søndag den 6. december 2015

Døde Piger Lyver Ikke



Af: Jay Asher
Forlag: Politikens Forlag
Sidetal: 317
Originalsprog: Engelsk
  
"Døde Piger Lyver Ikke" er en virkelig velskrevet roman om high school eleverne Clay og Hannah. De to hovedpersoners historier fortælles parallelt gennem bogen, men er samtidig flettet ind i hinanden. Hannah har indtalt sin historie på 7 kassettebånd og Clay lytter til dem et for et. Hannah har taget sit liv, og båndene indeholder 13 grunde til, hun har gjort det. Clay er en af de grunde - og han har ingen idé om hvorfor.

"Jeg håber, I er klar, for her kommer min livshistorie. Eller rettere sagt ... historien om, hvorfor mit liv sluttede. Og hvis du lytter til båndet lige nu, er du en af grundene.
Hvad? Nej!
Jeg vil ikke råbe, på hvilket bånd du kommer ind i billedet....." (Citat s. 13)

Clay lytter til båndene, imens han hele tiden forsøger at regne ud, hvad han har gjort. Samtidig lærer han Hannahs hemmelige liv at kende, og det er ikke noget, han egentligt har lyst til. Hvert bånd rummer nye personer, ting de har gjort, og hvordan det tilsammen har påvirket Hannah og hendes endegyldige beslutning om at slutte livet.

Bogen er godt bygget op, og historierne (for der er mange) folder sig mere og mere ud, jo længere man læser. Det er lidt som en krimi - grunden til Hannahs selvmord skal opklares, og hvert bånd er et spor i den retning. Temaerne spænder bredt; selvmord, teenagekærlighed, poesi, mobning, hemmeligheder, druk, (u)venskaber.

Jeg var virkelig imponeret over bogen, som jeg synes, giver et godt indblik i begge hovedpersoners liv. Hemmelighederne, der får Hannah til tage sit eget liv, og Clays mange tanker undervejs. Det er ikke svært at finde rundt i de to separate historier, og tilsammen giver de bogen en fin helhed. Jeg vil så meget anbefale alle, der er til de mere dybe og alvorlige historier, at læse denne bog.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Det var den første bog fra min to-be-read-bunke, jeg gik i gang med.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar