Sider

søndag den 20. december 2020

Woodwalkers #6


Af: Katja Brandis
Illustreret af: Claudia Carls
Forlag: Straarup&Co

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne. Bogen er den sidste i en serie på 6. Bogen kan ikke læses separat. Du kan læse en samlet anmeldelse af de første 5 bind HER.

Det er eksamenstid for Carag og hans venner på Clearwater High. Carag terper både som menneske og som Puma. Men det er ikke nemt at koncentrere sig, når ærkefjenden Andrew Milling har planer om snart at gøre Hævnens Dag til virkelighed. Farer lurer alle steder - og Carag skal passe på, hvad han gør, og hvor han opholder sig. Det er heller ikke nemt for ham at passe på sin menneskefamilie, når han ikke kan fortælle dem, han faktisk er en puma.
"Pludselig standsede Tikaani med rejste børster, og det samme gjorde jeg. Der er nogen i nærheden, hviskede hun, og vi lyttede begge to. Kort efter hørte jeg en meget svag lyd, en knagen i underskoven. Det lød, som om en nøgen menneskefod knækkede en gren. Ja, svarede jeg. Ret mistænkeligt herude i skoven på denne tid af natten. ikke nogen af vores folk. Tror du, det kan være en spion?" (citat side 28)
Sammen med de andre elever, og en del af lærerene, forsøger Carag at gøre modstand. Men det er som om Milling altid er et skridt foran og hele tiden skaffer sig allierede. Også nogle af dem, Carag troede, han kunne stole på. Alt står på spil - både for mennesker og Woodwalkers.

Den sidste bog i Woodwalkers-serien er ren fart over feltet. Der er lagt op til den store kamp mod den onde Milling - og undervejs er det ikke givet, hvem der vinder. Der sker hele tiden noget nyt, og venner bliver til fjender. Og måske nogle fjender også viser sig, at være venner?

Der er også noget dragende i den del, der omhandler Carags menneskefamilie. Hvor kun den ene kender sandheden om ham - mens han skal redde dem fra at blive udslettet af Milling. Hvordan passer man på nogen, der ikke ved, de skal passes på? Og ikke ved, hvem man egentligt er?

Kærlighedselementet vokser også mere frem. Det er et godt lille afbræk til den voldsomme kamp og al den spænding der ellers fylder fortælling. Det er en værdig afslutning på serien.

Bogen får 4/5 stjerner: ****

Bonusinfo: Endnu en bog jeg delvist har hørt som lydbog. Jeg kan dog anbefale af skaffe den fysiske bog også, da der er nogle rigtig fine illustrationer. Lydbogen er dog ganske god - og spændingen holder også, selvom den læses højt for en.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar