Du er god nok - fordi du er dig

Indlægget er markeret med reklame, da jeg var inviteret til det omtalte event af forlaget - men resten er udelukkende mine tanker og følelser omkring emnet.

25. maj var jeg til et bloggerevent hos CarlsenPuls og forfatter Ditte Wiese. Ditte fortalte om sin nye roman, Og så drukner jeg- og hvad der har fået hende til at skrive om en ung kvinde, ja nærmest stadig en pige, der stræber så meget efter perfektion, at hun næsten ender med at drukne.

Bogens tema er vigtigt. Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden opfordres til at stræbe efter mere og bedre. Du skal vide allerede i 8. klasse hvilken retning dit liv skal gå i. Du skal vælge ganske specifikke retninger på gymnasiet (hvis det er den vej, du vælger), og binder dig dermed til en uddannelsesretning, som du kan nå at fortryde mange gange. Du bliver bedømt hele tiden. I skolen, på sociale medier - og sikker mest af dig selv. For det er bare federe at få mange likes, kommentarer og gode karakterer. Det er bare federe at ens forældre smiler og ser stolte ud, når du fortæller om dit 12-tal. Hvem har lyst til at fortælle om deres 02, når det ikke er noget, vi må være stolte af? Det er jo kun lige bedre end at dumpe.

Jeg har altid været fagligt dygtig. Og allerede fra en ung alder blev jeg ganske frustreret, når tingene ikke lykkedes for mig. Jeg græd, når jeg ikke forstod de ting, vi kun lige havde fået forklaret. Med alderen blev det kun værre. Jeg var grædefærdig, hvis karakteren var under 10, og stræbte efter et 13-tal, der den gang fandtes. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke blevet presset hjemmefra, men er blevet rummet og lært, at der er vigtigere ting end karakterer. Alligevel sidder det dybt i mig at være den bedste.

Som barn og ung prøvede jeg mange former for sportsgrene. Jeg var elendig til dem alle. Jeg har aldrig haft en tone i livet eller været god til rytmer. Men jeg var god i skolen. Det var det, folk kendte mig for. Jeg var dygtig til de fleste fag og fik meget ros. Jeg var tit foran med opgaver og missede ikke en blækregning eller stil. Det faldt mig nemt. Og det blev nærmest en identitet at være dygtig. Så når man ikke lever op til den identitet, hvad sker der så? For mig endte det i årligt selvværd og en konstant tvivlen på mig selv. Var jeg god nok, uden 11-taller? Ville folk overhovedet kunne lide mig, hvis jeg ikke levede op til det image, jeg havde skabt? Hvem var jeg, hvis jeg ikke var den bedste til i hvert fald én ting?

Det er skræmmende at tænke tilbage på. I historien om Josephine er der flere elementer end blot det faglige. Jeg er lykkelig for, der ikke fandtes Instagram den gang, for jeg var helt sikkert blevet rodet ud i endnu flere nederlagsfølelser, hvis jeg ikke kunne leve op til den standard, man ofte ser på sociale medier. De perfekte smoothies, veltrænede kroppe, hvid sandstrand på SU-budget, det rigtige porcelæn - alt kan bruges i jagten på det perfekte og likes. Men hvem fanden er det egentligt, der dømmer andre, hvis de ikke har Royal Copenhagen, drikker matcha-te (som i øvrigt smager af fucking lort!) og løber den smukkeste rute, på den perfekte tid? Nu, hvor jeg er ældre - og har haft langt over 100 terapitimer gennem de sidste 15 år, kan jeg godt se, at det er DEM den er gal med. Dem, der dømmer. For der må jo være nogen, ikke? Hvem er det ellers, vi forsøger at imponere?

Måske er det i virkeligheden mest os selv - og dermed er slaget altid tabt. For når man først er i gamet, bliver man aldrig tilfreds. Og det er her, der er risiko for, det går hen og bliver en decideret sygelig ting. At man ender ud med en psykiatrisk diagnose, og et enormt behov for hjælp. Hjælpen skal man allerede have, når ens tanker kredser om, at alt skal være perfekt - og vi skal sætte ind langt, langt før de unge kommer derud, hvor de spiser betablokkere for at gå til ekseman (been there, done that). Men hvordan bryder vi der her mønster? Jeg har ikke det gyldne svar. Men et bud kunne være at tale mere om det.

Her opstår dog også et problem, som jeg ser det. For der er også noget stræben efter at være "den perfekte uperfekte." At vise, at man i hvert fald elsker sin krop uanset, nyder en stor flødeis, og er ligeglad med alle andre, men blot elsker sig selv, som man er. For det bliver OGSÅ en konkurrence. Hvem kan være det bedste, uperfekte menneske? Hvem er bedst til at elske sine deller, dele billeder af rod og opvask? Jeg oplever også dette kan blive en sygelig konkurrence på sociale medier, hvor det næsten synes ligeså opstillet, at tage et billede af sin opvaske eller sit morgenhår.

Tænk, hvis det ikke var noget, vi gik op i? Hvis det bare var. Ikke var noget bestemt. Hverken perfekt eller uperfekt - men bare var. Der er selvfølgelig ikke rigtigt nogen gylden middelvej - for hvis vi aldrig stræber efter noget, hvordan bliver vi så bedre til noget? Hvordan udvikler vi os? Der er så mange facetter af det her.

Det vigtigste for mig at få frem er, at man ikke behøver være bedst til alting, være perfekt, for at være god nok. Faktisk er man god nok, bare fordi man er. Bare fordi man trækker vejret og er til - man er ikke, hvad man gør, hvad man præstere. Det er en del af en, men der er så meget mere. Og jeg ville ønske, vi havde et samfund, hvor alting ikke skulle måles og vejes for at finde værdi. Jeg ville ønske, vi bare kunne æde en croissant uden at skule forsvare det (enten ved at sige, vi elsker vores krop og kulhydrater, eller ved at poste, vi har forbrændt dobbelt så mange kalorier, som den indeholder). Du behøver aldrig forklare dig. Du er god nok - bare fordi du er dig.