søndag den 27. august 2017

Sjælestorm


Af: Maja Maria Rakel Dahl
Forlag: mellemgaard
Sideantal: 120
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er dog mine egne.

Sjælestorm er en digtsamling der beskriver forfatterens process gennem en tilværelse fyldt med svære tanker, følelser og oplevelser. En process gennem systemet og de oplevelser, der har givet. Det er digte fyldt med følelse.
"Jeg gemmer mig bag masken af falske negle og pænt hår,
jeg føler sorg, jeg føler frygt
Forvildet af øjeblikket, ødelagt, splittet af tanke 
Selvskadende handlinger, synes som eneste vej
Ingen, ingenting kan hjælpe eller fortælle; jeg finder vej 
Arbejder mod sandsynligheden, 
er i live, 
dog med ar." (Citat side 7-8)
(Obs. Digtet er ikke med linjeafstand i sin original, jeg kan blot ikke få bloggen til at lystre lige nu.)

Jeg synes, det er svært at anmelde denne digtsamling. Af flere årsager. For det første, er digtene skrevet på en måde, så det var svært for mig, egentligt at fordøje dem. Det er muligvis en bevidst handling? Det var nærmest skrevet i ét langt flow, og jeg fandt ikke nogen naturlige pause undervejs, hvor jeg lige kunne stoppe op og forholde mig til det, jeg læste. For det kræver disse digte. Der er så meget indhold, så mange ord og følelser, at det kræver lidt tid at forholde sig til alt det, jeg synes at læse ind i digtene.

Derudover har jeg to hatte på, som læser af digtene. Jeg har tidligere-psykiatri-bruger-hatten og jeg har nuværende-psykiatri-arbejder-hatten. Især den sidste hat kan være svær at forene med disse digte, som undervejs kritiserer et system, som jeg faktisk arbejder for. Dermed siger jeg ikke, at jeg er fuldstændig uenig i de ting, der undervejs beskrives i digtene. Det være sig medicinering, (fejl)diagnosticering, klagemuligheder - den slags.

Forfatteren stiller undervejs spørgsmåltegn ved de diagnoser, der er stillet og den måde, de er givet på. Hun stiller spørgsmål til medicinen og til måden, det synes umuligt at få anerkendt sine klager og utilfredshed. Dér clasher min arbejds-hat lidt med det hele. Det er jo aldrig sjovt, at læse noget, der går mod det, man selv arbejder med. Men jeg kan nu godt sætte mig ind i følelsen af, ikke at blive hørt, ikke at blive forstået og ikke at blive mødt, der hvor man er og der, hvor man gerne vil mødes. Som psykiatrisk sygeplejerske håber jeg, at jeg giver de patienter, jeg møder, en bedre følelse, end det forfatteren beskriver gennem sine digte.

Undevejs i digtsamlingen kommer et par små mere kortprosaagtige stykker der kort rider forfatterens baggrund op. Disse var rare at have med, da det gav mig en bedre forståelse for de ting, der beskrives gennem digtene. En fin måde, for mig som læser, at blive sat ind i tingene på.

Noget andet, der fangede mit blik - og som faktisk kan virke bevidst, men som fremstod underligt, er det komplette mangel på 1-taller i sidetallene. De er simpelthen forsvundet i trykken - eller bevidst udeladt? Hvis det er det sidste, skal jeg ikke kunne sige, hvordan det skal tolkes. For mig var det mest forvirrende, når jeg lige skulle bruge et sidetal, og jeg så ikke lige kunne se, hvor pokker i teksten, jeg var.

Måske virker denne anmeldelse meget negativ. Det er egentligt ikke meningen - der var blot nogle ting, der ikke fungerede for mig. Men der er også mange stærke fortællinger i digtene. Mange stærke følelser, der virkelig træder frem. Jeg læser digtene som forfatterens måde at forholde sig til sit liv på. En måde, at forholde til sig til vreden, frustrationen, selvhadet, opgivelsen og håbløsheden (og mange, mange flere ting) på. Og også en måde at vende det på - bruge det konstruktivt til en form for kunst - en måde at komme videre på, efter et langt forløb, der ikke har været let at være igennem. Og dét synes jeg altid er spændende og godt. Hvordan man kan vende en masse oplevelser og følelser til noget konstruktivt og få dem ud - ikke kun begrave dem i sig selv.

Digtsamlingen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Digtsamlingen var nummer 2/3 bøger jeg læste på vores sommerhustur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar