Forlag: CarlsenPuls
Sideantal: 301
Originalsprog: Engelsk
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.
OBS! Der kan forekomme spoilers i denne anmeldelse!
Makani Young flyttede ind hos sin bedste mor for et år siden. Hun er stadig jaget af sin fortid på Hawaii, men begynder roligt at finde sig til rette med de nye venner Darby og Alex. Desuden er der Ollie, den mystiske fyr hun var sammen med i sommerferien, men ikke har snakket med siden. Det nye skoleår tyder altså på at blive ret almindeligt for en teenagepige. Lige indtil mordene begynder.
"Makani stirrede på glimmerhjertet,mens skyldfølelsen skyllede igennem hver eneste afkrog af hendes hjerne. Hun havde aldrig talt med Haley, mens Haley var i live. Makani hadede sladder, og alligevel havde hun grublet over pigens liv og dissekeret hendes død, som om de sad til bords til en af de der mordgåde-middage." (Citat side 59)Flere unge fra den lille, landlige bys High School bliver dræbt på makaber vis. Der går mange rygter om, hvem der har gjort det - nogle af dem peger på Ollie, som Makani har vild med, siden de havde sex i en majsmark. Hun begynder at ses med Ollie, og sammen bliver de viklet ind i mordene. Ollies bror er betjent og det giver dem mere viden, end de måske burde. Og Makanis fortid begynder at presse sig på - for er hun måske den næste i rækken af ofre?
Når ingen hører dig skrige forsøger at være en slasher-roman. Men det er den ikke, så det skal den ikke. Det er en god kærlighedshistorie, for det er forfatteren rigtig god til at skrive. Jeg var meget begejstret for Anna og det franske kys af samme forfatter. Men slasher-genren mener jeg ikke, hun rammer.
Jeg har set rigtig mange slasherfilm. Og jeg har hørt flere sammenligne denne bog med "Scream"-filmene. Det skal de lade være med. Der er ikke nok "suspense" (der findes ikke et ligeså godt ord på dansk for det begreb) undervejs. Der er ikke nok mistænkte undervejs - og morderen afsløres allerede halvvejs inde i fortællingen. Jeg fik aldrig en "ahhhh"-følelse, da jeg fandt ud af, hvem det var, og jeg mistænkte ikke alle og enhver undervejs. For at det (efter min mening) skulle fungere som slasher mangler der flere overraskelse, flere mord og mindre kærlighed.
Har man set fx Scream, I Know What You Did Last Summer og Urban Legends følger morderen en plan, der muligvis er forvirrende undervejs, men som giver mening til sidst. I denne roman følte jeg ikke, det skete. Der var jo egentligt en forklaring på mordene, men for mig gav det ikke mening. Jeg fik ikke en følelse af, at "mordene" levede op til morderens plan. Det var for fladt, ikke særligt overraskende. Faktisk kedeligt.
Selve kærlighedshistorien og Makanis fortid var det, der trak bogen op for mig. Det var kliché på rigtig måde. Ung kærlighed, plaget fortid, usikker fremtid. Karaktererne var troværdige, når vi ser bort fra morderen. Men jeg lærte dem ikke nok at kende. Desværre.
Desuden irriterede det mig helt vildt, at forfatteren bruger tid på at forklare, at en af hovedpersonens venner er transseksuel, og så overhovedet ikke nævner det igen. Det bliver ligesom smidt ind i en bisætning, og så er det det. Jeg følte, det kun var med for at ramme en trend. For lige at nævne, at "hey det er okay at være anderledes." Det havde ingen betydning for fortællingen, det havde ingen relevans for historien.
Jeg var desværre rigtig skuffet, da jeg havde læst romanen færdig.
Bogen får 2/5 stjerner: **.
Bousinfo: Jeg kunne absolut ikke lide gysere, da jeg mødte Luna. Nu ser vi dem nærmest på ugentlig basis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar