mandag den 19. august 2019

Under Polarisen


Af: Line Renslebråten
Forlag: Straarup&Co
Originalsprog: Norsk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Under polarisen myldrer det med liv. Der er både sngle, krill, fisk, isbjørne og hvaler. Det er næsten som sin helt egen verden i verden.
"Plankton betyder "dem, som driver om" på græsk. De driver rundt med strømmen i havet. Planteplankton er som små støvfnug. Under mikroskopet ligner de små planter i sjove faconer. Planteplankton lever tæt på havoverfladen. De har brug for lyset fra solen." (citat fra bogen)
Vi bevæger os gennem det tykke lag af is, ned gennem alger, plankton, fisk og alle de andre dyr, der lever i havet.

Under Polarisen er en smukt illustreret faktabog om Arktis og det, der befinder sig i og under isen. Det føles næsten som en eventyrfortælling at bevæge sig med forfatteren og fortællingen gennem de smukke billeder og letfortalte beskrivelser.

Udover blot at være en fortælling om natur- og dyreliv er det også en fortælling om miljø og klima. Der er nemlig fokus på, hvor vigtigt naturen er for al liv på jorden, og bogen opfordrer til at passe på miljøet. Men ikke på en skræmmende måde, som børn vil finde ubehagelig. Nej, det er nærmere et oplæg til at få talt med sine børn om klima, miljø og hvad vi mennesker kan gøre for at passe på det hele.

Illustrationerne er helt fantastiske og kan i sig selv give anledning til snak om de forskellige dyr og planter der lever under isen. Helt klart en bog der vil være en fornøjelse af læse for både børn og voksne.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har selvfølgelig ikke været på Arktis. Men jeg har besøgt Grønland som barn og rørt ved indlandsisen og set, hvor smukt der er i de kolde, rå omgivelser. Jeg vil virkelig gerne besøge Grønland igen som voksen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar