlod de unge alene dernede.
Og så er det jo vigtigt at huske, at ikke alle bøger er for alle læsere. Nogle unge elsker at læse om de her svære emner, ligesom jeg selv gjorde som ung, andre foretrækker noget andet, og derfor er det vigtigt, at vi dyrker diversiteten, så der er noget til alle.
Hvad tænker du, dine bøger, og den slags litteratur i det hele taget, kan give til læseren?
Forhåbentlig kan det give læseren en følelse af ikke at være alene. En følelse af at være forstået, også for de tanker, det kan være svært at tale om – og som det derfor kan være nemmere at få spejlet i en bog. I litteraturen kan man møde mennesker, som måske i virkeligheden forstår én meget bedre end éns forældre og bedste venner. Sådan havde jeg det ofte selv som ung. Dét er en del af magien ved litteratur. At man kan blive mødt og forstået i det trygge, private rum, der kan opstå mellem en læser og en tekst.
Har du selv brugt litteratur til at "komme igennem" nogle ting? Det være sig for mange tanker, dårlige dage eller andet?
Det har jeg helt sikkert. I min barndom og ungdom var der meget, vi ikke talte om derhjemme. Så kunne jeg ”tale” med bøgerne, få svar på spørgsmål, få nye perspektiver osv. Dét man ikke siger højt, er ofte det mest skræmmende. Som barn og ung registrerer man jo vildt meget, og hvis dét man mærker ikke bliver anerkendt eller italesat, kan det give en usikkerhed - ikke bare overfor egne fornemmelser, men overfor verden i det hele taget. For mig var det en stor befrielse at opdage litteraturen og læse bøger, hvor tingene blev sagt lige ud. Hvor alt det mørke, svære og ubehagelige blev trukket ud i lyset. Skønlitteratur er uden tvivl dét, jeg har lært allermest af – om mig selv, om relationer mellem mennesker, om livet, om at holde ud, selv når tilværelsen er svær. Det var helt klart også litteraturen, som gav mig modet til at holde fast i min drøm om at blive forfatter – modet til at vælge noget andet end alle dem omkring mig, også selvom det havde konsekvenser. Litteratur kan på den måde være effektivt til lige at tørre forruden af med, så man ser mere klart. Litteratur giver mig stadig mod og håb og nye perspektiver – og det er det mest effektive middel til at føle sammenhørighed med andre mennesker og sætte egne problemer i perspektiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar