Før du læser mere, anbefaler jeg, at du læser dette indlæg, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er nemlig optakten til det kommende skriv.
Bøger har altid betydet rigtig meget for mig. Lige siden jeg var ganske lille, har jeg elsket at læse. Det ,at forsvinde ind i en anden verden, har altid været fantastisk. Da jeg som 12-13 årig så småt begyndte at få det svært, var det nemt at flygte ind i bøgerne. Jeg ledte hylderne tynde på skolebiblioteket og brugte mange eftermiddage på byens bibliotek. I en periode droppede jeg fritidsklubben til ære for at sidde flere timer på biblioteket. Jeg ledte efter bøger, læste og nød atmosfæren.
Jo værre jeg fik det, des mere tiltrækkende blev det at flygte fra min egen virkelighed og overtage nogle andres. Det gav mig fri fra tankerne. Det gav mig et frirum, en pause fra alle selvbebrejdelserne og en flugt fra angsten.
Frirummet behøvede ikke bestå af letlæselige, glade fortællinger. Det kunne ligeså vel hjælpe, og lette mine tanker, at læse om andre, der havde det svært. Faktisk var det en forløsning, at læse om andre, der havde det mere eller mindre som mig. Jeg lukkede ikke nogen ind i mit liv, i mine tanker eller følelser - kun karaktererne i bøgerne lukkede jeg ind. De svarede ikke igen, de følte blot mange af de samme ting, som jeg gjorde.
Da jeg blev rigtig syg og måtte indlægges, var bøgerne en flugt fra den virkelighed, der var på afdelingen. Når der blev kaldt alarm, fordi en medpatient bankede hovedet i væggen, kunne jeg lukkede lydende ude, ved at læse. Når personalet ikke havde tid, fordi andre havde mere brug for dem end jeg, eller de (igen) var til møde, forsøgte jeg at udskyde min selvskadetrang ét kapitel adgangen.
Jeg læste hvad som helst, da jeg var indlagt. Lige fra Benny Andersen til Hanne Vibeke Holst. Lige fra Virkelighedens Verden til Dan Turèll. Undervejs har jeg helt sikkert misset et par pointer og ikke fået alt det ud af bøgerne, som jeg ville som rask. Men de virkede. Som afledning, som flugt, som tidsfordriv. De var angstdæmpende, lyddæmpende, vredesdæmpende.Senere, da jeg flyttede på opholdssted og i en periode ikke gik i skole, tilbragte jeg mange timer på byens lillebitte bibliotek. En gang var jeg så opslugt af at lede hylderne igennem, at jeg var lige ved at blive låst inde, da biblioteket lukkede! Så meget kunne jeg forsvinde ind i siderne, duftene og fornemmelserne af bøgerne.
Især har jeg brugt bøgerne til at holde ud. "Et kapitel mere, inden jeg skader mig selv," sagde jeg igen og igen, for på den måde at holde ud. Jeg læste, til mine øjne faldt i, når jeg lå søvnløs. Jeg brugte bøgerne til at finde måder, at forklare andre, hvordan jeg havde det.
Jeg har selv kæmpet alle mine kampe, men bøgerne har i dén grad hjulpet mig.
Bøger der især har betydet noget for mig
Louise Trilogien - Louise var mit idol. Jeg ønskede at være præcis som hende.
Breve Indefra - jeg var enormt fascineret af denne fortælling og læste den igen og igen.
Harry Potter - en eventyrverden, der var så meget bedre end den, jeg levede i, på trods af Voldemort!
Stort set alt fra Virkelighedens Verden - for de havde det altid værre end mig.
Krimier af Patricia Cornwell - Velskrevet krimi der kunne fænge, selv når jeg var rigtig ufokuseret
... Og mange, mange flere.
Hvilke bøger har betydet noget for jer, i en svær periode af jeres liv?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar