At danse mellem glasskår

Af: Bettina Stuhr Lindskow
Forlag: Tellerup
Sideantal: 256
Originalsprog: Dansk

Rose er virkelig dygtig til at danse. Hun træner hårdt, med sin partner Christian, til EM. Og der står de - i finalen. Hvis de vinder, vil de  være godt på vej til at kunne rejse til London og måske få en professionel dansekarrierer. Lige indtil Rose besvimer midt på dansegulvet.

"Døren går op, og mor kommer ind. Hendes øjne er røde. Det giver et sug i hele kroppen mens hun knuger min hånd. Hun ligner en der vil sige noget, men ikke helt ved hvordan hun skal få det sagt. Jeg stirrer på hendes læber, og selvom der måske kun går et par sekunder før hun skiller dem ad og former ord, føles det som uendeligt lang tid. "Rose, skat. Lægerne har fundet ud af at du har sukkersyge." (citat side 46)

Hele Roses verden vælter, da hun får konstateret diabetes. Christian vil ikke længere danse med hende - ja hun bliver faktisk i tvivl, om hun overhovedet kan danse igen. Faktisk vil Rose helst slet ikke forholde sig til sin sygdom. Hun vil bare være normal. Da hun begynder at bokse, for at komme af med nogle af sine frustartioner, møder hun Kevin. Rose fortæller ham ikke om sin sygdom - for hun kan slet ikke overskue, hvis han også forsvinder ud af hendes liv på grund af den lortesygdom.

Jeg glædede mig til at læse romanen, da jeg synes, den sætter fokus på noget rigtig vigtigt. Kronisk sygdom hos unge. Noget der for den ramte og pårørende er rigtig svært at leve med og forholde sig til. Som sygeplejerske er det noget, der står mit hjerte nær. Men jeg må desværre sige, at romanen ikke helt levede op til mine forventninger.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren skriver godt. Sproget er flydende, og især følelserne i fortællingen er godt beskrevet. Forfatteren beskriver virkelig godt dilemmaet i familier med syge teenagere. For hvordan passer man bedst på dem? Skal man være der altid, eller stole på, de godt kan selv - og leve med den bekymring, det giver? Hvornår bliver man for meget, og hvornår for lidt?
Men jeg har alligevel nogle problemer med fortællingen.

Det første der slog mig var, at hverken professionelle behandlere eller Roses forældre taler med hende om dansen. Det har været hele hendes liv, og pludselig er det bare forsvundet. Der er ingen der forklarer hende, at man godt kan danse på højt niveau, selvom man har diabetes. Jeg tror simpelthen ikke på, at en sygeplejerske, der til daglig arbejder med unge med diabetes, ville undlade at spørge ind til, hvad Rose lavede før hun blev syg, og hvordan hun kan fortsætte med det. Og jeg undrede mig meget over, hendes forældre heller ikke taler med hende om det. Det kan måske forsvares med, at de er i en form for krise, men det er stadig påfaldende, at det bare er ude af øje, ude af sind.

En anden ting, jeg studsede over, var at Rose blot meldte sig ind i bokseklubben. Det synes måske som en lille ting, men for mig er det netop detaljerne, jeg lægger mærke til, nu hvor jeg læser så meget. Kan man godt melde sig ind sådan et sted, uden at være 18? Og bør man ikke som minimum skulle udfylde et skema omkring eventuelle sygdomme? Rose kunne måske lyve om det, men ikke hvis man skal have en forælder indover, hvilket jeg mener, man skal?

Derudover manglede jeg fysiske beskrivelser af personerne. Der var massere af følelser og opf'ørsel - men næsten ingen fysiske beskrivelser. Og selvom det måske ikke altid er vigtigt, hvordan vi ser ud og går klædt, så har jeg brug for at kunne danne mig billede af de personer, jeg læser om. Det havde jeg rigtig svært ved i denne fortælling. Generelt syntes jeg Rose var enormt usympatisk. Jeg forstår godt hvorfor - hun er netop blevet konstateret kronisk syg, og har ikke lyst til at være det. Hun er i krise og skal finde ud af, hvem hun nu er. Men hun blev ligesom bare ved med at være vred. Hele tiden. Hver gang jeg tænkte, at hun nu ville tage lidt ansvar - så flygtede hun. Og det er måske i virkeligheden også meget realistisk, hvilket selvfølgelig er vigtigt i en fortællingen som denne. Men det irriterede mig alligevel.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg ærger mig over, jeg ikke lige lånte en blodsukkermåler med hjem fra arbejdet. Det havde været sådan et godt billede!