søndag den 8. juli 2018

Under overfladen


Af: Claus Lohman
Forlag: Aronsen
Sidetantal: 339
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Martin Henderson arbejder som virolog i New York. Han bor med sin kæreste, har et godt forhold til sin egen og hendes familie - og en ganske fremadstormende karriere. Emma Fitzgerald er arkæologistuderende men vil hellere være journalist. Der er bare ikke rigtigt nogen af de store medier, der vil antage hendes artikler. Umiddelbart to mennesker, der ikke har noget med hinanden at gøre - men som spindes ind i et net af fortællinger og hemmeligheder.
"Martin overhørte ordene og stirrede målløs på prøverne. Han måtte selvfølgelig foretage en ny analyse for at få bekræftet udfaldet, men det pågældende farveskift kunne under alle omstændigheder kun forekomme, hvis der var H1N1 til stede, så en ny analyse ville unægteligt give det samme uventede og uhyggelige resultat. Han sank en klump, eftersom H1N1 var det videnskabelige navn for netop Den Spanske Syge." (Citat side 100)
Først bliver Martin forsøgt kidnappet på åben gade. Noget hans politiefterforsker-kæreste går i gang med at undersøge. Så dør to dykkere af Den Spanske Syge - som slet ikke findes mere. Desuden er der mareridtet, om det gamle spejl, der konstant plager Martins nætter. Så er der Emma, der får oplysninger leveret om kidnapningen. Nogen vil have hende til at skrive om det. Desuden er der et gammelt, sunket skib med en skat af kæmpe værdi, en masse familiehemmeligheder og løgne. OG så er der selvfølgelig også lige en vaccine, Martin må se at få opfundet. For ellers kan det godt være at Den Spanske Syge spreder sig.

Under overfladen er en krimi med mange, mange tråde. Jeg forklarede det til Luna som: "Skattejægere møder uddød virus, møder dykkergferie, møder løgnagtige familier og korrupt politi møder nysgerrig journalist." Det lyder måske rodet, men forfatteren formår faktisk at samle det hele til sidst. Jeg blev undervejs godt forvirret - men aldrig hægtet af. Og det må man gerne, synes jeg, som læser. Blive forvirret over, hvad fanden det egentligt er, der sker. Så længe man hele tiden føler, man er lige ved at forstå det. Så længe, man ikke er helt hægtet af.

Sproget i romanen er flydende og let. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har sat sig ind i det, han skriver om. Der er masser af forklaring på virus, epidemier og naturvidenskab undevejs - men ikke på en forceret måde. Det bliver ligesom en del af fortællingen og ikke blot fakta der er presset ind mellem linjerne. Jeg ved ikke ret meget om infektionsmedicin eller det amerikanske sundhedssystem, men det virkede troværdigt.

Karaktererne i fortællingen er troværdige. Jeg kunne fint sætte mig i deres sted og føle med dem. Noget der nogle gange kan være svært, når der er så mange karakterer med, som der er i denne roman. Men det føltes let og ligetil.

Det tog mig lige nok omkring 100 side at blive virkelig fanget. Ikke fordi de første 100 sider var kedelige, men det tog bare virkelig fart derefter. Især sidste tredjedel af romanen er hektisk. Der sker virkelig meget og der er så mange ting at holde styr på - der krævede at jeg læste uforstyrret. Men det hele faldt ligesom i hak til sidst og jeg fik den forløsning, jeg havde håbet på. En helt anden end jeg troede - men en god forløsning. Ligesom en god krimi skal være.

Romanen er første del af en planlagt triologi - og jeg glæder mig helst sikkert til at læse næste bind.

Bogen får 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Jeg har selv dykket med flasker en enkelt gang. Og det var virkelig en fantastisk oplevelse.

1 kommentar:

  1. Det lyder som en krimi, jeg bliver nødt til at skrive på min ønskeseddel :-)
    Hjertelig tak for at dele din anmeldelse af den <3

    SvarSlet