torsdag den 7. juni 2018

Dagbog til min hjerne


Af: Laura Eidnes Bregnhøi
Forlag: Alvilda
Sideantal: 204

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Rakel har slået hovedet. Umiddelbart er det ikke alvorligt - men Rakel er fire måneder efter stadig sengeliggende hjemme hos sin mor. Ude af stand til gøre ret meget. Postcommotionelt syndrom, kalder lægerne det. Med syndromet følger depressionen og angsten. Noget Rakel slet ikke er klar til.
"Men jeg er jo ikke typen, der får en depression. Jeg er det stærke, ordentlige menneske, der får gode karakterer og hjælper andre. Jeg læser jura, for helvede! Eller var i hvert fald gået i gang med det. Var i gang med det ... Selvfølgelig er jeg deprimeret. Jeg er jo ikke et godt menneske. Jeg er et dårligt menneske. Se bare, hvad jeg gjorde mod Noël. Jeg kommer måske aldrig ud af min seng igen., og det har jeg fortjent." (Citat side 23) 
Rakel starter på antidepressiv medicin og begynder hos en psykolog. En psykolog der fortæller hende, at hun måske selv fremkalder smerterne ubevidst, fordi hun bliver angst. Men selvfølgelig giver hun selv smerter - den slags smerter ville hun ikke udsætte nogen for. Desuden vi virkelig gerne ud i livet igen. Ud til veninderne Flora og Honey Diamond. Være en bedre kæreste for Edvard. Og så er der også lige der der, med Noël...

Dagbog til min hjerne er en ungdomsroman der tager vigtige emner om. Angst, depression, ensomhed efter fysisk sygdom, frygten for ikke at blive taget alvorligt. Emner, jeg synes den tager rigtig god fat om. Især angsten og depressionen beskrives godt hele vejen igennem.

Som de fleste af jer, der jævnligt følger med, ved, arbejder jeg som psykiatrisk sygeplejerske. Her møder jeg ganske ofte både depressionen og angsten. Men jeg har faktisk også mødet det postcommotionette syndrom. Et der var blevet så invaliderende, at patienten ikke længere kunne tage vare på sig selv. En patient der var blevet så overbevist om, at ingen troede på, at smerterne var ægte, at det var blevet en besættelse - faktisk en psykose. Kroniske smerter er forfærdelige. Og det, ikke at blive troet på, kan gøre enhver vanvittig. Kroniske smerter fører ofte til depression, og der er rigtig mange patienter med kroniske smerter, der ikke bliver taget alvorligt. Så derfor er jeg virkelig glad for, at der nu findes en bog, der tager menet op på en måde, så selv yngre læser kan være med.

Sproget er flydende og letlæst - og bogen er fyldt med en dejlig sarkasme og ironi. Noget der kan gøre de lidt tunge emner mere fordøjelige.

OBS! Her kan forekomme spoilers!
Desuden er det vigtigt med bøger der beskriver emner som angst og depression. Og, som skrevet, beskriver bogen dem rigtig godt. Men jeg havde ønsket, at bogen var længere. For mig skøjter den lidt for let henover det, at blive rask. Måske er jeg farvet af mine egne oplevelser. Og selvfølgelig er der nogen, der har et relativt let forløb (uden her at sige, at der findes lette forløb). I bogen synes jeg dog Rakel ryger ned og ned og ned i dybet for pludselig at ryge op igen hvor alting bare "falder på plads". Jeg kunne godt tænke mig, der der var flere kroge, flere blinde veje, Rakel skulle ned af. Fordi det nok ofte er sådan det er. Fordi det er det, jeg ser. Det er virkeligheden. Men den angst, og den depression der beskrives, beskrives dog rigtig godt. Spoiler-advarsel slut.

Der er to ting i bogen der faldt mig for øje. På den knapt så gode måde.
Den første er den indledende skadestuejournal. Den er simpelthen ikke realistisk. Jeg ved, at noget at bogen er selvoplevet, og jeg håber så sandelig ikke, det er en reel skadestuejournal, for så er der en læge, der skal tage sig sammen.
1) "Fremstår vågen men ikke videre orienteret[...]" står der. Næste linje pointere at Rakel er "VKO" (citat side 11-12). Hun kan ikke både være vågen, klar og orienteret (VKO) og samtidig "ikke videre orienteret". Det må være enten eller.
2) "Har muligvis lille læsion på storetå som følge heraf. Orkede oprigtig talt ikke at tjekke" (citat side 12). Jeg er i mine år som sygeplejerske ikke stødt på dette i en patientjournal. At en læge skrive, de ikke vil undersøge noget. Jeg har hørt det sagt i personalerummet - at en patient kan være svær at samarbejde med. Men det er ikke noget, der står i journaler på dén måde.

Så er der neurologen, der sender Rakel på psykiatrisk skadestue for at få antidepressiv medicin. Igen, jeg ved ikke, om denne del er selvoplevet. Men det er også højest usandsynligt, at det er den vej, det er gået. Psykiatrisk skadestue er til akutte, psykiatriske problemstillinger. Ikke opstart af antidepressiv medicin. Der henvises man til egen læge, hvis ikke neurologen selv kunne have startet Rakel op. Desuden har læger ikke kittel på i psykiatrien.

Jeg ved ikke, om det er ren flueknepperi at nævne sådanne ting. Men det er ting, der springer mig i øjnene, fordi jeg ved noget om det. Og for mig trækker den slags ned. Det kan godt være, at folk, der generelt ikke har noget kendskab til psykiatrien og sundhedsvæsenet ikke vil lægge mærke til det - men det gjorde jeg desværre.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg fik denne bog som overraskelsespakke. Den første i bloggens historie!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar