Book-shaming

Jeg har længe tænkt over at skrive dette indlæg - og udsat det ligeså længe. Ikke fordi jeg er specielt nervøs over at skrive det, mere fordi jeg har haft for travlt. Så kom nogen mig i forkøbet. Blandt andet Rikke fra Flyv med mig. Et rigtigt fint indlæg, der lige fik sparket mig igang. Jeg er ikke ude på at gentage Rikke - hun har faktisk allerede skrevet en masse af det, jeg selv har tænkt. Men det kan altså godt være, der kommer lidt af det samme. Jeg håber, I gider læse med alligevel - og smid meget gerne en kommentar. Både hvis I er enige eller uenige.

Jeg google "book shaming" for lige at få et overblik over, om der nu var alt for mange blogindlæg om det i forvejen. Det så ikke sådan ud. Undervejs faldt jeg over Urban Dictonary's definition. Nemlig:

"To shame someone about what they are reading. To make one feel guilty about the book they are reading and enjoying."

Og er der noget, jeg synes er forfærdeligt, er det følelsen af skam og skyld. Det er aldrig, aldrig sjovt at skamme sig. Sommetider skammer man sig, fordi man ved, man har gjort noget forkert - og selv der, synes jeg skam er svært at deale med. Endnu sværere bliver det, når man skammer sig, fordi andre synes, man har gjort noget forkert eller ikke godt nok.

Jeg har ikke læst ret mange klassiske værker i min, efterhånden lange, læsekarriere. Der har været dem, vi blev tvunget igennem i skolen og et par stykker, jeg selv har valgt. Der er mange på min TBR-liste men det er som om, de altid er lidt sværere at gå i gang med. Gang på gang trækker en ny YA-roman eller lethørt lydbog. Jeg tænker altid, at jeg læser, hvad jeg lige føler for, og at det er helt okay. Alligevel kan der godt snige sig lidt skam ind, når nogen spørger, hvad jeg læser. Ikke fordi jeg synes, det er forkert - men fordi jeg er bange for, andre synes, det er lidt flovt. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke hviler nok i mig selv, til at være komplet ligeglad med andres tanker om mig. Det betyder noget. Det burde ikke røre mig - men det gør det. Heldigvis er jeg aldrig decideret blevet "shamet" over et valg af bog. De fleste af os i bogblogger-verdenen læser så blandede bøger, at uanset hvad jeg læser, er der nogen der har læst det samme.

Men jeg hører folk snakke om det. I toget, på arbejdet, i bogbutikken. Og især de "rigtige anmeldere" - I ved, dem man aldrig helt er enige med, men som faktisk har gjort det til en karriere at anmeldelse. Lad os, som Rikke også gør, tage eksemplet med Fifty Shades of Grey. Blandt andet skrev Politikem

"Erotiktørstende kvinder (og mænd?) verden over henter deres eksemplarer ned fra både nettet og boghandlernes hylder i så stort et omfang, at man kan forledes til at tro, at 'Fanny Hill', 'O's historie' og andre af genrens klassikere er skrevet forgæves."

Her går ordet "klassikere" igen. Jeg synes ikke, vi behøver holde alt op mod en klassiker. Hvorfor må man ikke nyde Fifty Shades - også selvom den måske indholdsmæssigt ikke er en klassiker? Det er helt fair, at anmelderne skyder efter sproget, en karakters fladhed eller andet. Men i denne artikel går de direkte efter læseren. Artiklens overskrift er: "Anmelderne kan ikke forstå det: Hvorfor er I vilde med 'husmorporno'?" Måske fordi de er.... "husmødre" - eller noget ligeså meget nede på jorden. Måske orker vi ikke altid "piedestal-litteratur," store ord og svære sætninger. Måske er det lige netop den slags litteratur, vi slapper af med, fordi det ikke kræver det store, at læse den?

Hele min folkeskoletid blev vi opfordret til at læse. For mig var det ikke noget, nogen skulle opfordre mig til - jeg læste og læste og læste. Men en del havde behov for at spark bagi. Og de fik lov at læse, lige hvad de ville. Faglitteratur, Anders And-blade, tegneserier. Blot det var en form for litteratur, de kunne fordybe sig i 20 minutter om dagen, var min dansklærer glad. Tænk sig - det virkede. Drengene læste den ene fodboldbog efter den anden eller slugte fagbøger om ting, der interesserede dem. Dem, der før ikke læste ret meget læste hele bøger, fordi de selv måtte vælge og ingen dømte dem, for deres valg. Måske er det den tilgang, i vi skal have til det? At så længe folk læser, er det pissefedt?

For tiden er jeg en travl kvinde med arbejde, jobskifte, og en masse at se til. Jeg kan ikke altid overskue de store, litterære værker. Til gengæld lytter jeg rigtig meget til lydbøger. Lige nu lytter jeg til "The Silent Cry" af Cathy Glass. En form for memoir over hendes tid som plejefamilie for udsatte børn. Det er totalt følelsesporno. Den ene ulykkelig barndom efter den anden. Ingen store ord, ingen fantastiske formulering - blot fortællingen om børn, der har det svært og hjælpes til det bedre. Kan I huske "Virkelighedens Verden"-bøgerne? Det er sådan en slags bog. Og jeg er faktisk lidt bange for, hvad folk tænker, når de finder ud af, det er den slags, der flyder ind i mine øre. For det er ikke en klassiker, ikke engang en velskrevet YA-roman med noget på hjerte. Men det er rart. Det er letfordøjeligt, og jeg elsker det. Og ved I hvad? Jeg gider ikke skamme mig over noget, der gør mig glad.

Ingen bør skamme sig over at læse eller lytte til lige netop det, de har lyst til.