Forlag: Gutkind
Bogen er et anmeldereksemplar. Alle meninger er min egne.
Det er ikke nemt at flytte til Vestjylland. Slet ikke som nybagt mor. Med en kæreste, der er lærer på en højskole, hvor forstanderinden ved det meste og blander sig i resten. For eksempel hvad andres børn skal hedde og hvornår de bør få et navn. Og hvordan man serverer te for gæster. Desuden er det ikke nemt at tale med vestjyderne. Måske det kun er Anders Agger, der kan hjælpe med den slags? Eller hvad hvis man bliver brevkasseredaktør på det lokale blad?
"Da min kæreste kommer hjem lidt før midnat, sidder jeg og tager notater til tv-programmer med Anders Agger. Han har været på asylcenter, i fængsel, på Christiansborg, til obduktion, og han bevæger sig ubesværet rundt blandt flygtninge, livstidsfanger, ministre og lig. Uanset hvor han befinder sig, åbner folk sig op som brede, franske døre og lægger deres sjæl for hans fødder. Min kæreste hænger sin cowboyhat op bonsaitræet og henter to øl i køleskabet." (citat side 47)Brevkassen er ærlig, og højskoleeleverne unge og uvidende. Det er næsten umuligt at tage kørekort, når man er bange for at dø på vejene. Og hvordan er det nu, man er stille sammen? Og hvad taler man med sin søns dagplejemor om?
Jeg glædede mig virkelig til denne bog, for jeg var vild med de to andre af samme forfatter. Skrivestilen er fantastisk. Den er nærmest flyvende poetisk og meget skarp. Blandingen af fortælling, højskolesange (som jeg ikke kendte melodien til, ikke én eneste!) og brevkassebreve er vanvittig velkomponeret, og det var svært ikke at ville læse mere og mere.
Selve historien er også ganske fantastisk. Nærværende og så meget til at spejle sig i, at jeg ikke tror, der findes en læser, der ikke vil finde sig selv et eller andet sted i denne roman. Om man er en af dem, der har skrevet til brevkassen, den sprudlende kørerlærer, den alvidende forstandinder, eller en af de mange andre der nævnes - vi er der, alle som én, beskrevet så levende og med en blanding af sarkasme, humor og kærlighed.
Meter i sekundet er fortællingen om at være voksen, og alt det man skal og bør kunne, men som alligevel ikke falder alle (hvis overhovedet nogen) let. Det er fortællingen om at få et barn, om at flytte, om at forsøge at passe ind. Om at være sig selv i en fremmed flok, men prøve på at passe ind, mens man langsot finder sig selv, det sted man nu en gang er landet.
Hvis du vil læse om dig selv, og samtidig grine af alle dine venner - så skal du læse denne roman. Vi findes alle i den.
Bogen får 5/5 stjerner: *****
Bonusinfo: Det er altid dejligt at få bøger til anmeldelse. Og sikken en fin gestus at den er signeret - og endda til mig. Det er et forlag og en forfatter med omtanke og kærlighed til litteraturen og os der elsker den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar