fredag den 23. august 2019

Monstervenner

Af: Sandra Schwartz
Illustreret af Kim Dalsgaard
Forlag: Straarup&Co
Sideantal: 43-46
Originalsprog: Dansk

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Monstervenner 1-3 er relativt korte fortællinger med lixtal 11-12. Bøgerne følger hver deres hovedperson, og kan læses separat - men jeg anbefaler at du læser dem fra begyndelsen, så du får alle detaljer med.

Vi møder børnene Ulf, Vik og Vera, der går i samme klasse. Mens Vik er en normal dreng, har både Ulf og Vera en hemmelighed. De er nemlig monstre - og det må ingen vide. For det er regel nummer et.
"Mor hiver mig i øret. "Hvad er regel nr. 1 som monster?" "At ingen måde vide, jeg er et monster," piber jeg. "Godt," siger hun og falder lidt til ro. Så hiver hun dynen af  mig". (citat side 9-10 i Ulf og den fæle lugt af lig)
Det er ikke nemt at skjule sin monsteridentitet. Ulf kommer tit til at ødelægge sit tøj, når hans indre varulv bryder frem. Og pludselig dukker Vera op og lugter af lig. Det viser sig, det er fordi hun er død. Eller udød, om man vil. Vampyr. I de følgende bøger er der både sjove forsøg med strøm, en død naturfagslærer og en juice fyldt med hvidløg, der ikke er god for vampyrer.
"I det samme sker det, der ikke må ske. SWUSH siger det, da et lyn slår ned i taget, Kun et sekund er rummet badet i lys. Men det er nok. Jeg glor på Mary, som glor på Ulf. Varulven Ulf vel at mærke. Så lyder der et skrig, og Mary falder om." (citat side 31 i Vik og det gale forsøg)
Det er bøger, der fortæller korte, sjove historier, der måske nok handler om noget, der ikke rigtigt kan ske i virkeligheden - men samtidig også handler om venskaber på tværs, at holde sammen, være der for hinanden og alt det der kan ske, når man er på mellemtrinnet i skolen og måske godt kan finde på, at lave lidt sjov.

Bøgerne er lette at læse, og kan formentlig fange børn, der er lidt længere end begynderstadiet. De vil også fungerer rigtig fint som højtlæsning. Illustrationerne er flotte og passer godt til fortællingerne. Sådan lidt tegnefilmsagtig stil, der passer godt til indholdet og målgruppen.

Det var lidt svært at finde ud af, hvilken rækkefølge bøgerne skulle læses i, idet det ikke er angivet på forsiden hvilket nummer de har. Desuden havde jeg lidt visuelle problemer med den helt blanke side, der er, når et kapitel er slut. Jeg forstår at hvert kapitel begynder med en illustration, og derfor må der være en hvid side, men visuelt giver det nogle udfordringer. Her kunne der med fordel være endnu en illustration, eller man kunne lave lidt om på opsætningen. I hvert fald hvis du spørger mig.

Alt i alt er det nogle fine børnebøger, der indeholder sjov og let uhygge og som jeg klart vil forsøge at få min bror til at læse!

Samlet vurdering af bøgerne er 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg kom til at tænke på Freddy og Monstrene af Dennis Jürgensen da jeg fik bøgerne tilsendt. Og det er ikke dårligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar