Sider

onsdag den 14. marts 2018

Fuglemanden


Af: Sarah Engell og Lilian Brøgger
Forlag: Carlsen
Sideantal: 109
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Fuglemanden er fortællingen om Barbara, hvis verden pludselig ændrer sig. Eller også kom det mere snigende. Det er svært for hende at finde hoved og hale i det hele. Men noget er ikke, som det skal være. Ting lugter ondt, fuglene er efter hende og hendes forældre elsker hende noget ikke rigtigt.
"Da først følelsen var kommet ind i mig, kunne den ikke komme ud igen. Måske er det det, fuglene bliver tiltrukket af? Måske kan de mærke min uro på samme måde, som de kan, når der er et uvejr på vej?" (citat side 18).
Barbara begynder at tvivle på alle omkring sig - men mest af alt på sig selv. Verden er forskruet og der er ikke længere en grænse mellem virkelighed og fantasi. Ingen vil hende det godt - på nær Fuglemanden. Han ønsker at hjælpe hende - men det kræver, at hun følger hans hårde krav, der bliver mere og mere umulige.

Fuglemanden er en grafisk roman. Den er skrevet af Sarah Engell og illustreret af Lilian Brøgger. Det er en historie om en piges vrangforestillinger og hallucinationer og hvordan det fuldstændig overtager hendes liv. Og det er en virkelig velillustreret fortælling. Både de reelle illustrationer er flotte og sætter billeder på de ord, Sarah skriver. Men bogen illustrerer også skizofreni ganske på en ganske troværdi måde.

Som mange efterhånden ved, arbejder jeg til daglig på en lukket, psykiatrisk afdeling. Størstedelen af patienterne der lider af en eller anden form for skizofreni. Nogle har lidt i mange år, andre har deres første indlæggelse og fremstår med en debuterende (og endnu udiagnosticeret) skizofreni. Og med Fuglemanden rammes der plet på lige netop dette punkt. Den sociale tilbagetrækning, de paranoide forestillinger, hallucinationerne - det er alt sammen noget, jeg har set. Det er velbeskrevet og kunne ligeså godt være noget, en patient havde fortalt mig om på arbejdet! Bogen er derfor et rigtig godt udgangspunkt til at få talt om disse ting. Om psykisk sygdom hos unge. Om hvordan det påvirker den unge - og den unges venner, familie og omgivelser. Det er en bog, jeg synes, der fortjener at blive brugt i folskeskolerne som undervisningsmateriale!

Det er ingen hemmelighed, at jeg altid har været glad for Sarah Engells værker - og jeg er kun endnu gladere nu. Jeg ser gerne flere af denne slags grafiske romaner fra hendes hånd - gerne med Lilian Brøgger som illustrator. Stregen og fortællingen passer godt sammen og skaber en god helhed. Bogen er hurtigt læst, selvom emnet er ganske tungt. Men det gør netop, at det ikke bliver for hård læsning. Billederne beskriver så fint det, der ikke kan sættes ord på hos mange, der døjer med den slags til hverdag. For hvordan beskriver man, at der lugter ondt? At en fuglemand kan have magt over dig? Det kan man ikke rigtigt, vel? Ikke destomindre føler jeg, at det er det, der sker i denne fine fortælling! Bogen kunne have inddraget mere af Barbaras behandling for at give et billede af, hvordan man lære at leve med skizofreni. Men dette havde nok gjort den for tung at læse. Derfor synes jeg ikke, det trækker ned, at dette ikke er mere med i fortællingen.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har en gang hørt stemmer. Ikke fordi jeg led af skizofreni, men fordi jeg var så svært deprimeret, at mine egne tanker føltes som stemmer i mit hoved!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar