Af: Stine Pilgaard
Forlag: Rosinante&Co
Sideantal: 168
Originalsprog: Dansk
Min mor siger, er en fantastisk fortælling om kærestesorger, familieforhold og alle de minder, om andre mennesker, der gør os til den, vi er.
"Inde i Solar Plexus er der en bogreol med opstillede kranier. Skeletter ser altid ud som om de ler, og det er sådan jeg tænker på jer, som leende dæmoner der hamrer og banker i min krop. I er summen af alle mine nederlag, og I er al min opsparede skyldfølelse, og I marcherer på række og geled rundt på alle mine ømme punkter og flytter jer i takt med min smerte." (Citat s. 55)Den kvindelige hovedperson er blevet forladt af sin kæreste, og har svært ved at komme videre. Hun flytter ind hos sin far (præsten) og forsøger at undgå sin mor, der hele tiden ringer. Hun skriver ikke på sit speciale, men opsøger i stedet sin læge, for at finde ud af, hvad hun præcis fejler. Og forskellige steder i hendes krop gemmer sig musik, smil, bygninger - minder.
Min mor siger er en rigtig fin roman om det, at blive forladt og finde ud af, at komme videre. Men den er så meget mere. Den er fortællingen om, hvordan andre mennesker, gør os til dem vi er - også selvom de har kostet os smerte.
Jeg må indrømme, at jeg i starten var en smule skeptisk. Jeg har ikke de bedste erfaringer med at læse noget, som forfatterskole-forfattere har udgivet. Da jeg lagde fordommene til side og bare læste, blev i den grad overbevist om, at fordomme er netop det. Før-domme. For det er så fin en roman. Velskrevet, med mange finurlige vendinger og store ord. Kringlede sætninger der alligevel giver mening - og fine pointer, der ramte noget i mig. Undervejs i læsningen har jeg både grinet over fjolletheder og taget sætninger til mig. Stine Pilgaards debutroman kan klart anbefales til alle, der husker hvordan det er at blive forladt, har irriterende forældre, eller bare godt kan lide en fin fortælling!
Bogen får 5/5 stjerner: *****.
Bonusinfo: Bogen købte jeg på bogforum 2015, hvor den samtidig blev signeret af den søde forfatter!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar