Interview med boblogger og psykolog Elena Leah

Billedet lånt fra Elena Leah

Du kender måske Elena fra Litteraturhuset på Instagram. Hun er stifter af Litteraturhuset.dk - stedet hvor litteratur og psykologi mødes, som hun selv beskriver det. Desuden er hun psykolog, og vil du læse mere om hende kan du gøre det på hendes hjemmeside. Sammen med en litterat holder hun noget så interessant som "Litterære Terapisaloner" - et sted hvor bøger od ønsket om at udvikle sig smeltes sammen.

Du kan i øvrigt også høre Elena og litterat Cecilie tale om litterære terapisaloner i et afsnit af podcasten INDSIGT med Cleoh her.

Jeg arbejder selv i psykiatrien og er interesseret i, hvordan litteratur kan gøre en forskel. Om det er noget, jeg måske en dag kan kaste mig ud i at bruge i mit eget arbejde - som på et lukket psykiatrisk afsnit er noget anderledes end det, Elena laver. Læs med her, hvis du også vil vide mere om Elenas tanker om litteratur, psykologi, terapi - og nogle fede facts om hende selv!

Fortæl meget gerne kort om dig selv
Jeg hedder Elena Leah, og bor i København sammen med min kæreste og vores datter. Jeg er uddannet
psykolog fra Københavns Universitet. Udover at jeg har en privat praksis (www.ElenaLeah.dk), driver jeg også Litteraturhuset.dk (www.Litteraturhuset.dk). Det er mit hjertebarn, hvor 4 andre bognørder anmelder litteratur sammen med mig. Jeg er meget optaget af mennesker og deres fortællinger. Det nørder jeg gennem min praksis, gennem mine skriverier og så kører jeg et gruppeterapiforløb kaldet Litterære Terapisaloner. Her mødes vi en udvalgt gruppe, og dykker ned i det læste for at forstå os selv og hinanden bedre. Det er en gave at få lov at facilitere og guide de her grupper. Min drøm er blevet til virkelighed, og det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg er meget interesseret i, hvad du tænker omkring litteratur og psykologi.
- Hvad er det bøger kan?

Enhver bogorm ved, at skønlitterære bøger kan rigtig meget. De fleste har oplevet, hvor spændende, rørende og tankevækkende det kan være, at læse en god bog. Det er et stort forskningsområde efterhånden, og jeg er særligt interesseret i den psykologiske og terapeutiske del af den.

Det bøger helt specifikt kan, er for det første at agere symptomlindrende i øjeblikket. Det gør de ved at være en distraktion. Derudover er det helt unikke jo, at du som læser kan rejse stort set hvorend du vil. Om det er i fortiden, i hovedet på én fra en anden kultur, eller til et parallelt univers. Mulighederne er uendelige, og med hver mulighed er der noget nyt at lære. En ny måde at se tingene på. Måder at forstå både sig selv bedre, men også andre. Der er ikke noget at sige til, at forskning gang på gang viser, at folk der læser, får forøget deres sociale forståelse og empati. Det er svært andet, når man som læser bliver suget ind i karakterens væren og bevæggrunde. Min erfaring som psykolog er, at det er svært ikke at holde af folk, når de åbner sig op og deler det allerdybeste. Det kan sammenlignes med, når man kommer helt tæt på en karakter i en bog. Så når du forstår en karakter, som lider, og du måske endda græder med denne karakter, så træner du faktisk din empatiske muskel. Det er ikke længere noget man forestiller sig, men noget der er bekræftet via forskellige studier.

Men hvad jeg synes er endnu mere interessant er, at bøger kan være med til at man som læser rekonstruerer sin selvfortælling, og endda de kulturelle fortællinger. Alle mennesker går og bærer på en fortælling om sig selv. Ens selvfortælling er baseret på levede erfaringer, hvordan andre mennesker snakker om os, og hvordan vi selv snakker om os selv. Hvordan andre behandler os, hvordan vi fortolker det, og hvordan vi behandler os selv. Det er særligt de dominerende fortællinger, dem der råber højest, som fylder mest hos os. De kan både være positive, men de kan også være negative. Mange har desværre negative selvfortællinger, som lyder noget i dur med: Jeg er uduelig og dur ikke til noget, eller Jeg fortjener ikke godhed, fordi jeg kan ikke give noget tilbage. Når man læser noget skønlitteratur, som fanger én og udfordrer én, er der chance for at man kan få rekonstrueret sin selvfortælling. Mit arbejde af Olga Ravn synes jeg, er et godt eksempel. Bogen handler om Anna, som er gravid, får et barn og er på barsel. Anna kæmper med at finde fodfæste i forsøget på at være både mor, kæreste og forfatter. Det gør hun, mens en fødselsdepression raser og river rundt i Anna. Bogen rummer en række fine detaljerede beskrivelser af, hvordan det er at stå i den her storm. Hvilke tanker og følelser man er op imod. Mange nybagte mødre kan spejle sig i bogen, også selvom de ikke har haft en fødselsdepression. Bogen er med til at normalisere, hvilken vild og rå rejse det er at blive mor. Og den er med til at vise, at det slet ikke bliver omfavnet nok i vores samfund. Ved at læse bogen kan man gå fra at føle sig ensom og forkert i sit moderskab, til at man føler sig set, forstået og som en del af et usynligt fællesskab. Lidt simpelt sagt, kan den være med til at man rekonstruerer sin selvfortælling fra Jeg er verdens dårligste mor til Jeg er... mor.

Det er meget oplagt at bruge bøger terapeutisk, og ovenstående eksempler er blot nogle af årsagerne til hvorfor det er det.

Hvorfor lige bøger – og ikke film?
Først og fremmest skyldes mit arbejde med litteraturen min egen personlige interesse for bøger. Jeg har læst bøger siden jeg lærte at læse. Jeg finder en stor tilfreds i læsningen, og jeg oplever at det udvikler
mig som menneske. Så det faldt mig naturligt at arbejde med dem og udvikle en måde at bruge dem
terapeutisk, nu jeg også er psykolog. Samtidig understøtter forskning, at de fordele du kan opnå via læsning af skønlitteratur, ikke på samme måde er gældende for andre medier, som fx aviser og film. Hvis vi specifikt sammenligner med film, er den store forskel at du ved bøger i høj grad selv danner billederne i dit hoved. I fællesskab med teksten, skaber og farvelægger du det univers, de karakterer og de handlinger de udfører. Der er mange flere ”tomme huller”, som man kalder det, i en skønlitterær tekst, end i en film. Det betyder, at hjernen arbejder mere og effekten er eksempelvis øget social forståelse og empati, som jeg var inde på længere oppe. Mere end, når vi ser film.

Og er der noget, der kan være svært ved at inddrage bøger i terapi?
Jeg bruger primært bøger terapeutisk i gruppetilbuddet Litterære Terapisaloner. Vi er på evig udkig efter
de helt rigtige bøger. Vi udskifter dem løbende for hver gruppe. Men en bog kan være noget så god og dragende, men måske er fokusset ikke helt spot-on ift. den tematik vi ønsker at bringe op. Eller også er bogen mere underholdende end at den byder op til gode snakke og diskussion. Så udfordringen er klart, at finde de helt rigtige bøger i forhold til det formål vi har med dem. Derudover har jeg et brændende ønske om, at vores udvalgte bøger repræsenterer så bredt som muligt. Det vil sige, at deltagerne bliver introduceret for forskellige genre, at der både er noget litteratur fra før i tiden og noget nyt, og at der er en bred repræsentation kulturelt. Særligt sidstnævnte bliver jeg udfordret på. I Vesten er vi ikke særlig gode til at tage udenlandsk litteratur til os. Det er en meget lille procent del der bliver oversat faktisk. Særlig set i forhold til, hvor stor verden er uden for Vesten. Det udfordrer klart alle de kriterier jeg har i forvejen. Men det er samtidig en spændende rejse, for jeg kommer igennem en masse litteratur på den måde.

Tænker du, at man selv (derhjemme eller evt. alene med en psykolog) kan gøre noget ift. læsning og terapi?
Absolut. Først og fremmest skal man øve sig i, at læse anderledes. Jeg kalder det bevidst læsning. Man
skal simpelthen stoppe mere op og være bevidst om sin egen læsning. Stille spørgsmålstegn undervejs.
Det letteste er enten at finde en samtalepartner, som man kan vende spørgsmålene med. Det kunne være
en veninde man læser bogen samtidig med. Eller også skrive det ned i en notesbog. De spørgsmål der fx
kunne dukke op, kunne være:
- Hvordan kan det være jeg bliver rørt lige nu? Hvad er det, det her vækker i mig?
- Hvorfor bliver jeg provokeret lige nu? Hvad er historien bag?
- Lige den her situation i bogen genkender jeg. Den gør mig vred. Gad vide, hvad historien bag min vrede er. Gad vide, hvad der gemmer sig bag vreden, og hvordan jeg kan imødekomme den.

Det er en anderledes måde at læse på. Den kræver mere arbejde, men til gengæld er der også meget at
hente i den måde at læse på.

Det er naturligvis en stor hjælp, hvis der er én som kan guide én i de her spørgsmål. Snakken vil glide lettere, og man vil deraf også lettere komme frem til indsigter, konklusioner og evt. beslutninger. En psykolog er oplagt, men det er de færreste psykologer som bruger litteraturen aktivt i deres terapeutiske
rum. Flertallet læser en del, også skønlitteratur, men de inddrager det sjældent i det terapeutiske rum,
udover at anbefale en bog. Der er ikke som sådan en terapeutisk retning, der inddrager skønlitteraturen, og på psykologistudiet eksisterer biblioterapi ikke. Jeg drømmer om at få lov til at undervise i krydsfeltet på psykologistudiet en dag.

Udover at vi tilbyder ovenstående, så er det særlige ved Litterære Terapisaloner fællesskabet. Samhørigheden. Spejlingen deltagerne imellem, som er dét større, når man sidder i en gruppe. Vi værner meget om, at vi skaber et unikt og fortroligt rum, hvor deltagerne kan dele deres personlige fortællinger og oplevelser med det læste. Når de fx læser noget der ræsonnerer i dem ift. deres egne oplevelser, deler de det og bliver set og hørt. Og det er her, det helt unikke kommer ind, nemlig tilstedeværelsen af bevidning. Det er et essentielt område ved narrativ terapi, som jeg oplever står endnu stærkere i en gruppe, end når man sidder i individuel terapi med en psykolog. Som narrativ psykolog, Allan Holmgren, siger; ”Bevidning er den bedste medicin mod ensomhed”. Bevidning handler om, at du og din fortælling bliver bekræftet. Det du fortæller, både dine drømme, og dine skuffelser, bliver omfavnet. Det sker ved at deltagerne guides til at have en særlig nænsomhed overfor både sig selv og hinanden. Når der deles noget personligt, hvilket hele tiden sker i Litterære Terapisaloner, passer vi på det. Vi taler pænt om det, og vi kigger opmærksomt på det. Vi fortæller, hvordan det giver genklang i vores eget liv, og derved dannes der en kobling mellem deltagerne.

Hele vores mindset er fra start guidet i en omsorgsfuld, nysgerrig og nænsom retning. Og når ens fortælling mødes på den måde, føler man sig ikke alene set og hørt, men også at man faktisk bidrager med noget. At man ved at åbne op og dele, giver noget indsigt og resonans til andre mennesker. Det er noget af det, som deltagerne hæfter sig allermest ved, ved hele forløbet. Og det er noget af dét, som er særlig terapeutisk. Skønlitteraturen er springbrættet for de her samtaler, og selvom skønlitteraturen kan meget, er det klart at en gruppe forøger potentialet.

Læser du meget selv?
Det gør jeg. Jeg forsøger at læse så bredt som muligt, men socialrealistiske romaner og noveller er det jeg rækker allermest ud efter. Jeg læser også digte i ny og næ, og så er jeg draget af scifi og det dystopiske. Det er desværre ikke så ofte, at jeg finder noget dystopisk/scifi, som jeg bliver forelsket i, men jeg er vild med universet, og så skriver jeg selv inden for genren.

Fortæl gerne tre ting du tror, mine (og dine) læsere ikke ved om dig?
- Jeg er forelsket i Asien, særligt Sydkorea. For nogle år siden var jeg der i en måneds tid og tog meget af kulturen til mig. Jeg couchsurfede hos de sødeste sydkoreanere, studerede deres kultur og blev meget
fascineret. Jeg skal afgjort tilbage dertil igen.

- Mit første stamsted, da jeg begyndte at drikke og hænge ud til sent på aftenen som ung, var Ungeren.
Det var gode tider.

- Jeg har i årevis været overbevist om, at jeg tilhørte Ravenclaw. Mange i min omgangskreds prøvede at
overbevise mig om, at jeg klart er fra Gryffindor. Hver gang jeg tager testen på Pottermore, ender jeg
også med at blive placeret på Gryffindor... så nu har jeg accepteret min indre Gryffindor og står stolt ved det i dag.