Sider

søndag den 3. marts 2019

Mellem himmel og helvede #2 - Himmelsendt


Af: Anne Christine Eriksen
Forlag: Dreamlitt
Sideantal: 529
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.
Hvis du ikke har læst bog 1 i serien, anbefaler jeg, du ikke læser anmeldelsen. Den findes HER

Alting er kaos da Daniel flygter fra djævlebørnene. Syn bliver ved at melde sig, og det er ikke til at sige, hvad der er virkeligt eller syner. Lige ind til Ærkeenglen Zerachiel viser sig. Hans biologiske far er i live og tager ham med sig til Himlen.
"Zerachiel foldede hænderne på ryggen og førte an in d i landsbyen. "Gabriel fungerer som dommer her i Himlen, så hun har retten til at lade en Falden blive en engel igen. Ligesom når dommere i Skandinavien for eksempel omstøder straffe og frigiver kriminelle, der viser sig at være uskyldige." "Men er det ikke kun midlertidigt?" spurgte Daniel. Zerachiel nikkede. "Jo, men Gabriel kan gøre det permanent. Når din prøveperiode er udløbet, skal du til en samtale med hende, og så vil hun vurdere, om du kan forblive engel." (citat side 28/29)
Daniel ved ikke, om han vil forblive engel, når hans prøvetid udløber. For det kræver, han giver slip på sit had til Lesta og Selene. Det kræver, han giver slip på sin hævntørst. Og det føles både uretfærdigt og umuligt. Imens han overvejer sin situation prøver han ihærdigt at få flere Syn, der kan få dem på sporet af de tre sten og diamanten. Samtidig forsøger han ligeså ihærdigt at glemme Lesta og de følelser, han vækkede i ham. Lesta forsøger ligeledes at glemme Daniel, men det er ikke nemt, når de andre Djævlebørn har vendt ham ryggen og Djævlen selv sender ham på en separat mission.

Mellem himmel og helvede 2 starter ligeså hæsblæsende om 1'eren sluttede. Der er mange væsner og dertilhørende kulturer og viden at forholde sig til, så det er dejligt, at forfatteren har lavet en lille oversigt bagerst i bogen, der kan hjælpe med dette. Heldigvis formår forfatteren også at skabe en sammenhæng i det, der fortælles, så det ikke virker helt så uoverskueligt.

Bogen er fyldt med følelser og gode, beskriveler af dem. Hævn og had er to store emner i fortællingen og de skildres rigtig godt. Det er nemt som læser at følge Daniels tanker og følelser omkring hævn. For hvem ville have nemt ved at tilgive dem, der slog ens forældre ihjel? Som i den første bog er sproget flydende og personerne er indfølelige, også selvom de ikke altid er nemme at holde af.

Ligesom i bog 1 trækkes der mange tråde til køn og seksualitet, uden det egentligt er det, der er omdrejningspunktet. Der er alle følelserne mellem Daniel og Lesta, men også englenes evne til at skifte køn og dermed have en mere flydende tilgang til seksualitet skildres. Det samme gør sjælepartnere og det, at man ikke kan flygte fra den, man for alvor har forelsket sig i.

Det er en lang bog, og det er den nødt til at være, med alle de ting, der skal være styre på, følges op på og forklares. Men indmellem blev den, for mig, lige lang nok. Jeg følte, der var enkelte scener, der godt kunne undværes, uden at det gik udover fortællingen eller forståelsen for den. Selvom der i en så actionfyldt bog er brug for rolige scener, for at det ikke skal blive for meget, var der alligevel nogle stykker, der kunne være skilt fra.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har fri fra arbejde om en time og 41 minutter. Så er klokken 7.15 og jeg kan komme hjem og sove!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar