søndag den 9. oktober 2016

Ravnenes Hvisken del 1



Af: Malene Sølvsten
Forlag: Carlsen
Sideantal: 706
Originalsprog: Dansk

Ravnenes Hvisken er en fantasyfortælling, der tager sit udgangspunkt i Nordjylland. Anne er 17 år og er vokset op hos et utal af plejefamilier. Hun har ikke rigtigt nogen venner, udover Arthur. En lidt ældre fyr, hun boede på institution med. Og så Monster - hendes kæmpe, kæmpestore hund, der følger hende overalt.
"Jeg klappede Monster på hovedet og gik hen til min cykel."Skal du ikke med ned på Frank's Diner?" råbte Luna efter mig. Hun låste en ramponeret longjohn op. Jeg havde godt hørt dem snakke om, at de ville gå på café, men jeg troede på ingen måde, planerne omfattede mig."Og hvis du ikke vil med, så kunne du da godt lige sige farvel," fortsatte Luna. Nå ja. Normale mennesker siger vistnok pænt farvel til hinanden. Synd, jeg ikke er normal. Uden et ord cyklede jeg min vej  med Monster galoperende ved min side." (Citat side 25). 
Anne er ikke vant til, at folk kan lide hende. Men Luna og Mathias er anderledes. De er vedholdende, og det lykkes dem at komme (lidt) ind på livet af Anne. Et liv, der indtil nu har været så normalt, som det  nu kan være, når ens forældre aldrig rigtigt har været i ens liv, og man iøvrigt kan forneme folks auraer og også se deres fortid. Men det er ingenting i forhold til det, der kommer til at ske. Det starter ud med flere mord på rødhårede piger - og et underligt F-tegn på hvert lig. Og det ender med mystiske væsener, mulige parallelverdener og en verden, der skal reddes fra Ragnarok.

Malene Sølvsten har fuldstændig blæst mig bagover med hendes debutroman. Ikke nok med, romanen indeholder alt fra nordisk mytologi til homoseksualitet (og alt fra kønshår til nisser), så er den fyldt med virkelig gode karakterbeskrivelser, plottwists og genkendelige følelser en masse.

Der er et virkelig, virkelig stort persongalleri i fortællingen - men jeg synes, det fungerer. Jeg har ikke været mere forvirret, end jeg lige kunne bladre et par sider tilbage og huske, hvem det nu lige var, jeg læste om. Derudover føles bogen virkelig gennemresearchet. Nu ved jeg ikke selv sååå meget om nordisk mytologi - men det føles i hvert fald ægte og velfunderet, alt det, der fortælles om. Det giver et supergodt læseflow og en god forståelse for hele fortællingen.

Jeg er meganede over, der ikke allerede er en to'er, jeg kan kaste mig over - men så megaglad for, at have læst en af årets bedste bøger! Jeg er fan!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Faktisk har jeg hørt 2/3 af bogen som lydbog, når jeg har cyklet til arbejde. Og selv læst den sidste tredjedel derhjemme.

2 kommentarer:

  1. Hvor er jeg glad for, at du også elskede den! Så god, altså :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er så god. Kan slet ikke VENTE på den næste bog!

      Slet