torsdag den 12. september 2019

Kære Donald Trump


Af: Sophie Siers og Anne Villeneuve
Forlag: Straarup&Co
Originalsprog: Engelsk

Bogen er et anmeldeksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Victor er træt af at dele værelse med sin storebror. Han har hørt, Donald Trump vil bygge en mur, for at holde nogen ude - og den idé kan Victor godt lide. Han vil bygge en mur tværs gennem værelset, og imens han prøver at få det til at ske, fortæller han Trump om det i breve.
"Kære Donald Trump! Nu skal du høre om mit største problem: Min bror har en telefon. Han spiller på den hele natten, selvom han ikke må. Så ligger jeg der og kan ikke sove. " (citat fra bogen)
Victors forældre er ikke helt med på idéen med en mur, og de prøver at tale med Victor om det. Victor er dog ret vedholdende. Men måske er der ting, der er bedre end en mur?

Kære Donald Trump er en illustreret børnebog, der tager et ganske relevant emne op. Nemlig hvordan det er at skulle dele værelse med sin bror. Det er noget, de fleste børn, der deler værelse, kan relatere til. Og dem der ikke har søskende at dele med, kan nok godt sætte sig ind i, hvor irriterende det kan være.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes, om inddragelsen af Donald Trump. På den ene side er det en god idé, fordi børn kan relatere til det at ville holde nogen ude, og det måske kan lægge op til en snak om nogle af de ting, børn får opsnappet rundt omkring fra nyheder eller voksne, der taler om verden. På den anden side kunne bogen sagtens være skrevet, uden at det behøvede være Trump, der blev skrevet til. Jeg har faktisk svært ved at afgøre, om jeg synes om det eller ej.

Emnerne i bogen er gode. Udover det svære i at dele værelse, så handler bogen om at tale om tingene fremfor blot at lukke dem ude og holde dem væk. Fortællingen lægger op til at voksne kan tale med børn om netop at tale om ting. Hvordan man sætter ord på, istedet for at holde alting inde og blive uvenner. Desuden, nu hvor det er Donald Trump, der skrives til, kan bogen lægge op til en snak om det, der sker ude i verden. Børn har også krav på at blive sat ind i tingene. Især hvis de hører halve ting i tv.

Temaerne og de små, korte tekster med fine illustrationer til trækker klart op. Men jeg er forsat ambivalent over at bringe Donald Trump ind. Jeg synes dog, man skal læse bogen. Om ikke andet hvis børnene selv italesætter murbyggeriet.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg har altid haft mit eget værelse. For jeg er enebarn. Eller, det var jeg, indtil jeg var 19. Så fik jeg verdens bedste lillebror.

2 kommentarer:

  1. Har du også læst 'Dumme Donald bygger en mur i børnehaven'?

    SvarSlet
    Svar
    1. Bedre sent end aldrig med et svar *tager sig til hovedet-emoji."
      Ja, det har jeg. Og jeg gav faktisk den bog 5 stjerner. Jeg synes, forskellen er, at "Dumme Donald..." virker som en "børnebog for voksne," mens denne virker som en børnebog - for børn. Og der synes jeg, der er forskel på, hvor meget man involverer udenlandske politikkere.
      Giver det mening?
      Hvad synes du?

      Slet