manden der glemte sig selv

Forfatter: K. B. Assenholm

Forlag: Books on Demand

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Arne er egentlig en helt almindelig mand. Han har tre børn, en dejlig kone, bor i et fint hus og har et arbejde, han er god til. Men Arne har også en hemmelighed. Faktisk en hemmelig identitet. Når der sker noget voldsomt i byen, bliver han nemlig til BatArne. En, der hjælper med at holde ro og orden. En, der er god til at se, hvem der er ude på noget. God til at stoppe dem. Give de (unge) lømler en lærestreg.

"Bare synet af BatArne burde være nok til at jage de tre forbrydere væk. Havde han måske ikke egenhændigt skræmt dem fra vid og sans, den gang de hapsede den romkugle som lå fristende på bænken, mens Arne nød en hindbærroulade? Hav havde endda været efter dem et par gange mere, men nu bar de altså vendt tilbage. Arne skulle nok sørge for at de kom væk igen i en fart." (citat side 8)

Og spørger du Arne, er han god til det. Han er rigtig god til at være BatArne. Ligesom han er god på sit arbejde, en god far, en god mand, og god til at se smuthuller. Som fx at gemme et lager af snacks i skuret når nu hans kone servere så forbandet meget kål. Men der sker noget, som BatArne ikke kan opklare. Noget, der ryster ham. Noget, der får ham til at stille spørgsmål ved, hvem han er her i livet.

Manden der glemte sig selv er en lille, enkelt fortælling, der alligevel rummer en hel masse tanker og reflektioner over livet, og hvordan man gerne vil leve det. Og hvordan man kan komme til at såre dem, man holder af, når man ikke deler ting med dem. Der er rigtig mange episoder med, som jeg tænker, mange kan genkende fra deres eget liv. Selvfølgelig er det de færreste, der ifører sig en dragt, der ligner en flagermus, og suser rundt efter de kriminelle, men der er sikkert mange af os, der har truffet beslutninger, vi ikke har delt med andre, som måske var bedre at vi delte.

Måsken ovenstående gør, man tænker, bogen er tung. Det er den ikke. Tværtimod er den fyldt med humor og hovedpersonen havner da også i situationer, der ender, eller er meget tæt på at ende, galt, men som også er lit sjove. Jeg skriver lidt. Nogle vil finde dem meget sjove. Jeg finder dem lidt sjove. Nogle af de ting der beskrives er faktisk virkelig sjove, og jeg tog mig selv i at grine højt, men for mig blev det også lidt for meget. Hovedpersonen fremstod af og til lige karikeret nok. Som om hans "onkel-humor"-type lige skulle fremhæves endnu en gang. Og jeg ved godt, at det ofte ER sådan, den der platte onkel ofte er. Lidt for meget. Men i en korte roman, hvor der prmært er fokus på én person hele tiden, så bliver det lidt for meget for mig.

Sproget er ganke fint og flydende, og det var let at læse bogen. Jeg tænker da også, jeg gerne vil læse den opfølger, der er lagt an til, der kommer. Jeg vil gerne lige vide, hvad der sker med Arne, selvom jeg af og til fandt ham lidt for meget.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg har selv en tendens til at køre en joke lidt for langt ud. Der hvor det faktisk ikke helt er sjovt mere. Men jeg ved det godt. Og jeg er klart blevet bedre til at styre det.