Hvis I fulgt med på bloggen i noget tid, så ved I også, at jeg tidligere har været selvskadende. Det var noget jeg skrev om her, da jeg havde læst Hjertet er 1 organ af Sarah Engell. Dette indlæg bliver ret personligt - og jeg håber, I vil forstå, hvorfor jeg skriver det.
Da jeg var ung, og havde det svært, betød bøger rigtig meget for mig. Alle mulige slags bøger. Fantasy, socialrealisme, faglitteratur. Men især bøger, hvor jeg kunne spejle mig i hovedpersonens tanker, følelser og handlinger. Så jeg søgte bøger, der handlede om, at have det svært. Allerede før jeg selv var helt klar over, at jeg havde det rigtig, rigtig svært. Jeg læste også bøger om kærlighed og andre dejlige ting - men det var som om, det ikke løsnede op for tankerne og følelserne. Hvorimod bøgerne jeg kunne spejle mig i, gjorde. Jeg har derfor valgt at lave et tema på bloggen om selvskade.
Selvskade i sig selv er ikke en psykisk sygdom, omend der har været overvejelser om at give fænomenet sin egen diagnose. Selvskade er et symptom på noget andet. På en indre smerte, en indre uro, en indre magtesløshed. Det er en copingmekanisme, når andre handlemåder ikke fungerer.
For mig, var det en måde at lukket trykket ud, når kroppen og hovedet var under for stort et tryk. Når alting larmede og dunkede og gjorde ondt, uden at smertestillende medicin kunne fjerne det, så var selvskaden måden. Og ja, det virkede. Det er bestemt ikke en opfordring til andre - men sandheden. Det virkede. Ellers ville jeg ikke gøre det. Bagefter kom skammen og følelsen af ikke at kunne fungere her i verden på samme måde, som andre. Følelsen af, ikke at være normal.
Men når jeg læste om andre unge, der havde det svært, følte jeg mig ikke alene. Det behøvede ikke være de samme problematikker jeg kæmpede med. Bare det at kunne spejle sig i følelser, tanker og handlinger, fik mig til at føle mig mere normal. Det fiksede ikke mine problemer, det gjorde mig ikke selvskadefri, men det gav mig et frirum, hvor jeg ikke behøvede forholde mig til mig selv og min egen verden - men alligevel gjorde det, mere eller mindre bevidst.
Jeg har valgt at være åben om min fortid. Nogle gange spørger folk til mine ar, andre gange skal jeg forklare, hvorfor jeg ikke boede hjemme fra jeg var 16 år. Og jeg har valgt, det ikke skal være et problem eller en hæmsko for mig, men tværtimod noget, jeg kan bruge aktivt. Som fx nu, hvor jeg det næste stykke tid vil poste anmeldelser af bøger der tager selvskade op som emne - enten som hovedemne eller som en mindre del af plottet.
Jeg håber, I vil følge med, og jeg håber, at der sidder en enkelt eller to derude, der måske kan bruge bøgerne til at se, at de ikke er de eneste i verden, der har det som de har det. Ellers kan jeg i hvert fald sige det: Du er ikke alene!
Følg med de kommende uger.
Har du brug for hjælp ift. selvskade er www.lmsos.dk et godt sted at starte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar