En typisk arbejdsdag som psykiatrisk sygeplejerske

Dette er ikke et indlæg om bøger. Derimod er det et billede på en ret almindelig arbejdsdag i mit liv. Jeg har valgt at skrive dette indlæg for at vise, hvad jeg til dagligt laver. Også for at vise, hvor travlt man har, som medarbejder i psykiatrien, hvorfor det nogle gange føles komplet umuligt at åbne en bog, når jeg har fri. Fordi jeg bare er brugt. På en måde hvor selv mine elskede bøger er for uoverkommelige. Dette er altså en helt almindelig arbejdsdag på fra 7-15, på et lukket psykiatrisk afsnit.

Jeg møder ind til ro omkring klokken 6.50 og får en kop kaffe og listen over patienter. Der er kommet 3 nye patienter, siden jeg var her for 4 dage siden. Siden jeg var her, er en patient blevet tvangsudskrevet, for at gøre plads til en dårligere patient. Jeg sukker og mærker, at systemet ikke fungerer. På trods af, jeg elsker mit job, så er det ikke okay.

I løbet af de første ti minutter, har samme patient henvendt sig 3 gange i døren. Ingen ved helt, hvad hun vil. Hun er let irritabel allerede før klokken er 7. Vi er i dag 4 faste personaler og en vikar til 18 patienter. Vi har en i overbelægning. Desuden er her 4 elever/studerende som vi også skal tage os af og uddanne.

Vi bruger ca. 20-25 minutter på at fordele kontaktpersoner og dagens opgaver. Jeg er kontaktperson for 5 patienter, hvoraf en vælger ikke at komme retur fra orlov. Kort efter skal jeg over til narkoselægerne med en patient, på det “almindelige” hospital, da hun skal have lagt drop inden hun skal til ECT (elektrochokbehandling) og er svær at stikke. Der bruger jeg omtrent 3 kvarter på.

Retur igen må jeg håndtere situationen, hvor en patient ikke vil retur fra orlov. Der skal tales med læger og pårørende. Patienten er her frivilligt, og det er et "problem," da vi så ikke kan “tvinge ham” tilbage. Han har det rigtig skidt, men det er desværre svært for mig at gøre noget. Så jeg venter på, om patienten måske vil retur alligevel.

Vi har stuegangsmøde i godt en halv time, hvor vi gennemgår, hvilke patienter der skal ses og hvad der er behov for at blive gjort. Så følger jeg en patient til ECT-behandling. Vi venter lige godt en halv time over tid, før hun kommer ind, og jeg skynder mig retur igen.

En af “mine” patienter er meget hurtigtkørende, ønsker sig udskrevet og er irritabel. Hun har fået noget beroligende og jeg tager hende med på stuen og får en snak om, hvorfor hun skal være her. Hun er tvangstilbageholdt, men mener alligevel, hun skal hjem. Til sidst virker medicinen og hun falder i søvn efter en snak om at hun er syg, på trods af, hun ikke føler dette.

Indimellem dette har jeg udleveret cigaretter, svaret på spørgsmål, snakket i telefon fire gange, låst tøj ud, og læst op på mine patienter samt læst mails.

Lige omkring 11.30 henter jeg patienten fra ECT igen. Retur på afsnittet er der frokost og jeg deler lidt medicin ud. Husker en patient på, hun skal have depot, skifter plaster og renser sår hos en, det har selvskadet i weekenden. Når også lige at dokumentere, at jeg har givet noget medicin. Følger en patient på toilettet (det er aflåst).

I dag er der tid til samlet frokost med kollegaer. Vi får snakket om løst og fast. Der er dog 3-5 henvendelser i døren imens vi spiser. Bagefter snakker jeg med en patient der har det skidt og henter medicin. Giver hende også depot-indsprøjtning. Så er jeg lige nede og hjælpe på et andet afsnit med noget medicin.

Jeg forsøger ihærdigt at motivere en patient til at rydde op på sin stue. Han nægter. Jeg ender med at konfiskere 5 lightere fra stuen samt samle gamle madrester sammen. Han bliver vred på mig, da jeg siger, han simpelthen ikke må ryge på stuen. Han mener, jeg mobber ham og misbruger min magt - at jeg kun er noget værd på psykiatriens matrikel i form af magt og “ondhed” (hans ord). Jeg rummer hans vrede, men vil ikke tales grimt til, så jeg går fra stuen.

Jeg ringer rundt omkring patienten, der ikke vil retur. Taler med forskellige folk. Han vil stadig ikke tilbage. Jeg har ikke haft nogle planlagte samtaler (patienternes lægesamtaler), men går med til en kort samtale ,hvor min patient ønsker sig udskrevet. Hun er indlagt i henhold til sin behandlingsdom og kan derfor ikke udskrives bare lige sådan. Det, mener hun, er forkert. Hun forbliver indlagt, men skuler til mig.

Jeg bruger en halv time på at dokumenterer dagens vigtigste hændelser. Retter vores informationsliste. Tjekker, jeg har registreret al givet medicin. Jeg sætter kaffe over til aftenholdet, rydder op på bordet, og tager mig af henvendelser fra patienterne. En vil låne en telefon, jeg lige skal finde, en vil have cigaretter, en vil bestille mad udefra, en vil tale med læge.

Og så møder aftenholdet og jeg går hjem - og møder igen i morgen.

Denne dag var ret typisk. Der var ingen større konflikter, ingen trusler, ingen alarmer eller akutte situationer. Mine kollegaer har lavet omtrent ligeså mange ting som jeg har.