søndag den 23. juli 2017

Dåsemakrellen


Af: Mary Uhrenholt
Forlag: Egolibris
Sideantal: 242
Originalsprog: Dansk

Dåsemakrellen er fortællingen om Julie, der virkelig tit kommer galt af sted. Det lyder næsten som om, det handler om mig. Det gør det dog ikke. I stedet er det en fortælling om kærlighed, pinlige situationer, sex, bedste veninder, kattekærlighed og dagdrømmeri.
"Jeg er klodset og uheldig i de fleste situationer. Det har betydet, at jeg ikke har rigtig mange veninder. De, jeg har, driller mig med, at jeg er en klodsmajor, som konstant falder over mine egne tanker, og de har fuldstændig ret. Det er næsten umuligt for mig at undgå at sammenligne nutid og datid eller lade være med at tænke tilbage på situationer fra min barndom. Også i skolen blev jeg omtalt af lærene som dagrømmeren, og fordi jeg var nogenlunde dygtig til at følge med i lektierne, gav man til sidst op." (citat side 30)
Julie klarer sig ganske godt i livet - også selvom hun er klodset og tænker for meget. Især veninden Jessie støtter hende (omend på en ganske ligefrem måde, der måske godt kan gå Julie lidt på). Det hele begynder da også at se rigtig lyst ud, da Julie møder Lasse. Han er sød, rummelig, mere stille end hun selv er og måske også en anelse gådefuld.

Dåsemakrellen er en letlæselig bog. Den har en rød tråd i sin fortælling om Julie og (især) hendes forhold til Lasse - og mange små afstikkere til fortællinger fra hendes barn- og ungdom. Hver gang Julies tanker stikker af til et minde, er det afstedkommet af noget, der er sket i nutidsfortælling, hvilket fungerer rigtig godt.

For mig er det klart tilbageblikkene, der fungerer bedst. Hele historien om Julie og Lasse er lidt "la-la" for mig. Der er ikke de store dramaer, ikke rigtigt nogle point of no returns - det er lidt for ligeud. Set i forhold til Julies ellers noget akavede, pinlige og klodsede oplevelser, er forholdet til Lasse så stabilt og ligeud ad landevejen, at det næsten virker som to forskellige personer der skrives om.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Det irriterer mig helt vildt, hvordan titlen er delt på forsiden ag bogen. Come on! Ingen siger sgu da "dåse-mak-rellen"!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar