Illustreret af: Thea Bæhrenz
Forlag: Forlaget Petunia
Originalsprog: Dansk
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.
På en gåtur møder hunden Molly en snegl. Kurthilde, som sneglen hedder, kan ikke helt forstå, hvorfor Molly vil vide, om den er en dreng eller pige. For er det ikke ligemeget?
"Jeg er begge dele," mumlede Kurthilde så. "Hvorfor spørger du om det?" Molly skulle lige til at vuffe et svar, men vidste faktisk ikke, hvorfor hun havde spurgt om det. "Blandt snegle er det ikke rigtigt noget, vi taler om. Vi er alle både drenge og piger," forklarede den lille snegl. Det vidste Molly ikke." (citat fra bogen)Edderkoppen PeppeRonni dukker pludselig op. Og han er noget mere sat i sin overbevisning om, at der findes drenge og piger og ikke alt muligt andet. Molly, Kurthilde og PeppeRonni prøver at finde rundt i det hele på en gåtur.
Molly og Kurthilde er en velskrevet børnebog med fine illustrationer. Farverne er behaglige - hverken for voldsomme eller blege. Og så er jeg især vild med de udtryk, de forskellige karakterer har, når de undrer sig, eller er tænksomme.
Som jeg måske har nævnt før (og ellers nævner jeg det nu!), er jeg lad for børnelitteratur (ja, faktisk al litteratur), der formår at give et billede af, hvordan verden virkelig ser ud. At der findes mennesker (og snegle!) der er begge køn - eller måske slet ikke føler sig som et køn. Eller føler et eller andet derimellem. Det er et vigtigt emne at tage op med børn. Og jeg mener ikke, man kan gøre dette for tidligt. Derfor giver denne bog god grobund for at tale med børn om køn og normer - og hvordan man egentligt agerer, når man møder nogen, der er anderledes end en selv.
Selvom hveranden side er en illustration, er det en teksttung bog, så det kræver noget af den, der læser højt - men det kræver også børn, der kan sidde og lytte. Illustrationerne understreger det, der fortælles, og det kan være med til at holde fokus. Mange snakke kan også tage udgangspunkt i de fine illustrationer, da de i sig selv viser noget af det, teksten fortæller. På den måde er der rigtig fin sammenhæng mellem tekst og billeder.
En enkelt ting, der irriterede mig undervejs, var punktummerne. De er ligesom sat "midt for ordet" (Sådan her⋅) istedet for "neden for ordet." Det tog mig lige noget tid at vænne mig til at læse sætningerne uden at blive forvirret.
Alt i alt en anbefalelsesværdig bog.
Bogen får 4/5 stjerner: ****
Bonusinfo: Jeg gik i folkeskole med en, der var virkelig, virkelig bange for snegle. En morgen, efter en nat med regn, kom hun for sent i skole, fordi hun måtte gå en omvej. Der var for mange snegle på den sti, hun normalt gik ad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar