tirsdag den 19. januar 2016

Geminiderne

Beklager billedkvaliteten!


Af: Nanna Foss
Forlig: Tellerup
Sidetal: 656
Originalsprog: Dansk

Geminiderne er anden bog i Spektrum-serien. Jeg har været noget tid om at læse den, fordi jeg har færdiggjort min bacheloropgave og været oppe at forsvare den imens. Men de sidste 300 sider slugte jeg på en gang. For det er sådan det er, med Nanna Foss’ Spektrum-serie; der er gang i den. Fuld fart frem og flere spørgsmål end svar.

”Adriana kommer vaklende på benene.
”Hvilken dato er det i dag?” Hun stryger sit uglede, blonde hår ud af øjnene og ser sig omkring. Jeg følger hendes blik. Svimmelheden får væggene til at bulne ud ad. Gule fliser i køkkenet og grønblomstret tapet i stuen, præcis som jeg husker det.
”Den 21. juli 1969,” siger Josef.” (Citat s. 231)

Denne gang er det Pi, der er hovedpersonen, men ellers fortsætter bogen, hvor Leoniderne slap. De 6 unge møder andre tidsrejsende, og prøver ihærdigt at finde hoved og hale i fortid, fremtid og alt derimellem. Der opstår fortvivlede forelskelser på tværs af tid og nye farer dukker op, uden egentligt at give sig til kende.

Geminiderne er, om muligt, endnu bedre end Leoniderne, og jeg kan faktisk ikke overskue, at jeg skal vente, før jeg kan i gang med den næste. Det er en hæsblæsende bog, hvor der sker så meget, at jeg måtte holde et par pauser undervejs for lige at kunne følge med – men på den gode måde. Der, hvor hændelser lige skal synke ind og forstås, så resten af bogen kan få lov at udfolde sig på den bedst mulige måde.

Jeg er bestemt fan – så du kan godt rubbe neglene, Nanna Foss. Jeg ved, vi er mange der venter i spænding.

Bogen får 5/5 stjerner: *****


Bonusinfo: Bogen er blevet læst mange forskellige steder i landet. Fra København til Falster og et par steder imellem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar